LÆS - Forlaget Spring

folks fantasi. ”Samtidig i Ægypten og i Troja seet.” (8873) siger Phorkyas
(som er Mephisto) til hende. Men til Helenas ro og fred hører, at hun og
Faust bliver et par, hvad der ikke alene er en forening af to mennesker eller
dramafigurer, men tillige af den hedenske oldtid og den kristne verden.
Goethe kaldte Faust-Helena-scenen for ”en klassisk-romantisk fantasmagori”,
og romantisk betyder her ”efter-antik”.
Efter Fausts og Helenas forening, efter deres søn Euphorions fødsel,
hans dristige spring ud i verden og hans død – altsammen komprimeret
på kort tid – forsvinder Helena igen. ”Helenas Klæder opløse sig i Skyer,
der omgive Faust, løfte ham i Vejret og drage forbi med ham.” (før 9955)
Ikke Mephistos kappe denne gang, men Helenas bliver til transportmidlet
for Faust.
Fjerde akt foregår så i bjergene, og det er de mere hjemlige: Skyen kommer
drivende, synker ned på et fremspring, deler sig, Faust træder ud af
den og taler om, at den har ført ham over sø og land (10041 f, atter næsten
en henvisning til hans tidlige vision påskedag) – men igen er selve rejsen
ikke beskrevet. Lidt efter ser man ”en syvmilestøvle” lande og derpå den
anden – der skal lige gå et sekund mellem, at to syvmilestøvler når frem!
Mephisto stiger ud, støvlerne går videre. Sådan kan man også rejse, men
heller ikke nu er selve rejsen tematiseret. Man kunne tværtimod sige, at
rejsetemaet demonstrativt-parodisk negeres ved at lade skyer og syvmilestøvler
gøre arbejdet. Vi er vendt tilbage til kejserhoffets omgivelser, og her
foregår der nu en kamp på liv og død mellem kejseren og hans udfordrer,
som ender med kejserens sejr – ved Mephistos magiske hjælp.
Sidste akt foregår et andet sted, man ved igen ikke, hvordan vi er kommet
der. Men skuepladsen må dog antages at være nær ved fjerdeaktens,
thi ved slutningen af den fik Faust landet under havet til len – dvs. havstrækninger
nær kysten, som han nu lader tørlægge og inddæmme for at
vinde nyt agerland. Vi ved heller ikke, hvad tiden mellem fjerde og femte
akt har været brugt til, for i femte akt er Faust ældgammel, hvad han ikke
var i fjerde.
En vandringsmand, der i begyndelsen af femte akt besøger det gamle
ægtepar Philemon og Baucis i deres hytte, er den måske eneste ”rigtige”
rejsende i Faust, en refleks af en verden, der endnu ikke har fået storhedsvanvid,
og hvor man stadig bevæger sig til fods. Men vandringsmanden får
ikke lov at optræde længe: Han dræbes sammen med Philemon og Baucis
for at give plads til Fausts udviklingsplaner. Hvor Faust er, må andre ikke
være, derfor skal de gamle bort.
Mod slutningen ser den ældgamle Faust rigtignok selv sit liv som en slags
rejse gennem verden, omend der heller ikke her gås i detaljer:
44
spring27 manus.indd 44 16-02-2009 17:21:44