Martinus - Nyimpuls.dk

v/Else Byskov
Testamenteparadokset
Nu raser debatten i Martinuskredse om det store værks
titel: ”Det Tredje Testamente”. Lad os starte med at fastslå,
at Martinus, da han var oppe i firserne, fik en stærk
åndelig impuls, som fortalte ham, at hans værk var “Det
Tredje Testamente” og dermed efterfølgeren til Det Nye
Testamente. Dermed kan man vel sige, at Martinus’ værk
er en del af selve Bibelen – den guddommelige vejledning
til jordmenneskene. Værket er også “det meget”, som
Jesus ikke kunne fortælle sine disciple for 2000 år siden,
fordi “de ikke kunne bære det endnu”.
Vi, der kender og elsker Martinus’værk, har ingen problemer
med at kalde det “Det Tredje Testamente”, for
det er indlysende, at det er det: guddommelig vejledning
tilpasset til det moderne, intellektuelle menneske, hvis
intelligens har udviklet sig i så høj en grad, at det har
mistet sit religiøse instinkt.
Martinus’ værk er altså åndelig føde for dem, der ikke
længere kan lade sig besnære af religionens magi, og som
derfor har vinket farvel til de dogmatiske religioner. For
at man skal ”være klar” til at finde interesse i Martinus’
værk, skal man være færdig med trosbaseret religion, og
det betyder, at værket i høj grad henvender sig til ateister.
Jeg var selv ateist i 30 år, da jeg ”faldt over” Martinus.
Martinus siger selv, at ateisme kun er en overgangsfase,
en periode hvor man giver slip på den åndelige ballast,
man har med sig, sådan at man kan blive en ”ny flaske”,
hvorpå ny vin kan hældes. I ateismeperioden tørrer man
tavlen ren, så man bliver klar til ny indsigt. Martinus’
værk henvender sig i høj grad til ateister.
Og det er her, at problemet med titlen ”Det Tredje Testamente”
opstår. Ordet testamente lugter af religion, og det
er jo lige netop det, som mange af de potentielle proselytter
er færdige med. Når man insisterer på at ”sælge” en
titel, der lugter af religion til ateister og mennesker, hvis
religiøse instinkt er dødt, svarer det til at man vil sælge
røde bøffer til vegetarer og whisky til afholdsmænd. Det
lugter alt for meget af alt det, man lige er blevet færdig
med, og som man derfor tager afstand fra. At forsøge at
markedsføre åndelig føde til ateister som ”Det Tredje
Testamente” er nok ikke lige det, man lærer i faget markedsføring
på Handelshøjskolen.
I 2002 fik jeg udgivet en introduktionsbog om Martinus i
USA med titlen ”Death Is an Illusion – a Logical Explana-
tion Based on Martinus’ Worldview”. I den bog skriver jeg
loyalt at Martinus’ værk er ”Det Tredje Testamente”. Jeg
har i de forløbne 8 år fået en masse respons på bogen, og
en helt gennemgående kommentar har været: Hvor er det
interessant, bare det ikke hed ”Det Tredje Testamente, det
har generet mig meget. Det er vel nok prætentiøst, hvem
tror han han er? Og kommentarer i samme stil. Der er
ingen tvivl om, at testamentereferencen skubber mange
potentielle læsere bort, og at vi skyder os selv i foden, når
vi insisterer på at ”her har vi Det Tredje Testamente”.
Jeg synes derfor, at vi skal gå to veje. Den ene vej er den,
der argumenteres for af Fonden Det Tredje Testamente:
vi skal udbrede kendskabet til Martinus’ værk som ”Det
Tredje Testamente”. Det skal stå allerøverst og med fede
typer: HER ER DET TREDJE TESTAMENTE. Fint, men
vi skal være klar over, at vi dermed har skubbet mange
potentielle læsere bort. Men der vil naturligvis også være
læsere, der ikke har problemer med testamentereferencen,
og som derfor samler værket op alligevel.
Den anden vej er én, hvor vi i sekundærlitteraturen gengiver
det fantastiske indhold i værket uden at referere til
noget testamente. På den måde kan vi få gjort mange flere
læsere interesserede, og det vil have en langt bredere appel
blot at lade testamentereferencen ligge i første omgang.
Når man så har stiftet bekendtskab med materialet og kan
se den strålende logik, der gennemstrømmer det, ja så vil
man være langt mere villig til at acceptere, at det er Det
Tredje Testamente. Men man behøver ikke at skilte med
det ”up front”, for ikke at skræmme potentielle læsere
væk. Og man kan godt have glæde og gavn af værket
uden at vide det med testamentet.
Jeg tror ikke, at Martinus har problemer med, at vi gør
begge dele. Det behøver ikke at være et enten eller. Det
kan lige så godt være et både og. Martinus kan jo godt se
problemet, og ingen ved bedre end han, at ateister ikke
kan besnæres af noget, der smager af religion. Og man
kan vel sige, at al den stund Martinus selv insisterede på,
at hans værk ikke var et trosobjekt, så har det vel ikke
noget med religion at gøre, og dermed er en insisteren
på testamentekonneksen et paradoks. ”Det her er ”Det
Tredje Testamente”, men det har ikke noget med religion
at gøre”. ”Øh, hvad snakker du om?” vil mange sige.
Vi må leve med testamenteparadokset, og når man har sat
sig godt ind i værket, er det ikke et problem, at vi her har
et materiale, der insisterer på ikke at være et trosobjekt
9