Martinus - Nyimpuls.dk

Handlede Judas efter Jesu befaling?
For at Jesu mission skulle lykkes, var der flere faktorer,
der skulle være i orden. For det første nyttede det ikke
noget, at Jesus evt. fortrød i sidste øjeblik og flygtede
fra korsfæstelsen, hvad han udmærket kunne have gjort,
og derudover var det vigtigt, at Judas ikke svigtede den
meget vigtige opgave, det var tilsyneladende at forråde
Jesus, der ifølge det nyfundne ”Judas-evangelium” faktisk
selv bad ham om det. Men hvad enten Judas handlede
efter Jesu befaling eller selv tog initiativet, står det klart,
at Judas var overbevist om, at Jesus ved tilfangetagelsen
ville vise sin guddommelige magt og fysiske urørlighed.
Men da Judas så, at Jesus frivilligt lod sig arrestere og
senere blev udsat for tortur og forhånelser, blev han forfærdet,
væmmedes ved sig selv og blev grebet af selvhad.
Han så derfor selvmordet som eneste udvej.
Men Jesu mission var blevet en fiasko uden Judas’ offer.
Stakkels Judas er nok den person, der gennem de sidste
2.000 år er blevet hadet og forbandet af flest mennesker.
Der kommer sikkert et tidspunkt, hvor Judas kommer til
ære og værdighed igen, idet han var en medvirkende årsag
til, at Jesu mission lykkedes. Hvis Judas havde nægtet at
angive sin elskede Mester til ypperstepræsterne, havde vi
måske ikke haft kristendommen i dag. Derfor vil Judas
for altid være et stort navn indenfor verdensgenløsningen,
dvs. verdens frelse, og fremtidens mennesker vil velsigne
hans gerning, fordi de da forstår baggrunden for den. Martinus
har bl.a. behandlet Judas’ rolle i bogen ”Påske”.
Den højeste form for tilgivelse.
”Det, der skal føre menneskene ud af dommedags- eller
helvedesepoken, er således ene og alene udviklingen af
de menneskelige egenskaber, de egenskaber, der udgør
fundamentet for den virkelige absolutte varige fred
og velbehagelighed, som er bebudet menneskeheden i
juleevangeliet”, skriver Martinus og fortsætter: ”Disse
egenskaber er i allerhøjeste grad blevet åbenlyst praktisk
demonstreret af verdensgenløseren Kristus på Golgathas
kors. Her ser vi det totalt fuldkomne menneskes reaktion
på de lidelser, der blev ham påført af fjendtligt indstillede
medvæsener. Vi ser, hvorledes han tilgav dem og bad for,
at de ikke skulle komme til at lide for det, de havde gjort
imod ham. Vi ser, at han vidste, at hans bødler ikke vidste,
hvad de gjorde. Derfor ønskede han ikke, at de skulle
straffes. Hans mission blev således at vise det fuldkomne
menneskes væremåde. Denne hans væremåde og indstilling
til sine fjender eller bødler er således i virkeligheden
modellen for den fuldkomne væremåde, den der fører til
opstandelsen og livet, lyset og lykken. Det er denne væremåde,
der bliver resultatet af udviklingen.”(3)
Mange mennesker i den vestlige verden mener, at politik
og religion skal holdes skarpt adskilt, og flere har kritiseret
kristne præster for at blande sig i såkaldte politiske
spørgsmål og afgørelser. I andre dele af verden bestemmer
religionen alt, og skriftsteder fra hellige bøger bruges
til at sanktionere enhver handling. Dette skræmmer af
gode grunde det materialistiske moderne menneske, der
jo mener, at enhver form for religion enten er af det onde
eller i bedste fald rystende naiv.
Kahlil Gibran skriver i ”Profeten”: ”Er religion ikke
enhver gerning og enhver betragtning. Og det, som
hverken er gerning eller betragtning, men et under og
en overraskelse bestandigt opdukkende i sjælen, selv
medens hænderne mejsler i stenen eller betjener væven?
Hvem kan adskille sin tro fra sine handlinger, eller sin
anskuelse fra sit kald?”
Livets egen religion.
Så for at vi kan nå frem til den, Martinus kalder for ”Livets
egen religion”, må vi udvikle vor etik og moral, og
derigennem hele samfundets etik og moral, og det kan
vi kun gøre ved at forholde os til livet omkring os, og
derfor også til forskellige politiske love og udtalelser. Det
er derfor naturligt, at præster, der jo bør være vogtere af
det kristne kærlighedsbudskab, protesterer mod politiske
beslutninger, der er i modstrid med Jesu ord om barmhjertighed.
Hvem skulle ellers holde politikerne i ørerne, når
de vedtager hjerteløse love etc.? Men da flere politikere
er udprægede intelligensmennesker, har de for meget
intelligens i forhold til følelse. De mangler derfor evnen
til at føle medlidenhed, da følelsesenergien kun vokser
gennem lidelseserfaringer. Der er således en ubalance,
som man for øvrigt slet ikke kan bebrejde dem, da de jo
ikke kan handle efter erfaringer, de endnu ikke har fået.
Men da universet altid vil søge mod ligevægt, vil disse
mennesker helt automatisk tiltrække disse erfaringer.
Livet selv vil derfor lidt efter lidt sørge for en optøning
af isklumperne i de kolde hjerter, og med tiden vil vi alle
udvikle os mod større og større næstekærlighed og derpå
være parate til ”Livets egen religion”.
Korsets tegn.
Mange har gennem tiden undret sig over, hvorfor en
verdensreligion som kristendommen bruger et tortur- og
mordredskab ”korset” som hovedsymbol.
Martinus forklarer, at den vandrette retning i korsets tegn
symboliserer den rent fysiske materielle forskning, mens
den lodrette retning symboliserer forskningen i det immaterielle,
der ligger bag den rent håndgribelige materie.
Videnskaben i dag forsker stort set kun ”på tværs” af
materien (den vandrette linje), hvilket vil sige fra yder-
19