Brian Andreasen - Forlaget Spring

følgende sproglige ophør, og sætningen mangler da også netop sin finitte
nexus-forbindelse, idet verbet er fraværende. Dermed bliver handlingslammelsen
og den momentane tidsophævelse tydelig, eftersom verber ofte
indfører handling og tempus i sætningen.
Mødet med døden bliver en tavs indsigt, der grafisk illustreres ved
sonettens ophør i cæsuren mellem sonet XII og XIII. Da digtet er en sonetkrans,
påbegyndes sonet XIII naturligvis med samme verselinie som
sonet XII sluttede med, men denne gang fuldføres relativsætningen med
det manglende verbum. Denne overgang er interessant, fordi det i sonet
XII er jeget, der ser døden i sig selv, mens det i sonet XIII er døden, som
„vil se sig selv i mig”. Blikvekslingen med fraværet kommer dermed til at
udgøre en dobbelt subjekt-objekt-relation: jeget og døden er begge både
subjekt og objekt for hinanden. Men dette forhold finder sted i jeget selv
og med en instans, der ikke kan være hverken et subjekt eller et objekt,
fordi fraværet i sin natur er a-substantielt og derfor fraværende; at tale
om dødens blik er blot en metaforisering, der gør at sproget kan begribe
fraværet og jeget forstå det.
Derfor kan subjekt-objekt-forholdet siges at blive drevet ad absurdum
i dette møde, hvilket også illustreres af sprogets ophør. Sproget er nemlig
par excellence mediet for subjekt-objekt-tænkningen, der er hjemsted for
det lineære og relationelle. Sproget kan således ikke fyldestgørende formidle
den kompleksitet, der opstår i mødet med døden, fordi det simultane
og anti-relationelle, dvs. det, der ikke er oppositionelt ordnet, undslipper
sprogets beskrivelsesapparat. Ifølge Sommerfugledalen er livet nemlig
ikke det modsatte af døden, da denne er indoptaget i livet, så de udgør
en ubrydelig enhed af forskellighed og simultan samhørighed. Dette forhold
er ikke logisk betinget og begribeligt for normalsproget. Derfor må
sproget ophøre ved mødet med fraværet, men også fordi sproget ikke kan
rumme fraværet, da det selv er nærvær pga. sin benævnende praksis. Død
er tavshed.
Videre i sonet XIII fremstiller jeget, hvordan det „leger …skovhvidvinge”
og „sammensmelter ord og fænomen”, så det kan „bringe / alverdens
leveformer ind i én”. Jeget bedrager altså bevidst sig selv med tanker om
verdens enhed og sin egen transcendens for at undslippe den skræmmende
indsigt. Via metaforiseringslegen indstifter det med overlæg en transcendental
sammenhæng, dvs. en metafysik med et oprindeligt, forankret
udgangspunkt, det evige liv, der binder verden sammen i et ordnet univers,
hvor meningsfuldhed er selvfølgelig. Sonettens terzetter demonstrerer den
hybris, som jeget indfanges i efter konfrontationen med døden. I de sidste
tre vers vil det bemægtige sig døden ved at se den an:
157