Brian Andreasen - Forlaget Spring

mytologi findes nymfen Psyche, hvis navn betyder sjæl. I billedkunsten
afbildes hun ofte som en sommerfugl, hvorfor denne er blevet symbolet
på den udødelige sjæl. Men referencen rummer også et metaniveau, for
sommerfuglen fungerer tillige som metafor for poesien, idet dens flaksende
bevægelser er et symbol på poesiens svært fastholdelige natur. Således bindes
spørgsmålet om eksistens og transcendens sammen med den poetiske
dimension i sommerfuglemetaforen.
Allerede i første sonets reference til sommerfuglen apollo mnemosyne
skabes den grundlæggende modsætning. Referencen iværksætter nemlig en
spænding mellem det konkrete og det abstrakte ved på én gang at referere
til en eksisterende sommerfugleart og samtidig sætte et mytologisk plan i
værk. Denne spænding mellem konkret og abstrakt udfolder sig tematisk
som en splittelse i jeget mellem troen på evigt sjæleliv over for forkastelsen
af metafysik og accept af timeligheden. Hermed er grundtemaet slået
fast.
De fleste læsninger af Sommerfugledalen fremskriver spændingsforholdet
mellem livet og døden som det centrale tema, men ingen beskæftiger sig
nærmere med selve dødsindsigtens smertepunkt. 4 Der er imidlertid en tæt
forbindelse mellem dødsindsigten og det poetiske udtryk, og det er denne
forbindelse, der nu skal belyses.
Slutverset i sonet VIII spørger: „Hvem er det der fortryller dette møde?”.
Spørgsmålet virker ubesvaret, men ser man det som led i en slags samtale,
kan man sige, at der rent faktisk svares. Da verset nemlig er det sidste i
sonetten, er der efter sonettens ophør ikke andet tilbage end netop - ophør.
Svaret er altså, at det er fraværet eller intetheden, der fortryller mødet, idet
jeget ved tanken om dødens intethed allerede fra sonet I sætter sig i gang
med at metaforisere sommerfuglene. Dette sker, fordi jeget har svært ved
at acceptere jordelivets ophør som den definitive afslutning, og det søger
derfor at transcendere tomheden. Dette opnås ved at gøre sommerfuglene
til evige sjæle. Det kan bemærkes, at der netop spørges til ”hvem”, hvilket
forudsætter en substans ved det tilspurgte objekt. Dermed er fraværet som
svar udelukket for jeget. Benægtelsen af tomheden som svarmulighed
demonstreres ved gentagelsen af verset i begyndelsen af sonet IX. Da der
altså ikke blev svaret tilfredsstillende, spørger jeget igen og svarer denne
gang selv ved at stille endnu et spørgsmål, der imidlertid afsluttes med et
punktum. Således forsøger jeget at udfylde tomrummet med sprog, så det
kan undgå fraværets tilstedeværelse. Spørgsmålsstrukturen bibeholdes,
men uden spørgsmålstegnet, hvilket peger på, at jeget ikke vil kende svaret.
Jegets selvbedrag og illusionsdannelse i konfrontationen med eksistensens
grundvilkår manifesterer sig således i overgangen mellem de to sonetter.
Men bevidstheden om metaforiseringens illusoriske natur indfinder sig
155