LÆS - Forlaget Spring

Per Øhrgaard 

REJSEN I GOETHES 

FAUST 

Rejses der overhovedet i Goethes Faust? Ja og nej. Faust er en mobil figur, 

der kommer vidt omkring; men han rejser ikke i den forstand, at han 

udforsker en empirisk verden som de rejsende i tidligere rejse- og/eller 

fiktionslitteratur eller for den sags skyld Goethe selv på sin Italienische 

Reise. Det rum, som Faust foregår i, udmåles allerede i Vorspiel auf dem 

Theater, som slutter med teaterdirektørens ord: 

Saa skrider i vort Bræddeskur 

med rolig Il den samlede Natur 

forbi vort Blik, fra Himlen høj og hvælvet 

igjennem Verden ned til Helved. (vers 239-242) 

Hele skabningens kreds – men som skuespil, og det endda i et ”Bræddeskur”, 

måske snarere en fjællebod end et hofteater, omend brædderne også 

blot kan betyde ”scenen”. Faust-overleveringen levede da også det meste 

af sin tid før Goethe netop på de ydmyge steder, som ”folkebog” (1587 

og i variationer senere), hos omvandrende teatertrupper og som marionet- 

eller dukketeater. I den form havde Goethe selv som barn stiftet sit første 

bekendtskab med stoffet. 

I folkebogen om Faust, Historia von D. Johann Fausten, er Faust foruden 

meget andet også en slags verdensrejsende. Han får endda på et tidspunkt 

et glimt af selve paradiset i det fjerne, men det er som bekendt ikke dér, han 

skal ende. I Goethes Faust er rejsen i sig selv ikke et motiv; Faust flyttes fra 

sted til sted, men vejen ad hvilken spiller kun yderst sjældent – vel kun en 

enkelt gang, nemlig i valborgsnatscenen i Første Del – en selvstændig rolle. 

En anden gang, da Faust, Homunculus og Mephisto er ankommet til den 

”klassiske valborgsnat” i oldtidens Grækenland, kommenterer sidstnævnte 

anakronistisk rejseriet i Goethes samtid med ordene: 

Mon der er Briter her? Fra Syd til Nord 

de ellers farter om og ivrigt gloer 

35 

spring27 manus.indd 35 16-02-2009 17:21:43

paa Vandfald, gamle Mure, Slagmarksminder, 

en klassisk Oldtids halvt udtraadte Spor; (7118-21) 

Men det er tydeligt, at den slags ikke interesserer Mephisto, og det interesserer 

heller ikke Faust; han kommer ikke som arkæolog eller historiker, 

men i et andet ærinde. 

Ved dramaets begyndelse er Faust en frustreret lærd spærret inde i en 

krinkelkroget tysk universitetsby; men kommer han lidt uden for de kvalmfulde 

mure, som det sker på spadsereturen med famulus Wagner påskedag, 

melder sig også forestillingerne om en videre horisont, en rejse – rigtignok 

hinsides det normale, svarende til Fausts væsen og temperament i det hele 

taget: 

O, hvi kan Vinger ej fra Jord mig hæve, 

at efter den [den synkende sol] i Flugt jeg kunde svæve! 

I evigt Aftenskær mit Blik da skued 

den stille Verden hvile for min Fod, 

hver Dal var mørk og hver en Fjeldtind lued, 

og Bækkens Sølv flød ud i gyldne Flod. 

[...] 

Med hellig Undren skuer alt mit Øje 

det aabne Hav med Fjord og Vig og Bugt. 

[...] 

Ak, Kjødet savner Vinger til at følge 

med Aandens Vinger paa den høje Færd. 

(1074-79, 1082-83, 1090-91) 

Allerede tidligere havde Faust – i sin lange deprimerede indgangsmonolog 

– drømt om at spadsere omkring på bjergene i måneskinnet; men her rækker 

længslen videre, Faust ønsker sig jo at kunne følge med solen rundt 

om kloden, så han altid ville befinde sig i ”aftenskæret”. Og han ønsker 

sig helt ud til det hav, som han i dramaets sidste akt er i færd med at inddæmme 

for at gøre det til frugtbart land for menneskene, men som han på 

dette tidspunkt aldrig har set. 

Men alt dette er altså en (dag)drøm. Faust må tilbage til sit indelukke, 

men her er det, Mephisto dukker op, her er det, at væddemålet mellem dem 

indgås. Faust påberåber sig sin evige stræben, Mephisto mener, at det nok 

skal lykkes ham at få Faust til at slå sig til tåls. Da de så har væddet, skal 

Mephisto sørge for, at Faust kommer ud i verden: 

36 


Vi baade Smaa og Store gjæste vil. (2052: Wir sehn die kleine, dann 

die große Welt; den ’geografiske‘ dimension er desværre ikke med 

i oversættelsen), 

siger Mephisto, efter at han forinden har udbedt sig et kvarters tid og 

sagt: 

Gjør dig imidlertid til Rejsen rede! (1850) 

Mephisto har ikke hest og vogn, men: 

Jeg breder ud min Kappe nok saa nemt, 

paa den vi Luftens Rige gjæste. 

Dog skal du ikke tage alt for svær 

Bagage med paa denne kække Færd. 

En Smule Ildluft skal jeg lave snart, 

saa gaaer det op fra Jorden i en Fart. (2065-70) 

Sådan kan man også komme til vejrs – og da Goethe skrev dette, havde 

brødrene Montgolfier ikke længe i forvejen konstrueret den første varmluftballon. 

Faust og Mephisto kommer til Auerbachs kælder og narrer 

drikkebrødrene dér, og de kommer til heksekøkkenet, hvor Faust bliver 

forynget, så han kan forføre Gretchen (og så han får lyst til det). Mephisto 

kan siden hen fortælle om fru Marthes mand og hans i alle henseender 

vidtløftige rejser, og nu ligger han ”i Padua” (2925). Det skal Mephisto 

og Faust sværge på, så fru Marthe kan få sin dødsattest og komme videre 

i sit liv, som det ville hedde i dag, men heldigvis ikke hed dengang. Faust 

siger: 

Tak! Det var ingen lille Tour at gjøre! (3036: Sehr klug! Wir werden 

erst die Reise machen müssen! – altså rejse til Padua og se efter, 

idet Faust ikke vil sværge falsk). 

Hvorpå Mephisto minder ham om, at han jo før som lærd har udtalt sig om 

dette og hint, som han ikke vidste ordentlig besked med – et af de mange 

steder i Faust, hvor det bliver tydeligt, at Mephisto snarere repræsenterer 

en i forvejen eksisterende tendens i renkultur end det egentligt alternative, 

det onde. Der er i det hele taget mange kritiske bemærkninger om academia 

i Faust: i Fausts monolog om, hvordan han i snart ti år har trukket 

studenterne om ved næsen; i Mephistos belæring af den unge student; og 

i Fausts bemærkning til assistenten Wagner om sin far, der var læge og 

37 


slog flere ihjel, end han helbredte. Dette sidste er et motiv, som dukker op 

igen i den klassiske valborgsnat, hvor lægeguden Asklepios’ datter Manto 

siges at bønfalde sin far om at give lægerne mere indsigt, så de ikke så 

letsindigt myrder folk... (7451 ff)) 

Den største rejse i Første Del foretages til Bloksbjerg, til Valborgsnatten. 

Her drøfter Faust og Mephisto faktisk, hvordan man bedst kommer frem; 

det er her, vejen ad hvilken spiller en selvstændig rolle. Mephisto: 

Du ønsker dig da vist et Kosteskaft? (3835) 

Faust afslår med den begrundelse, at man så at sige skal bevæge sig per 

aspera ad astra: 

Saalænge mine Ben endnu har Kraft, 

er denne Knortekjæp mig nok til Støtte. 

Forkorte Gangen – og til hvilken Nytte? 

At spejde Dalens vildsomt snoede Veje, 

fra Fjeld til Fjeld at følge Kildens Leje 

og se den sprudle frem af Klippens Bryst, 

det er en saadan Vandrings rette Lyst! (3838-44) 

Det skal være eventyr på fodrejsen – stik modsat drømmen påskedag 

om at kunne svæve over land og hav eller rejsen på Mephistos kappe. På 

Bloksbjerg samler sig både de rigtige hekse og smådjævle og dem, som 

Goethe ønsker derhen – derfor er der indskudt satiriske afsnit vendt mod 

bestemte, let genkendelige samtidige. Faust vil gerne helt op på toppen, 

hvad Mephisto får ham snakket fra. 

Hvorvidt scenen oprindelig skulle ende øverst oppe og antage karakter af 

en veritabel sort messe (en satansmesse), som Goethe så af selvcensoriske 

grunde erstattede med en ”valborgsnatsdrøm” bestående af det lidt ejendommelige 

”intermezzo”, der hedder ”Oberons und Titanias guldbryllup”, 

har siden Albrecht Schönes Faust-fortolkning fra 1982 (Götterzeichen. 

Liebeszauber. Satanskult: Neue Einblicke in alte Goethe-Texte. München 

(Beck)) stået til diskussion. Det er påviseligt, at Goethe lod de senere 

udeladte afsnit renskrive og opbevare i en særlig konvolut, og at han altså 

nok havde sin specielle hensigt med dem. Men det er ikke den, der skal 

beskæftige os her; det er rejsetematikken, som ikke får tilføjet noget nyt, 

hvad enten man vælger at se det publicerede som optakt til noget andet 

eller som det endelige. 

I de få tilbageværende scener af Første Del af Faust rejses der ikke i 

den forstand, at afstanden eller nye og andre oplevelser tematiseres. Den 

38 


næstsidste, meget korte scene viser Faust og Mephisto ”susende forbi på 

sorte heste” (før 4399), forbi en henrettelsesplads, hvor heksene huserer. 

At de sorte heste er ”Zauberpferde”, trolddomsheste, har Mephisto selv 

sagt, og der kunne blive brug for dem i den sidste scene, hvor Faust vil 

befri Gretchen fra hendes dødscelle. Her kunne det komme til en rejse, 

omend ingen ville vide hvorhen – dog: Gretchen har en anelse. Hun har 

gennemskuet Mephisto, vil ikke af sted på hestene, men befaler sin ånd i 

Herrens hænder. 

Mephisto havde jo lovet Faust, at han først skulle se den lille, så den store 

verden. Om Bloksbjerg kan kaldes den store, er tvivlsomt, vi er stadig væk 

i Midttyskland. Men om ikke før, så føres Faust i Anden Del ud i den store 

verden. Han vågner efter den glemselssøvn, som har givet læsere og fortolkere 

nok at spekulere på: Hvordan kan han lægge alt det skrækkelige fra 

Første Del bag sig sådan uden videre? Er Goethe immoralist eller hvad? 

Hvorom alting er, Faust vågner på en bjergskråning og ses derefter sammen 

med Mephisto ved kejserens hof. Der gives ingen forklaring på, hvordan 

han er kommet derhen, og Anden Del udmærker sig i det hele taget ved 

store og afgørende skift, som ikke nærmere begrundes – endnu større end 

i Første Del (selv om denne heller ikke førte læseren eller tilskueren blidt 

og forklarende fra den ene scene til den anden: Man kan blot tænke på 

det bratte skift fra heksekøkkenet til gadescenen, hvor Faust lægger an 

på Gretchen). Der er tale om nærmest filmiske snit, og det har altid været 

diskuteret, om Anden Del overhovedet var en Anden Del eller snarere et 

helt andet drama. Faust er i lange perioder mere tilskuer end handlende. 

Man har talt op, at han kun står for 11% af replikkerne i Andel Del, og det 

er jo ikke meget for en hovedperson. 

Ved kejserhoffet – som ikke identificeres, men som man skal forestille 

sig på samme historiske sted som Faust selv: overgangen mellem middelalder 

og renaissance – festes der med al slags underholdning, og det 

fine publikum, som imponeres af Fausts og naturligvis især Mephistos 

hundekunster, ønsker nu også at se Helena og Paris tryllet frem. Det et et 

motiv fra den oprindelige Faust-overlevering, hvor Faust kunne fremmane 

diverse historiske eller legendariske personer. For at blive i stand til det 

må Faust imidlertid tiltræde en højst ejendommelig rejse – til ”mødrene”, 

nogle gådefulde figurer, som bor uden for tid og rum: 

Omkring dem intet Rum, end mindre Tid; 

ej let det falder mer om dem at sige. (6214-15) 

siger Mephisto, og Faust reagerer da også med at sige: 

39 


Mødrene! Mødre! -- Sælsomt det fornemmes. (6217) 

Mere er der ikke at få ud af det. Da Faust spørger, hvordan man kommer 

derhen, siger Mephisto: ”Ingen Vej!” (6222), og da Faust begiver sig af 

sted, siger igen Mephisto: 

Saa synk da! Eller: stig da! kan jeg sige – 

det kommer ud paa Et. (6275-76) 

Da Goethes sekretær Eckermann udbad sig en nærmere forklaring på, hvad 

der mentes med disse mødre, som man højst – om overhovedet – kan finde 

en slags forlæg til hos Plutark, sendte Goethe ham hjem med manuskriptet 

og sagde, at han skulle læse grundigt på det og se, hvad han fik ud af det! 

Eftersom der hverken er tale om tid eller rum, kan man også vanskeligt tale 

om en egentlig rejse. Da Faust vender tilbage med den nøgle, Mephisto 

gav ham med, og den trefod, som han har hentet hos mødrene, er han i 

stand til at fremkalde Paris og Helena som syner for det forsamlede hof. 

Forestillingen ender imidlertid voldsomt, da Faust lader sig rive med af 

sine egne gøglebilleder og vil forhindre Paris i at bortføre Helena. Her 

påberåber han sig sin gang til mødrene: Den der har udstået så meget, 

fortjener også belønningen. Men hvad han egentlig har udstået – han 

kalder det ”Ensomheder” (6552) – får man ikke at vide, og belønningen 

udebliver. Da Faust vil vende nøglen mod Paris og derved forhindre ham 

i at løbe med Helena, sker der en eksplosion, og Faust slynges til jorden. 

Mephisto tager ham med sig – og tilbage til hans gamle studereværelse. 

Her er altså en forbindelse mellem Første og Anden Del. Men der er ingen 

overgang, ingen ”rejse” mellem første og anden akt: Vi går direkte fra 

katastrofen til studereværelset. 

Fra dette studereværelse udgår så den egentlige rejse i Anden Del: Rejsen 

til oldtidens Grækenland, til den såkaldte ”klassiske valborgsnat”. Det 

er ikke en rejse til det ædelt enfoldige og stille store Grækenland, som 

Winckelmann og for så vidt også Goethe selv havde beundret, men en 

rejse til den græske underverden, svarende til rejsen til den kristne underverden 

på Bloksbjerg. – Faust ligger bevidstløs, men den Homunculus, 

som hans tidligere assistent Wagner nu, hvor han er blevet mester selv, 

har fået skabt, er i stand til at tyde Fausts drømme. Og de fortsætter, hvor 

visionen af Helena slap: 

En skovomkranset Sø; 

dens blanke Flade spejler Mø ved Mø; 

40 


de blotte sig – det sidste Skrud maa falde. 

Men En der er, som overstraaler alle: 

fra Helte, ja fra Guder maa hun stamme. 

Krystalklar Bølgen over Foden flyder, 

og i det ædle Legems Livsensflamme 

den favnende sin friske Køling gyder. – 

Men hør – et Sus af rappe Vingers Sejl! 

Hvad kruser brusende det glatte Spejl? 

Pigerne skræmmes op og rædde fly; 

Dronningen dvæler uden Frygt alene 

og seer med Kvindestoltheds Sejerslykke 

den Svaners Drot, paa eengang tam og kry, 

mod hendes Knæ sin Fjederpragt den rene, 

den bløde, smidigtsmægtende at trykke. – 

Men se, nu sender Floden op et Svæv 

af Taager, som fortættes Væv i Væv 

og dølge bag et Slør den skjønne Scene. (6903-20) 

Det er scenen med Leda og svanen og dermed den skønne Helenas undfangelse, 

en erotisk scene hinsides, hvad vi har set og hørt i Første Del 

(måske med Gretchens sang ved spinderokken som undtagelse). Nu er 

vi imidlertid heller ikke længer i middelalderen og kristendommen, men 

i Grækenland, hvor kønslivet ikke var suspekt, og hvor guder og mennesker 

kunne mødes også seksuelt. Leda modtager svanen ”mit stolzem, 

weiblichem Vergnügen”, kvindestoltheds sejrslykke, uden skamfølelse. 

Til gengæld kan en sådan drøm heller ikke forliges med det trange studereværelse, 

erkender Homunculus: 

Hvis her han [Faust] vaagner, blier det galt igjen, 

han sygner atter strax paa Stedet hen. 

[hos Goethe: auf der Stelle tot] 

Skovkilder, Svaner, nøgne Kvinder, 

i Drømme skued anende hans Øje; 

tænk nu, naar pludseligt han her sig finder! 

Selv jeg, der er saa let, kan knap det døje. 

Bort med ham! [...] (6930-36) 

Jeg, der er så nem (snarere end ”let”), har svært ved at eksistere i denne 

trange verden, siger Homunculus; han vil også gerne ud i en større. Men 

hvorhen? Så vidt muligt til skuepladsen for Fausts syner, til floden Peneios 

i Thessalien. Her må Homunculus vise vej, for Mephisto kender jo ikke til 

41 


den ende af verden. Han hører hjemme i ”det nordvestlige”, som Homunculus 

siger: ”men mod Sydost vil dennegang vi hige. -” (6951). (Det er i øvrigt 

interessant, dels at den stakkels Wagner, skaberen af Homunculus, må blive 

hjemme, dels at Homunculus ved mere end sin skaber; man kunne næsten 

tro, at Goethe her allerede har skrevet om kunstig intelligens...) Altså hit 

med den kappe, som allerede gjorde fyldest i Første Del: 

Bekvemt som før I begge paa den sidder 

og føres gjennem Luften frem i Mag; (6985-86) 

– Homunculus kan lyse selv og selv komme frem. 

Rejsen er geografisk – sydøst – men den er også og navnlig en tidsrejse: Nu 

er det klassisk valborgsnat, den klassiske oldtids bagside, som valborgsnatten 

på Bloksbjerg var den moderne, dvs. den kristne æras bagside. Heksen 

Erichtho fortæller, at man nu samles her, ”hellenske Mythers Legion” 

(7028), og hun aner, at ”luftfarerne” er på vej, så denne gang hører man 

altså lidt om selve rejsen. Man kunne godt – som for så vidt allerede i Første 

Del – forestille sig de rejsende i en montgolfière, men nu er det jo sagt, at 

det er Mephistos kappe, de bruger. De svæver endda lidt over landskabet, 

inden de går ned, men så sker det – og det første, Faust siger, da han rører 

jorden, er: ”Hvor er hun?” (7056). Han har ikke glemt Helena. 

De tre luftrejsende skilles, de har hver sit formål i Grækenland: Homunculus 

vil finde den virkelighed, der kan få ham ud af glaskolben, han som 

kunstigt menneske er lukket inde i; Mephisto vil finde de thessaliske 

hekse, der er stillet ham i udsigt, og som er det eneste, der forsoner ham 

med at skulle forlade sit vante kristelige miljø; og Faust vil finde Helena. 

Nu og da krydser deres veje hinanden, så skilles de atter. Faust giver sin 

dannelse til bedste, da han står foran sfinxerne: Ja, der var noget med dem 

og Ødipus, og foran sirenerne: Jo, det var Odysseus, osv. Nu ser han så 

at sige hele den europæiske overlevering, som han kendte fra bøgerne. 

Men Helena kender sfinxerne ikke noget til, hun er fra tiden efter deres 

eksistens, siger de. Derfor skal Faust spørge kentauren Chiron, og det gør 

han. Forinden har han dog været hos nymferne og dér næsten oplevet sin 

drøm blive virkelighed: 

Af unge, sunde Kvindelemmer 

det vaade Spejl et Billed gjemmer, 

og dobbelt vorder Øjets Lyst! (7283-85) 

42 


– man ser nærmest et maleri af Anders Zorn for sig, kvinderne der bader 

og kan ses fra alle sider på én gang. Men så kommer Chiron, tager Faust op 

og bringer ham til seersken Manto, Asklepios’ datter, ved hvis hjælp han 

skal stige ned i underverdenen for at bede Proserpina lade Helena komme 

op på Jorden. Chiron er den, der er i evig bevægelse, Manto derimod siger 

om sig selv: ”Jeg sidder stille, mig omkredser Tiden.” (7481) – næsten, men 

også kun næsten parallelt med Mephistos tale om ”mødrene” i første akt. 

Men nu, siger Manto, kan Faust gå ned i underverdenen og hente Helena 

op – hvis han ellers kan opføre sig fornuftigere end Orfeus, som jo mistede 

Eurydike på de sidste meter. 

Hele den klassiske valborgsnat ender i bugterne ved Det ægæiske Hav 

– var det de ”erwärmten Buchten”, de opvarmede bugter, Faust allerede 

drømte om på spadsereturen påskedag? (1082, det opvarmede er ikke med 

hos P. Hansen). Og her får Homunculus omsider sin lyst styret: Han føres 

af Proteus i skikkelse af en delfin mod Galatheas trone, hans glas knuses, 

og han går ind i det evige kredsløb, som bestemmes af Eros, der er altings 

ophav. Faust er sporløst forsvundet – og da han kommer tilbage, er det 

ikke med Helena fra underverdenen, men som redningsmand for hende. 

Goethes oprindelige idé var øjensynlig, at Manto og Faust skulle bønfalde 

Proserpina om at frigive Helena. Men den scene blev aldrig skrevet. Faust 

er borte fra nu af og indtil et stykke ind i tredje akt. Men at hans færd er 

lykkedes, at han altså denne gang har haft held til at hente Helena sådan, 

at hun ikke som i første akt forsvinder mellem fingrene på ham, fremgår 

af, at tredje akt begynder med, at Helena står foran paladset i Sparta, netop 

kommet ”nede fra stranden”, altså bragt hjem fra den trojanske krig på skib 

som krigsbytte og forløben hustru. Parallellen til Første Del er til at få øje 

på: Efter den nordiske valborgsnat fulgte Gretchen i fængslet ventende på 

henrettelsen; efter den klassiske valborgsnat følger Helena foran paladset 

ventende på at blive ofret for alle de ulykker, hun har afstedkommet. 

Dengang var der ingen redning for Gretchen, rettere: ingen hun kunne acceptere 

– nu bliver Helena frelst af Mephistos evne til at trylle mennesker 

fra det ene sted til det andet. 

I tredje akt føres Helena med alle sine terner fra kong Menelaos’ palads 

i Sparta uden overgang, kun ved bogstavelig omtågethed, til en ”indre 

borggård” et andet sted på Peloponnes. Her står Faust som borgherre, men 

nu er han en slags middelalderlig korsridder, der hylder sin dame, men 

efterhånden ikke lader det blive ved den middelalderlige form for distant 

tilbedelse. ”Beschluß der Irrfahrt wünsch’ ich.” (9140: P. Hansen: at jeg 

min Vandrings Maal kan naa og finde Ro) siger Helena. Nu vil hun have 

fred, hun har fartet nok omkring, ikke kun i ”virkeligheden”, men også i 

43 


folks fantasi. ”Samtidig i Ægypten og i Troja seet.” (8873) siger Phorkyas 

(som er Mephisto) til hende. Men til Helenas ro og fred hører, at hun og 

Faust bliver et par, hvad der ikke alene er en forening af to mennesker eller 

dramafigurer, men tillige af den hedenske oldtid og den kristne verden. 

Goethe kaldte Faust-Helena-scenen for ”en klassisk-romantisk fantasmagori”, 

og romantisk betyder her ”efter-antik”. 

Efter Fausts og Helenas forening, efter deres søn Euphorions fødsel, 

hans dristige spring ud i verden og hans død – altsammen komprimeret 

på kort tid – forsvinder Helena igen. ”Helenas Klæder opløse sig i Skyer, 

der omgive Faust, løfte ham i Vejret og drage forbi med ham.” (før 9955) 

Ikke Mephistos kappe denne gang, men Helenas bliver til transportmidlet 

for Faust. 

Fjerde akt foregår så i bjergene, og det er de mere hjemlige: Skyen kommer 

drivende, synker ned på et fremspring, deler sig, Faust træder ud af 

den og taler om, at den har ført ham over sø og land (10041 f, atter næsten 

en henvisning til hans tidlige vision påskedag) – men igen er selve rejsen 

ikke beskrevet. Lidt efter ser man ”en syvmilestøvle” lande og derpå den 

anden – der skal lige gå et sekund mellem, at to syvmilestøvler når frem! 

Mephisto stiger ud, støvlerne går videre. Sådan kan man også rejse, men 

heller ikke nu er selve rejsen tematiseret. Man kunne tværtimod sige, at 

rejsetemaet demonstrativt-parodisk negeres ved at lade skyer og syvmilestøvler 

gøre arbejdet. Vi er vendt tilbage til kejserhoffets omgivelser, og her 

foregår der nu en kamp på liv og død mellem kejseren og hans udfordrer, 

som ender med kejserens sejr – ved Mephistos magiske hjælp. 

Sidste akt foregår et andet sted, man ved igen ikke, hvordan vi er kommet 

der. Men skuepladsen må dog antages at være nær ved fjerdeaktens, 

thi ved slutningen af den fik Faust landet under havet til len – dvs. havstrækninger 

nær kysten, som han nu lader tørlægge og inddæmme for at 

vinde nyt agerland. Vi ved heller ikke, hvad tiden mellem fjerde og femte 

akt har været brugt til, for i femte akt er Faust ældgammel, hvad han ikke 

var i fjerde. 

En vandringsmand, der i begyndelsen af femte akt besøger det gamle 

ægtepar Philemon og Baucis i deres hytte, er den måske eneste ”rigtige” 

rejsende i Faust, en refleks af en verden, der endnu ikke har fået storhedsvanvid, 

og hvor man stadig bevæger sig til fods. Men vandringsmanden får 

ikke lov at optræde længe: Han dræbes sammen med Philemon og Baucis 

for at give plads til Fausts udviklingsplaner. Hvor Faust er, må andre ikke 

være, derfor skal de gamle bort. 

Mod slutningen ser den ældgamle Faust rigtignok selv sit liv som en slags 

rejse gennem verden, omend der heller ikke her gås i detaljer: 

44 


Jeg er blot gjennem Verden rendt, 

hver Lyst, som lokked, rev mig hurtigt hen, 

saasnart den skuffed, slap jeg den igjen, 

og hvad afhænde fløj mig, lod jeg fare. 

Hvert Ønske har jeg ud i Gjerning bragt 

og atter ønsket, stormende med Magt 

igjennem Livet; først med Kraft og Mod; 

nu gaaer det mer adstadigt, Fod for Fod. (11433-40) 

Den stakåndede rejse – ”gerannt”, ”durchgestürmt” – er slut nu, og ikke 

alene går det nu mere ”bedächtig” til, nej, Faust dør faktisk, da han har 

udtalt sin vision om en gylden fremtid – ”Paa Friheds Jord et Folk, som 

virker frit” (11580 – på tysk er Faust med i selskabet, han står på fri jord 

med et frit folk) – og i den forbindelse for første gang antydet, at han måske 

kunne stille sig tilfreds. Til gengæld begynder så en rejse opad: Mephisto 

tror at kunne bemægtige sig Fausts sjæl, men det lykkes ikke, Fausts 

”Unsterbliches” (der står lige præcis ikke ”sjæl”) stiger fra den ene sfære 

til den anden, højere og højere ”hinan”, nemlig mod das Ewig-Weibliche, 

som det siges til allersidst. Det er sådan set det, Faust har søgt hele tiden, 

og som han nu møder igen i Gretchens – forklarede – skikkelse. 

Men også her bliver Faust båret: Han er jo død, der skal engle til at løfte 

ham, eller rettere hans udødelige del. Eller er det ”Aandens Vinger”, som 

han drømte om på spadsereturen påskedag uden for byens mure, han nu 

alligevel har fået del i? Kun på valborgsnatten måtte Faust bruge apostlenes 

heste: Ellers har han rejst på Mephistos kappe, på en sky – eller blandt 

engle. 

Først den lille, så den store verden. Men den store verden gennemløbes 

ikke på en måde, som kan kaldes en rejse, og når Faust flytter sig, er det 

ikke alene for at komme et andet sted hen, men også for at komme til 

en anden tid. Goethe skrev et stort værk om sin italienske rejse, og han 

skrev Wilhelm Meisters Wanderjahre, hvor der bl.a. tales om udvandring 

både til Amerika og Rusland. Han blev i sin ungdom af vennerne kaldt 

”der Wanderer”, men også det tilnavn gik mere på hans anlæg end på, at 

han rejste meget omkring. Rejsemotivet har hos Goethe ikke den vægt, 

det siden får i romantikken – eller som det på anden vis allerede havde i 

oplysningstiden. Det betød dog ikke, at Goethe ikke interesserede sig for 

fremmede lande eller kulturer; man kan blot læse hans digtsamling Westöstlicher 

Divan fra 1819. 

Trods manglende ”empiriske” rejser kan man alligevel ikke forestille 

sig Faust, uden at han flytter sig. Hans første depressionsmonolog handler 

45 


om at være spærret inde, at befinde sig i et fangehul, en ”Kerker”. Han 

har ingen ”Rast und Ruh”, rist eller ro, som han klager, da han forlader 

Gretchen, hvis lille kammer han også kalder ”Kerker”, rigtignok i et forsøg 

på at fortolke ordet positivt. Da Gretchen til sidst er fanget i et rigtigt 

fængsel, ”Kerker”, vil Faust drage hende ud. Han er en bevægelig helt, en 

hvis verden er større end den forhåndenværende, men den er det især ”im 

Fabelreich”, i fantasiens rige, ikke som det geografisk anderledes, endsige 

da som pittoresk. Den fremmede verden opsøges mindre for sine egne 

kvaliteters skyld end som folie for selvudfoldelsen. Det er derfor, Fausts 

rejser ikke er nærmere beskrevet – til trods for, at han stedse er på vej et 

andet sted hen og aldrig beder øjeblikket vare ved. 

Note 

1. Her og i det følgende bruges P. Hansens oversættelse (1881-1889); dens nu patinerede 

dansk kan ikke konkurrere med Goethes tysk, som stadig ikke virker spor 

gammeldags; men Hansen forekommer mig at være den af de danske oversættere, 

som bedst forbinder poetisk flugt med filologisk præcision. 

PER ØHRGAARD, født 1944. Dr.phil., professor ved Handelshøjskolen i København. 

Har skrevet artikler og bøger om tysk litteratur mm., herunder Goethe. 

Et essay (1999). 

46

LÆS - Forlaget Spring

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?