Forskere krydser lande - Aarhus Universitetshospital
Forskere krydser lande - Aarhus Universitetshospital
Forskere krydser lande - Aarhus Universitetshospital
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
til en rask baby<br />
– Edward G. Neilan har gerne villet hjælpe familien, fortæller<br />
John Østergaard om udleveringen af genbeskrivelsen.<br />
– For ham er arbejdet med Cockayne Syndrom også noget<br />
con amore. Han ringede selv og snakkede med familien, da han<br />
i sin tid verificerede diagnosen. Han føler noget særligt for dem.<br />
Følelsen er gensidig; da fosterdiagnostikken afslørede et<br />
sundt barn, blev der fluks sendt et scanningsbillede og en stor<br />
tak fra familien Rossing til den amerikanske læge.<br />
Moderkagebiopsien blev taget på Århus <strong>Universitetshospital</strong>,<br />
Skejby og derefter sendt til Klinisk Genetisk Afdeling. Med<br />
den genetiske mutation kortlagt var selve analysen ikke kompliceret,<br />
men resultatet var unikt. Det er nemlig første gang, at der<br />
bliver født et barn, der har været gennem fosterdiagnostik for<br />
Cockayne Syndrome type 2B.<br />
Viden om aldring<br />
Familien blev hjulpet af forskerne, men har valgt også selv at<br />
hjælpe forskerne.<br />
Det gør de blandt andet ved at stille hele familiens genmateriale<br />
til rådighed for forskningen. Det er de glade for på Dansk<br />
Center for Molekylær Gerontologi på <strong>Aarhus</strong> Universitet. Her<br />
forsker molekylærbiolog lektor Tinna Stevnsner i Cockayne Syndrom,<br />
fordi syndromet kan bidrage til vores viden om aldring.<br />
Hun stødte på familien Rossing første gang, mens John Østergaard<br />
var i færd med at stille diagnosen på de to drenge. Han<br />
havde mistanke om, at de led af Cockayne Syndrom, og brugte<br />
Tinna Stevnsners ekspertise til at få bekræftet mistanken.<br />
Familien Rossing har ladet forskerne få adgang til en hudbiopsi<br />
fra de to syge drenge og blodprøver fra hele familien.<br />
– Det er helt unikt materiale, fordi vi har to brødre med sygdommen<br />
og en rask lillesøster, samt to forældre, der er bærere<br />
af sygdommen. De er alle tæt forbundne genetisk, og det gør,<br />
at vi kan se på den øvrige genetiske baggrund ved at sammenligne<br />
drengenes gener med resten af familien. Det giver et bedre<br />
materiale i forhold til at se, hvad ændringerne i det defekte gen<br />
fører med sig, siger Tinna Stevnser.<br />
det sjældne bidrager til os alle<br />
Tinna Stevnsner arbejder på at karakterisere det protein og den<br />
gendefekt, der er årsag til Cockayne Syndrom. Det gør hun af<br />
grundvidenskabelige årsager for at forstå, hvordan vi ældes.<br />
Hos Cockaynepatienter går aldringsprocessen hurtigt, og<br />
derfor kan det meget sjældne være med til at fortælle noget om<br />
det generelle:<br />
– For os er sygdommen også et redskab til at forstå noget<br />
generelt, siger Tinna Stevnsner.<br />
Hun og verdens øvrige aldringsforskere trækker på cellebanker<br />
med genmateriale, men da Cockayne Syndrom er meget<br />
sjældent, og da mutationen i genet kan være lidt forskellig, er<br />
donationer af genmateriale af stor værdi.<br />
– Jo flere prøver vi har, jo mere totalt billede af sygdommen<br />
kan vi danne os, siger Tinna Stevnsner.<br />
– Det er vigtigt, for at forskningen kan komme videre, at der<br />
er nogen, der vil donere prøver til os. Så vi er dybt taknemmelige.<br />
Familiens åbenhed om sygdommen er også en hjælp for<br />
forskerne.<br />
– En familie, der så beredvilligt fortæller om sygdommen,<br />
er jo med til at understrege vigtigheden af at forske i den, siger<br />
Tinna Stevnsner. Jo mere opmærksomhed, jo lettere bliver det<br />
også at få midler til forskningen.<br />
Hjælp til selVHjælp<br />
For familien Rossing har det været helt naturligt at kunne<br />
hjælpe forskerne til større viden om sygdommen.<br />
– Jeg synes, vi har et ansvar for at gøre det, fordi det er så<br />
sjældent, siger Henrik Rossing. – Hvis vi ikke bidrager, hvem<br />
gør så. Det kan være, at mit genmateriale kan være med til at<br />
fortælle noget om aldring i fremtiden. På den måde er vi noget<br />
lidt specielt, og det er jo ikke skidt, siger han.<br />
For nylig deltog familien Rossing i et international aldringssymposium<br />
på <strong>Aarhus</strong> Universitet, som Tinna Stevnsner var<br />
med til at arrangere. Det blev til et sjældent møde mellem lægmænd<br />
og fagfolk, da Henrik Rossing holdt oplæg om familiens<br />
liv med drengene.<br />
Her gik forskerne pludseligt fra mikro til makro.<br />
– I dagligdagen beskæftiger vi os med de molekylærbiologiske<br />
aspekter. Det er fjernt fra patienterne. Så er det godt at blive<br />
mindet om, at det handler om mennesker og at høre og se fra de<br />
folk, vores forskning drejer sig om, siger Tinna Stevnsner.<br />
– Det er hjælp til selvhjælp for begge parter, siger Henrik<br />
Rossing.<br />
– Både vi og forskerne er interesserede i, at der genereres<br />
mest mulig viden om aldring.<br />
udforsk · 7