Social Skriftserie nr. 14 (pdf) - VIA University College

3.1.8. Menneskerettighederne og retssikkerheden
Jeg har argumenteret for, at afparadoksering i det moderne
samfund først og fremmest sker dialogisk-funktionelt i modsætning
til hierarkisk- substantielt. Det betyder ikke, at systemer
kan undvære substantialiseringer, heller ikke hierarkiske
sådanne. Systemer skaber hele tiden deres egne ontologier som
en nødvendig forudsætning for at kunne operere i en usikker
verden. Til brug for deres reproduktion er systemer afhængige
af hele tiden at kunne skabe tilslutningsduelige elementer,
hvilket kun kan ske ved kompleksitetsreduktion og objektivering.
Pointen er, at sådanne substantialiseringer fungerer langt
mere usikkert i dagens samfund, der bestandigt udfordrer sit
eget grundlag ved – i mange og konkurrerende versioner - at
genbeskrive og viderebeskrive sig selv. Pointen er endvidere, at
der i dag ikke findes nogen fælles-ontologi – verden er blevet
polykontekstuel. Substantialiseringer fungerer under disse vilkår,
altså under dobbeltkontingensens vilkår, ikke stabilt og
alment, men alene foreløbigt og konkret, dvs. i særlige funktionelt
uddifferentierede sammenhænge.
1970´ernes tro på, at socialvidenskaben kunne kortlægge og
repræsentere samfundets sammenhænge og mekanismer og
forsyne det med adækvate forebyggelses- og problemløsningsteknologier
og -værktøjer ved hjælp af hvilke det perfekte samfund
kunne indrettes, er forduftet. Rationalitetsfordringen i dette
projekt er dog ikke fuldstændig opgivet. Der må fortsat
planlægges og objektiveres, også i socialt forvaltningsarbejde.
Blot har man måttet give afkald på den mekaniske og lineære
tænkning, projektet oprindeligt byggede på. Retspolitikken som
samfundets ingeniørkunst er på samme måde blevet en mere
kompleks affære, uden at dette har ført til den slutning, at man
ikke kan påvirke samfundet gennem retsregler (men derimod
nok til at der er forøget fokus på de uintenderede virkninger,
der altid følger med retlig regulering). Retskildelæren er nok
26