Brian Andreasen - Forlaget Spring

ikke som transcenderende i forhold til det værende, selvom tomheden/
væren fremvises. Det epistemologiske aspekt i forbindelse med digtene
fremskrives således ikke eksplicit hos Nielsen. 23
Det lader til, at skrækken for 1. fase-modernismens tragiske højstemthed
har indpodet en væmmelse ved ordet erkendelse i sammenhæng med
digtningen. 24 Som nævnt er selve ordet også stærkt logocentrisk tynget
og derfor egentlig uegnet i denne forbindelse, da det er tomheden, der
er-kendes, men hele praksissen omkring digtningen som epistemologisk
redskab underspilles kraftigt. Digtningen må ikke være transcendent, men
skal bare være, og heri ligger et problem. Til grund for denne tankegang
ligger nemlig et syn på verden og tilværelsen, og dette udgør i sig selv en
epistemologi.
Skal man derfor påpege en forskel mellem 3. fase-modernismen og Sommerfugledalen,
der ellers fremskriver det samme verdenssyn langt hen af
vejen, må den ligge i digtningens forhold til erkendelsen. Man kan sige, at
Sommerfugledalen reaktualiserer højmodernismens patosfyldte erkendelse,
men uden den efterfølgende tragiske begrædelse af verdens opløsning. I
stedet ses dennesidighedens timelighed som et faktum, der blot gør selve
livet mere intenst. Indsigten er derfor på sin vis ligeså kynisk konstaterende
som 3. fase-modernismens, blot med den forskel, at Sommerfugledalen
åbent vedstår sin er-kendende bevægelse, og netop fremstiller splittelsen
og det fluktuerende ved den ontologiske indsigt. Dette viser en større accept
af virkeligheden og en mere moden bevidsthed om tilværelsen end
3. fase-modernismens vilde hengivelse til eksperimenter, der skal betone
digternes ubundethed og nonchalance over for modernitetserfaringen. 25
Sommerfugledalen har blik for menneskets behov for orden og den deraf
følgende tvivl, når ordenen trues.
Sammenfattende for Sommerfugledalens forhold til barokken og konkretismen
kan man sige, at Sommerfugledalen har affinitet til såvel barokkens
hengivelse til det dennesidige som til konkretismens indstiftelse af
tomhedens anti-metafysiske metafysik. Den opsummerer derved en hel
bevægelse fra den desperate fortvivlelse over non-transcendensen til den
dybe eksistensfilosofiske indsigt i verdens grundlæggende tomhed. Dermed
inkorporer den litteraturhistorisk begge de positioner i den ontologiske
erkendelsesproces, som den selv fremstiller. Dens udvikling af traditionen
består imidlertid i, at den gennem den abstrakte figuration, dens anvendelse
af figurdigtningen, samtidig formår at formidle sit eget syn på livet, døden,
digtningen og erkendelsen; figuren rummer bogstaveligt talt en skjult
poetik. Sommerfugledalen er således en mangefacetteret fremstilling af
tilværelsens sammensathed, mens den tillige eksponerer tavshed og ro.
165