difoet-nyt 59.vp - heerfordt.dk

More documents

Recommendations

Info

diføt nyt 59.4 drede måske fra denne et kapitel med overskriften: Skab balance – eller dø. Men »den gyldne middelvej« og dette at »skabe balance« henviser ikke her – som man umiddelbart kunne tro – til det samme. Billedet viste hvorledes hele videnskabens bygning var ved at styrte i grus fordi man ikke havde formået at finde en balance mellem de to grundprincipper – det såkaldte »absolutte« og det såkaldte »relative«. Disse ideer, som skulle udgøre det bærende fundament under videnskabens bygning, er ikke, som vi meget vel ved, blevet harmoniseret tilfredsstillende. Hos Gabs var ideen om en »afbalancering« – som vi skal se – blevet udmøntet på en ganske anden måde. Oesterles næste billede var egentlig også udtryk for en art afbalancering – i dette tilfælde mellem videnskabens mange forgreninger. Et slags udviklingstræ skulle illustrere at vi ikke kunne nå frem til nogen virkelig forståelse uden at se mange forskellige videnskabsdiscipliner (bl.a. også biologi) i organisk sammenhæng. Dette blev nu mødt med en velrettet knockout fra modstanderen: »Vi kan jo ikke tale om det hele«, svirrede det gennem luften. »Vi taler om at tyngdepartikler trænger ind i jorden og gør den tungere og varmere. Er han enig i det – ja eller nej?« Æteren og det tomme rum Dommeren går i tælling. Heldigvis for Oesterle var han enig i dette og når også lige at få et godt stød ført ind: »Ifølge min opfattelse er det en art hvirvler som visse steder fortætter sig til sådanne partikler.« Og – henvendt til dommeren – »prøv at spørge hvad han mener der er imellem partiklerne« (for at komme udenom det 32 »mystiske tomme rum«, som man tidligere har forestillet sig udfyldt af et uhyre fintstofligt fluidum benævnt »æteren« eller »det mørke stof« – har Oesterle her forsøgt sig med begrebet: »væskeagtig substans«). Mesterbokseren ryster lidt på hovedet (tilsyneladende er der ikke plads til andet end »partikler« derinde). Det tomme rum – tja? I Gabs’ bog står der et sted: »Ingenting eksisterer ikke« – men et andet sted står der: »I det tomme rum er der ingenting?!« Men hvordan kan der være tyngdepartikler overalt og rummet alligevel se tomt ud? Gabs forsøger at parere med denne finte: »Tyngdepartikler er ufatteligt små og har ufatteligt høj fart på. Så den enkelte partikel kan være i både solen, månen og jorden indenfor brøkdelen af et sekund. Vi kalder det samtidighed!« Hov! – stop engang! Med denne bemærkning indføres der igen, for mig at se, et af disse såkaldte »absolutter« eller videnskabelige dogmer som vi ellers – under selve opvarmningen til kampen – var så godt igang med at få afskaffet, idet begge parter startede med at give hinanden hånden på at der hverken kunne være tale om noget absolut 0-punkt eller nogen absolut lyshastighed. Men så er der også noget galt her. Taler vi om »samtidighed« så må det være et absolut enten/eller – selv om der kun er nogle få brøkdele af et sekund til forskel der ikke har nogen praktisk betydning, så har dette dog betydning for vores tænkning og teoridannelse. Gong! – første runde slut. Forståeligt nok er Gabs stolt over at han, med sin sunde fornuft, har været i stand til at udspekulere nogle teorier der i flere tilfælde synes at blive bekræftet af
videnskabelige undersøgelser. At galakserne i virkeligheden bør illustreres med en blå farve i midten som udtryk for øget hastighed i dette felt – eller dette at temperaturen på Jupiter i virkeligheden er langt højere end sædvanligt antaget. Men nu mumler Oesterle fra sit hjørne: »Jeg synes ikke vi skal tale så meget om Jupiter, men hellere koncentrere os om jorden!« Og vi er ved at være klar igen. Refleksioner Gong! – anden runde. Kampen går videre, men jeg er selv, lidt uopmærksom, faldet i staver over forestillingen om disse »partikler« (med masse) der skulle bevæge sig gennem rummet som en art diskontinuerte billardkugler. Hvordan skulle man overhovedet kunne forbinde det med nogen sund fornuft? Først når de møder jordatmosfæren (og »får noget at bølge i«) gir det mening at tale om at de sætter farten ned og omsætter deres bevægelsesenergi til varmeenergi. De fleste farer imidlertid gennem jorden, men nogen blir alligevel – ifølge Gabs – hængende. Hvorfor gør de det? Heisenberg fortæller et sted om et foredrag hvor Bohr anvendte en atommodel bestående af små kugler, og i samtalen bagefter siger Bohr: De forstår det ikke. De tror at atomerne er små hårde kugler! Men vil man så nogensinde komme til at forstå det siger Heisenberg. Ja, men så må man udvide selve begrebet »forståelse« svarer Bohr. Jeg tror noget lignende gør sig gældende her. Gabs ved godt at atomerne er »mest mellemrum« – eller »helt mellemrum« som nogen siger. Men hvorfor skulle dette så ikke også gælde de såkaldte tyngdepartikler? Og så droppe hele ideen om »partikler« som f.eks. Fritjof diføt nyt 59.4 Capra har gjort det for mere end 20 år siden. Der er kun tale om forskellige energiformer der er i interaktion med hinanden. Gabs siger i sin bog: »Det primære i det hele er partiklerne og afstanden imellem dem. Man må vel sige: OK – ihvertfald m.h.t. sidste del af sætningen hvor vi nærmer os lidt til Newton der om gravitationen sagde: »Der er tale om intervalkræfter – af åndelig art.« Den sidste tilføjelse er afgørende (også for andre gravitationsforskere der søger at forstå det problematiske »mellemrum« som værende af mental art), men næppe for Gabs! Men kan den rene partikel-teori da ikke føre til andet end konstatering af varme og vægtforøgelse – der indenfor et overskueligt tidsrum fører til at vi alle blir stegt – så er det jo ret perspektivløst – men egentlig også en usandsynlig teori fordi vi her aldeles mangler forklaringen på alle de livs- og bevidsthedsprocesser som vi trods alt ved forekommer. Nuvel, Gabs ser dog et »livsvigtigt perspektiv« i dette hurtigst muligt at få boret nogle huller i jorden så vi kan få »luftet ud« og måske ved samme lejlighed redde os en god portion gratis opvarmning. Dette er Gabs’ bud på at få balance i tingene! Fra et hjørne af min bevidsthed hvisker Schauberger: »Man skal ikke korrigere naturen« – og mere realistisk: Gad vide om et sådant projekt ikke ville forudsætte en gevaldig holdningsændring – og så er vi tilbage ved bevidsthedens betydning i hele denne sag. Til trods for at vi allerede har adskillige dommedagstrusler hængende over vore syndige hoveder, så fortsætter interessegrupperne – overalt på jordkloden – deres ubønhørlige kamp med hinanden. Så man vil næppe – selv med 33
Page 1 and 2: diføtnyt Arthur C. Clarke: Fremtid
Page 3 and 4: Fremtiden: Bedre naboskab Det komme
Page 5 and 6: Astrofysik: Om stjernetåger Hubble
Page 7 and 8: Timeglasset Billedet viser MyCn18,
Page 9 and 10: Redaktionen.: Hvem fra Methernitha
Page 11 and 12: 10 kW ‘Testatika’ under bygning
Page 13 and 14: magneten og vindingerne (se fig. 1)
Page 15 and 16: konkludere, at ferro-magnetisme var
Page 17 and 18: Fænomen: Det elektroniske stemmef
Page 19 and 20: stemmer, optaget af andre, har jeg
Page 21 and 22: et personligt spørgsmål. Indslage
Page 23 and 24: en varmeveksler, der befinder sig v
Page 25 and 26: NASA Glenn Research Center meddeler
Page 27 and 28: Besøg: 2 Oesterle Med 1 times for
Page 29 and 30: Æterstrøm til stof Gravitationsfe
Page 31: Tønder Museum Den 10. november inv
Page 35 and 36: På dette stikord rakte min sideman

difoet-nyt 59.vp - heerfordt.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?