Uønsket i Danmark - Hus Forbi

- At gøre det menneskeligt mulige, man formår, mod uretmæssig behandling af medmennesker er min benzin, når jeg bliver indigneret, siger Jane Korczak, næstformand i fagforbundet
3F og nyudpeget medlem af Rådet for Socialt Udsatte.
- synes at være Jane Korczaks valgsprog.
Dét har hun så gjort, siden hun var 21 år
og nyvalgt tillidsrepræsentant. Nu er hun
næstformand i 3F og nyudpeget medlem i
Rådet for Socialt Udsatte.
Af Helle Jørler
Fotos: Lars Rievers
Det er ikke rimeligt. At interviewe
det nye medlem af Rådet for Socialt
Udsatte uden hun har nået at deltage
i et rådsmøde endnu. Ikke desto
mindre har hun indvilget. Og virker
bestemt heller ikke som om, at der
almindeligvis er ret meget, der kan
vælte hende omkuld. For en drivkraft
har man, når man som ufaglært
fabriksarbejderske er nået til 5. sal
som næstformand i fagforbundet 3F.
Og dén drivkraft er værd at høre
om – debut i Rådet eller ej.
Janes Korczaks kontor i 3F’s hus i
Kampmannsgade er kolossalt, smagfuldt
indrettet og med en forrygende
udsigt over søerne i København.
Inklusive skumringsmørk, lyserødtottet
novembersolnedgang…
- Hvad? Næh, det har jeg såmænd
ikke rigtig bemærket, siger hun om
sin udsigt; venligt, dæmpet, imødekommende
…
Det er ikke ydre form og æstetik,
der giver point her. Jane Koczak
”Nogen må sgu gøre noget!”
udstråler en solid troværdighed,
ærlighed. Ligefrem og uimponeret
– og med en pæn portion alvor. Som
dog ind imellem splintres af et gavtyvesmil,
der lader en purung Jane
skimte.
Hende, der var 21 år og nyvalgt
tillidsrepræsentant på Falster.
Indignationen sidder
omkring hjertet
Jo, jo, efternavnet er fra roe-polakkernes
tid. Hendes bedsteforældre
kunne ikke vende hjem til Polen på
grund af første verdenskrig. Så blev
de falstringer.
Efter 10. klasse skulle Jane lige
ud og tjene lidt penge. På nogle
fabrikker og vaskerier. Der havde
ikke været noget at rutte med i
hjemmet, så hun blev glad for at
tjene sine egne penge, og forbruget
steg. Men hun havde da forestillet
sig noget med en HF-eksamen
og noget fotograf-journalistagtigt.
Senere. Men så var der kæresten,
som som flyttede til Sjælland. Og så
ville de flytte sammen. Og der skulle
bruges nogle penge. Så derved blev
det med hensyn til almindelig uddannelse.
- Til gengæld har jeg fået masser
af god uddannelse via fagbevægelsen
gennem hele mit arbejdsliv,
siger hun.
Hun – blandt andre - blev opfordret
til at stille op på en daværende
arbejdsplads til hvervet som tillidsrepræsentant.
Jane havde lyst og
var smigret, selv om hun godt nok
også følte sig ung til posten. Men
hun voksede med opgaven og blev
hurtigt opslugt af det.
- At være vidne til at nogle
kvinder har det dårligt arbejdsmæssigt
og ikke selv orker at kæmpe for
deres rettigheder - som slet ikke
burde kræve kamp, men tilfalde dem
automatisk - dét tænder indignationen
i mig! Det er vel benzinen
i alt fagligt og politisk arbejde.
Hvor i kroppen det føles? Hm… lige
omkring hjertet, smiler Jane og
antyder med hånden.
- Da jeg
på et tidspunkt desuden
var i stand til at bilægge
nogle stridigheder og mægle mellem
ledelse og arbejdere, fik jeg virkelig
blod på tanden.
Især følelsen af, at man kan
handle, at der findes en vej, giver
hende kraft. At få øje på, at der
er ting, man kan gøre for at skabe
forandring, er livgivende; også i det
enkelte menneskes liv, betoner hun
flere gange.
- Men jeg har også måttet bide
engagementet i mig, når en uretfærdigt
behandlet medarbejder af og til
siger, at hun ikke magter at gå hele
vejen med en sag; at kæmpe. På
trods af, at jeg synes, der var muligheder,
så har jeg måttet stoppe. Det
har været lidt svært ikke at opleve
som nederlag. Det er sandelig meget
lærerigt - men en stor udfordring.
Blæksprutte
I 1978 ”opfandt” det daværende
Kvindeligt Arbejderforbund (KAD)
distriktssekretærer, som skulle servicere
lokalafdelingerne. Jane blev
opfordret til at søge, 23 år gammel.
- Jooe. Jeg var skam til samtale
med selveste Ruth Løjbert (daværende
KAD-formand, red.). Hun
syntes jo nok, jeg var lidt grøn…
Omvendt var jeg et ubeskrevet blad,
så der fandtes ikke noget dårligt på
mig, griner hun.
Så Jane fik jobbet for Sydsjælland
og Bornholm, efter at Lilian
Knudsen (formand for KAD fra 1985)
havde set hende an på et Voksenpædagogisk
Grundkursus.
Ene kvinde servicerede hun seks
lokalafdelinger og måtte tage sig af
alting. Hun arbejdede i princippet
hjemmefra, hvilket passede hende
udmærket. Det var mesterlære i fagligt
arbejde. En blandet landhandel,
hvor hun fik indgående kendskab til
behovet ”på gulvet.” Jane ”blækspruttede”
med at undervise, lave
ungdomskurser for LO, holdt møder,
igangsatte aktiviteter - stort set alt
forefaldende
fagligt
arbejde, der ikke havde
med overenskomster at gøre.
I 1985 blev hun valgt til politisk
eneansvarlig for KAD’s uddannelse af
tillidsrepræsentanter og rykkede ind
i forbundshuset i København. Det
var noget helt andet. Her fik hun
3F = Fagligt Fælles Forbund, sammenslutning af Kvindeligt Arbejderforbund
(KAD) og Specialarbejderforbundet (SID) i 2005. I 2006 kom
RestaurationsBranchens Forbund, (RBF) til. 3F-formand er Poul Erik
Skov Christensen.
-jørl
kolleger og sekretærhjælp.
Næste trin blev en 22-stemmers
sejr ved et kampvalg til næstformandsposten
i KAD i 1993. Herefter
blev uddannelsespolitikken lagt over
til andre, og Jane har siden beskæftiget
sig mere med overordnede
ting som socialpolitik, ligestilling,
børnefamiliers vilkår og forbundets
organisation.
Lyset er belønningen
Jane Korczak er glad for at være
udpeget til fagbevægelsens repræsentant
i Rådet for Socialt Udsatte
og glæder sig til at gøre en indsats.
Hun lagde især mærke til Rådet i
medierne, da det påpegede fattigdomsproblematikken.
Som hun synes
er helt relevant.
- Den nuværende regering laver
velfærd for de velhavende. Fordelingen
af goder er dybt uretfærdig; der
er virkelig nogle, som får en meget
lille del af den i øvrigt voksende kage.
Mit øje for uretfærdighed er yderligere
blevet skærpet af mit engagement
i Mødrehjælpen. Der er altså mennesker,
som behøver en kærlig hånd,
ellers falder de fandme-fløjte-mig ud
af maskerne i det her samfund! fnyser
hun. Afdæmpet, men indædt.
- Til gengæld, siger Jane efter
en vejrtrækning - er det det hele
værd, når vi for eksempel investerer
en lille smule respekt og tid i en
kvinde, hvis selvværd er minus 10.
Måske bare et tre dages kursus, hvor
hun indser, at der findes en anden
farbar vej, end dén, hun er på … og
hendes øjne pludselig lyser op af
”Måske-er-jeg- ikke-en-gang-dum!”indsigten…
Jo.
Det passer
Jane godt, at et stort
og magtfuldt forbund i visse
situationer kan spille med
musklerne og opnå lovændringer.
Eller debat i det
mindste.
Jane Korzcak stiller op til den
ene af de to næstformandsposter i
3F igen i 2007. De tidligere herre-
og dameforbund er pænt enedes
om ”fair repræsentation” i deres
Rådet for Socialt Udsatte
Rådet for Socialt Udsatte er udpeget
af socialministeren og har til opgave
at være talerør for hjemløse, narkomaner,
prostituerede, sindslidende,
alkoholikere og andre socialt udsatte.
Mød Rådets medlemmer her i Hus Forbi:
>> Preben Brandt (nr. 45-2006)
>> Naja Kleist Stork (nr. 46-2006)
>> Karl Bach Jensen (nr. 49-2006)
>> Steen Viggo Jensen (nr. 50-2006)
>> Nina Brünés (nr. 54-2006)
>> Sadia Syed (nr. 55-2006)
>> Cliff Kaltoft
>> Marie Louise Knuppert
>> Joan Fisker Hougaard
>> Bjarne Lenau Henriksen
>> Jannie Petersen
>> Jens Erik Rasmussen
fusionsaftale; derfor har de to
næstformænd.
- Hvor jeg er om fem år? Det ved
jeg ikke, undrer hun.
- Men jeg regner da med at ende
min karriere her i Kampmannsgade
4. Hvilken etage vil så vise sig,
smiler hun.
– Det er sundt at stikke snuden uden
for fagbevægelsen, og jeg vil især have
fokus på de ufaglærte kvinder, enlige
mødre, ligestilling, langtidssyge og
ledige i Rådet, siger Jane Korczak.
14 hus forbi · nr. 56 · januar 2007 hus forbi · nr. 56 · januar 2007 15