Ferskvandssymposiet 2010 - Ferskvandssymposiet 2012

Posters – Tema 3
Posters tema 3 – Sørestaurering
mineraliseres efter iltning af overfladelagene. Høj pH kan også medvirke til fosforfrigivelse fra
sedimentet. Endelig kan der være en fortsat fosforfrigivelse fra områder, hvor oprensning af
tekniske grunde ikke har kunnet gennemføres. De kommende tre års overvågning, vil bidrage
til ny viden om effekter af sedimentoprensning. Denne form for restaurering har perspektiv i
forhold til vandplanernes mål om opnåelse af god økologisk tilstand gennem indgreb overfor
den interne fosfor belastning i søer, som ikke vil kunne aflaste puljen i overskuelig fremtid.
3.3 Redoxbetinget frigivelse af opløst organisk fosfor fra søsedimenter.
Heidi M. Nielsen, Kasper Reitzel og Henning S. Jensen
Biologisk Institut, Syddansk Universitet, Campusvej 55, DK-5230 Odense M.
Undersøgelser af fosforfrigivelse fra sedimenter til søvand har normalt kun omhandlet
uorganiske fosfatforbindelser (DIP), mens opløst organisk fosfor (DOP) kun har fået ringe
opmærksomhed skønt det er velkendt at DOP kan være den dominerende form for opløst
fosfor i oligotrofe søer. En stor del af sedimenters organiske fosforpulje er bundet til humus.
Humus-P kan i nogle søer udgøre op til 50 % af søens fosfor og noget af puljen kan
mobiliseres ved lave redoxpotentialer. Spørgsmålene: ”Hvor betydningsfuld er frigivelsen af
DOP” og ”Er størrelsen af DOP fluksen korreleret med humus og/eller jern i sedimentet” blev
undersøgt i 6 danske søer.
I sommeren 2008 og vinteren 2008/2009 blev der hentet sedimentkerner i Almind Sø, Avn Sø
og Ørn Sø i Silkeborg, Søholm Sø og Sorte Sø på Fyn, samt Vedsted Sø i Sønderjylland. Disse
blev inkuberet iltfrit og med ilt i en periode på 18 dage ved hhv. 150C og 200C. Der blev målt
fluxe af DIP, DOP, farve, jern, aluminium, opløst organisk kulstof (DOC) på dag 1, 8 og 18.
Sedimentets P-puljer, samt Fe- og Al-puljer blev målt på 4 kerner fra hver af søerne.
Humus måles som farve i vandet og forsøget viste at koncentrationen af farve i vandsøjlen
stiger over tid. Den største frigivelse ses under anoxiske forhold ved 200C, hvor der sker en
fordobling af frigivelshastigheden. Der ses også en øget frigivelse af jern, hvilket indikerer at
humus, fosfor (P) og jern, er bundet til hinanden. For tre af søerne (Almind Sø, Søholm Sø og
Ørn Sø) ses en redox betinget frigivelse af både DIP og DOP.
3.4 Fysiske effekter af kemisk sørestaurering.
Kasper Reitzel, Sara Egemose, Frede Østergaard Andersen, Henning S. Jensen og Mogens
Flindt
Biologisk Institut, Syddansk Universitet, Campusvej 55, 5230 Odense M.
De senere års brug af Polyaluminumklorid (Al) til inaktivering af den interne fosfor(P)-pulje i
eutrofierede søer har generelt vist, at Al er i stand til at immobilisere store mængder P og
generelt forbedre søernes trofiske niveau, i hvert fald i de første år efter behandling. I
forbindelse med den generelle monitering efter en Al-behandling har fokus primært været
rettet mod ændringer i næringssalte og lysklima. Langt mindre fokus har været rettet mod Al’s
skæbne efter, at det er fældet ud på søbunden. Dog bemærkes det i litteraturen, at man aldrig
er i stand til at genfinde den oprindelige Al-dosis, når man analyserer sedimentet en årrække
efter, at man har Al behandlet søen. En hypotese har således været, at resuspension og
interne strømhastigheder i søerne kan mobilisere Al-flokken. Derfor har vi udført et
laboratorieforsøg for at studere strømhastigheders effekt på den nyudfældede Al-flok.
Forsøgene viser, at nyudfældet Al kan resuspenderes ved strømhastigheder helt ned til 2
cm/sek, mens det kohæsive overfladesediment resuspenderes ved strømhastigheder omkring
10-15 cm/sek. In situ målinger af strømhastigheden i 4 danske søer viser, at der selv ved
moderate vindhastigheder forekommer interne strømhastigheder op til 11 cm/sek, hvilket
underbygger hypotesen om Al-mobilitet forårsaget af interne strømhastigheder i søerne. Ud fra
disse data kan det beregnes, at der vil være mulighed for Al-mobilitet ca. 200 dage om året.
En nylig gennemført Al-behandling af Nordborg Sø, viser at sedimentets indhold af Al
reduceres på lavvandede resuspensionspåvirkede arealer over tid og akkumuleres på dybere
mindre påvirkede arealer. Dette viser således, at Al-flokken meget nemt fokuseres i den
dybeste del af søerne, hvorfor det er yderst vigtigt, at man inkluderer disse informationer i
fremtidige vurderinger af, om en sø er egnet til Al-behandling. Alternativt, kan andre
34