Udgave 7, november måned, 2011 - Dansk Ejendomsmæglerforening

ERHVERVSMæglERFAgligT
en dom om erhvervsmæglers ret til
SAlæR
Der er ikke afsagt mange domme om
erhvervsmægleres ret til honorar inden for
de seneste 20 år. En nyere dom er derfor en
kærkommen mulighed for at få et indblik
i domstolenes aktuelle praksis vedrørende
honorarkrav, når det drejer sig om erhvervsformidling.
Tekst: Advokat (H), Rasmus Mehl, partner i KlAR Advokater
Illustration: Stephan Nielsen
UUdover spørgsmålet om betingelserne for retten til
honorar rejste sagen – gengivet i TBB 2008.666 V –
også spørgsmål om, hvorvidt lov om omsætning af
fast ejendom fandt anvendelse.
om retsgrundlaget
i modsætning til formidling rettet mod forbrugere, der som
bekendt er reguleret i lov om omsætning af fast ejendom, er
området for erhvervsmægleres krav på honorar ikke undergivet
lovgivningsmæssig regulering.
Det afhænger således af almindelig obligationsret, om
erhvervsmægler har krav på honorar. Det betyder som praktisk
hovedregel, at formidlingsaftalen, som denne er indgået
mellem mægler og opdragsgiver (eller en fortolkning af
denne), bliver udslagsgivende for en eventuel uoverensstemmelse,
hvis ellers aftalen regulerer det spørgsmål, som der er
uenighed om.
Også Dansk Ejendomsmæglerforenings standardbestemmelser
for erhvervsformidling1 skal inddrages i denne vurdering.
Standardbestemmelserne er vistnok sædvanligvis aftalt
mellem parterne og vil derfor som standardaftalevilkår blive
lagt til grund i en eventuel tvist mellem parterne. i fraværet
af en aftale mellem parterne om, at standardvilkårene finder
anvendelse mellem parterne, vil disse formentlig ikke – i
hvert fald ikke i sin helhed – uden videre blive lagt til grund,
da standardbestemmelserne næppe vil blive betragtet som
et ”agreed document” 2 . alligevel kan det ikke udelukkes, at
de vil blive tillagt betydning i forbindelse med en fortolkning
af en formidlingsaftale indgået mellem parterne, da nogle af
bestemmelserne er udtryk for generel branchekutyme.
20 / EJENDOMSMÆGLEREN
Sælger ville ikke anerkende mæglersalærets størrelse - derfor afviste han
den køber, ejendomsmægleren havde fundet, og solgte herefter ejendommen
til anden side. Dette ændrede dog ikke ved den kendsgerning, at
ejendomsmægleren havde gjort sig fortjent til fuldt salær.
Hvis aftalen ikke tager stilling til den uoverensstemmelse,
der er opstået, skal dette løses ud fra udfyldende ret – dvs.
almindelige obligationsretlige grundsætninger. Udfyldende
ret kan udledes 1) af den praksis, der foreligger, som indledningsvis
anført har været relativt sparsom (i hvert fald den
trykte udgave af slagsen) og 2) af den juridiske litteratur på
området3 . Også i denne forbindelse kan DE’s standardbestemmelser
blive tillagt betydning.