LÆS - Forlaget Spring

More documents

Recommendations

Info

folks fantasi. ”Samtidig i Ægypten og i Troja seet.” (8873) siger Phorkyas (som er Mephisto) til hende. Men til Helenas ro og fred hører, at hun og Faust bliver et par, hvad der ikke alene er en forening af to mennesker eller dramafigurer, men tillige af den hedenske oldtid og den kristne verden. Goethe kaldte Faust-Helena-scenen for ”en klassisk-romantisk fantasmagori”, og romantisk betyder her ”efter-antik”. Efter Fausts og Helenas forening, efter deres søn Euphorions fødsel, hans dristige spring ud i verden og hans død – altsammen komprimeret på kort tid – forsvinder Helena igen. ”Helenas Klæder opløse sig i Skyer, der omgive Faust, løfte ham i Vejret og drage forbi med ham.” (før 9955) Ikke Mephistos kappe denne gang, men Helenas bliver til transportmidlet for Faust. Fjerde akt foregår så i bjergene, og det er de mere hjemlige: Skyen kommer drivende, synker ned på et fremspring, deler sig, Faust træder ud af den og taler om, at den har ført ham over sø og land (10041 f, atter næsten en henvisning til hans tidlige vision påskedag) – men igen er selve rejsen ikke beskrevet. Lidt efter ser man ”en syvmilestøvle” lande og derpå den anden – der skal lige gå et sekund mellem, at to syvmilestøvler når frem! Mephisto stiger ud, støvlerne går videre. Sådan kan man også rejse, men heller ikke nu er selve rejsen tematiseret. Man kunne tværtimod sige, at rejsetemaet demonstrativt-parodisk negeres ved at lade skyer og syvmilestøvler gøre arbejdet. Vi er vendt tilbage til kejserhoffets omgivelser, og her foregår der nu en kamp på liv og død mellem kejseren og hans udfordrer, som ender med kejserens sejr – ved Mephistos magiske hjælp. Sidste akt foregår et andet sted, man ved igen ikke, hvordan vi er kommet der. Men skuepladsen må dog antages at være nær ved fjerdeaktens, thi ved slutningen af den fik Faust landet under havet til len – dvs. havstrækninger nær kysten, som han nu lader tørlægge og inddæmme for at vinde nyt agerland. Vi ved heller ikke, hvad tiden mellem fjerde og femte akt har været brugt til, for i femte akt er Faust ældgammel, hvad han ikke var i fjerde. En vandringsmand, der i begyndelsen af femte akt besøger det gamle ægtepar Philemon og Baucis i deres hytte, er den måske eneste ”rigtige” rejsende i Faust, en refleks af en verden, der endnu ikke har fået storhedsvanvid, og hvor man stadig bevæger sig til fods. Men vandringsmanden får ikke lov at optræde længe: Han dræbes sammen med Philemon og Baucis for at give plads til Fausts udviklingsplaner. Hvor Faust er, må andre ikke være, derfor skal de gamle bort. Mod slutningen ser den ældgamle Faust rigtignok selv sit liv som en slags rejse gennem verden, omend der heller ikke her gås i detaljer: 44 spring27 manus.indd 44 16-02-2009 17:21:44
Jeg er blot gjennem Verden rendt, hver Lyst, som lokked, rev mig hurtigt hen, saasnart den skuffed, slap jeg den igjen, og hvad afhænde fløj mig, lod jeg fare. Hvert Ønske har jeg ud i Gjerning bragt og atter ønsket, stormende med Magt igjennem Livet; først med Kraft og Mod; nu gaaer det mer adstadigt, Fod for Fod. (11433-40) Den stakåndede rejse – ”gerannt”, ”durchgestürmt” – er slut nu, og ikke alene går det nu mere ”bedächtig” til, nej, Faust dør faktisk, da han har udtalt sin vision om en gylden fremtid – ”Paa Friheds Jord et Folk, som virker frit” (11580 – på tysk er Faust med i selskabet, han står på fri jord med et frit folk) – og i den forbindelse for første gang antydet, at han måske kunne stille sig tilfreds. Til gengæld begynder så en rejse opad: Mephisto tror at kunne bemægtige sig Fausts sjæl, men det lykkes ikke, Fausts ”Unsterbliches” (der står lige præcis ikke ”sjæl”) stiger fra den ene sfære til den anden, højere og højere ”hinan”, nemlig mod das Ewig-Weibliche, som det siges til allersidst. Det er sådan set det, Faust har søgt hele tiden, og som han nu møder igen i Gretchens – forklarede – skikkelse. Men også her bliver Faust båret: Han er jo død, der skal engle til at løfte ham, eller rettere hans udødelige del. Eller er det ”Aandens Vinger”, som han drømte om på spadsereturen påskedag uden for byens mure, han nu alligevel har fået del i? Kun på valborgsnatten måtte Faust bruge apostlenes heste: Ellers har han rejst på Mephistos kappe, på en sky – eller blandt engle. Først den lille, så den store verden. Men den store verden gennemløbes ikke på en måde, som kan kaldes en rejse, og når Faust flytter sig, er det ikke alene for at komme et andet sted hen, men også for at komme til en anden tid. Goethe skrev et stort værk om sin italienske rejse, og han skrev Wilhelm Meisters Wanderjahre, hvor der bl.a. tales om udvandring både til Amerika og Rusland. Han blev i sin ungdom af vennerne kaldt ”der Wanderer”, men også det tilnavn gik mere på hans anlæg end på, at han rejste meget omkring. Rejsemotivet har hos Goethe ikke den vægt, det siden får i romantikken – eller som det på anden vis allerede havde i oplysningstiden. Det betød dog ikke, at Goethe ikke interesserede sig for fremmede lande eller kulturer; man kan blot læse hans digtsamling Westöstlicher Divan fra 1819. Trods manglende ”empiriske” rejser kan man alligevel ikke forestille sig Faust, uden at han flytter sig. Hans første depressionsmonolog handler 45 spring27 manus.indd 45 16-02-2009 17:21:44
Page 1 and 2: Per Øhrgaard REJSEN I GOETHES FAUS
Page 3 and 4: Vi baade Smaa og Store gjæste vil.
Page 5 and 6: næstsidste, meget korte scene vise
Page 7 and 8: de blotte sig - det sidste Skrud ma
Page 9: - man ser nærmest et maleri af And

LÆS - Forlaget Spring

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?