Forsvaret Forsvaret Min bror er i krig - Forsvarskommandoen

24
Forsvaret 3/2008
Mit
værste
halve år
Det er sjældent nemt at være teenager, og det bliver ikke lettere, når man har
en pårørende udsendt til Afghanistan. Maja på fjorten år har prøvet det.
Tekst og foto: Karen Dahlin, Forsvarets Mediecenter.
Som hun sidder der med benene
godt trukket op under sig, ligner
hun enhver anden 14-årig pige.
Proptrækkerkrøller bobler livligt
frem på det kønne hoved med den
perfekte make-up. Umiddelbart
burde hendes liv lige nu dreje sig om
veninder, skole og fester. Men i det
sidste halvandet år har den unge pige
også haft noget helt andet og langt
mere alvorligt at skulle forholde sig
til. I den tid har hun vidst, at den
storebror, som hun har delt hele
sit unge liv med, skulle i mission.
Og i februar blev det en realitet, da
storebroren steg på flyet i Kastrup
med retning mod den krigsplagede
Helmandprovins.
- Jeg havde det rigtigt dårligt med
det. Jeg har været bekymret for, om
han kom hjem igen, og om han blev
såret. Jeg tænkte jo kun på, at han
skulle i krig, og på det tidspunkt var
krig for mig noget med, at soldaterne
stod over for hinanden og skød,
husker Maja.
Maja var forståeligt nok angst for
aldrig at se ham igen, og det fik store
konsekvenser for hende.
Syg i et halvt år
I skolen kendte lærere og elever
Majas situation. Den første skoledag,
efter storebroren var taget at sted,
dukkede Maja pligtskyldigt op, men
alle kunne se, at hun var syg. Og det
gik ikke over.
- Det halve år, han har været af sted,
var jeg rigtigt meget syg. Jeg havde
diarré, kastede op og havde feber, så
jeg måtte ofte tage hjem fra skole,
fortæller Maja.
Alle omkring hende har udvist stor
forståelse, og de nærmeste har været
der for hende under forløbet. Det har
dog ikke altid været nok.
- Nogen gange har jeg ladet, som om
jeg var syg, bare for at komme hjem
fra skole og være mig selv. Andre
gange har jeg låst mig inde på mit
værelse i stedet for at gå til fest med
de andre, siger Maja.
Alt Majas fravær har haft konsekvenser.
- Jeg har forsømt skolen rigtig
meget, fastslår Maja, der oplevede
et stort behov for at være alene.
Hun har gået lange ture og cyklet i
naturen rundt om sit hjem på den
nedlagte skole i det fynske. Mest af
alt havde hun lyst til at flytte alene
op i familiens sommerhus, men det
syntes hendes forældre ikke, at hun
var gammel nok til.
Forsøgte at være den stærke
Majas familie tæller ud over to
storebrødre og forældrene også to
småsøstre. Alle har skullet håndtere
afsavnet af deres familiemedlem og
angsten for at miste ham, og det har
Maja taget meget hensyn til.
- Jeg ville ikke tage al opmærksomheden,
så jeg har forsøgt at være den
stærke. Min forældre skulle jo også
være her, siger hun.
Så den unge pige har tumlet med
mange svære følelser selv på trods af
en opmærksom familie.
- Jeg har nok lukket mig mere ind
i mig selv. Jeg ville ikke snakke om
det, siger hun.
Nyheder fra Afghanistan kunne
Maja ikke kapere. De fik hende til at
bryde sammen.
Vred på storebror og taleban
Tanken om, hvorfor storebroren
netop drømte om at være soldat, har
tit været i Majas tanker.
- Jeg ville ønske, at han var blevet
hjemme, siger Maja.
Og det valg, som storebroren traf, har
indimellem gjort Maja rasende.
- Jeg har været vred på min storebror.
Men mest af alt har jeg været vred på
taleban, siger Maja.
Samtidig har vreden været svær at
håndtere.
- Jeg har haft rigtigt dårlig samvittighed
over at være vred på ham, for det
kunne jeg ikke være bekendt. Det,
soldater gør dernede, er så unikt. Det
er noget af det bedste, et menneske
Arbejdsliv
kan gøre. Det er ikke fair at være
vred på den udsendte, siger Maja.
Hæren gør ikke nok
Maja har været med til alle pårørendemøder,
men synes ikke, at de har
været specielt interessante. Det meste
vidste hun i forvejen.
- Fra hærens side bliver der slet ikke
gjort nok for os teenagere, siger hun.
Til gengæld fik hun tidligt kontakt
med en jævnaldrende pige, der stod i
samme situation som Maja.
- Den bedste, man kan snakke med,
er en på ens egen alder, fastslår Maja.
Hun er flere gange dagligt i kontakt
med sin veninde, og det er ikke kun
deres storebrødre, der er samtaleemnet.
Det går ikke bare over
Majas storebror vendte hjem – en
måned før tid og med en brækket
arm – men ellers uden andre mén.
- Det har været en lettelse at få ham
hjem. Nu er det endelig slut med
angst og bekymringer. Men det
er stadig hårdt at høre dårligt nyt
dernedefra. Så bliver jeg ked af det
og angst og tænker på de andre pårørende,
siger Maja.
Maja har fået en oplevelse med i
bagagen, som ikke så mange andre
teenagere har. Og lige nu ser det ikke
ud til at være slut. Hendes anden
storebror står måske også over for en
udsendelse.
- Jeg kan stadig se tilbage på det og
begynde at græde. Det har været det
hårdeste halve år i mit liv. Min anden
bror skal måske også af sted. Jeg har
det bare sådan, at det orker jeg ikke,
siger Maja, selv om hun selvfølgelig
vil bakke ham op.
Maja har selv planer om en fremtid
i livgarden, når hun er færdig med
skolen.
Maja ønsker ikke at stå frem med
efternavn, men det er redaktionen
bekendt.
Forsvaret 4/2008
25