Uønsket i Danmark - Hus Forbi

Fastholder velfærdssamfundet
nogle mennesker,
som godt kunne forsørge
sig selv, i rollen som offer
og klient? Ja, mener forfatterne
til en ny debatbog.
Af Helle Jørler
Illustration: Karsten Hansen
I den nye debatbog ”Krigeren,
borgeren og taberen” vover filosoffen
Ole Thyssen og sociologen Henrik
Dahl modigt at sætte ord på, at der
i slipstrømmen af vores velfærd er
opstået et velmenende hjælperkorps
af socialarbejdere og andre,
som uforvarende fastholder nogle i
klientroller livet igennem, stort set.
På den ene side.
Og på den anden side er der
andre, som selv bliver eksperter i at
begå sig i systemerne. Formentlig
ikke forsætligt fra begyndelsen, men
således at tid, energi, intelligens og
kræfter – og dét kræver det – med
tiden anvendes på ”at sno sig,” så
10 hus forbi · nr. 56 · januar 2007
de kan fastholde den offentlige
forsørgelse i stedet for at forsørge
sig selv. De vælger det på trods af
den sociale stigmatisering og andre
ulemper, det måtte medføre.
Men det er naturligvis ikke
forfatternes ærinde at bebrejde de
virkeligt nødlidende.
- I et rigt samfund som det danske,
bør hjælpeløse mennesker have
mulighed for at leve på en måde,
der ikke adskiller sig radikalt fra
normen i vores samfund, understreger
Henrik Dahl.
Ikke altid anerkendelse
De to forfattere blev ansporet af en
for
undren, da de underviste i begrebet
”anerkendelse.”
- Tendensen i noget af den mest
prominente litteratur var, at det virkede
som om, krav om anerkendelse
altid skulle honoreres. ”Det kan ikke
passe,” tænkte vi. Børn vil roses for
hvad som helst. Studerende vil. Og
bestemte typer af anerkendelseshungrende
mennesker. Så gav vi os
til at undersøge spørgsmålet systematisk:
Er det i orden at sige nej til
krav om anerkendelse? Resultatet
foreligger i bogen: Det kan det så
afgjort være i nogle tilfælde.
For at anskueliggøre deres
tanker har de opdelt befolkningen i
velfærd?
krigeren, borgeren og taberen. Der
er naturligvis tale om stereotyper.
Til brug for at markere tendenser i
vores samfundet. Eftersom næppe
nogen udelukkende er det ene eller
det andet – og at alle typerne har et
gran af de andre i sig.
I øvrigt en anelse spøjst, at alle
typerne udelukkende er beskrevet
ud fra en mandlig optik. Men ok;
stereotyper er stereotyper.
Bogen tager illustrativt afsæt i
sportens, især fodboldens, verden.
Den beskriver krigeren som det temperament,
der kæmper for at sejre
eller dø. Ærefuldt. Borgeren søger
tryghed – spiller død, indtil faren er
drevet over, ønsker ligevægt og alt
på det jævne. Æren er vigtig, men
ikke for enhver pris. Taberen løber
væk, hvis der skal kæmpes. Eller,
hvis han er pisket til det, finder han
på alskens søforklaringer for, at den
andens sejr er urimelig, unfair, at han
ikke selv magter kampen osv. Men
han synes, at det er helt rimeligt at
få del i sejren alligevel. Æresbegrebet
er smuldret væk. I hvert fald i
gængs forstand. Muligvis findes den
på et andet plan, hvor det betragtes
som ærefuldt at snøre systemet.
Hvad har Jens tænkt sig?
Et eksempel på, at anerkendelse ikke
bør gives, mener Dahl, kan være
Jens, som er interviewet i Hus Forbi
nr. 54. Her fortæller ”Jens”, at han,
47 år gammel, lever af at stjæle, vil
have offentlig hjælp, men ikke vil
ophøre med eller gå i behandling for
En omvendt Herluf
Eller historien om den fraskilte mand på bænken, som
lånte 200 kroner af en drukkammerat, blev direktør i
Amerika og fik for travlt til at kunne leve livet.
Af Bent Skougaard-Jørgensen
Illustration: Karsten Hansen
Livet er som bølgerne på havet
- opture og nedture. Jeg har selv
levet et liv med en ligelig fordeling
af bølgetoppe og bølgedale. I begge
faser af tilværelsen har jeg haft
mange gode venner blandt vejens
farende, brogede flok, hjemløse,
drukmåse og hvad man nu ellers
kan kalde dem – eller os, for jeg
har selv ind imellem været at finde
blandt dem, med en flaske i hånden
og uden tag over hovedet. Jeg har
endda været på et drankerhjem.
Nej, det er ikke noget, jeg
underholder min pæne familie med
juleaften, men jeg har dog fortalt
det til min kone og min datter, som
har taget det pænt.
Men dette skal absolut ikke
handle om mig, men derimod om
min gode ven Herluf, der i 1950’erne
var hjemløs drukkenbolt og et kendt
ansigt i gadebilledet i Horsens. Jeg
var journalist på Horsens Folkeblad,
og lad mig bare sige det rent ud:
I de år var redaktionerne nogle af
de værste drukbuler, der fandtes.
Havde de ikke været det, er det ikke
sikkert, jeg nogensinde var faldet i
sit daglige hashforbrug.
- Han har ikke nogle intentioner
om at bidrage til fællesskabet, men
vil gerne have fællesskabet til at
finansiere sin tjald. I den situation
er der to forhold: Jens’ objektive rettigheder.
Dem kan der ikke være et
halvt sekunds tvivl om. Men så er der
den moralske diskussion, som vi lægger
op til: Hvad i alverden har Jens
tænkt sig? Hvorfor føler han sig i
sin gode ret til at ryge den fede året
rundt på statens regning? Måske har
Jens stegt sin hjerne - så falder han
ind under det, vi siger om at være
hjælpeløs. Fred være med det.
- Men Jens har tilsyneladende så
meget vilje, at han godt kan brokke
sig til en journalist og godkende, at
hans historie bliver fortalt. Man kan
sige, at Jens er en ”taber-kriger”,
fordi han slås for sin ret til at være
en asocial nasserøv. På sin vis im-
snak med Herluf, som jeg ofte sad
og fik en bajer eller to med på en
af byens trappestene eller bænke i
byens parker, som var Herlufs foretrukne
soveværelse i de år.
200 kroner til Amerikabåden
Herluf var som regel laset i tøjet,
ubarberet og i det hele taget
usoigneret dengang, men han var
sjov at være sammen med og havde
indblik i mange af livets mysterier.
Jeg kunne forstå, han var endt på
gaden efter en skilsmisse. Da han
aldrig havde andre penge end dem,
han kunne tigge sig til, var det som
regel mig med min gode løn, der
måtte lægge ud til øl og andre af
livets fornødenheder til Herluf. Det
havde jeg ikke noget imod, da jeg i
fulde drag nød hans selskab.
Han opsøgte mig aldrig på
redaktionen – men alligevel kom
han en dag, efter at jeg havde kendt
ham i nogle år, ind her, kiggede mig
dybt i øjnene og sagde:
- Ka’ du ikke lige låne mig 200
kroner (det var mange penge dengang).
Nu skal det være slut. Jeg
ponerende - men også lidt tyndt, at
han bruger sin energi på at posere
som svigtet offer. Har man så meget
selvindsigt, er man hjemfalden til
samme form for moralsk kritik, som
det er rimeligt at rette mod enhver
anden, der handler umoralsk. Det
bliver okay at stille spørgsmålet:
”Jens, hvorfor skal du ikke kæmpe for
at blive et myndigt menneske, der kan
tage vare på dig selv?” Vi kritiserer
dog navnligt behandlersystemet
for at være for villigt til at give
sådanne typer medløb i stedet for
modspil, siger Henrik Dahl.
På besøg i herreværelset
Bogens udgangsbøn er et ønske om
et frit samfund, der som minimum
har en borgermoral, men også gerne
et festligt stænk af civiliseret krigermoral.
Og at hjælperstanden måske
skal gribe i egen barm og passe
kan fra København få hyre på et skib
til Amerika i morgen. Så du får altså
ikke pengene igen, før jeg kommer
hjem igen.
Et eller andet sagde mig, det var
rigtigt, og da jeg ikke selv havde
pengene, lykkedes det mig at få
et forskud, som jeg gav ham og
ønskede god rejse.
Jeg så ham ikke igen, og jeg
havde glemt episoden, indtil jeg en
halv snes år senere, da jeg arbejdede
på Politiken, sad i Grøften i Tivoli
og drak øl sammen med kolleger.
Ved et andet bord sad et pæn og
velklædt mand, som jeg syntes, jeg
kendte, men ikke lige kunne rubricere.
Pludselig kom han over til mig
og spurgte, om jeg ikke var Bent
Skougaard. Det kunne jeg ikke lyve
mig fra, og han fortsatte:
- Jeg skylder dig 200 kroner,
og plus renter kan det vel løbe op i
2.000 – skal vi sige 5.000 for gammelt
venskabs skyld?
Da jeg så måbende på ham,
sagde han:
- Jeg er Herluf - eller det, der er
tilbage af ham.
på den politiske korrekthed - dels
at turde stille rimelige, egentlig
naturligt undrende spørgsmål og
krav, og dels at blive udstyret med
bedre redskaber og opbakning til at
gøre det.
Jeg må som kvindelig læser
konstatere, at vi befinder os i
mandeklubben, ingen tvivl om dét.
Og det er ok; jeg får nogle øjenåbnere
ved hjælp af den tydeligvis
elskede og højtrespekterede, ja
nærmest forgudede sport, fodbold.
Men visse afsnit virker, som om det
ikke en gang har strejfet d’herrer,
at de befinder sig i herreværelset,
hvilket havde været en lille smule
klædeligt, men okay - stereotyper er
stereotyper.
”Krigeren, borgeren og taberen” er
udgivet af Gyldendal 2006.
For travlt til at leve
Jeg nægtede at modtage mere end
de 200 kr., han havde lånt. Han fortalte
mig, han var afmønstret i Amerika
og var gået på valsen sammen
med en kammerat, som pludselig
arvede pludselig en større skofabrik
efter en onkel. Han ansatte Herluf
som sælger, og efter en årrække
købte Herluf vennen ud og var nu
både ejer og direktør for den fortsat
voksende fabrik.
- De fleste vil nok kalde mit liv
for en succeshistorie, men alligevel
savner jeg ofte dagene fra dengang
i Horsens, for nu har jeg så travlt, at
jeg ikke har tid til at leve livet. Jeg
har imidlertid et ansvar over for flere
tusinde ansatte, og derfor er jeg ikke
endt som i Horsens-dagene, selv om
jeg er blevet skilt igen. Men historien
er reelt den samme som dengang:
Jeg er blevet skilt, fordi jeg aldrig er
hjemme – nu blot af andre årsager.
hus forbi · nr. 56 · januar 2007 11