Naturværdier - Naturpark Åmosen

71
At forøge naturarealernes størrelse i dataindsamlingsområdet
er derfor lige så vigtigt som at forbedre
naturområdernes beskaffenhed.
Figur 47: Artsantallet stiger med arealstørrelsen.
Der er flest arter på en varieret lokalitet (mosen).
Det ses, at 10 % af arealet omfatter halvdelen af
3. Store områder kan indeholde flere isolerede
delbestande. Store områder har en højere
sandsynlighed for at kunne indeholde små
isolerede delbestande af en art. Selvom hver
delbestand er ustabil, vil de tilsammen kunne
opretholde en stabil bestand i området gennem
ind- og udvandringer.
2. Store områder indeholder som regel flere
typer af levesteder. Store naturområder indeholder
ofte et mere varieret udbud af levesteder
end små områder gør. Der er simpelthen
plads til flere naturtyper på et stort område
en et lille, og dermed også til flere forskellige
nicher, som specialiserede arter kan udnytte.
Sammenhængen kan eventuelt være indirekte.
Områder kan fx blive så små, at visse økologiske
nøglearter ikke kan leve der. De arter,
som er tilknyttet nøglearterne vil derfor heller
ikke have mulighed for at eksistere i området.
En vigtig konsekvens af denne forskellighed i
udbuddet af levesteder er, at forandringer har
en mindre risiko for at medføre totalt tab af
livsvigtige levesteder i store naturområder
end i små (Hanski 1999).
1. Store områder giver større og mere stabile
bestande. Store områder giver fødegrundlag
for større bestande end små områder. Da en
stor bestand er mere stabil end en lille bestand,
vil bestande i store områder kunne
eksistere længere end i små områder. At små
bestande er mere ustabile skyldes bl.a. at 1)
naturlige “katastrofale hændelser” har en
større sandsynlighed for at udrydde hele bestanden,
hvis denne ikke er ret stor, 2) små
bestande er mere udsatte for indavl og for
tilfældige “fikseringer” af bestemte genetiske
sammensætninger (genetisk drift), 3) hunner
får færre afkom når bestandstætheden er lille,
enten fordi det tager længere tid at parre sig
eller fordi parringen ikke finder sted, 4) udvandringsraten
kan stige med faldende bestandstæthed
og 5) indvandrende individer
kan have tendens til at undgå meget små
bestande.
Også visse tilskudsordninger har til hensigt at nedsætte
den negative virkning af intensiv jordbrugsdrift
Af den grund er der i forvejen en række reguleringer
som sigter på at nedsætte disse negative virkninger
for naturen. I forbindelse med regeringens Vandmiljøplan
III blev det således fx vedtaget at oprette
bufferzoner omkring visse sårbare naturtyper, såsom
visse heder, højmoser etc. Omkring Natura 2000
skærpes reguleringerne i stigende grad. For nylig har
miljøministeren således nedlagt forbud mod at der
kan gives tilladelse til udvidelser af husdyrbrug, hvis
udvidelserne medfører en merbelastning med næringsstoffer
til Natura 2000 områder, der i forvejen
er overbelastede. Det har bl.a. betydet, at der på det
seneste er nedlagt veto mod en stribe sager fra især
Ribe Amt og Sønderjyllands Amt.
de aktuelle naturområder beretter til og artsindholdet
kan langsomt være på vej til at indfinde sig på en
ny ligevægt på et lavere antal. Det kunne for eksempel
være tilfældet for sommerfuglearterne i bl.a.
Nordsjælland, hvis antal er faldet langsomt, men
støt, igennem de sidste hundrede år og i øvrigt fortsætter
med at falde (Bjerg 2004). Der kan opstilles
mindst 3 overordnede forklaringer på denne positive
sammenhæng mellem arealstørrelse og artsantal:
Den intensive jordbrugsdrift, bosætning og trafik har
ofte betydelige negative konsekvenser for naturområderne
– fx i form af tilførsel af næringsstoffer og
pesticider. Hertil kommer, at disse aktiviteter isolerer
de resterende naturområder og at udvidelse af
aktiviteterne ofte formindsker naturarealerne yderligere.
Det betyder tilsammen, at arealet af levesteder
formindskes, og at antallet af forskellige typer af
levesteder falder. Som beskrevet ovenfor medfører
det langsomt - men sikkert - et fald i antallet af arter
i området.
14.7 Ekstensivering af drift