Download og læs artiklen (pdf 400 KB) - Statens Museum for Kunst

(Fig. 7) John Marin:
Old House, Quay d’Ivry 1906
Radering 200 x 150 mm
Statens Museum for Kunst
og hans tonemalerier fra bl.a. London. Hos Whistler blev
lys, farve og atmosfære det egentlige motiv, hvilket de
såkaldte „nocturnemotiver“ fra 1870’erne med natlige
skildringer af Themsen og dens stille vand er kendte eksempler
på. 19 Både hos Stieglitz og Steichen kan indflydelsen
fra Whistler anes i deres kendte fotografier af højhuset
Flatiron fra henholdsvis 1902 og 1904, hvor et af
New Yorks monumentale vartegn fortoner sig i baggrunden
eller dematerialiseres i aftenbelysning. 20 Også for
Marin har Whistler, eller snarere piktorialisternes fortolkning
af Whistler, spillet en betydning, hvilket særligt
tydeligt gør sig gældende i Bridge over Canal, Amsterdam.
Den udprægede maleriske behandling af motivet adskiller
sig fra andre raderinger af Marin, især hvad angår centraliseringen
af motivet omkring de lyse partier og den
atmosfæriske enhed, gråtonerne skaber. Den mørke
tone mod billedkanten giver raderingen en „nocturne“stemning.
Hvor meget Marin har kendt til det piktorialistiske
fotografi, kan der ikke siges noget afgørende om.
Det er dog nærliggende at antage, at Marin gennem sine
amerikanske bekendte i Paris som f.eks. Steichen har
haft lejlighed til at følge udgivelserne af Camera Work.
I de første årgange af tidsskriftet, der udkom kvartalsvis,
var de piktorialistiske fotografier af Steichen, Stieglitz
og Alvin Langdon Coburn (1882-1966) stærkt repræsenteret.
Fx blev de to fotografier af Flatiron trykt i
denne periode samt flere motiver af Alvin Langdon Coburn
med broer, der fortoner sig i et blødt atmosfærisk
lys. 21 Et piktorialistisk fotografi, der i denne sammenhæng
skal fremhæves for sine formelle ligheder med
Marins radering, er Steichens fotogravure Moonlight.
The Pond fra 1904, som blev publiceret i Camera Work
april 1906 (fig. 6). Her ses, hvordan lyset og dets refleksioner
i vandet bliver det centrale motiv, der samler
kompositionen i en mørk tonet helhed. Også den højtliggende
horisontale linje, der overlader to tredjedele af
billedfladen til vandspejlet, har ligheder med Marins
kompositionelle greb, hvor træstammerne over dammen
står som silhuetter på samme måde som Marins menneskefigurer,
der haster over broen.
En helt anden side af Whistlers indflydelse på Marins
grafiske produktion ses i de mere typiske raderinger
af Marin fra denne periode. Whistler udførte flere grafiske
serier med pittoreske skildringer af byer som London
og Venedig. Hans serie The Thames Set fra 1871
med motiver af livet ved Themsens bredder blev meget
populær ligesom serien Etchings of Venice fra 1880,
der viser de mindre kendte sider af den forfaldne by. Raderingen
Old House, Quai d’Ivry, 1906 (fig. 7), er et ek-
sempel på, hvordan Whistlers påvirkning prægede Marins
valg af motiver, hvilket ikke adskilte ham fra
mange andre grafikere fra denne periode. 22 Det gamle
hus med dets afskallede murværk og båden i forgrunden
antyder det forfaldne og hverdagslige, uden at det udpensles
til det banale. Marins dirrende streg giver huset
en særlig karakter; som en personificering af en gammel
bekendt. Dette understreges af den valgte synsvinkel fra
et topunktsperspektiv, der fremhæver husets tredimensionalitet.
Man kan se denne type radering, der skildrer
den personificerede arkitektur, som en form for erstatning
for de meget sjældne portrætter, Marin udførte
igennem sin karriere. I stedet for at fokusere på skildringer
af den menneskelige psyke ved studier af den portrætteredes
ansigtstræk og kropsholdning bliver vinduer,
murværk og volumen gengivet, som det tydeligt ses
i dette tilfælde, med sans for bygningens individualitet
og ældningsproces. Den sensible skildring af arkitekturens
forvitring peger på de nostalgiske toner, der også
kunne ses i Whistlers raderinger.
De første ekspressive ansatser
I 1908 kastede Marin sig ud i arkitekturfremstillinger af
rent kommerciel karakter. Han udførte på bestilling en
serie af monumentale seværdigheder i Paris såsom
operaen og kirkerne Notre Dame, Madeleine og Saint-
Sulpice. 23 Alle raderingerne blev fremstillet på plader,
der var langt større end de små formater, Marin ellers var
vant til. Marins baggrund som udøvende arkitekt må
have været en stor hjælp i tilgangen til disse mere traditionelle
gengivelser af bygningskroppe, der har karakter
af facadeopstalter. Som nævnt arbejdede Marin fra
ca. 1892 til 1897 som arkitekt. Det er en periode, Marin
selv ikke har været særlig meddelsom omkring, men
som ikke desto mindre kan have været medvirkende til
at styrke både hans store interesse for arkitekturen som
motiv samt hans evne til forstå og dermed også gengive
den arkitektoniske konstruktion. Som kunstnerkollegaen
Marsden Hartley udtrykker det: „And it must not
be forgotten that he began life as an architectural
draughtsman, and that his earlier etchings of the Madeleine
and like subjects in Paris show that (…) he (…)
knows the meaning of architectural construction, and
applies the principle to every wash he lays down.“ 24
På trods af motivernes traditionelle karakter af turistsouvenirs
adskiller Marins sig fra andre kommercielle
raderinger fra tiden i hans heftige anslag med radernålen,
der markerer skyernes bevægelser over kirketårnene.
De markante streger afsættes rytmisk og viser de
inger krog 34