KLIK HER - Djurslandsskolens hjemmeside

ISKEØJEBLIKKEMAGISKEØJEBLIKKEMAGISKEØJEBLIKKEMAGISKEØJEBLIKKEMAGISKEØJEBLIKKEMAG
i fingrene, så hvis han ville bruge pegefingeren,
så var det måske langemand,
der først rørte skærmen og så fik han
ikke den rigtige handling ud af sine intensioner.
Så bliver det og også svært at
forstå hvad der sker i forhold til hvad
man gør med fingrene. Det var vi jo nødt
til at gøre noget ved. Vi prøvede mange
ting. Først prøvede vi om der hjalp at
komme i ståstativ, men der var der ikke
bevægelsesfrihed nok i armen. Han kom
også i sin arbejdsstol med diverse skråpuder.
Vi var inde hos en kollega og se
en bevægelig arm med en iPad på, men
så mister man jo meget af fleksibiliteten.
Oven i alt dette fik vi besøg af synskonsulenten
som virkelig åbnede mine øjne
for nogle ting. Jeg havde jo kendt Wasim
et stykke tid og havde læst hans papirer
og lagt mærke til, at han ikke ser så godt
og mente at jeg havde taget højde for
det i hverdagen. Så gav synskonsulenten
mig et par briller på, der skulle vise mig
hvor meget Wasim kan se. Og hold nu op
hvor blev jeg chokeret. Jeg havde overvejet
at få gang i Tom Helios på Sjælland
til at prøve med en armslynge og havde
også tænkt på et pandebånd, der kunne
holde Wasims hovede, men hvis det
blev gjort, ville han ikke kunne se spor
på iPaden. Jeg tænkte, at der var jeg lige
ved at falde ned i hullet og dø i projektet,
for nu at vende tilbage til analogierne til
et computerspil. Det var virkelig en ahaoplevelse
med de briller, så jeg gik ned
og kastede dem i hovedet på alle mine
kolleger og sagde: ”Prøv lige at opleve
hvor lidt han kan se.”
Det var jo et problem med hænderne og
jeg må indrømme at vi prøvede med noget
tape, så det kun var pegefingeren der
kunne være aktiv. Wasim samarbejde
meget om det og det så ud til at fungere,
men han brugte så mange kræfter, at tapen
hele tiden faldt af og der var mange
med- og modbevægelser. Pludselig kom
jeg i tanker om at man kunne bruge
fingervanter. Jeg var i en Tiger-butik
og købte et par billige fingervanter og
klippede spidsen af pegefingeren og det
fungerer bare så perfekt. Så det bruger
han nu. Forældrene har også købt et par
vanter derhjemme.
Det er så fantastisk at opleve når Wasims
finger ”får fat” i noget på skærmen
og han flytter det det rigtige sted hen og
han jubler bagefter. Så er vi jo på vej til
at kunne betjene iPad og han har forstået
at han kan få noget til at ske på den
rigtige måde. Vi spiller også vendespil,
hvor han bruger det princip.
Mulighed for forberedelse
I undervisningen bruger de 2-3 forskellige
apps for at Wasim skal lære iPaden
rigtig godt at kende. Det er meningen at
de vil til at bruge lydbillederne fra Hop
Ombord til danskundervisningen. Men
der er jo meget der skal læres og øves
inden det kan bruges til eleverne. Og det
er nok en svaghed i projektet at det kun
er eleverne der har fået iPads. Når de så
har dem med hjem som kontaktbøger,
så er der ikke mulighed for at de ansatte
kan øve sig og lave ting til eleveren. Jeg
synes helt klart at de voksne også skulle
have haft en iPad. Som det er nu, må de
voksne næsten snige sig til at gøre det
i hverdagen, når eleverne ikke bruger
dem og man i øvrigt har A-tid som pædagog
eller forberedelsestid som lærer
Samtidig er det en stor ulempe at der
ikke er trådløst netværk på skolen. Det
er en temmelig stor begrænsning i hverdagen.
Det kunne også have været fint at have
haft nogle små workshops tidligere, så
man kunne stikke hovederne sammen
side 18
og få løst nogle af de her små problemer
i hverdagen, sommer så let kommer til
at virke som en stopklods for at man
kommer videre.
Så hvis man vil fortsætte projektet, og
det synes jeg man skal, så mener jeg at
man skal prioritere sådan noget som
iPad rigtigt højt, for vi må jo nok se i øjnene
at vi fremover må indse at de vil
prøve at lave et tilbud til de bedste af
vores elever i den almene Folkeskole.
Og så er det vigtigt at vi har en specialiseret
viden og kunnen på nogle cen-
trale områder. I den forbindelse skal
ildsjælene have nogle gode arbejdsbetingelser,
hvor de bliver udstyret med de
redskaber, der skal til for at de kan udføre
deres pædagogiske arbejde. De her
ildsjæle skal jo have noget brændstof for
at blive ved med at brænde.
At huske sit liv
På det personlige plan er det enormt
spændende at se hvad man kan nå med
vores elever. Det giver mig en helt personlig
glæde når Wasim finder ud af
hvordan det virker og bryder ud i jubel.
Der smelter mit professionelle hjerte
fuldstændig. På den måde at jeg har fået
et arbejdsredskab, der gør at jeg er med
til at gøre en forskel for Wasim. Når man
så hurtigt kan lægge billeder og video
ind, betyder det at elever som Wasim
kan komme hjem med noget, så han kan
vise hans forældre at i dag har han været
ude og cykle ude på legepladsen og
jeg kunne selv, og de kan rose ham og de
kan se hvor dygtig han er. På den måde
skaber den en forbindelse mellem hans
skoleliv og hans hjemmeliv. Det hjælper
ham også til at huske, så det danner spor
i hans hjerne, så vi tager gamle videoer
frem og snakker om han kan huske de
forskellige situationer. Altså kan han
bedre huske sit liv. Det hele bliver mere
tilgængeligt.