Social Skriftserie nr. 14 (pdf) - VIA University College

Den omhandlede udvikling har på samme tid muliggjort og været
betinget af emergensen af nye mere kognitivt orienterede og
fleksible tillids- og forventningsformer, der som opdukkende
vidensregimer har kunnet stille funktionsspecikke ydelser i
form af teknologier til rådighed for den samfundsmæssige
kompleksitetsopbygning og – håndtering. Det er ikke mindst i
forholdet til sådanne regimer, at retten dialogisk-funktionelt (i
modsætning til hierarkisk-substantielt) har måttet søge nye
supplerende afparadokseringsstrategier.
På det sociale område har jeg trukket dialogprincippet og arbejdsevnemetodereglerne
frem som vidt forskellige eksempler
på lovgivning, der søger at fange og understøtte en ”fremmed”
egenkompleksitet, det sociale forvaltningsarbejdes egenkompleksitet.
Fordi sådanne koblingsmuligheder er forskellige
fra funktionsområde til funktionsområde, har dette naturligvis
sat forestillingen om rettens enhed, og dermed også fx. den almindelige
forvaltningsret, under pres. Det social(forvaltnings-
)retlige område uddifferentierer sig med sine egne særlige procedurenormer,
principper og begreber, der afspejler det materielle
områdes særlige karakter og det forhold, at sagen i sagsbehandlingsarbejdet
ofte kun vanskeligt kan adskilles fra borgerens
person. Den betydning sagsbehandlingsregler kan tillægges
bliver altså også forskellig fra retsområde til retsområde.
Både den almindelige forvaltningsret og socialforvaltningsretten
har regler om medinddragelse af borgeren. Hvor den almindelige
forvaltningsret lægger op til, at den lovlige og rigtige
afgørelse kan opnås uden at partshøringsforpligtelsen er blevet
overholdt (efter en ”konkret væsentlighedsvurdering”), giver
det på det sociale område ikke rigtig nogen mening at sige:
”Borgeren fik det rette aktiveringstilbud, ganske vist uden at
han fik lejlighed til at medvirke i sagens behandling”.
25