Ferskvandssymposiet 2010 - Ferskvandssymposiet 2012

Foredrag
Ferskvandsbiologiens udvikling i Danmark.
Bent Lauge Madsen
Vandborg Gl. Skole, 7620 Lemvig
Gæsteforedrag – Bent Lauge Madsen
”Således fandt jeg de sælsomste skabninger og så deres legemes bygning at være afpasset til
det element og det sted, hvor de opholde sig. Dette kan enhver i magelighed foretage sig i sit
kammer uden bekostning og uden fare og være vis på at få sin liden umage belønnet.”
Således blev ferskvandsbiologi formuleret af O.F. Müller i 1700 tallet, og udfoldet af
Wesenberg-Lund i 1900 tallet. Han var iagttagelsens mester. Men hans videnskab var isoleret
fra den økologiske tankegang, der spirede hos danske botanikere (Warming, Raunkjær), og
som voksede frem i Tyskland (Møbius). Den var ligeledes upåvirket af eksperimenter, der
blomstrede i København (Krogh). Med Kaj Bergs Esrum sø og Suså studier kom der fokus på
den fysiske ramme, organismerne lever i. Kemikere, geologer og botanikere kom ind i faget,
men søerne var mest i fokus. Med sine respirations-studier trak Berg den eksperimentelle
ferskvandsbiologi ud af det skab, han havde måttet gemme den i. Han åbnede op til verden
ved at deltage i kongresser, og ved at invitere fremmede forskere. Den linje har Bergs
efterfølgere fortsat og udviklet, så også vandløbene har fået deres rette plads. Det har fiskene
også, men i et forløb uden for universitetet. Det startede som en praktisk videnskab i 1800
tallet, blev udviklet af Otterstrøm i 1900 tallet, og fiskene har i dag en velfortjent, høj status i
dansk ferskvandsbiologi.
Mens ferskvandsbiologien trivedes, gik det den forkerte vej med ferskvandet. Det bragte faget
ind i den administrative verden fra 1970-erne. Handlingsorienterede ingeniører kom ind i de
biologiske fagområder, biologer kom ud af ”mageligheden” og ud af ”kammeret.” Det blev en
frugtbar udfordring for de biologer, universiteterne uddannede til de nye stillinger i amterne og
i Miljøministeriet. Men der opstod 2 kulturer: ”Vi seriøse videnskabsmænd er ikke meget for at
give hurtige svar på komplicerede problemer” stod over for ”Hvis ikke Universiteterne kan give
os svar, så må vi selv skaffe dem.”(Citater fra 1974). Vi startede med en ikke særlig stor viden
om vandmiljøet, og vi arbejdede i en positiv politisk atmosfære. Vi prøvede os frem med den
viden, vi havde. Nu har vi en overordentlig stor viden om vandmiljøet. Men den er ikke på den
politiske dagsorden.
At vandløbene viser fremgang, og søerne det modsatte, betyder ikke, at vandløbsfolket var
mere ihærdige end søfolket. Vandløbene har en hurtig responstid, søerne en lang. De er
efterladt til den nye politiske virkelighed. En gang satte ferskvandsbiologerne den
videnskabelige dagsorden. Nu er den overtaget af medierne og politikerne. Moderne
ferskvandsbiologi er ikke ”uden omkostninger,” men er afhængig af økonomiske midler. Og
som Sidsel-Jo Gazan slutter sin roman, ”Dinosaurens fjer”: ”Medieopmærksomhed giver
økonomiske midler. Det kan man mene om, hvad man vil. Men man har ikke ret til samtidigt
at hævde, at det handler om videnskab.” Udfordringen er at formulere projekter i de nye
rammer, så man ”kan få sin (liden) umage belønnet” som god videnskab. Og ikke mindst at
genvinde den videnskabelige dagsorden.
6