Brian Andreasen - Forlaget Spring

Således bliver kunsten som erindring en bekræftende modus vivendi, der
bestyrker troen på livet.
Inger Christensen kalder sit digt alfabet for et erstatningsunivers. 28
Denne betegnelse rummer forestillingen om, at en mikrokosmisk orden
skabes i kunstværket for at erstatte tabet af den makrokosmiske orden,
ifølge Stounbjerg et modernistisk træk. Betegnelsen kan også bruges
om Sommerfugledalen, idet værket som et transhistorisk nu tilbyder en
konstrueret følelse af samtidighed og nærvær. Denne følelse er naturligvis
ikke ureflekteret; jeget er særdeles bevidst om sprogets og digtningens
illusoriske natur. Men erstatningsuniverset kan give orden og mening i
nuet, men er dog ikke er garant for andet end sig selv som kunstigt værk
– kunstværk.
Skal man sammenfattende indkredse Sommerfugledalens litteraturhistoriske
tilhørsforhold og afdække, hvori dens senmodernistiske aspekt består,
må hovedkonklusionen være værkets udstråling af ro. Den fortvivlede
modernitetserfaring, som Stounbjerg omtaler, samt 1. fase-modernismens
elegiske begrædelse af den tabte metafysik er ikke grundelementer i Sommerfugledalen.
Nok fortvivles jeget over dødsindsigten og bevæger sig
mellem forskellige erkendelsespositioner, men værkets overordnede udsigelse,
der formidles i øjefigurationen, vidner om en dybere værensindsigt.
Denne afbalancerethed på trods af de indlejrede fluktuerende bevægelser
tyder på, at modernitetserfaringen har haft tid til at sætte sig og komme i
balance. Denne afklarethed er ikke den samme som i 3. fase-modernismen,
hvis afstandstagen fra digtningens transcenderende og epistemologiske
potentiale i sammenligning med Sommerfugledalens modenhed virker
forhastet rebelsk.
Sommerfugledalen udstråler en simultan tidslighed og tidløshed, der bl.a.
kommer til udtryk i den transhistoriske erindringspraksis, som tillige opnår
at ophæve tiden i et altid-allerede-nu ved at koncentrere den og tematisk
inkorporere den universelle eksistensproblematik. Den paradoksale tilstedeværelse
af både den sproglige selvbevidsthed i forhold til logocentrismen
og formidlingen af den tavse indsigt peger også i retning af en kompleks
modenhed, hvor ingen af positionerne er udgrænsede. Tværtimod bliver
vigtigheden af dem begge betonet i accepten af tilstedeværelsen af både
det værende og væren.
En afsluttende etikettering kunne være, at Sommerfugledalen etablerer
en ikke-tragisk højmodernisme med plads til det patosfyldte og transcendente.
Men forskellen og afbalanceringen ligger netop i, at dette udføres
positivt i en livsbekræftende komprimering af tid i et livfuldt værende
og selvindsigtsfuldt nu. Den senmodernistiske digtning er således, med
Sommerfugledalen som model, hverken tragisk eller blot et eksempel på
167