NyHedensted kommune - Halinspektørforeningen

Æ Haw betog dem
8 H llen nr. 199 oktober 2006
Æ Haw betog dem
TEKST: Helmer Haarslev
Det var med nogen bekymring, at
knap 40 seniorer med ledsagere stævnede
mod Ringkøbing i første uge af
september. Vore forkætrede meteorologer
forudsagde storm, kulde og
piskende regn.
For én gangs skyld kunne vi glæde
os over, at de tog fejl. Ganske vist
luftede det lidt, men det er vel også
forudsætningen for et vellykket besøg
ved Vesterhavet. Og jo, der faldt
da en byge, men ingen blev våde
undtagen i badeværelset.
Vi startede med at indkvartere os
i udmærkede værelser i Ringkøbing
Vandrerhjem, der er del af Ringkøbing
fi rmaidræts center. Efter en kort
velkomst og en kop kaffe, steg vi ind
i vore private biler, og forsøgte i rasende
fart at følge vor lokale kollega,
Svend Bach, først til Søndervig, og
herfra mod nord til Sidselsbjerg
strand, hvor der kunne køres helt ind
i klitten, og hvor der meget turistvenligt,
var udlagt en sti i brædder
til et udsigtspunkt, hvorfra det skumpiskede
hav kunne beskues. Flot var
det, og jeg tror, at fl ere af os aldrig
havde set det på den måde før.
Efter en mere stilfærdig hjemkørsel
traf vi de par stykker, der ikke
nåede med, fordi vi var kørt lidt før
aftalt (de fi k set havet senere).
Efter aftensmaden sang vi traditionen
tro et par sange, hvorefter vores
guide i de næste dage, Gert Alsted,
blev præsenteret for os. Gert
havde tidligere haft ansættelse ved
amtet som miljømedarbejder, og han
var til overfl od amatørornitolog og
meget historieinteresseret. Han fortalte
lidt om, hvad han ville vise os
de kommende dage, og herefter gik
aftenen over i almindelig fejring af
gensynets glæde.
Det var faktisk sådan, at langt de
fl este af os havde deltaget i de fore-
gående fem seniorture, og vi var enige
om, at vi i de kommende år meget
gerne ville have nogle yngre seniorer
med for at kunne opretholde traditionen.
Næste dag stod på bustur, og vi
kørte mod syd – øst om Ringkøbing
fjord, mens Gert fortalte om købstaden
Ringkøbing, der i sin tid var blevet
en driftig by ved studeeksport til
Tyskland og Nederlandene.
Turen gik ned forbi Stavning fl yveplads
og Lønborg, vor Gert fortalte
meget levende om Skjern ås udretning
1960’erne, hvor der blev indvundet
4000 ha. Landbrugsjord for
statens regning. Projektet viste sig at
have en række uønskede virkninger
på dyreliv og vandkvalitet, og fra
1999 til 2003 måtte staten atter til lommerne,
dels for at betale for at genoprette
åens slyngning, dels for at
betale erstatning til de landmænd,
der herved mistede omkring halvdelen
af det inddæmmede. Gen opretningen
havde efter Gerts opfattelse
i høj grad været pengene
værd.
På den videre tur stak vi hovedet
ind i Nr. Bork, hvor entusiaster havde
bygget en vikingehavn og adskillige
vikingeskibe, om end nok ikke
havgående. Videre til den fl ade halvø
i bunden af fjorden, hvis sydlige del
hedder Værnengene og nordlige del
Tipperne. Halvøen er for nogle hundrede
år siden dannet ved afl ejring
af sand og klæg, og den ejes for Tippernes
vedkommende af staten, der
har fredet området og udlagt det som
fuglereservat. Brugsretten til Værnengene
er udlagt til omkringboende
bønder til høslet, afgræsning og
jagt.
Helt i sydenden af fjorden kom vi
forbi Nymindegab, hvor indgangen til
fjorden engang var, og herfra videre
mod nord gennem Holmsland Klit.
Her kunne Gert fortælle spændende
historier om det fattige liv i gamle
dage og om strandfogederne, der
levede af at indsamle og sælge strandingsgods
på statens vegne, og som
til gengæld for provisionen heraf var
forpligtet til at yde overnatningsmulighed,
mad og tørt tøj til strandede
søfolk. Efter strandfogedgårdenes
størrelse at dømme, kan det have
været et ganske lukrativt hverv.
I Hvide Sande så vi havnen og blev
belært om forskellen på trawlere og
garnfi skebåde, og ved slusen, der regulerer
vandstanden i Ringkøbing
fjord, hørte vi om, hvorledes man
øgede fjordens vandkvalitet ved under
de rette vejrforhold at lede saltvand
ind.
Så var det tid til frokost på en lokal
fiskerestaurant, og dagens udflugt
sluttede med et besøg i Abelines Gård.
Denne strandfogedgård blev opført i
anden halvdel af 1800-tallet. Gårdens
navn stammer fra Abeline, der i 1895
blev gift med den daværende strandfoged,
der imidlertid døde i 1904 og
efterlod Abeline med 5 mindreårige
børn. Åbenbart en sej kone, for hun
drev gården videre som strandfoged
sammen med fi re af børnene i de følgende
53 år. Til gengæld blev der ikke
overskud til at foretage nogen forbedringer,
og det har været lige noget
for den selvejende institution, der senere
overtog gården og fi k den indrettet
som museum. Et besøg kan absolut
anbefales.
Resten af eftermiddagen var sat af
til en tur i Ringkøbing på egen hånd,
men vejret var lidt snusket, så jeg
tror, at de fl este foretrak at blive i
centret.
Næste dag startede med en lille
overraskelse fra Gerts side, da han
lige uden for byen kørte op til en lil-