Bornholm i den Kolde Krig - Bornholms Museum

Bornholm i den Kolde Krig
Disse tekster er skrevet af Henning Julius for Bornholms Museum
I lokalerne, bag udstillingen om 2. verdenskrig på Bornholm,
er der lavet en udstilling om en periode hvor Bornholm, som
så mange gange tidligere, fik en særlig rolle at spille i
historien. Øen var en forpost mod øst, og med fjenden tæt
på, blev øen, især for efterretningsvæsenet og som base for
spionage, en vigtig brik i det militære beredskab.
Mellem øst og vest - Bornholm under den Kolde Krig
Den Kolde Krig var supermagternes politiske og militære
kappestrid, men hvordan påvirkede den folks hverdag på
Bornholm? Hvilke militære, civile og ikke mindst daglige
sider af øens liv blev påvirket af det storpolitiske spil?
Bornholm havnede i et helt særligt spændingsfelt under den
Kolde Krig. Øen var en del af Danmark - en del af det vestlige Europa. Men med sin placering centralt i Østersøen -
en plet i øst. Bombardementet af Nexø og Rønne i maj 1945 og den sovjetiske besættelse, der fulgte, lagde
grundstenen til en central placering i forholdet mellem den danske stat og Sovjetunionen. Bornholm har således en
helt central rolle i den danske udgave af den Kolde Krig.
Udstillingen her fortæller fire sider af den Kolde Krig på Bornholm.
Marshallhjælpen
Også på Bornholm fik velfærds- og velstandssamfundet starthjælp fra USA via Marshallhjælpen. Den politiske
frihed herskede, men også en stærk amerikanisering slog igennem.
Efterretning og lyttestation
Bornholms fremskudte placering i Østersøen blev brugt i efterretningsøjemed både fra dansk, amerikansk og
sovjetisk side. Lyttestationer og radaranlæg blev anlagt ved Dueodde og i Almindingen.
Beredskab
Spændingen mellem øst og vestblokken førte til et stort civilt beredskab med uddannelse af værnepligtige i Allinge
og i kommunerne på øen. Der blev holdt jævnlige øvelser med politi mm.
En aftale med Sovjetunionen afholdt danske regeringer fra at udstationere angrebstropper på Bornholm herunder
NATO-tropper. Der var dog udstationeret et større antal værnepligtige og Hjemmeværnet var særdeles aktive på
Bornholm.
Flugtrute
Men placeringen gjorde også øen attraktiv som et flugtmål for især polakker der krydsede Østersøen i alt fra
gummibåde til MIG-jagerfly.
Hvordan oplevede du den Kolde Krig? -
Følte du truslen fra Øst? -
Var du bange for en ny krig, en atomkrig og prøvede du at sikre dig?
Spillet efter den Kolde Krig
Udviklingen i Øst efter den Kolde Krig

Marshallhjælpen og hvad deraf fulgte
Efter 2. verdenskrig lå Europas produktion
og handel i ruiner. Denne krise frygtede
USA kunne blive grobund for
kommunisme og tilbød derfor landene
økonomisk hjælp (også Rusland og de
øvrige østlande, som imidlertid afslog).
Marshallhjælpen, som den kaldtes,
styrkede det politiske og økonomiske bånd
mellem modtagerlandene og USA og
banede vej for oprettelsen af NATO i
1949.
Hjælpen var ikke filantropi, men
fremsynet politik; de lande der valgte at
modtage den var i realiteten tvunget til
også at stille sig på USA's side i den
Kolde Krig. Et økonomisk og militært stærkt Vesteuropa, domineret af liberalistisk ideologi ville være et bolværk
mod kommunismen og udgøre et købedygtigt eksportmarked for USA.
Danmark modtog hvad der svarer til godt 30 mia. kr. i nutidsværdi. Pengene var ledsaget af krav om modernisering
af produktionsapparatet og liberalisering af handelen; desuden skulle modtagerlandene samles i et økonomisk
samarbejde kaldet OEEC (senere OECD).
I sammenligning med andre europæiske lande var Danmark sluppet nådigt gennem krigen. Landets infrastruktur var
stort set intakt, befolkningens ernæringstilstand god og optimismen stor. Landbrugsproduktionen nåede hurtigt op
på førkrigsniveau takket være en omfattende mekanisering; 6-7 % af Marshallhjælpen gik til indkøb af
landbrugsmaskiner, især traktorer. Men ellers var det danske produktionsapparat nedslidt og forældet og
arbejdsløsheden stor. Der var mangel på boliger og varer. Et valutaunderskud stillede sig i vejen for import og
gjorde det endda nødvendigt at forlænge krigstidens rationering af visse varer.
Fra midt i 50-erne tegnede fremtiden omsider lysere. De sidste rationeringer blev ophævet, og der begyndte en
modernisering af industriens produktionsapparat. Fra omkring 1960 voksede økonomien i et tempo som ikke kunne
undgå at fordreje hovedet på dem der oplevede det. Boligmanglen blev afløst af vidtstrakte parcelhuskvarterer,
vareknapheden forvandledes til en strøm af nye forbrugsartikler. Lønforhøjelser, fjernsyn, køleskab, vaskemaskine,
bil, hus, campingvogn, flyrejser til fjerne feriesteder og meget mere nærede forestillingen om grænseløs økonomisk
vækst.
Egentlig et paradoks at man i samme periode begyndte at se staten som garant for befolkningens stadig voksende
rigdom: staten skulle sikre borgerne socialt og garantere dem et minimum af indkomst, den skulle sørge for deres
uddannelse og sundhed. Folkepension var indført allerede i 50-erne, nu kom der vuggestuer, børnehaver, Statens
Uddannelsesstøtte, plejehjem, store moderne hospitaler, nye læreanstalter. Skattetrykket steg og steg, men det
gjorde lønnen også, og forbrugsgoderne blev hele tiden billigere.
Men social tryghed nærer konformisme. Provoer, hippier, slumstormere, punkere, marxister, rødstrømper og
eksperimenterende kunstnere og andre urostiftere nød ingen anerkendelse hos flertallet. Nogle af dem blev banket
på plads af politiet, andre miskrediteret i medierne. Men til forskel fra kommunisme har kapitalisme evnen til at
afvæbne systemkritik med økonomisk fremgang og indoptage subkulturer ved at gøre dem til varer,
livsstilsprodukter. Derved er Danmark, uden borgeropstand undervejs, blevet til nutidens konsensussamfund, hvor
ord som ’revolution’ og ’socialisme’ skaber stor opstandelse – godt hjulpet på vej af den plan som USA's
udenrigsminister Georg Marshall en gang for længe siden lagde navn til.

Spioncentral Bornholm
Bornholms militære betydning under en eventuel krig mellem NATO og Warszawa-pagten har formentlig været ret
begrænset. Der befandt sig ingen angrebstropper og ingen udenlandske tropper på øen, så hvis blot dens radarer og
lytteudstyr blev sat ud af spillet, ville den hverken have værdi for vest eller udgøre nogen trussel for øst. Det har da
også senere vist sig at Bornholm var lavt prioriteret i Warszawa-pagtens krigsscenarier.
Derimod var Bornholm under den kolde krig interessant for efterretningstjenesterne på begge sider af jerntæppet.
Med sin beliggenhed tæt ved Østtyskland, Polen og de baltiske lande var øen ideel som fremskudt lyttepost for
NATO. Radarstationen i Almindingen overvågede luftrummet over Østersøen og langt ind i Polen og Østtyskland.
Og fra lyttestationen ved Dueodde kunne man følge med i troppebevægelser, bl.a. kommunikation mellem
kampvogne under Sovjets besættelse af Tjekkoslovakiet i 1968.
Af samme grund var øen mål for østblokkens
efterretningsvirksomhed. Sejlbåde og fiskerbåde med
mange antenner sås jævnligt i farvandet omkring
Bornholm, hvor de studerede besejlingsforhold, kysterne
og øens forsvar. Og fra fragtskibe, som anløb bornholmske
havne, blev der sat agenter i land forklædt som søfolk eller
turister. Fundet af fremmed militærudstyr på øen tyder på
at også specialtropper fra østblokken ind imellem
opererede her, måske som led i øvelser.
Ind imellem testede man åbenlyst det bornholmske forsvar.
Polske fiskefartøjer med synligt lytteudstyr sejlede ind i de
bornholmske havne samtidig – som man kunne tænke sig
første fase i en invasion – for at undersøge hvor hurtigt og effektivt øens forsvar reagerede.
Men også Danmarks allierede legede med ilden. Bornholm var i
al hemmelighed base for den britiske efterretningstjeneste M15,
som havde til opgave at bringe agenter ind i Sovjetunionen. Med
hurtige torpedobåde blev de sejlet østpå og sat i land. Et farligt
spil, for Danmark havde som betingelse for Sovjets rømning af
Bornholm efter 2. verdenskrig garanteret at fremmede tropper
ikke ville blive stationeret på øen.
Ved flere lejligheder leverede østblokken selv, omend ufrivilligt,
en lækkerbisken til NATOs efterretningstjenester. I 1953 landede
en polsk pilot på Bornholm med et sovjetisk MIG-15 jetfly, som
på det tidspunkt var verdens mest avancerede. Han havde
benyttet en øvelse over den polske del af Østersøen til at stikke
af til vesten. Engelske og amerikanske eksperter ønskede meget
at undersøge flyet, men på grund af Danmarks aftale med Sovjet om fremmede tropper og en generel dansk frygt for
at provokere, måtte de nøjes med oplysningerne fra de danske eksperter. Flyet blev efter endt undersøgelse leveret
tilbage til Polen.
Senere samme år landede endnu et MIG-15 fly på Bornholm med en flygtet pilot, og i 1956 et tredje.
Disse piloter, og andre militærpersoner som på anden vis ankom til Bornholm som flygtninge, kunne give
efterretningstjenesten nyttige oplysninger. Men de var også problematiske, fordi de skabte politiske forviklinger og
øgede spændingen mellem blokkene.
På den anden side tjente den gensidige spionage til at mindske spændingen. For jo mere man vidste om fjendens
militær, våben og planer, jo mindre behøvede man at forlade sig på formodninger, som både kunne være fejlagtige
og skabe ubegrundet frygt – og dermed overdrevne militære reaktioner på modpartens manøvrer.

Frygtens Bornholm
Med sin beliggenhed i Østersøen, langt fra resten af Danmark og tæt på Warszawa-pagtens østersølande, indtog
Bornholm en særlig stilling under den kolde krig, både set fra øst og vest.
For østblokken var Bornholm ’et søm i knæet’, et irritationsmoment med radarer og lytteudstyr der gav fjenden alt
for god besked om militære forhold i mange hundrede kilometers omkreds. For vestmagterne var øen af samme
grund et smørhul tæt på fjendens territorium – og Danmark dermed en attraktiv allieret. Men for Danmark og
navnlig Bornholm var beliggenheden ikke uden problemer.
Da Sovjetunionen i 1946 indvilligede i at rømme Bornholm, var
det bl.a. på den betingelse, at der kun måtte være danske tropper
på øen. Til uddannelse af disse tropper opførtes i årene 1946-48
Almegårds Kaserne, der efterhånden kom til at huse flere
tusinde værnepligtige. Efter Sovjets invasion i Ungarn i 1956
fornemmede man at trusselsniveauet voksede, og man byggede
derfor et forsvarsværk omkring området – kasernen skulle ikke
være alt for let at indtage!
Man anså det for umuligt at forsvare Bornholm. Men måske var
det muligt at føre en form for guerilla-krig mod en
besættelsesmagt. I alt fald blev der oprettet depoter rundt om på
øen med våben og andet militært udstyr foruden en valutareserve
fra Nationalbanken.
Ikke blot kasernen og depoterne, men også et meget aktivt
Hjemmeværn til lands og til vands, et Lottekorps og et
Luftmeldekorps, der havde poster elleve steder på øen, vidnede
om frygten for et angreb.
I 1962 udsendte staten en pjece til alle husstande i landet med
titlen ”Hvis krigen kommer”. Den fortalte hvordan man skulle
forholde sig i tilfælde af krig med atomvåben samt kemiske og
biologiske våben. I den øvrige del af landet blev pjecen mødt med overbærende skuldertræk, nogen lavede ligefrem
grin med den. Men på Bornholm grinede man ikke. Her kunne man godt huske da Rønne og Nexø blev bombet 17
år tidligere og den efterfølgende sovjetiske besættelse, der kun ophørte efter massivt pres fra Danmark og de
allierede. Her blev man også jævnligt mindet om naboskabet, når fremmede orlogs- og fiskefartøjer med mange
antenner lod sig se i farvandet omkring øen.
Mens civilforsvaret havde til opgave at afbøde de værste følger af et
militært angreb, skulle et civilt beredskab sikre samfundets funktion og
borgernes velfærd under en krig. Hver kommune på Bornholm havde
en beredskabsplan der nøje beskrev hvordan befolkningen skulle
beskyttes. Syd for Rønne lå en bunker hvorfra det civile beredskab
kunne koordineres med militæret, civilforsvaret og politiet under en
krig. Og man holdt jævnligt øvelser for at sikre at systemet fungerede.
På skolerne blev der indrettet sikringsrum og holdt øvelser i deres
brug. Så børnene lærte tidligt om forskellen på kommunister og
fredelige folk.
Men måske var forskellen ikke så stor. For ligesom man i vesten
betragtede østblokken som en militær trussel og forberedte sig på dens
angreb, betragtede i alt fald Sovjetunionen vesten som den aggressive
part, som man var nødt til at opbygge et stærkt forsvar imod –
inklusive angrebsvåben som kunne afskrække aggressoren fra angreb. Og det har jo også vist sig at virke…

Frihedens ø
Hvor Bornholm på grund af sin beliggenhed skabte visse problemer for den danske stat, virkede øen som løsningen
på alle problemer for utilfredse borgere i Polen og Østtyskland. En del af dem prøvede i alt fald at nå frem til den.
Opfindsomheden var stor. En af de østtyske flygtninge
ankom på vandcykel, mens en polsk ’kollega’ padlede
over i en gummibåd – det varede et par døgn. Andre tog
turen i kajak. De fleste flygtninge var dog fiskere, der
benyttede sig af retten til at fiske i internationalt farvand
og så tøffede ind i en frelsende havn på Bornholm.
For nogle få kunne det ikke gå hurtigt nok med at
komme væk hjemmefra; de landede på Bornholm i
datidens mest avancerede jetfly, det sovjetiske MIG-15.
Adskillige andre er også kommet flyvende til øen. Et
ægtepar med et lille barn landede endda på Almegårds
Kaserne. Fem unge polakker kaprede et indenrigsfly og
tvang piloterne til at flyve til Bornholm. Fire andre
polakker, der hellere ville nyde et liv i frihed end aftjene
en lang værnepligt under tvang, nøjedes med at kapre en
fiskekutter og sejle til Nexø; her blev besætningen sat fri og vendte tilbage til Polen.
En sovjetisk flygtning, der var hoppet i Østersøen fra et tankskib, blev samlet op af ”Hammershus” (ruten Rønne-
København). Også bornholmske fiskere har fisket flygtninge op. Mindre heldige var to unge polakker, der hoppede i
vandet fra et krydstogtskib, der lå for anker ved Sandkås; de druknede, mens deres kammerat reddede sig i land.
Når flygtninge ankom til Bornholm, blev de afhørt af
politiet. Nogle slog sig ned på øen eller i det øvrige
land, andre rejste videre, især til Vesttyskland.
Militærpersoner måtte først igennem et forhør hos
efterretningstjenesten, hvor de blev lænset for viden
om militære forhold.
I perioden fra besættelsens ophør i 1946 til murens fald
i 1989 nåede i alt 115 af dem frem til Bornholm. Hvor
mange der blev taget af grænsevagter, samlet op på
havet af østblokkens fartøjer eller slet og ret druknede,
kan man kun gisne om.

Atomkrig – nej tak!
I 1959 ejede bornholmerne knap
1.300 biler. Tyve år senere var
antallet vokset til godt 13.000. Det
siger noget om den forøgelse af
velstanden der fandt sted i
Vesteuropa efter 2. verdenskrig.
Forklaringen hedder Marshallhjælp,
en omfattende effektivisering i
landbrug og industri, og fra omkring
1960 tillige en forøgelse af
arbejdsstyrken (kvinderne).
Også andet end velstanden voksede.
Fra slutningen af 1950-erne blev
oprustningen meget synlig. Aviserne
og fjernsynet bragte omtale og
billeder af paddehatteskyer fra
prøvesprængninger, amerikanske
atomubåde med missiler og russiske
militærparader.
Samtidig trådte en ny generation af unge frem, som ikke kendte til materiel nød. De var oplyste og havde store
forventninger til livet. De fandt sig ikke i hvad som helst, men udfordrede autoriteter og magthavere og ville have
indflydelse på fremtiden – som først og fremmest skulle være uden atomkrig.
I 1959 aktionerede nogle af dem på Aarhus havn mod losning af raketter, som kunne medføre kernevåben. De var
fra organisationen Aldrig Mere Krig.
Hermed var Antiatom-kampagnen kommet til Danmark. Selv om den i begyndelsen blev mødt med skepsis fra
pressen og de politiske partier, vandt den stor tilslutning i befolkningen og formerede sig ved knopskydning, bla. i
Nej til Atomvåben og Kvinder for Fred. Sidstnævnte krævede nedrustning og pengene i stedet brugt til mad og
sundhed for verdens fattige; organisationen indsamlede i den anledning 200.000 underskrifter. Nej til Atomvåben
arrangerede bla. en fredsmarch fra København til Paris. Organisationen, der mest bestod af respektable borgere fra
den politiske midte, blev under hele sit virke overvåget af Politiets Efterretningstjeneste. I magtens øjne var
fredsduer mistænkelige.
På Bornholm blev der dannet en fredskomite, som var meget aktiv
i 1980-erne. Inspireret af de officielle bestræbelser for at gøre
Norden til atomfri zone blev Rønne, Aakirkeby og Hasle erklæret
atomfri – og siden da er der da heller ikke observeret atomvåben i
de tre byer.
Østtyskland prøvede en anden vej. I årene 1958 til 75 afholdt man
her om sommeren en række kulturelle, sportslige og politiske
arrangementer for deltagere fra landene omkring Østersøen. De
skulle fremme forståelsen mellem øst og vest og bidrage til
fredelig sameksistens – eller bruges til hvervning af agenter fra
især Danmark – ifølge henholdsvis arrangørerne og danske PET.
Fredsduerne havde svære vilkår, både nationalt og internationalt. Sovjetunionen forsøgte at opbygge et bolværk
mod kapitalismen i form af militær og politisk kontrol. USA, derimod, prøvede at inddæmme kommunismen ved at
tilbyde økonomisk vækst (Marshallhjælpen). I Danmark mente flertallet at vejen til fred gik gennem udbredt
frihandel og forsvarsalliance, mens et mindretal argumenterede for socialisme og afskaffelse af forsvaret. Målet var
der nogenlunde enighed om, men vejen dertil var man rygende uenig om.
Med Sovjetunionens opløsning og stormagternes nedrustningsaftaler, der ganske vist kun er små skridt i retning af
varig fred, er protestkulturen efterhånden blegnet – og måske, måske blevet overflødig.

Den verbale krig -
kampen om historien om den kolde krig
Når man på bibliotek.dk søger på emnet ’den kolde krig’ fremkommer 1562 poster. En mere overskuelig indføring i
emnet kan fås i leksikonet ”Den kolde krig og Danmark” (2011), som en bredt sammensat gruppe af forskere har
bidraget til.
Eller måske er det tre forskellige leksika? ... I Berlingske
kritiserer anmelderen at artiklerne om danske kommunister
er pæne og venlige, selv om disse mennesker ville gøre
Danmark til et kommunistisk Lille-Sovjet med
massedeportationer og systematisk undertrykkelse.
Politikens anmelder kalder leksikonet et fremragende
opslagsværk til forståelse af både den nærmeste fortid og
nutiden. Og Det Ny Clarté finder værket meget stereotypt
og gennemsyret af antikommunisme.
Efter den kolde krigs afslutning i 1991 begyndte kampen
om at fortolke den og fortælle dens ’sande’ historie. På
forhånd var den danske kampplads inddelt i fire zoner,
hvis generaler kun var enige om én ting: at den kolde krig var global – når øst eller vest støttede et land, støttede den
anden part dette lands modstandere.
Kamptropperne i zone 1 mente at Sovjetunionen på grund af sin marxistiske ideologi ville prøve at opnå
verdensherredømme. Zone 2 udpegede derimod USA som den aggressive part, bl.a. med henvisning til landets
dominerende optræden. Liberalisterne i zone 3 så USA som garant for fred, frihed og økonomisk vækst. Mens
realisterne i zone 4 gjorde gældende, at enhver stat prøver at opnå størst mulig magt, og at man anstændigvis må
anerkende modpartens legitime interesser, selv om det kan være svært.
Samfunds- og historievidenskab beskæftiger sig meget med politik og ideologi. Det er ikke uproblematisk. Dels er
forskerne ikke guder men mennesker med politiske sympatier, dels kan politikere bruge forskningen til at
retfærdiggøre ideologiske beslutninger. I de videnskabelige samfund prøver man derfor at skelne skarpt mellem
videnskab og politik.
Man anser også faglige meningsforskelle for frugtbare og nødvendige for videnskabernes udvikling. Denne
pluralisme trues imidlertid af politikere, debattører og massemedier, der tager forskningen som gidsel for egne
synspunkter. Det sker også at en forsker afviser pluralismen og vil knæsætte sin egen tilgang som den eneste rigtige
og hellere fremme en personlig dagsorden end iagttage faglige normer. Begge dele underminerer videnskabens
autonomi.
Efter at have tabt folketingsvalget i 1998 angreb den danske højrefløj Socialdemokratiet for dets andel i den
såkaldte ’fodnotepolitik’ i 1980-erne. Den bestod i at et folketingsflertal i 28 tilfælde pålagde daværende
udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen at fremføre en dansk afspændingspolitik i NATO. Højrefløjen mente at
fodnotepolitikken havde svækket NATO og gavnet Sovjetunionen, og på den baggrund beskyldte Uffe Ellemann
Jensen nu Socialdemokratiet for landsforræderi.
Det fik regeringen til i 2000 at nedsætte en arbejdsgruppe af forskere som skulle udrede forholdene omkring
Danmarks rolle i den kolde krig, herunder anklagerne om landsforræderi.
Fem år senere kom udredningen fra DIIS (Dansk Institut for
Internationale Studier) i 4 bind med 2350 sider. Den
konkluderede blandt andet at Warszawa-pagten aldrig havde
haft intentioner om et uprovokeret angreb på Danmark, og at
fodnotepolitikken kun betød tab af dansk anseelse og
indflydelse i NATO. Østlandene havde – som man kunne
forvente – drevet en livlig efterretningsvirksomhed i Danmark,
men ikke haft held til at infiltrere forsvaret eller andre
myndigheder.
Udredningen gav anledning til en strøm af artikler, reportager,
indslag, diskussioner og interviews i medierne. Fra højrefløjen
og dele af forsvaret blev udredningen mødt med massiv kritik;
her mente man den tog alt for let på truslen fra øst og lagde for
meget af skylden for den kolde krig på USA.

Men nu havde denne kritiske højrefløj jo indtaget regeringskontorerne. Så med støtte fra Dansk Folkeparti oprettede
regeringen i 2007 Center for Koldkrigsforskning, placeret under Forsvarsakademiet, som med særlig vægt på
menings- og kulturpåvirkning fra øst skulle lave en ny udredning om Danmark i den kolde krig. Som leder ansatte
man professor Bent Jensen. Han havde tidligere rettet en indædt kritik mod udredningen fra DIIS, som han kaldte
”en lyserød tryksag, præget af sjusk og ringe respekt for det historiske kildemateriale”.
Straks efter at have fået privilegeret adgang til PET’s arkiver hævdede Bent Jensen i Jyllands-Posten at have fundet
beviser for, at en navngiven journalist under hele den kolde krig havde været agent for KGB. Det kostede ham
senere en dom for injurier i Byretten og en tårnhøj erstatning til den forulempede, der gennem en årrække havde
kritiseret Bent Jensens forskning i emnet for at være stærkt tendentiøs.
For øjeblikket er der våbenhvile, men udredningen fra Center for Koldkrigsforskning, der snart frigives, vil uden
tvivl vække de slumrende krigere.
Nogle historikere har påpeget at den kolde krig var uundgåelig, fordi begge parter var forblændet af egen ideologi
og dermed ude af stand til at vurdere modpartens træk realistisk; delvis af samme grund kunne eller ville de ikke
samtale konstruktivt. Under denne synsvinkel får den folkelige modstand mod terrorbalancen en stor del af æren for
den kolde krigs afslutning: I vest var Antiatom-bevægelsen særlig aktiv i 1980-erne med store demonstrationer og
arrangementer på tværs af jerntæppet, bl.a. de årlige Next-Stop fredsmøder; i Polen virkede Solidaritet og i
Tjekkoslovakiet Charta 77. Den folkelige opbakning bag de aktive i begge lejre skulle så have tvunget magthaverne
til at bevæge sig i samme retning, lyder argumentet.
Men sådanne synspunkter, der hverken lægger skylden eller æren på en af siderne, er der ingen krig i, og de trækker
derfor sjældent overskrifter i massemedierne.
Nedrustning - og et nyt trusselsbillede
Sovjetunionen blev dannet i årene efter den russiske revolution som en sammenslutning af 15 autonome
republikker. Unionen holdt indtil 1991, og året efter erklærede Jeltsin at USA ikke længere var Ruslands strategiske
rival. Hermed lå vejen åben for nedrustning.
I første omgang åbnede Jeltsin dog især for privatisering af den russiske produktion og handel. Det medførte et
økonomisk kaos, social opløsning og en uhæmmet finansiel spekulation. En lille kreds af rige erhvervede meget
billigt store værdier. Putin var en af dem. Det meste af banksektoren kom under den økonomiske mafias kontrol.
Ruslands overgang til markedsøkonomi førte til en nedgang i produktionen, og i mangel af et egentligt skattesystem
opstod der hurtigt et stort statsligt underskud, inflationen løb løbsk og korruptionen florerede. Omkring år 2000
levede en tredjedel af russerne i fattigdom, mens de rige forøgede deres rigdom. Eller mistede den og blev fængslet,
hvis de udfordrede styret. Men ellers har oligarkerne kunnet gøre omtrent som de ville.
Allerede i 1970-erne havde Sovjetunionen og USA indgået en aftale om begrænsning af antallet af atombærende
missiler (SALT). Men efter Sovjetunionens opløsning begyndte man at forhandle om reduktion af antallet
(START), og begge parter indledte, uden for aftalerne, en reduktion og omstrukturering af deres militær for at
mindske udgifterne og gøre det mere fleksibelt. En ny aftale indgået i 2010 skal med tiden reducere antallet af de to
landes sprænghoveder til nogle få tusinde.
I 1980-erne spillede Danmark en vis rolle i kraft af den såkaldte fodnotepolitik, hvor et folketingsflertal gang på
gang pålagde den borgerlige udenrigsminister at fremføre synspunkter i NATO mod prøvesprængninger og
rumkrig, for nedrustning og et atomvåbenfrit Danmark. En politik der ikke var lige velset alle steder – i USA
opfandt man udtrykket ’Denmarkization’ om en udenrigspolitik der undsiger brugen af atomvåben. Og det var nok
ikke et plusord.
Den Internationale Domstol i Haag afsagde i 1996 en kendelse som i princippet gør det ulovligt at true med og
anvende atomvåben. Større betydning for verdensfreden skal man måske nok tillægge, at en række lande har afstået
fra at anskaffe atomvåben; Sydafrika destruerede endda frivilligt sit arsenal.

Den begyndende nedrustning fjernede i nogen grad grundlaget for Antiatom-kampagnen. Greenpeace har dog
gennemført en række spektakulære aktioner mod prøvesprængninger og opstilling af raketter. Men ellers retter de
centrale aktørers opmærksomhed sig mere og mere mod et nyt fænomen der er ved at vokse frem.
Under den kolde krig var det forholdsvis nemt at lokalisere truslen; det gjorde man ved spionage, personligt og
elektronisk, fra jorden og rummet, hvorefter man kunne træffe foranstaltninger imod den.
Men i efterretningstjenesterne opfatter man nu i stigende grad de kræfter, der vil ændre samfundenes magtfulde
institutioner i demokratisk retning og tvinge private selskaber til social- og miljøansvarlig adfærd, som den
alvorligste trussel. Også sociologer og magthavere har travlt med at forstå den uregerlige demokratibevægelse, der i
disse år fejer hen over den halve klode.
Der er tale om mere eller mindre spontant dannede grupper som forlanger en mere retfærdig orden. Da de blandt
andet optræder som demonstrerende aktivister ved politiske topmøder, har de fleste politikere og medier affærdiget
dem som et voldsromantisk sammenrend af venstreorienterede idealister, ballademagere og nyttige idioter.
Men i efterretningstjenesterne og de politiske korridorer ved man bedre. Her tager man truslen alvorligt, fordi
grupperne også formulerer kritiske analyser af udviklingen og forslag til en ny, mere gennemskuelig og retfærdig
politik. Den fremvoksende koalition af disse grupper anses for at have potentiel evne til alvorligt at genere brede
langsigtede selskabsinteresser.
Grupperne anklager de store økonomiske institutioner IMF, WTO og Verdensbanken for at optræde som frivillige
tjenere for selskaberne og tilegne sig større magt end valgte regeringer. De anklager den kapitalistiske filosofi for at
ignorere menneskers sociale velfærd og ødelægge natur og kultur i kapløbet om vækst og profit. Og de anklager de
multinationale selskaber for uretfærdighed, slavelignende forhold for medarbejderne på gulvet, misbrug af
naturressourcer og ødelæggelse af miljøet.
Man vurderer at den nye aktivisme er en konsekvens af globale skævheder og derfor må tages alvorligt i det omfang
sådanne skævheder består. At den anses for et faretruende fænomen viser sig i den massive indsats af politi mod de
demonstrerende ved politiske topmøder. Mest ildevarslende er det store antal deltagere og den brede repræsentation.
For ikke at tale om gruppernes brug af moderne kommunikationsformer!
Internettet gør det nærmest umuligt at holde styr på grupperne og da især deltagerne. Enkeltpersoner og grupper kan
aftale datoer, dele erfaringer, arrangere logistik og sætte gang i hvad som helst i løbet af ingen tid. Teknologien har
fjernet den barriere for aktiv deltagelse som tidligere fandtes i form af stive, hierarkiske kommandoveje.
Bevægelsen kan trives og vokse uden noget hoved. Dens indflydelse er ikke samordnet og udtænkt i et magtcentrum
og derfor uforudsigelig.
Af samme grund er bevægelsen inkongruent med de selskaber og institutioner den vil ændre radikalt eller helt
afskaffe. Lederne her kan ikke afvæbne bevægelsen gennem forhandling, for der er ingen ligestillet modpart at
forhandle med. Truslen vokser med bevægelsens folkelige opbakning, som i selskabernes og institutionernes optik
derfor må modarbejdes. Og hertil er kernevåben uanvendelige.