Anden etnisk baggrund - Servicestyrelsen

54 Anden etnisk baggrund
Kommunikation med udsatte
Ovennævnte eksempel giver et klart billede af at kvinden ikke har haft
adgang til at kommunikere på et sprog der giver hende mulighed for at udtrykke
især følelsesmæssige og meget personlige oplevelser. Hun har ikke
haft adgang til tolk. I hendes tilfælde har det betydet at hun sidder tilbage
med en fornemmelse af at der er foregået ting hen over hovedet på hende.
Hun har som mor mærket de alvorlige konsekvenser for sit liv og bærer
sandsynligvis rundt på en følelse af skam over at børnene er blevet tvangsfjernet.
For hende betyder det bl.a. at hun ikke længere kan accepteres helt i
det somaliske samfund, hverken her eller i sit hjemland.
I et tilfælde som denne kvindes kan man ikke alene tale om at hun bliver
stigmatiseret af modtagerlandet, men også af sine nærmeste fra samme
kultur. Derfor kan man opleve at nogle mennesker, som er særligt udsatte,
fx hjemløse eller personer der får tvangsfjernet børn, i visse tilfælde vil gøre
alt for at undgå brugen af en tolk når der skal lægges planer og ydes støtte
fra en offentlig myndighed. At blive stigmatiseret af sine nærmeste, sine
landsmænd, måske medlemmer af samme stamme eller klan, kan være så
smertefuldt at man er nødt til at undgå brugen af tolk for at overleve.
Disse dilemmaer fremhæves for at understrege at kommunikation med
mennesker som er kommet i en særligt udsat situation kan være vanskelig
fordi situationen typisk vil være meget kompleks. Både systemet og borgeren
kan være fremmedgjorte i forhold til situationen. Måske mestrer man
som system, medarbejder eller fagligt personale ikke situationen med sine
vante rammer og tidligere erfaringer. Det samme gælder for det menneske
man skal forsøge at hjælpe – også hun er fremmedgjort i forhold til den
konkrete situation. Hun er ikke i vante rammer og har ikke den vante støtte
omkring sig – nogen som måske ville tage over hvis hun var i sit hjemland
eller havde sit oprindelige netværk omkring sig.
Tolk eller ikke tolk
Kvinden i eksemplet kan ikke navigere til sin fordel i det offentlige system, og
det reelle pres i hendes hverdag er for stort til at hun kan håndtere det hensigtsmæssigt.
Hun kommer i ubalance og mister kontrollen. Kommunikation
via tolk må betragtes som et nødvendigt redskab for at opnå reel dialog
med et menneske som hende – som ikke taler dansk og ikke har mulighed
for at udtrykke sig. Også selvom den pågældende borger selv vælger tolken
fra, eller det faglige personale er usikre i forhold til sagen.