Martinus - Nyimpuls.dk

enhver tabt organisme med en ny og herved kompensere
for den rolle, netop døden spiller i den fysiske verden. Og
svar, der med hensyn til det øjeblikkelige udviklingstrin
tager udgangspunkt i den oplysning, at det evige liv for
hvert eneste levende væsen i praksis former sig som en
vandring gennem et uendeligt spiralkredsløb. Et kredsløb,
der for hvert omløb ekspanderer mere og mere, samtidigt
med at hvert omløb i forholdet 1:1 er opdelt i en fysiskmateriel
sektor samt en åndelig-spirituel sektor, og hvor
det endvidere for menneskets vedkommende gælder, at
det sammen med mineralerne, planterne og dyrene for
nuværende befinder sig i den fysisk-materielle sektor
af et nærmere bestemt omløb. Hvilket ifølge sagens
natur igen betyder, at vi både bag os og foran os har en
åndelig-spirituel sektor, hvor den førstnævnte henfører
til et fortidigt omløb, som vi af visse grunde har forladt,
medens den sidstnævnte knytter sig til det indeværende
nye omløb som en ventende fremtid.
Med hensyn til den fortidige tilknytning til et tidligere
spiralomløbs åndelige-spirituelle sektor har vi mindelser
om dette via Bibelens beretning om Adam og Eva i
Paradisets Have, hvor de som mennesker først levede i
permanent og harmonisk samkvem med Gud, men senere
via det såkaldte syndefald satte dette privilegium over
styr og som straf blev henvist til en anden verden uden
for Paradisets Have. En verden af tidsler og torne, død og
smerte samt hårdt arbejde, alias et nyt spiralomløbs fysiskmaterielle
sektor. Kort sagt den verden, vi nu finder os
placeret i, idet navnene Adam og Eva iflg. Martinus skal
ses som symboler for netop den menneskelige livsform
og fremtoning.
Men hvis mennesket i skikkelse af Adam og Eva under
deres ophold i Paradisets Have har haft status som rene
åndsvæsener, hvordan kan de så fra det ene øjeblik til
det næste være blevet omplantet til den tunge, fysiske
materieverden, således som Bibelen fremstiller det, iklædt
hertil svarende tunge, fysiske organismer…?
En oplagt gåde! Men noget sådant har der iflg. Martinus
absolut heller ikke været tale om. Tværtimod er
’fordrivelsen fra Paradisets Have’ sket gradvis og har
som et spørgsmål om tilpasning i praksis formet sig som
et langvarigt evolutionsforløb med tilknytning til både
mineralske, vegetabilske og animalske stadier. Stadier,
hvorunder Adam og Eva ikke alene lidt efter lidt har
udskiftet deres tidligere rent spirituelle livsform med en
stadig mere udtalt fysisk-materiel eksistensform, men
desuden på individplan er blevet præget og formet af de
overlevelsesvilkår, som generelt kendetegner den fysiske
materiezone. Ikke mindst dens dyrerige, der gennemført
er domineret af det krav, at den enkelte i konkurrence på
liv og død med forekommende medvæsener må tilkæmpe
sig alle basale livsfornødenheder – i første række føde,
12
men også et personligt territorium som grundlag for
forsørgelse af en mage og tilkommende afkom. Og som
det vil forstås, er det netop her i det nye spiralomløbs
dyrerige, underkastet naturens barske orden, at vi i dag
finder Adam og Eva. Finder dem som det avancerede
dyr og gryende nye menneske, repræsenteret ved hele
menneskeheden samt alt, hvad den står for.
Evolutionen og
menneskehedens fremtid
Det er hermed på Martinus’ vegne blevet belyst, hvordan
det kan anses for legitimt, at mennesket trods sin udødelige
evighedsnatur for nuværende ikke er nået længere end
til at befinde sig i en situation som den netop beskrevne;
dvs. i en tilstand som avanceret repræsentant for et fysisk
dyrerige, der ved sine krævende eksistensvilkår på
dybtgående måde har sat sit præg på det. Men samtidig
rejser netop denne situation spørgsmålet om, hvordan man
skal komme videre herfra…? Altså hvordan mennesket
inden for en overskuelig tid skal bære sig ad med helt at
afkaste dyrehammen og i samme forbindelse kvalificere
sig til genindtræden i Paradisets Have; dvs. genindtræde
som rent åndsvæsen i det nye spiralomløbs åndeligespirituelle
sektor…?
Spørgsmålet er så meget mere aktuelt og påtrængende
som menneskeheden i det store og hele stadig overvejende
lever i pagt med selvopholdelsesdriftens årtusindgamle
logik og aggressive normer, således som hele den aktuelle
verdenssituation p.t. vidner om, og hvilket taler for, at den
pågældende ’logik’ med tilhørende selviske moralnormer
i tidens løb ligefrem er blevet organisk indbygget i den
menneskelige natur og derfor kun vanskeligt kan fraviges.
Thi for os alle gælder det mere eller mindre, hvad Paulus’
i sin tid sagde om sig selv: ”det gode, jeg vil, det gør jeg
ikke, men det onde, jeg ikke vil, det gør jeg.” Og hvordan
løse dette problem i en verden, der i konsekvens af netop
denne situation på næsten alle områder fremdeles appellerer
til just selvopholdelsesdriften i det enkelte menneske
og herved så at sige holder sig selv ved lige…?
Som udgangspunkt for et svar på dette vigtige spørgsmål
skal peges på det organ, som i pagt med selvopholdelsesdriftens
logik og normer gennem hele evolutionen i
dyreriget mere end noget andet har bestemt og formidlet
det enkelte menneskes overlevelsesbestræbelser. Nemlig
dets fysiske hjerne. Og følgelig er det også netop her,
der i første række over en bred kam må sættes ind, hvis
menneskeheden inden for en overskuelig tid skal kunne
gøre sig håb om en tilstrækkelig radikal ændring i sin
situation. Dvs. en ændring, der kvalificerer os til som en
selvfølge at kunne opfylde betingelserne for etablering
af en højere og lysere verdensorden end den nugældende.