TEMA: Uforglemmelige togrejser - De Berejstes Klub

Haven
TeksT og FoTo: aRne Runge
i de sorte bjerge
Hvis du savner de gode gamle dage, hvor folk havde tid til hinanden og hvor
folk bekymrede sig om hinanden, hvor man var glade for at kunne dele det
lidt man havde, og hvor børn og unge mennesker rejste sig op i bussen
og tilbød deres pladser til de ældre og svagelige, så findes der et sted i
Kaukasus, hvor du stadig kan genopleve dette.
3 Gandzasarklostret ligger på en knap 4.000
meter høj bjergtop.
Bjergene i Nagorno Karabakh er meget høje,
ofte 4.000 meter .
Gemt inde i de sorte bjerge, midt imel­
lem de to tidligere sovjetstater Armenien
og Azerbaijan, ligger der et lille selvud­
råbt land, som ­ oversat fra lokalsproget
­ hedder ”Haven i de Sorte bjerge”. I
August 2006 besøgte jeg dette lille mi­
niputland, hvor jeg hørte om krigen for
selvstændighed set med lokale øjne.
Jeg spiste, sov og drak vodka med disse
hjertelige bjergmennesker, der ikke har
meget at give af, men alligevel giver det
de har og ofte lidt mere.
Meget få taler engelsk, så hvis man ­ på
hovedgaden i hovedstaden Stepanakert
­ spørger en lokal om noget så simpelt
som hvor busstationen ligger, kan det
hurtigt udarte sig til et møde med de
fleste af byens indbyggere. Selv om
man forsøger sig på gebrokken rus­
sisk, som er det eneste fremmedsprog
de kender, så forstår de ofte ikke hvad
man siger. Måske fordi de ikke forventer
det er russisk man forsøger at tale. Vent
her, siger de med kropssprog, og så går
de ind i den nærmeste butik og spørger
om nogen taler engelsk. Det gør ingen,
så de forsætter med at spørge i andre
butikker og alle som går forbi på gaden,
som igen spørger alle de ser. De vil så
gerne hjælpe, og de stopper ikke, før de
er sikre på, at man har det godt og har
fået løst sit problem.
en aften kørte den offentlige minibus
mig helt hjem til den lille bondegård,
hvor jeg boede, to gader udenfor dens
rute. Jeg forsøgte bare at bede ham
stoppe i nærheden af vejen hvor jeg
boede, men nej. Det var mørkt, og de
var ikke sikre på, at jeg havde forstået
hvad de fortalte mig, så de ville være
helt sikre på jeg fandt hjem. Det var
chaufføren i samråd med alle passagererne,
der stod bag. Det kunne man se
på deres ansigter. Jeg sagde ‘spasiba’
og vinkede til chaufføren, da bussen
kørte. Alle passagererne i bussen vinkede
tilbage.
På vej ind til byen næste morgen stoppede
bussen fem minutter, så fru olsen,
eller hvad de nu hedder her i bjergene,
lige kunne gå ind i en butik og købe
blomster med til sin gamle mor. Man
skal lige vænne sig til, at ingen har
travlt her. Alle har god tid, og alle er
nysgerrige og bliver meget glade, hvis
man henvender sig til dem. Desværre
taler meget få engelsk, men de findes.
GLOBEN nr. 27 / Marts 2007 GLOBEN nr. 27 / Marts 2007