Ferskvandssymposiet 2010 - Ferskvandssymposiet 2012

Foredrag tema 3 – Sørestaurering
Når Vængsø nogensinde en kemisk tilstand så sørestaurering vil have
længerevarende effekt?
Bertel Nilsson 1 , Peter Engesgaard 2 , Jacob Kidmose 2 , Mette Frandsen 2 , Frank Landkildehus 3 ,
Erik Jeppesen 3 , Martin Søndergård 3
1
Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS), 1350 København
2
Institut for Geografi og Geologi, Københavns Universitet, 1350 København
1
DMU-Aarhus Universitet, 8600 Silkeborg
En foreløbig undersøgelse af Vængsø med hydrogeologiske metoder udviklet og aftestet under
CLEAR projektet viser at søens vandbalance og sandsynligvis også vandkvaliteten (særlig total
fosfor) i meget høj grad er styret af det omgivende grundvandsmagasin. Vores undersøgelse
bekræfter at opholdstiden i søen er meget kort (2-4 uger), så delta O18 signalet selv i
søvandet svarer til hvad der er i grundvand. Med andre ord udskiftningen af søvandet i
Vængsø sker med en sådan fart at fordampningsprocessen ikke når at få nogen effekt på delta
O18 forholdet. I piezometer rør placeret sysTematisk i søkanten måles fosfor indhold på
mellem 20 og 220 mikrogram/l (gennemsnit 90 mikrogram pr. liter). Vi kender ikke
grundvandsfluxen ved de enkelte prøvetagningspunkter men ved med sikkerhed at
grundvandet står lige uden for søen og presser sig på for at sive ind enten via søens vestlige
sides ripariske zone eller i kilder langs østsiden i søbunden eller fra den ripariske zone. En
bedre kvantitativ opgørelse skal foretages af masse flux af fosfor via ripariske zoner og
kildevæld set i kombination med dynamiske vandspejlsændringer i søen med periodevis
oversvømmelse af de ripariske zoner. Det naturligt forekommende fosfor indhold i det
omgivende grundvand er antagelig så højt at det er usikkert om den positive effekt af
restaurering ved indgreb i fiskebestanden vil kunne fastholdes på lang sigt uden periodisk
opfølgende reduktion i bestanden af skalle og brasen.
Turbiditet i søer; effekten på prædation og jagtadfærd af to prædator-fisk.
Lene Jacobsen, Søren Berg og Christian Skov
Technical University of Denmark, National Institute of Aquatic Resources (DTU-Aqua), Vejlsøvej 39, 8600 Silkeborg,
Denmark, Tel: +4589213100, email: lj@aqua.dtu.dk
En af de anerkendte grundtanker indenfor søøkologi er, at rovfisk hæmmes langs en stigende
næringsstof gradient, når søen bliver uklar. Aborren er ofte den dominerende rovfisk i
klarvandede søer, hvorimod antallet af aborrer generelt falder, jo mere uklar og næringsrig
søen bliver. Dette er ofte blevet forklaret ud fra aborrens afhængighed af synet for at kunne
jage. Men der findes også uklare søer med gode aborre bestande, og i nylige eksperimenter
har vi vist, at aborre er i stand til at jage i uklart vand, i hvert fald når der er nok bytte. Men
hvilken adfærd har aborren i den uklare sø – vil aborren være i stand til at bruge en alternativ
jagtstrategi? Det blev undersøgt ved at sammenligne store aborrers aktivitet og habitatvalg i
en klar og en uklar sø ved hjælp af telemetri. Vi mærkede i alt ca. 40 store aborrer (29.4-
42.5cm) med radiosendere i to søer, en klar og en uklar. Aborrerne blev fulgt 8 gange i døgnet
i en række perioder i løbet af sæsonen. Resultaterne viste en stor forskel i adfærd. I den
klarvandede sø var aborren meget aktiv omkring solopgang og solnedgang og passiv om
natten, hvorimod der ikke var tydelig døgnvariation i aktivitet i den uklare sø – aborren var
aktive hele døgnet rundt også om natten. Aborren i den uklare sø havde en ligeså god
kondition som i den klare sø, så det ser ud til, at aborren ved en alternativ jagt strategi med
længere aktivitetsperioder og mere kontinuert aktivitet klarer den begrænsning, den lave
sigtbarhed giver. Resultaterne tyder på, at aborrens begrænsninger i uklare søer nærmere
findes i tidligere livsstadier, og hvis aborren når at blive rovfisk i en uklar sø, er den i stand til
jage og drage nytte af de høje byttefisk tætheder, der ofte er i uklare søer.
16