Brian Andreasen - Forlaget Spring

onspraksis som sproget dyrker, og som netop giver jeget den provisoriske
flugtmulighed. Jegets tvivl er derfor ikke endeligt udryddet, for sprogets
tilstedeværelse vil konstant gøre erkendelsesfundamentet usikkert.
Udsigelsen af denne indsigt er altså grundlæggende umulig, eftersom
det at udsige indbefatter omgang med sproget og dets logocentriske natur. 7
Hvordan Sommerfugledalen alligevel loyalt formår at formidle denne
viden, skal vi senere vende tilbage til. Men inden da skal ovenstående
problemstilling relateres filosofisk til Heideggers tænkning, da hans begrebsapparat
præcist kan beskrive denne tematik.
At være eller ikke at være
Det problem, som Sommerfugledalen bearbejder, er et kernepunkt i Heideggers
tænkning, nemlig problemet omkring den ontologiske differens. Ifølge
Heidegger har den vestlige filosofi siden Heraklit grundet sig på en forkert
antagelse i værensspørgsmålet. Filosofien har nemlig kun spurgt til det
værendes væren, dvs. det som er til, mens værens væren, dvs. forestillingen
om, at der principielt lige så godt kan være intet til som noget til, er blevet
marginaliseret helt ud i glemslen. Dette er sket til trods for, at væren er
mere grundlæggende end det værende, fordi væren er en del af det værendes
eksistens, men ikke omvendt. Denne værensglemsel manifesterer
sig bl.a. i sproget, der i sin natur er i nærværets vold, og som strukturerer
den måde, vi opfatter verden på. Dette betyder, at fraværet ikke har en
ligeværdig placering i forhold til nærværet, der i sin højst potenserede form
udgøres af Gud eller et andet transcendentalt signifié, som alt kan føres
tilbage til; dette kalder Heidegger onto-teologien. Sproget er i sin natur
nærværsgørende, fordi det ved at benævne fænomener i repræsenterende
form indplacerer det omtalte i den talendes nærvær. 8
Overfører vi dette på Sommerfugledalen, ses det, hvordan jeget søger
tilflugt i en slags onto-teologisk illusion om transcendens ud over døden,
altså væren/intet. Men da væren er det mest grundlæggende, er transcendensen
umulig. Det er denne indsigt, der udgør jegets anden position, nemlig
forståelsen af det værendes grund. Men sproget ødelægger stabiliteten i
denne indsigt, fordi det i kraft af sin logocentriske natur konstant foregøgler
et nærvær og en transcendens, som det skrøbelige jeg søger tilflugt i. Det
er således bevidst, at ordet erkendelse ikke er blevet brugt i forbindelse
med indsigten i væren, da det er logocentrisk belastet. At er-kende betyder
nemlig at „kende som værende til” og dermed at „gøre nærværende for sig”,
hvorved fraværet er en principiel umulighed i denne sammenhæng. Sproget
er således er-kendende, hvilket gør det inkompatibelt med formidlingen af
indsigten i væren/fraværet. Det er derfor, jeget kommer i tvivl, eftersom
159