Martinus - Nyimpuls.dk

Børnene vedblev at være moderklanens børn, og selv om
faderen havde givet sin søn megen omsorg under opvæksten
(pigerne interesserede ham vist ikke), måtte sønnen
som ca. 10-årig flytte til morbroderen for at blive oplært
i voksenlivet. Moderens brødre var hendes børns beskyttere
og evt. hævnere. Faderen måtte så at sige ”ofre” sin
søn til moderslægten. At børnene fik deres identitet gennem
moderens slægt ses stadig hos jøderne i dag, hvor
man er jøde, hvis moderen er det, uanset hvad faderen
er. Der forblev et spændt forhold mellem ægtemanden og
morbroderen, og sønnerne var splittede i deres loyalitet
mellem faderen og morbroderen.
De græske tragedier beskriver de konflikter, der opstod
i overgangen fra det traditionelle mødrene slægtskabsbånd
og det nye faderskabsbånd. Ødipus’ problem var
ikke incest i vor forstand, han vidste jo ikke, hvem hans
mor var, men en loyalitetskonflikt mellem faderslægt
og moderslægt. I historien om Antigone ser vi, hvordan
blodsbåndet til broderen, til moderslægten, er stærkere
end til mand og barn.
Patriarkatets sejr
Landbrugets udvikling, der mere og mere blev overtaget
af morbrødre/sønner, giver mulighed for ophobning af
rigdom og dermed til privat ejendomsret. Kvindernes
indflydelse daler, det er moderklanens mænd, der tiltager
sig mere og mere magt. Evelyn Reed betegner denne overgangsperiode
”fratriarkatet”. Individuelle mænd begynder
at indhegne sig en privat jordlod, som de ønsker skal gå i
arv til deres søn og ikke til søstersønnen. Konflikten mellem
fratriarkatets mænd og patriarkatets mænd er i fuld
gang og ender med patriarkatets sejr. Respekten for den
store modergudinde blegner, hun degraderes efterhånden
som mandlige guder opstår.
Faderen vandt til sidst sønnerne over på sin side, bl.a.
ved for en tid at gøre sig til ”en mandlig mor” og derved
få retten til at eje hustruens sønner. Nogle steder gik han
ligefrem i barselsseng, andre steder overholdt han blot de
dertil knyttede taburegler, nemlig ved både før og indtil to
år efter fødslen ikke at røre våben, ikke spise kød og ikke
skade noget levende væsen. Man tænkte stadig magisk og
var bange for at skade barnet med ”onde ånder”.
Ordet ”fader”, på semitisk ”abu”, kommer af ordet ”ejer”.
Det var altså i begyndelsen ikke et biologisk begreb men
betegnede et ejerforhold. Han ejer nu sine børn og har
købt sig fri af gamle traditioner. Hustruen, eller rettere
hendes evne til at føde børn, har han købt med en ”brudepris”
til hendes slægt, som han i øvrigt kan kræve tilbage,
hvis hun ikke giver ham sønner. Pigerne interesserer ham
først, da han kan ”sælge” dem for en brudepris.
32
Med intelligensens udvikling er han begyndt at tvivle
på, ja kassere de gamle taburegler, der førhen beskyttede
kvinderne. Han er ikke bange for forfædrenes ånder længere.
Kvinderne mister magten over deres egen seksualitet
og må føde 12-18 børn, hvis de ellers overlever så længe.
Myten om Lillith, der ville bestemme selv, siger noget
om en svunden tid. Efter læsningen af Evelyn Reeds bog,
som er både seriøs og velunderbygget, må man spørge
sig selv: Hvor og hvornår var ”de lykkelige ægteskabers
zone”?
Og hvornår begyndte ”djævlementaliteten” at vinde indpas?
Var det for de ca. 4-6000 år siden, da patriarkatet
var slået igennem og ofte med våbenmagt organiserede
dets magthierarkier, af herrer og slaver, rige og fattige,
over- og underordnede osv. Med patriarkatet forsvandt de
fleste tabuer omkring kødspisning og alle forestillinger
om, at også dyr har en sjæl. Det har kostet vore husdyr
mange lidelser.
I matriarkatet var mænd urene, når de havde spist blodmad,
men nu blev det omvendt kvinderne, der var urene,
især ved menstruation. Hendes forhenværende ”magiske
evner”, som vi måske vil kalde ”lavpsykiske”, blev til
heksekunst, som hun skulle brændes for.
Når jeg synes Evelyn Reeds bog er interessant, er det dels
fordi den handler om menneskets lange udviklingsvej,
dels fordi den fortæller noget om, hvorfor der ser ud,
som der gør, de steder hvor patriarkatet stadig er på sit
højdepunkt, f.eks. Irak og Afghanistan.
Da mennesket stadig havde en del instinktenergi og oplevede
verden besjælet, nåede ondskaben og barbariet
ikke de grusomme tilstande, vi siden har set. Men som
Martinus fortæller, er det en nødvendig del af udviklingen,
at vi skal helt ned i mørket, inden vor længsel mod lyset
bliver stærk nok. Mørket skal kulminere, før udviklingen
vender. I vor tids patriarkalske stammesamfund, som vi
bl.a. ser i mellemøsten, er man formodentlig nu ved at
nå ”bunden”.
Men patriarkatet er på retur mange steder, og humaniteten
er trods alt på vej frem.
Det er i øvrigt interessant at konstatere, at Den Store
Moder, Gudinden, havde et kultsted her i Odsherred,
hvor Martinus-centeret ligger. Her blev hun dyrket i
århundreder og kørte hvert forår i sin ”solvogn” for at
styrke naturens frugtbarhed. Så det er logisk nok, at der
her skulle ligge en skole i åndsvidenskab!