Social Skriftserie nr. 14 (pdf) - VIA University College

den valgte generaliseringsmåde har – om ikke andet så dog en -
videnskabsteoretisk profilering og dertil synes bedre egnet til at
skræve over den spændvidde, der hævdes at kendetegne det
sociale arbejde (Skytte, 1997). Jeg vil ikke fuldstændig forsværge,
at modeltankegangen kan have fordele. Jeg ser imidlertid
en stor fare i, at man, ved den måde hvorpå spændvidden
betones, kommer til at smide barnet ud med badevandet. I takt
med betoningen af spændvidden, der er blevet til betoningen af
betegnelsen socialt arbejde på bekostning af socialrådgivning -
bliver social rådgivningens grænse til navnlig pædagogik og
psykologi nærmest umulig at drage. Samtidig hermed risikerer
man for meget i et teori/praksis-perspektiv: kommer det sociale
metodik fags eget tilbud om et refleksiongrundlag for meget ud
af takt med den kontekst og de betingelser, socialrådgivningen
skal virke i, risikerer faget socialt arbejde og socialrådgivning
at medvirke til, at praktikere bekræftes i deres opfattelse af, at
deres fag primært er erfaringsbaseret.
Systemteoriens tilbud
Som et tilbud om et moderne refleksiongrundlag for socialrådgivere
er det klart, at modeller i socialt arbejde må problematisere
det helhedssyn, som stod som et centralt element i HEKS.
Der findes ikke et, men mange universalistiske perspektiver
(helhedssyn) i en fragmenteret og opdelt verden. Alligevel
fastholdes den fordring til socialt arbejde, at det må gå fagligt
eklektisk til værks (Skytte, 1997). Eklektikeren er iflg. en almindelig
ordbogsdefinition den, der udvælger det, han finder
bedst i andres videnskabelige ideer og sammensætter det til et
hele. Helheden er altså ikke opgivet. Men man skal i dag være
bevidst om, ud fra hvilket helhedssyn man taler om en helhed.
Et moderne helhedssyn har med andre ord indbyggede differencer.
I stedet for et ”helhedssyn”, der bygger på filosofiske, pædagogiske
og (social)psykologiske perspektiver og deres indbyrdes
48