Download og læs artiklen (pdf 400 KB) - Statens Museum for Kunst

1 I 1936 blev Marin hædret ved at være den
den første amerikanske kunstner, der fik tildelt
en retrospektiv udstilling på MoMA, se
E.M Benson. o.a., John Marin: Watercolors,
Oil Paintings, Etchings, Museum of Modern
Art, New York 1936. I 1950 var han stærkt
repræsenteret i den amerikanske pavillon på
den 25. Venedig Biennale sammen med bl.a.
Jackson Pollock. Efter Marins død i 1953 blev
der arrangeret flere mindeudstillinger bl.a. i
New York på American Academy of Arts and
Letters, se Thornton Wilder, John Marin:
1870-1953, American Academy of Arts and
Letters, New York 1954. Kritikeren Robert
Rosenblum fremhævede samme år Marin
som en forløber for den abstrakte ekspressionisme:
„He [Marin] stands in full center of
the major currents of American art … he
parallels, even prophesies, abstract-expressionist
trends … The formal analogies with,
say, de Kooning or Tomlin, are striking, and
one is again pressed to pay homage to this
master …“, se Robert Rosenblum, „Marin’s
Dynamism“, Art Digest nr. 28, 1954, s. 13. I
1969 udkom et ræsonneret katalog over
Marins grafik, der blev fulgt af en omfattende
udstilling, se Carl Zigrosser, The Complete
Etchings of John Marin, Philadelphia Museum
of Art 1969. I de følgende årtier var det
mere neddæmpet med interessen for John
Marin, men endelig i 1990 arrangerede
National Gallery of Art i Washington en stor
monografisk udstilling med både grafik, akvarel
og maleri, foranlediget af donationen af over
400 tegninger og akvareller fra Marins søn
og svigerdatter, se Ruth E. Fine, John Marin,
National Gallery of Art, Washington 1990.
At Marin havde været en forholdsvis overset
kunstner i en periode, påpeges af overskriften
på en anmeldelse af udstillingen John Marin:
The 291 Years i Richard York Gallery, New
York i 1998, se Hilton Kramer, Reintroducing
John Marin, Forgotten Modern Master, The
New York Observer, December 14, 1998, s. 36.
2 Se Ruth E. Fine, John Marin, National Gallery
of Art, Washington 1990, s. 23-25 samt 289.
3 Se Herbert J. Seligmann,“291: A Vision
Through Photography“, i America and Alfred
Stieglitz, New York 1934, s. 105-125.
4 Herbert J. Seligmann (red.), Letters of John
Marin, New York, 1931, indledning upag.
5 Dorothy Norman (red.), The Selected Writings
of John Marin, New York 1949, indledning.
6 Udstillingen præsenterede både Marin og
Alfred Maurer (1868-1932), men Stieglitz’
disponering af vægplads antydede allerede
her hans personlige præference. I stedet for
at fordele rummet ligeligt mellem de to
kunstnere valgte Stieglitz at hænge Marins
akvareller på tre af væggene for derefter kun
at tildele Maurer den fjerde. Se udstillingskatalog:
Watercolors by John Marin and
Sketches in Oil by Alfred Maurer, 291, New
York, March 30 – April 17, med 25 akvareller
af Marin og 15 malerier af Maurer. Se endvidere
Barbara Rose, John Marin. The 291
41 inger krog
Years, New York 1998, s. 15.
7 Herbert J. Seligmann, Alfred Stieglitz Talking,
New Haven 1966. Bogen er udgivet af Yale
University Library, hvortil Seligmann havde
doneret sine private breve fra Stieglitz i
1953, og hvor The Alfred Stieglitz Archive
blev oprettet efter en større donation fra
Georgia O’Keeffe i 1949.
8 Ibid. s. 1.
9 Da Marin ønskede at sætte sig igennem som
kunstner, mødte det skepsis og bekymring
hos hans far, hvilket sandsynligvis også var
en af de afgørende årsager til Marins forholdsvis
sene kunstneriske gennembrud.
Deres forhold var dog ikke mere anstrengt,
end at faderen støttede ham økonomisk
gennem alle årene i Europa. Efter hjemkomsten
til USA kæmpede Stieglitz efter
eget udsagn en brav kamp for Marins kunstneriske
integritet. Til faderens forslag om, at
Marin udførte kommercielle raderinger om
formiddagen og vilde akvareller om eftermiddagen,
svarede Stieglitz, at faderen lige så
vel kunne spørge den nygifte fru Marin, om
hun kunne være prostitueret om formiddagen
og jomfru om eftermiddagen, se Ruth E. Fine,
John Marin, National Gallery of Art,
Washington 1990, s. 46.
10 I 1917 lukkede 291, men fra 1925 til 1929
drev Stieglitz The Intimate Gallery, hvor han
fortsatte med at arrangere en årlig soloudstilling
for Marin. Fra 1930 til sin død i
1946 afholdt Stieglitz ligeledes soloudstillinger
med Marin hvert år i sit sidste galleri
An American Place.
11 Herbert J. Seligmann (red.), Letters of John
Marin, New York 1931, indledning upag.
12 John Marins første biografist, E.M. Benson,
fremhæver allerede i 1935 Stieglitz’ altafgørende
betydning for Marins kunstneriske
gennembrud, se E.M. Benson, John Marin,
The Man and his Work, Washington 1935, s. 28.
13 Citeret i Dorothy Normann (red.), The Selected
Writings of John Marin, New York 1949, s. xi.
14 Se fx E.M. Benson, John Marin, The Man and
his Work, Washington 1935, s. 16 og 31,
samt en problematisering af Marins påståede
afsondrede tilværelse fra samtidskunsten
i Ruth E. Fine, John Marin, National
Gallery of Art, Washington 1990, s. 77-79.
15 Ifølge Marins selvopfattelse, som den kommer
til udtryk i brevene til Stieglitz, var han et
familiemenneske, der ved siden af sin kunst
var jæger, fisker og naturelsker. Han beskriver
sig selv som „worker“ og blev omtalt som
„John Marin, Frontiersman“, hvilket sandsynligvis
er en opfattelse, der blev hjulpet på
vej af Stieglitz’ mytologisering. Fx kan nævnes
„John Marin, Frontiersman“, hvilket er titlen
på en artikel af Frederick Wight til kataloget
for mindeudstillingen John Marin Memorial
Exhibition, Los Angeles: Art Galleries, University
of California, 1955. Se endvidere Barbara
Rose, John Marin: The 291 Years,
Richard York Gallery, New York 1998, s. 26-27.
16 Herbert J. Seligmann, „291: A Vision
Through Photography“, i America and Alfred
Stieglitz, New York 1934, s. 115.
17 Herbert J. Seligmann, Alfred Stieglitz Talking,
New Haven 1966, s. 88.
18 Der var flere praktiske omstændigheder omkring
hans ankomst til Paris, som hjalp Marin
i gang med det grafiske medie. Hans stedbror
Charles Bittinger (1879-1970), der også var
kunstner, havde allerede i en årrække været
bosat i Paris på det tidspunkt, hvor Marin
rejste hertil. Han havde erfaring med grafik
og hjalp Marin med de tekniske forberedelser
ved at installere ham med en trykpresse.
Desuden boede Bittinger i samme hus som
den amerikanske grafiker George C. Aid
(1872-1938), som han introducerede Marin for.
19 Se fx Nocturne: Blue and Silver - Chelsea,
1871, Tate Britain, London.
20 Publiceret i Camera Work med henholdsvis
Alfred Stieglitz, The „Flat-iron“, i oktober
1903 og Edward J. Steichen, The Flatiron –
Evening, i april 1906. Afbildet i Marianne
Fulton Margolis, „Camera Work“. A Pictorial
Guide, New York 1978, s. 11 og 39.
21 Se Marianne Fulton Margolis, „Camera Work“.
A Pictorial Guide, New York 1978, s. 14, 46.
22 Carl Zigrosser, The Complete Etchings of
John Marin, Philadelphia Museum of Art
1969, s. 11: „It must be kept in mind that
Whistler’s prestige in graphic art was at its
peak in the decade before and after his death
in 1903. No young etcher could escape his
pervasive authority. Marin did not copy slavishly
to produce little Whistlers: he was merely
speaking in the common idiom of the day.“
23 Ibid. s. 12-13 og nr. 79-82.
24 Marsden Hartley, i udstillingsfolderen til Marins
soloudstilling: Marin Exhibition, The Intimate
Gallery, November-December, 1928, upag.
25 Marin udførte ligeledes en serie motiver af
Woolworth-bygningen i 1913, se Carl
Zigrosser, The Complete Etchings of John
Marin, Philadelphia Museum of Art 1969, nr.
113-116.
26 Dorothy Normann (red.), The Selected
Writings of John Marin, New York 1949, s. 3.
27 Afbildet i Marianne Fulton Margolis, „Camera
Work“. A Pictorial Guide, New York 1978, s. 131.
28 Ibid. s. 134 og 139.
29 Ibid. s. 86-88.
30 Se Sarah Greenough og Juan Hamilton, Alfred
Stieglitz. Photographs & Writings, National
Gallery of Art, Washington 1983, s. 20, for
en diskussion af de Zayas’ definition på
„pure photography“ og Stieglitz’ påvirkning
på de Zayas.
31 Dette gælder for perioden helt frem til 1932,
hvor Marin udfører de første raderinger med
et andet motiv end arkitektur, nemlig en
sejlbåd.
32 Skrevet til udstillingen i 291 i 1913 og
publiceret i Camera Work, nr. 42-45 april-juli
1913. Citeret fra Dorothy Normann (red.),
The Selected Writings of John Marin, New York
1949, s. 4-5.
33 Ibid. s.