SIP-børn - Dansk kvalitetsmodel på det sociale område

· Dansk kvalitetsmodel på det sociale område ·
Rutter og Rutters (1997 i Appel Nissen 2005: 18-19) begreber beskyttelsesmekanismer og
sårbarhedsmekanismer 18, uddyber yderligere, hvilke processer der er i spil for det enkelte
barn og kan dermed være med til at pege på, hvilke mekanismer institutionen kan
forsøge henholdsvis at understøtte eller modvirke. Beskyttelses- og sårbarhedsmekanismer
enten fremmer eller hæmmer modstandsdygtigheden over for risikofaktorer så
barnet kan overvinde de belastninger, der er knyttet til dets livsrums sociale, materielle,
kulturelle og personlige konstituering.
Der er ifølge Rutter og Rutter (1997 i Appel Nissen 2005: 18) overordnet set fire forskellige
måder disse beskyttelsesmekanismer kan fungere på:
1. mindskelse af risikoens gennemslagskraft (enten ved at ændre variablens betydning
eller ændre barnets udsathed for risikoen)
2. reduktion af negative kædereaktioner
3. opbygning af selvfølelse og egenkompetence
4. åbning af muligheder (nye livserfaringer kan betyde nye erfaringsmuligheder. Fx
kan deltagelse i fritidsaktiviteter bidrage til at barnet udvider sit prosociale netværk).
Som Appel Nissen påpeger (2005: 18), så er Rutter og Rutters tilgang til begrebet risikofaktorer
baseret på en antagelse om, at de fleste risikofaktorer ikke er absolutte størrelser,
men hovedsageligt beror på, hvilken betydning den enkelte tillægger dem og
hvordan der handles i forhold til dem – jf. ovenfor. Dermed åbner dette begreb op for
et handlingspotentiale – både for barnet – men også for anbringelsesstedet 19. Rutter og
Rutters begreber betyder også at anbringelsesstedets opgave ikke kun ses i forhold til at
reducere barnets eventuelle risikoadfærd. Anbringelsen skal også igangsættes beskyttelsesmekanismer,
der yderligere kan igangsætte ønskværdige kædereaktioner.
Men hvordan kan anbringelsesstedet igangsætte beskyttelsesmekanismer? Hvordan
kan anbringelsesstedet bidrage til, at barnet får en bedre social, kulturel, materiel og
personlig situation og dermed samlet set får bedre handlemuligheder? Schwartz (2001:
98) definerer begrebet handleevne som et udtryk for, hvordan det lykkes for den enkelte
at skabe en tilfredsstillende livsform, hvor subjektive ressourcer bliver realiseret inden
for objektive sociokulturelle betingelser. Ved at barnet tilegner sig de samfundsmæssigt
nødvendige kvalifikationer, kan barnet altså yde de nødvendige samfundsmæssige
bidrag og samtidigt forøge egne livsmuligheder. Udviklingsopgaven har således en
dobbelt karakter, idet barnet på denne ene side skal lære at tilpasse sig og lære de
nødvendige færdigheder for at kunne begå sig og på den anden side skal barnet kunne
udvikle evnen til at deltage i de sammenhænge det færdes i og blive en aktiv medskaber
af sin egen situation og dermed på sigt kunne vælge sin egen livsbane og skabe
sine egne livsmuligheder.
Nedenfor ses Schwartzs model over barnets udviklingsopgave. I lighed med Denciks
begreb autosocialisation, er Schwartzs perspektiv på barnets udviklingsopgave også
almen. Det vil sige, at udviklingsopgaven er den samme for alle børn, uanset om barnet
er anbragt eller ej. Som alle andre børn er anbragte børn orienteret mod at mestre deres
livsbetingelser bedst muligt. Men deres livsbetingelser kan være så vanskelige at
håndtere, at børnene giver op eller udvikler uhensigtsmæssige mestringsstrategier Ved
18 I stedet for begreberne beskyttelses- og belastningsfaktorer anvender Rutter og Rutter (1997 i Appel Nissen
2005: 18) begreberne beskyttelses- og sårbarhedsmekanismer for at betone at den samme variabel kan virke
hhv. beskyttende eller sårbarhedsfremmende afhængigt af konteksten.
19 I SIP-børn har vi selvfølgelig et udgangspunkt - jf. også begrebet Livsrum – hvor barnets situation også ses
som betinget af forhold, der ikke nødvendigvis ændres, fordi de tillægges en anden betydning.
Side 15