LÆS - Forlaget Spring

More documents

Recommendations

Info

den ende af verden. Han hører hjemme i ”det nordvestlige”, som Homunculus siger: ”men mod Sydost vil dennegang vi hige. -” (6951). (Det er i øvrigt interessant, dels at den stakkels Wagner, skaberen af Homunculus, må blive hjemme, dels at Homunculus ved mere end sin skaber; man kunne næsten tro, at Goethe her allerede har skrevet om kunstig intelligens...) Altså hit med den kappe, som allerede gjorde fyldest i Første Del: Bekvemt som før I begge paa den sidder og føres gjennem Luften frem i Mag; (6985-86) – Homunculus kan lyse selv og selv komme frem. Rejsen er geografisk – sydøst – men den er også og navnlig en tidsrejse: Nu er det klassisk valborgsnat, den klassiske oldtids bagside, som valborgsnatten på Bloksbjerg var den moderne, dvs. den kristne æras bagside. Heksen Erichtho fortæller, at man nu samles her, ”hellenske Mythers Legion” (7028), og hun aner, at ”luftfarerne” er på vej, så denne gang hører man altså lidt om selve rejsen. Man kunne godt – som for så vidt allerede i Første Del – forestille sig de rejsende i en montgolfière, men nu er det jo sagt, at det er Mephistos kappe, de bruger. De svæver endda lidt over landskabet, inden de går ned, men så sker det – og det første, Faust siger, da han rører jorden, er: ”Hvor er hun?” (7056). Han har ikke glemt Helena. De tre luftrejsende skilles, de har hver sit formål i Grækenland: Homunculus vil finde den virkelighed, der kan få ham ud af glaskolben, han som kunstigt menneske er lukket inde i; Mephisto vil finde de thessaliske hekse, der er stillet ham i udsigt, og som er det eneste, der forsoner ham med at skulle forlade sit vante kristelige miljø; og Faust vil finde Helena. Nu og da krydser deres veje hinanden, så skilles de atter. Faust giver sin dannelse til bedste, da han står foran sfinxerne: Ja, der var noget med dem og Ødipus, og foran sirenerne: Jo, det var Odysseus, osv. Nu ser han så at sige hele den europæiske overlevering, som han kendte fra bøgerne. Men Helena kender sfinxerne ikke noget til, hun er fra tiden efter deres eksistens, siger de. Derfor skal Faust spørge kentauren Chiron, og det gør han. Forinden har han dog været hos nymferne og dér næsten oplevet sin drøm blive virkelighed: Af unge, sunde Kvindelemmer det vaade Spejl et Billed gjemmer, og dobbelt vorder Øjets Lyst! (7283-85) 42 spring27 manus.indd 42 16-02-2009 17:21:44
– man ser nærmest et maleri af Anders Zorn for sig, kvinderne der bader og kan ses fra alle sider på én gang. Men så kommer Chiron, tager Faust op og bringer ham til seersken Manto, Asklepios’ datter, ved hvis hjælp han skal stige ned i underverdenen for at bede Proserpina lade Helena komme op på Jorden. Chiron er den, der er i evig bevægelse, Manto derimod siger om sig selv: ”Jeg sidder stille, mig omkredser Tiden.” (7481) – næsten, men også kun næsten parallelt med Mephistos tale om ”mødrene” i første akt. Men nu, siger Manto, kan Faust gå ned i underverdenen og hente Helena op – hvis han ellers kan opføre sig fornuftigere end Orfeus, som jo mistede Eurydike på de sidste meter. Hele den klassiske valborgsnat ender i bugterne ved Det ægæiske Hav – var det de ”erwärmten Buchten”, de opvarmede bugter, Faust allerede drømte om på spadsereturen påskedag? (1082, det opvarmede er ikke med hos P. Hansen). Og her får Homunculus omsider sin lyst styret: Han føres af Proteus i skikkelse af en delfin mod Galatheas trone, hans glas knuses, og han går ind i det evige kredsløb, som bestemmes af Eros, der er altings ophav. Faust er sporløst forsvundet – og da han kommer tilbage, er det ikke med Helena fra underverdenen, men som redningsmand for hende. Goethes oprindelige idé var øjensynlig, at Manto og Faust skulle bønfalde Proserpina om at frigive Helena. Men den scene blev aldrig skrevet. Faust er borte fra nu af og indtil et stykke ind i tredje akt. Men at hans færd er lykkedes, at han altså denne gang har haft held til at hente Helena sådan, at hun ikke som i første akt forsvinder mellem fingrene på ham, fremgår af, at tredje akt begynder med, at Helena står foran paladset i Sparta, netop kommet ”nede fra stranden”, altså bragt hjem fra den trojanske krig på skib som krigsbytte og forløben hustru. Parallellen til Første Del er til at få øje på: Efter den nordiske valborgsnat fulgte Gretchen i fængslet ventende på henrettelsen; efter den klassiske valborgsnat følger Helena foran paladset ventende på at blive ofret for alle de ulykker, hun har afstedkommet. Dengang var der ingen redning for Gretchen, rettere: ingen hun kunne acceptere – nu bliver Helena frelst af Mephistos evne til at trylle mennesker fra det ene sted til det andet. I tredje akt føres Helena med alle sine terner fra kong Menelaos’ palads i Sparta uden overgang, kun ved bogstavelig omtågethed, til en ”indre borggård” et andet sted på Peloponnes. Her står Faust som borgherre, men nu er han en slags middelalderlig korsridder, der hylder sin dame, men efterhånden ikke lader det blive ved den middelalderlige form for distant tilbedelse. ”Beschluß der Irrfahrt wünsch’ ich.” (9140: P. Hansen: at jeg min Vandrings Maal kan naa og finde Ro) siger Helena. Nu vil hun have fred, hun har fartet nok omkring, ikke kun i ”virkeligheden”, men også i 43 spring27 manus.indd 43 16-02-2009 17:21:44
Page 1 and 2: Per Øhrgaard REJSEN I GOETHES FAUS
Page 3 and 4: Vi baade Smaa og Store gjæste vil.
Page 5 and 6: næstsidste, meget korte scene vise
Page 7: de blotte sig - det sidste Skrud ma
Page 11 and 12: Jeg er blot gjennem Verden rendt, h

LÆS - Forlaget Spring

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?