Systembruddet som metode.pdf - Forskning

Systembruddet som metode 

- En transformation til ansvar og bevidsthed i senmoderniteten 

Michael Meier Sørensen 

k08miso 

Speciale, forår 2010 

Det Informationsvidenskabelige Akademi 

Vejleder: Michael René Kristiansson 

Normalsider: 22835 ord, ca. 60 sider.


Systembruddet som metode – En transformation til ansvar og bevidsthed i senmoderniteten 


The disruption of the system as a method 

- A transformation to accountability and awareness in the late modern era 

Abstract 

This master thesis investigates the hypothesis of change as a disruption of routines and habits (the 

system) in an attempt to operationalize a method of disrupting the system of Anthony Giddens’ late 

modern individual. The purpose is to create a new (self-)awareness and accountability in the late 

modern individual in order to ease its ability to accept change in a rapidly changing environment. 

The disruption of the system is presented as a synthesis between Giddens and the theories of Julia 

Kristeva’s ‘Powers of Horror’. The latter describes how people react when faced with the unknown 

and the in-between: the abject. This synthesis makes it possible to regard change, specifically the 

transformation of self, as something aesthetically horrifying and thus the late modern individual 

becomes what Kristeva describes as the deject. 

The master thesis then develops an overview of the processes in the disruption of the system by 

including among others Jørgen Stigels presentation of the aesthetics of experience. The deject’s 

construction of identity is investigated as a learning process, so similarities between the following 

learning theories are compared to the disruption of the system: learning by expanding (incl. Batesons 

double-bind theory), existential learning and transformative learning. The similarities are 

summarized as a type of transcendental learning in the disruption of the dejects system. 

With this in mind strategic reflexive conversation is evaluated as a method of controlling and 

operationalizing the disruption of the system. The internalizing of scenario planning as a new system 

for the deject is compared to similar ideas in Buddhist philosophy and finally presented as a possible 

draft of the new system of awareness and accountability the thesis set out to create in the deject. 

Due to the investigate purpose of this thesis, the ambitious nature of its subject and its many 

theoretical implications, it does not attempt to give conclusive answers but instead provides a 

theoretical and inspirational overview of surprising similarities and connections between the chosen 

theories. 

2/60




Indhold 

0. Indledning ............................................................................................................................................ 5 

1. Problemformulering ............................................................................................................................ 6 

2a. Metode .............................................................................................................................................. 7 

2b. Teori .................................................................................................................................................. 9 

3. Præsentation af syntesen .................................................................................................................. 11 

3.1 Det senmoderne samfund ........................................................................................................... 12 

3.1.1 Den refleksive selvfortælling ................................................................................................ 13 

3.1.2 Systemet – den ontologiske sikkerhed ................................................................................. 13 

3.1.3 Ansvar ................................................................................................................................... 14 

3.2 Systembrud ................................................................................................................................. 14 

3.2.1 Det abjekte ........................................................................................................................... 15 

3.2.2 The deject ............................................................................................................................. 16 

3.2.3 Stolthed og skam .................................................................................................................. 17 

3.3 Systembruddets målgruppe ........................................................................................................ 18 

3.4 Transformation ............................................................................................................................ 19 

3.4.1 Abjektets ambivalens ........................................................................................................... 20 

3.4.2 Transformationens abjekte katarsis ..................................................................................... 21 

3.5 Transcendens – strategi og forløsning ........................................................................................ 22 

4. Event og æstetik ................................................................................................................................ 23 

4.1 Oplevelse ..................................................................................................................................... 24 

4.1.1 Skæbnesvangre øjeblikke ..................................................................................................... 25 

4.2 Event ............................................................................................................................................ 26 

4.2.1 Det hellige ............................................................................................................................ 27 

4.2.2 Den kollektive brusen ........................................................................................................... 28 

4.2.3 Legens frizone ...................................................................................................................... 29 

5. Læring i systembruddet..................................................................................................................... 30 

5.1 Ekspansiv Læring ......................................................................................................................... 31 

5.1.1 Redundans & Innovation ...................................................................................................... 33 

5.1.2 Double-bind .......................................................................................................................... 34 

5.1.3 Iscenesættelsen af double-bind ........................................................................................... 34 

5.2 Eksistentiel Læring ...................................................................................................................... 35 

5.3 Transformativ Læring .................................................................................................................. 36 

3/60




5.3.1 Krisens paradigmeskift ......................................................................................................... 37 

5.4 Opsummering: Transcendent læring .......................................................................................... 38 

6. Operationalisering af systembruddet ............................................................................................... 39 

6.1 Strategisk refleksiv konversation ................................................................................................ 40 

6.1.1 Refleksion og refleksiv metode ............................................................................................ 40 

6.1.2 Fra refleksion til konversation .............................................................................................. 41 

6.1.3 The dejects informationspolitik ........................................................................................... 42 

6.1.4 Scenarieplanlægning: En ny transcendent sikkerhed .......................................................... 43 

6.2 Systematisk løbende refleksion .................................................................................................. 44 

6.2.1 Iscenesættelsen .................................................................................................................... 45 

6.3 Strategisk refleksiv konversation anvendt til systembrud .......................................................... 46 

6.3.1 Iscenesætter, gruppe og kontrast ........................................................................................ 46 

6.3.2 Strategisk refleksiv konversation på Danmarks Biblioteksskole .......................................... 48 

6.4 Opsummering: Funktionel men ikke fuldgyldig metode ............................................................. 48 

7. Buddhisme: Nyt system? ................................................................................................................... 50 

7.1 En senmoderne bevidsthed ........................................................................................................ 50 

7.1.1 Fra brud til helhed ................................................................................................................ 51 

7.1.2 Tilværelsens double-bind ..................................................................................................... 52 

8. Opsummering .................................................................................................................................... 53 

9. Konklusion ......................................................................................................................................... 55 

10. Perspektivering ................................................................................................................................ 55 

11. Referencer ....................................................................................................................................... 59 

11.1 www .......................................................................................................................................... 60 

4/60




0. Indledning 

Der stilles store krav til nutidens menneske. Man skal skabe sig selv og være på, mens man hurtigere 

og hurtigere skal omstille sig til nye input fra et socialt og teknologisk omskifteligt samfund. Individet 

er nu selv ansvarligt for at skabe en mening, for at vælge hvorfor det vil leve, og hvor det vil hen. Det 

kan være en usikker tilværelse præget af narcissistiske svingninger mellem eksistentiel angst og en 

stolthedsfølelse, når det lykkes at realisere sit ansvar udi noget, som man føler gør en til sig selv. 

Lykken er desværre mere flygtig end angsten, som vedvarende truer med at bryde mening og 

sikkerhed ned. 

Hvert øjeblik trues vi som del af samfundet på vores sikkerhed. Det sker, når vores skrøbelige 

verdensbilleder kollapser i mødet med det anderledes, det sære og det afvigende i form af livet selv 

med alle dets udfordringer og evige forandring. Forandring bliver en trussel mod vores selv, vores 

identitet. Alligevel overlever de fleste af os fra dag til dag på de vilkår, som samfundet nu byder os. Vi 

eksisterer på den måde i en konstant foranderlighed, som de færreste af os overhovedet er bevidst. 

Vi holder en indre og i social sammenhæng en ydre kronologisk fortælling om os selv i gang, og vi 

udvider den, når vi påtager os at gøre de små brud på vores hverdag til farverige anekdoter om, 

hvem vi er. Nye oplevelser og ny viden inddrages og forandrer vores verdensbillede, når vi skaber os 

selv. Samtidig kører vi de nye indtryk igennem et filter, som dæmper vores angst for det foranderlige 

ved at udelukke det, som afviger for kraftigt fra vores eksisterende verdensbillede. 

Mit speciale søger at undersøge den beskrevne proces ved at betragte forandring som del af et 

systembrud (et brud på rutiner og tryghed, se evt. side 14), som foregår i de individer, som er stærkt 

præget af ovenstående tendenser i samfundet, nemlig Anthony Giddens senmoderne menneske – i 

specialet kombineret med en teori om hæslig æstetik og derfor benævnt the deject (se side 16 for en 

uddybning af begrebet). Jeg undersøger, hvordan man kan skabe en (selv)bevidsthed om 

systembruddets og selvfortællingens proces, en ansvarstagen ved at kunne tilsidesætte angsten for 

alt det nye og i stedet åbne og tilpasse sig til verdens foranderlighed 

Projektet afspejler min baggrund som bachelor i dansk fra Syddansk Universitet med hovedinteresse i 

æstetik og kommunikation samt de kultur- og organisationsfag, jeg har fulgt ved Danmarks 

Biblioteksskole. Oprindeligt brugte jeg Julia Kristevas værk ’Powers of Horror’ til at analysere 

forskelle i den hæslige æstetik ml. tegneserien ’Sin City’ og dens filmatisering. Samtidig læste jeg 

Anthony Giddens ’Modernitet og selvidentitet’ i et fag om den senmoderne selvfortælling indenfor 

litteratur. Jeg forbandt dog først de to teorier, da jeg havde været ude at rejse i et halvt år, og her ud 

5/60




fra en personlig indgangsvinkel var blevet interesseret i ambivalensen mellem angst for det ukendte 

og friheden i dets muligheder. Store oplevelser viste sig tit at være forbundet med stor usikkerhed. 

På biblioteksskolen kunne jeg koble rejseerfaringerne til oplevelses- og eventteori, men bolden 

rullede først i Michael Kristianssons fag med det lange navn ’Strategisk refleksiv konversation 

anvendt som biblioteksudvikling’, hvor jeg fik øjnene op for en akademisk applicerbar indgangsvinkel 

til brud på vaner og rutiner med innovation som formål. 

Mine erfaringer har herefter udviklet sig til et bud på en syntesedannende hypotese, hvor jeg søger 

at forstå sammenhænge i et udvalg af teorier, som jeg har beskæftiget mig med, for at belyse 

identitetsdannelse hos det senmoderne individ. Flere af systembrudsteoriens dele og begreber går 

igen fra min opgave i det konstituerende modul ’Biblioteksudvikling og Ledelse’ ved Danmarks 

Biblioteksskole (nu: Det Informationsvidenskabelige Akademi), hvor jeg undersøgte tendenser i 

bibliotekers forandringskapacitet ved at anskue forandringsprocesser som hæslige systembrud. 

Fokus var især på begreberne brud, transcendens og iscenesættelse, som jeg fremhævede som 

grundlæggende for en forståelse af forandring som æstetisk og eksistentielt fænomen. 

Det er interessant at beskæftige sig med systembruddet, fordi det muligvis forklarer noget helt 

alment menneskeligt i forhold til forandring og identitet. Jeg tror også, at det på sigt kan danne 

grundlag for en proces, som kan bidrage til, at forandrings- og innovationsprojekter i både individuel 

og organisationsudviklingskontekst strømlines og lettes. 

1. Problemformulering 

Ifølge Giddens udfordrer det senmoderne samfund individet, som må forholde sig til hastig 

forandring og en fordring om innovation og udvikling. Da det senmoderne individs identitet er 

baseret på en selvfortælling, som skabes igennem brud på hverdagens rutiner og forventninger, kan 

man muligvis tage kontrol over den måde individet innovativt skaber sig selv igennem kontrollerede 

brud, f.eks. i form af strategisk refleksiv konversation. Udgangspunktet er at gøre individet bedre til 

at håndtere forandring. Min hypotese er, at man ved at udvikle og undersøge forandring som 

systembrud får blik for processer, som kan: 

- lede til en potentiel operationalisering af systembruddet som metode. 

- bevidst- og ansvarliggøre individets innovative skabelse af selv igennem kontrollerede systembrud. 

6/60




2a. Metode 

For at besvare problemformuleringen har jeg holdt mig til begrebet operationalisering som ledetråd. 

Hvis systembruddet skal indsættes i en anvendelig kontekst som metode, må man først forstå, hvad 

systembruddet og operationalisering betyder. Mens systembruddet undersøges i hele specialet som 

en del af hypotesens besvarelse, vil jeg her kort gøre rede for operationalisering. Udtrykket har 

delvist ændret betydning undervejs i min opgave. Oprindelig var tanken, at operationalisere ville 

betyde en måde at udnytte kreativiteten i systembruddet: selvfortællingens opretholdelse til at 

generere innovation og ny viden i en organisatorisk kontekst. Efterhånden har det ændret sig til, at 

systembruddet skal forsøge at ”bevidstgøre”, dvs. skabe en selvbevidsthed hos det senmoderne 

individ, the deject, hvorved det selv kan tage ansvar for og kontrol over identitetsprocessen. 

Specialet bærer på den måde præg af at mit fokus først var lagt ”for langt fremme” i 

systembrudsprocessen, dvs. hvordan man kunne bruge systembruddet til at arbejde med innovation 

i organisationer. Reelt har det i løbet af skriveprocessen vist sig mere hensigtsmæssigt for 

overblikkets skyld at tage udgangspunkt i individet som eksempel og undersøge og transformere 

individets system til en mere fleksibel og mindre forandringsangst tilgang, så individet sidenhen kan 

indgå i en refleksiv organisatorisk innovationsproces. Et mere åbent begreb end individ kunne være 

aktør, som i forhold til specialets indledningsvis tvetydige fokus en anden gang måske bør bruges 

mere konsekvent . 

Min ’hypotese omkring hypotesen’ er, at ved at operationalisere individets selvfortælling igennem et 

nyt system, en ny bevidsthed, vil specialet på sigt fungere som inspiration til at lette gennemførslen 

af meget mere konkrete forandrings-, innovations- og udviklingsprojekter. Jeg har derfor valgt at 

undersøge systembruddet i forskellige relevante teorier for at analysere og vurdere strategisk 

refleksiv konversation (bl.a. Gaml 2006) (forkortet: SRK) som konkret eksempel på en metode til at 

skabe innovation ved at arbejde med brud på vaner og rutiner (her: systemer). Det burde ikke gøre 

den store forskel, hvorvidt SRK i specialet fortolkes som anvendelig metode til en art 

individterapeutisk proces, da der ift. systembrudsteorien altid vil indgå en dialog, eller om det bruges 

i en mere bredt konverserende kollektiv forstand. Det er dog selvfølgelig en hypotese indtil 

systembruddet bliver empirisk afprøvet, undersøgt og evalueret. I stedet for strategisk refleksiv 

konversation kunne jeg have inddraget en afsendervinkel på læringsteorier, dvs. undervisningsteori 

og have arbejdet videre der. Nu er SRK dog en af mine hovedinspirationskilder til systembruddet, og 

derfor har jeg valgt som en del af operationaliseringen af systembruddet at undersøge, hvorvidt SRK 

kan anvendes i en sådan kontekst. 

7/60




Inspirationen til specialets arbejdsmetode kommer af Kristianssons systematisk løbende refleksion 

(som beskrives på s. 44) (Kristiansson 2009), som igen er en tilpasset udgave af strategisk refleksiv 

konversation. Da konversationen har været begrænset i min skriveproces, har det især været i form 

af en refleksivt eksplorativ tilgang til specialeskrivningen. Min problemformulering er derfor 

formuleret som en hypotese, mens specialet har været procesorienteret og undersøger og uddyber 

systembruddet som metode mere end det har søgt at komme med endegyldige svar. I stedet for at 

lægge mig fast på at skulle arbejde hen mod et bestemt mål, har jeg løbende evalueret, og 

systembrudsteorien er udvidet og udviklet i samspil med de teorier, som jeg har undersøgt. Min 

problemformulering har også ændret sig i løbet af læse- og skriveprocessen i takt med min egen 

voksende erkendelse af systembruddets kompleksitet. 

Specialet forsøger så vidt muligt at arbejde transdisciplinarisk, men er selvfølgelig bundet af min egen 

baggrund og interesse. I arbejdet med kontraster og synteser mellem de forskellige teorier forsøges 

at bryde med den vanetænkning, som kan ligge i for stor vægt på en enkelt teori. Det er sket i stedet 

for ensidigt at fokusere på f.eks. læringsteori eller organisationsteori. Få teorier ville være imod selve 

systembruddets pointe, hvor flere af teorierne netop beskæftiger sig med innovation igennem 

syntese og kontrast. I det mindste at forsøge at practice what I preach er et minimumkrav til dette 

speciale. 

At mange teorier berøres kan desværre virke tenderende til det summariske, men jeg har arbejdet 

deduktivt for at undersøge, hvorvidt systembruddet findes i forskellige teorier, som kunne inddrages 

i syntesen og underbygge den. Valget af forskellige kontrasterende teorier i stedet for blot at satse 

på enkelte har derfor også baggrund i et ønske om i undersøgelsen at afprøve systembruddets 

validitet i de undersøgte teorier ud fra min oprindeligt intuitive fornemmelse af sammenhænge. 

Processen har desuden været en balance mellem ønsket om at bevare et højt abstraktionsniveau for 

systembruddet, men samtidig forsøge at operationalisere det og omsætte det til noget, som peger på 

virkeligheden. Mit ønske om et højt abstraktionsniveau er begrundet i muligheden for at kunne gå 

videre med teorien og drage paralleller til andre discipliner, mest oplagt er som nævnt min løbende 

forholden mig til en organisatorisk kontekst. Dette speciale er et forsøg på at nedskrive en teori om 

sammenhænge, som potentielt rækker ind i flere forskellige forskningsområder, og som jeg lægger 

op til i min perspektivering sidst i specialet, så peger systembruddet bredt ud over bl.a. kreativitet, 

lykkeforskning og eksistentialistisk filosofi. 

8/60




Undervejs er udarbejdet og anvendt et begrebsapparat, hvor de mere abstrakte elementer bliver 

uddybet og forklaret efterhånden som de opstår, men i enkelte tilfælde (transformation, 

transcendens) også i egne afsnit. Mit begrebsapparat har søgt at omforme og fortolke forskellige 

akademiske begreber i en anden kontekst. Jeg er meget inspireret af den filosofiske og religiøse 

vinkel og har anvendt termer som transcendens og bevidsthed. På den måde holder teorien sig også 

på det ønskede alment eksistentialistiske abstraktionsniveau frem for at blive for konkret psykologisk 

eller organisationsteoretisk. Pga. de mange teoriers forskellige brug af begreber, trækker jeg løbende 

tråde til systembruddets begrebsapparat, og jeg gør brug af mange delafsnit for at lette overblik og 

forståelse. 

2b. Teori 

Indledende uddybes grundteorien om systembrudssyntesen. Herunder defineres en målgruppe, da 

systembruddet ikke er en universalløsning, men en teori som især kan anvendes på aktører, hvor helt 

specifikke senmoderne træk er prægnante. Giddens (Giddens 2004) beskriver en tendens i 

samfundet, en udvikling som kan være mere eller mindre dominerende. Kristevas (Kristeva 1982) 

beskrivelse af ”the deject” bygger bro mellem det senmoderne samfund og individ, eventen som 

transformativ proces og æstetik. Giddens og Kristeva er socialkonstruktivistiske i deres baggrund, 

hvor verden skabes i kommunikation med andre igennem historier og fortællinger. At man kan 

italesætte verden og herved skabe den er et grundlæggende metateoretisk træk ved min indledende 

syntese. Specialet søger imidlertid at inddrage handling og den konkrete, fysiske virkelighed som 

værende ligeså vigtige ud fra en virksomhedsteoretisk (jf. Hermansen 2005 s. 79ff) vinkel på, at der 

skal være noget at tale om. 

Med udgangspunkt i målgruppen og æstetik, som er en vigtig del af udgangspunktet, søger jeg 

derefter at definere en konkret situation, en kontekst, hvor målgruppen kan skabe sig selv igennem 

en handling eller deltagelse i en oplevelse. Events handler om iscensættelse og æstetik og da Bahktin 

(Bahktin 2001) netop beskriver karnevalsrummet som et grotesk (læs: hæsligt) transformativt rum, 

hvor man oplever en frihed, har det åbnet op for såvel et blik på målgruppens engagement samt 

hvilke mekanismer, der skaber eventen. Hvis man peger tilbage på selvfortællingen har den netop 

baggrund i oplevelser, kriser og lignende, som der kan fortælles om. 

En operationalisering indebærer en placering i en kontekst, og Bahktins groteske karneval lægger op 

til en styring af systembruddet ved event- og oplevelsesteori. Her bygges bro mellem æstetikken, 

selvfortælling og muligheden for praktisk at skabe rum for forandring. Bl.a. Stigel (Stigel 2007) 

9/60




bruges til at undersøge og definere oplevelsen og eventen, fordi her meget tydeligt defineres hvilke 

æstetiske krav, der stilles for at engagere og binde de involverede. Transformation føjer sig til som 

nøgleord ud over de i indledningen nævnte: brud, transcendens og iscenesættelse. Herfra bevæger 

jeg mig videre over inddragelsen af oplevelser som viden (læring), identitet igennem selvfortælling og 

hvordan en iscenesat situation kan være med til at skabe ny viden og derved ændre det oprindelige 

udgangspunkt. 

Da hele selvfortællingsprocessen er en innovativ proces, hvor oplevet ny viden omsættes til identitet 

og selv, betragtes systembruddet som en læringsproces. De oplagte læringsteorier, eksistentiel og 

transformativ læring, inddrages her for at uddybe transformationsprocessen i bruddet, mens 

Engeström har det innovative aspekt i sin ekspansive læring med udgangspunkt i virksomhedsteori 

og inddragelsen af Batesons doublebind. Derudover er Engeström vigtig, fordi han tænker i form af 

kollektiv læring, hvilket bibeholder specialets åbenhed overfor innovation i organisationer i stedet for 

i selvet, og sammen med et skift fra ordet forandring til transformation har det bidraget til et ændret 

fokus fra fortællesituationen og det kreative element i selvfortællingen til i stedet at fokusere på den 

ekspansive læring som videns- og herved identitetsskabende. Da læring er et nyt felt, jeg i 

forbindelse med dette projekt har sat mig ind i, tager jeg udgangspunkt i Illeris (Illeris 2007) og 

Hermansens (Hermansen 2005) gennemgange af læring og forskellige læringsteorier, da jeg 

indledende havde brug for et struktureret overblik. 

Systembruddet foregår på et teoretisk abstraktionsniveau, hvor mit ønske om en operationalisering 

netop har været at trække en linje fra det abstrakt almenmenneskelige ned til nogle praktiske men 

stadigt akademisk begrundede arbejdsmetoder. Som nævnt er strategisk refleksiv konversation 

(herefter forkortet: SRK) (bl.a. Kristiansson 2005 og Gaml 2006) et af grundlagende for min hypotese 

om at operationalisere systembruddet igennem refleksion. SRK sammenholdes derfor som metode 

med systembruddet, eventteori og læring for at undersøge, hvorvidt SRK kan fungere som metode til 

at gennemføre systembruddet. Som et hypotetisk bud på maskinen, der skal drive værket i 

systembruddet fylder afsnittet om SRK en del. Herunder definerer jeg også refleksion som akademisk 

arbejdsmetode sat op mod individets selvrefleksion med udgangspunkt i Alvesson & Sköldbergs 

’Reflexive Methodology’ (Alvesson 2007) mhp. en videre uddybning af bevidsthed. 

Med henblik på operationaliseringen og med udgangspunkt i kritik af førnævnte arbejdsproces, 

kommer jeg med et bud på hvilket nyt system, og hvilke værdier man kan søge at indlære for at 

vedligeholde en åbenhed overfor forandring og herved fortælling, identitet og i sidste ende 

innovation. Jeg har valgt at inddrage buddhistisk filosofi ved Hagens (Hagen 1997) lille vestlige 

10/60




introduktionsbog til buddhismen, da den repræsenterer en kontrasterende forståelse af individets 

muligheder i det senmoderne. Bogen løsriver til dels buddhismen fra kulturelle traditioner og riter for 

at fremhæve de bagvedliggende værdier. Hvor buddhismen i starten var tiltænkt en mindre rolle som 

perspektivering, så fandt jeg ligheder mellem SRKs scenarieplanlægning og buddhismen, som peger 

på en form for ekstrarefleksiv selvbevidsthed igennem det senmodernes eksistentialistiske 

ansvarliggørelse. Bevidstheden bliver et bud på et mål i det, som jeg i specialet kalder transcendens 

– eller den transcendente læring. 

Da dette speciale arbejder på at undersøge, hvorvidt systembruddet som syntese kan anvendes som 

metode, og hvorvidt individet derigennem kan transformeres, har jeg i syntesens navn stædigt søgt 

efter systembruddet i de gennemgåede teorier. Det eneste sted, hvor teorierne virkelig står i 

kontrast, er senmodernitetens og systembruddets fokus på fragmenter i form af oplevelser sat op 

imod buddhismens helhedstankegang. Alligevel mangler desværre en form for modsætning eller en 

modstilling af de vestlige senmoderne teorier, da selv buddhismen netop præsenteres på 

senmodernitetens præmisser, da senmoderniteten udgør systembruddets fundament. 

3. Præsentation af syntesen 

Min syntese er baseret på sociologien Anthony Giddens teorier om det senmoderne samfund og den 

franske filosof, psykoanalytiker m.v. Julia Kristevas teori om det hæsliges æstetik. Syntesen 

omhandler, hvad jeg betegner systembruddet, dvs. bruddet med de systemer af rutiner, erfaring og 

refleksivt organiseret viden som udgør individets verdensbillede, og som selvfortællingen baseres på. 

De to teoretikere siger på mange måder det samme, men med forskellige termer og i hver sin 

kontekst, men at inddrage især Kristeva i Giddens’ kontekst indebærer nogle interessante 

perspektiver for en operationalisering af individets selvfortælling i form af systembruddet. Syntesen 

mellem de to søger at demonstrere, hvordan forandring bliver et abjekt brud på tillidssystemer, og 

ambivalensen i at man både væmmes ved og tiltrækkes af forandringen, fordi man kun i forandring 

har mulighed for at opnå en form for katarsisk livsbekræftelse igennem genskabelse af en brudt 

stabilitet. 

Det senmoderne individ har brug for at opnå katarsis, altså – så at sige- virkelig leve og være i verden 

og i forandringen for at bekræfte sig selv. Det kan man kun ved at bryde rutinerne, og aktivt vælge at 

gøre en krise eller oplevelse til en del af sin identitet og sin selvfortælling. I det senmoderne bliver 

det transcendente eksistensbekræftende mål ikke længere en guddommelige eller ideologisk 

fortælling men ens selvfortælling. Ens egen identitet er vision, mål og motivation for forandring. 

11/60




Herved drives og driver individet rundt som hjemløs i konstant søgen efter selvbekræftelse i form af 

oplevelser. Oplevelser som potentielt kan iscenesættes kunstigt i form af systembrydende events, 

som er eksternt styrede æstetiske frirum. 

Ved at inddrage læringsteorier i sammenhæng med oplevelses og eventteori formes en 

operationalisering af systembruddet igennem fokus på læringen i den iscenesatte kontekst. En 

læringssituation kan gøres til en oplevelsessituation, som fungerer som iscenesat og kontrolleret 

kropslig og mental frihed, f.eks. Roskilde Festival. Iscenesættelse handler om at tage kontrol over den 

kreative situation, hvor man fortæller sit selv frem, dvs. tage kontrol over, hvad og hvornår der 

brydes og hvordan der refleksivt genskabes mening igennem fokus på æstetik. Iscenesættelse er 

samtidig et bedre udtryk end diskursteoriens italesættelse, fordi iscenesættelse inddrager hele det 

kropslige og fysiske aspekt samt konteksten og rummet. På den måde tages højde for 

senmodernitetens narcissistiske sanselighed (Giddens 2004 s. 208) 

3.1 Det senmoderne samfund 

Systembruddets præmis er den samfundsudvikling, som Giddens kalder senmoderniteten. 

Udviklingen skaber nogle nye vilkår for individet, som det i mere eller mindre grad bliver nødt til at 

forholde sig til. Senmodernitet er hos Giddens en udvikling i samfundet, som ses som fortsættelse af 

modernistiske tendenser fra industrialiseringen og urbaniseringen. Det senmoderne samfund er 

karakteriseret ved en stigende institutionel refleksivitet, som medfører at al viden reduceres til 

hypotese og traditioner mister betydning. Samfundet er post-traditionelt og det som Ulrich Bech 

ifølge Giddens kalder for et risikosamfund (Giddens 2004 s.41). Eksperter og ekspertsystemer i form 

af computere, læger, regeringen, medier osv. udpeger og dementerer risici ofte uafhængigt af 

hinanden. Derfor bliver man i stigende grad afhængig af en tillid til abstrakte ekspertsystemer, mens 

samfundets forhold til angst og risiko forandrer sig. I dette samfund er viden og identitet ikke en 

fastlagt størrelse, men tages konstant op til refleksion. Sociale relationer udlejres til abstrakte 

systemer, eksempelvis erstattes byttehandel med abstrakte monetære systemer (Giddens 2004 s. 

29). Det senmoderne samfund bliver afhængig af disse ekspertsystemer og en grundlæggende tillid 

til, at disse systemer ikke kollapser. Tilværelsen bliver usikker i den forstand, at det er op til en selv at 

sortere i en overflod af viden og vælge/fravælge livsstil og selv skabe mening ud fra mange forskellige 

muligheder, hvor man i tidligere samfundsformer var mere bundet af sin sociale baggrund og 

kulturelle klasse og dertil knyttede traditioner. 

12/60




3.1.1 Den refleksive selvfortælling 

Det senmoderne samfund medfører en tendens til at individet skaber sig selv igennem en refleksiv 

selvfortælling, hvor man fortæller sig selv frem. Selvidentitet forudsætter en refleksiv bevidsthed og 

må rutinemæssigt skabes og opretholdes i individets refleksive aktiviteter: Selvet som det refleksivt 

forstås af personen på baggrund af vedkommendes biografi (Giddens 2004 s. 69) At ”holde sig i gang” 

(”to know how to go on”) bliver væsentligt for kreativiteten. Identiteten er evnen til at holde den 

særlige biografiske fortælling i gang. 

I stigende grad forholder vi os ikke blot til os selv og vores omgivelser, men vi forholder os til, 

hvordan vi forholder os. Dette medfører, at gammel viden og værdier løbende tages op til diskussion 

og forkastes til fordel for ny videnskabelig viden og rationel indsigt, som jf. risikosamfundet er en 

ustabil størrelse. Al den viden nødvendiggør et værn eller et filter, så man ikke drukner i usikker 

information. Handling, at holde sig i gang og rutiner skaber en ontologisk sikkerhed, et stabilt værn 

mod angsten - en væren som nærmest er en eksistentiel følelse af ”jeg er, hvad jeg laver” - men ikke i 

en traditionel forstand, hvor det, man laver, er givet af ydre, normative omstændigheder - nu som 

aktivt valgt livsprojekt. 

3.1.2 Systemet – den ontologiske sikkerhed 

Ontologisk sikkerhed er den følelse af balance og stabilitet, man opnår ved at sætte parentes om 

viden og erfaring, som støder mod ens umiddelbare verdensbillede. Systemet består på den måde af 

vaner og rutiner i ens hverdag og den ideologi eller det verdensbillede, som man baserer sin 

virkelighedsforståelse på. Systemet er en social coping-mekanisme, som f.eks. er nødvendig for at 

indgive tillid til sociale relationer, f.eks. i hverdagens omgangsformer og tydningen af socialt 

kulturelle koder som almindelig takt og tone (Giddens 2004 s. 61f). På den måde er systemet 

essentielt for at bibeholde tillid til en positiv kausalitet og herved trygheden i hverdagen. 

Ifølge Giddens skabes tillid og herved ontologisk sikkerhed allerede som spædbarn igennem kærlig 

pleje og omsorg fra en plejeperson/forældre. Igennem denne pleje opstår en fundamental tillid til 

hverdagsforhold som tid, rum og kontinuitet. Denne fundamentale tillid har udgangspunkt i det 

voksende barns stigende tillid til, at plejepersonens fravær ikke er permanent, hvis f.eks. personen 

forlader rummet. Igennem fraværet lærer barnet forskel på sig selv og sin plejeperson, hvorved 

grundlægges den for selvidentiteten så væsentlige skelnen mellem ”mig” og ”ikke-mig” (Giddens 

2004 s. 57-62). 

13/60




Den ontologiske sikkerhed er også en eksistentiel sikkerhed. Hvis systemet brydes, åbenbares 

tilværelsens iboende meningsløshed og individet rammes af angst. At være ontologisk sikker er altså 

såvel ubevidst som bevidst og praktisk at have svar på fundamentale eksistentielle spørgsmål. Dette 

kan lede et individ til en konstant søgen efter nye oplevelser, ny udvikling, som kan omsættes til 

refleksive historier og en stabilisering af selvet overfor uvisheden. På den måde bliver man afhængig 

af kriser og oplevelser, afvigende hændelser som kan omsættes til fortælling, og som er med til at 

definere en som person (Giddens 2004 s. 131). Individet får også øget fokus på kroppen, da kroppen 

eller i al fald udseendet er del af iscenesættelsen af selvet udadtil. Kroppen bruges på den måde 

refleksivt som livsstilsfænomen, som fortælling men også som aktivt handlende og sansende værktøj 

til at handle selvet frem. 

3.1.3 Ansvar 

Med senmoderniteten og refleksiviteten følger et større individuelt ansvar. Det kunne let tænkes, at 

uden faste normer og traditioner til at udstikke sociale spilleregler vil det senmoderne individ være 

uden fast moral og ansvarsfølelse, men dette er ikke tilfældet. Tværtimod tvinges det gentagende til 

at tage aktivt og selvreferentielt stilling til moral, etik og værdien af de handlinger, som det måtte 

foretage uden den vejledning, som har ligget i traditioner. Man må udvise viljen til selv at tage ansvar 

og handle, selv aktivt skabe sin mening, sin berettigelse og identitet. Ansvarliggørelse bliver herved et 

nøgleord for dannelsen af et funktionelt senmoderne selv (Poder Pedersen 2008 s. 516). 

3.2 Systembrud 

Systemet er altså vores forforståelse af verden. Den forventning vi imødeser verden med. Trygheden 

og tilliden udgøres af vores rutiner og evne til at lukke forstyrrende elementer ude. Kristeva beskriver 

ikke på samme måde de systemer og den sikkerhed, som brydes. Hun omtaler det blot som en 

fortrængning - hvad man skubber til side for at leve (Kristeva 1982 s. 2). Hendes fokus er på, hvad der 

sker, og hvordan man reagerer, når systemet brydes i konfrontation med det uvisse. 

Formålet med systembruddet er at bryde med rutiner og vanetænkning for at åbne op for, hvad der 

ligger udenfor systemet. En identitet eller en kultur kan veje så tungt, at man hænger fast i rutiner og 

en selvfortælling, som har en destruktiv virkning på selvet. Man kan f.eks. være i en krisesituation, 

som man ikke kan bryde ud af, fordi hverdagen domineres af angsten for det uvisse i forandringen. 

Systembruddet sigter mod at skabe en motiverende mening, som kan overskride angsten og bidrage 

til gennemførslen af en forandringssituation, hvor ny mening refleksivt konstrueres. Mennesker har 

altid defineret sig selv og historien ud fra kriser, konflikter og afvigelser fra rutinen. Vi har en fast 

forestilling om at hverdagen er rolig og tryg, og at det er konflikterne som er afvigende. Dette er i høj 

14/60




grad den ontologiske sikkerheds fortjeneste: evnen til at fortrænge eller abstrahere fra dagligdagens 

konflikter, så man skaber en rytme og en tryg sammenhæng i hverdagen. Spørgsmålet er så, hvad 

udgør en krise, og hvad sker der, når den ontologiske sikkerhed brydes ned for det senmoderne 

individ? Når handlinger forbundet med vigtige mål i et individs eller kollektivs tilværelse pludselig 

forekommer utilstrækkelige kalder Giddens det for en krise (Giddens 2004 s. 215). Det er især ift. 

mekanikkerne i systembruddet, dvs. hvad der sker, når man bryder med den ontologiske sikkerhed 

og konfronteres med det uvisse i en sådan krise, at Kristeva bliver relevant. 

3.2.1 Det abjekte 

Kristevas teoretiske omdrejningspunkt i ’Powers of Horror’ er det abjekte og reaktionen på dette 

abjektering (Kristeva: abjection), dvs. afstødning. Abjektet er hverken subjekt eller objekt men 

overskridelsen fra subjekt til objekt, det er A ”something” that I do not recognize as a thing. (Kristeva 

1982 s. 2) Abjektet er det hæslige og afskyvækkende, det som trækker en mod det sted, hvor mening 

kollapser. Det erkendes typisk, når selvet afviser selvet, dvs. når man mødes med en overskridelse af 

sin egen krops fysiske afgrænsning, derfor så mange tabuer omkring sex, mad og død: 

A wound with blood and pus, or the sickly, acrid smell of sweat, of decay, does not 

signify death. In the presence of death – a flat encephalograph, for instance-I would 

understand, react, or accept. No, as in true theatre, without makeup or masks, refuse 

and corpses show me what I permanently thrust aside in order to live. These bodily 

fluids, this defilement, this shit are what life withstands, hardly and with difficulty, on 

the part of death. There, I am at the border of my condition as a living being. (Kristeva 

1982 s. 3) 

Mødet med døden som abjekt er noget, man tilsidesætter for at leve. Man fortrænger så at sige 

bevidstheden om døden fra sin dagligdags system. Abjektet er ikke selv meningsløsheden, men peger 

på meningsløsheden, mens abjektering, reaktionen, beskytter en. Hvor Kristevas umiddelbare 

udgangspunkt er kroppen, så udvider hun hurtigt definitionen på det abjekte: 

It is thus not lack of cleanliness or health that causes abjection but what disturbs 

identity, system, order. What does not respect borders, positions, rules. The in- 

between, the ambiguous, the composite. (Kristeva 1982 s.4) 

Så fra at være kropslig overskridelse bliver det abjekte mere abstrakt og dermed sammenligneligt 

med Giddens ontologiske sikkerhed: det abjekte finder nemlig sin årsag i selve bruddet på de stabile 

systemer, vi har tillid til, hvorved åbenbares virkelighedens ustabilitet. Det abjekte er, når det kendte 

15/60




bliver fremmedgjort. Det angstfremkaldende abjekt er i alle overgangsfaser, i alle brud på ens tillid og 

forventninger til omgivelserne. Hos Kristeva findes det abjekte originalt kun med ond intention, men i 

syntese med Giddens ses hvordan mekanismerne i systembruddet og det abjekte er blevet et 

gennemgående fænomen for det senmoderne individ. 

Bruddet bliver endnu mere markant i det traditions- og gudløse senmoderne samfund. Når man 

møder det abjekte og bruddet på tillidssystemerne, afslører det livets meningsløshed og dødens 

endegyldighed, ifølge Kristeva: The corpse, seen without God and outside of science, is the utmost of 

abjection. (Kristeva 1982 s. 4) Hvor de store meningsgivende fortællinger er væk står liget tilbage 

som uomgængelig afsløring af livets ustabilitet og døden. Giddens beskriver, hvordan angst intet 

objekt har, og opmærksomheden kan derfor styres mod ting, som har en indirekte tilbagevirkning på 

det, som oprindeligt fremkaldte den (Giddens 2004 s. 57). Det kan sammenlignes med, hvordan 

systemers sammenbrud i transformation bliver en slags symbol på døden og meningsløsheden. 

En grund til at bruddet kan fremstå kraftigere i dag end før, er erfaringens afsondring: i det 

senmoderne samfund tilsidesættes eksistentielle spørgsmål om liv, død, seksualitet og natur – og de 

overlades til mere eller mindre fordækte ekspertsystemer som plejehjem, hospitaler, bordeller o.lign. 

(Giddens 2004 s. 184ff). På den måde tabuiseres og udelukkes flere oplevelser og erfaringer fra den 

ontologiske sikkerhed. Des stærkere virker det til gengæld, når vi endelig konfronteres med dem. 

3.2.2 The deject 

Hos både Giddens og Kristeva er narcissistiske træk fremherskende ved individerne (Giddens 2004 s. 

199ff, Kristeva 1982 s. 14), og hos begge har det udgangspunkt i den følelse af almagt, som det giver 

at skabe sin egen mening og håbløsheden og angsten for intetheden, som opstår, når det ikke lykkes. 

Mennesket som lever med det abjekte, beskrives af Kristeva som the deject, et væsen hvis identitet 

og grænser aldrig er fastlagt, da kroppens grænse, identiteten og virkeligheden er flydende: 

A deviser of territories, languages, works; the deject never stops demarcating his 

universe whose fluid confines – for they are constituted of a non-object, the abject – 

constantly question his solidity and impel him to start afresh. (Kristeva 1982 s. 8) 

Herved tvinges individet til konstant at genopfinde sig selv, forandre sig for refleksivt at bekræfte sin 

identitet, og her er der igen et sammenfald med det senmoderne. Individet bliver selv abjekt, da hvis 

tilværelsen er meningsløs er selvet meningsløst. Hos Giddens beskrives dette fænomen igennem et 

citat af Tillich som: Bevidstheden om at ikke-væren er en del af ens væren. (Giddens 2004 s. 64) Man 

16/60




afstøder kroppen og ved at miste selvet, skabes en ustabilitet som gør at man vil (Kristeva: To want) 

skabe ny mening. 

There is nothing like the abjection of self to show that all abjection is in fact 

recognition of the want on which any being, meaning, language or desire is founded. 

(Kristeva 1982 s. 5) 

The deject vil have noget, han aldrig kan få: en mening i en meningsløs verden. Angsten må konstant 

konfronteres og transcenderes. The deject er på den måde en hjemløs. Kun i vildfarelsen og ved 

aldrig at slå sig ned, ved som det senmoderne individ at holde sig i gang, findes forløsningen. 

Kristeva beskriver forhold for mennesket, som er blevet mere prægnante i det senmoderne samfund. 

Man konfronteres oftere med det abjekte. Kristevas mennesketype, den narcissistiske deject bliver 

almindelig. En eksistens som Kristeva beskriver som grænsetilfælde, bliver til alment livsvilkår og en 

tendens man må forholde sig til. Samfundet er dog ikke blevet mere angst, men angsten har ændret 

karakter. 

Angst og usikkerhed har plaget andre tidsperioder end vores, og det er svært at finde 

begrundelse for den relativt udbredte opfattelse, at tilværelsen i mindre, mere 

traditionelle kulturer havde et mere uproblematisk forløb end livet i dag. De 

fremherskende angstformer og indholdet i af dem har derimod ændret sig betydeligt. 

(Giddens 2004 s. 46) 

Individet bærer nu selv ansvaret for at skabe den mening i tilværelsen, som ikke længere videregives 

af tradition. Det giver en angst for selvets utilstrækkelighed og for forandringen, som konstant 

udfordrer ens system. 

3.2.3 Stolthed og skam 

Giddens beskriver to motivatorer (individets underliggende følelsestilstand, ikke en ’begrundelse’ 

som er en selvrefleksiv regulering af ens handlinger) bag ens handlinger. Den ene er stolthed og 

selvværd: en tillid til ens livsfortælling og ens identitet. Stolthed har sit udgangspunkt i sociale bånd 

og er meget sårbar overfor brud på livsfortælling. Stoltheden er mere umiddelbar end skam – det er 

en følelse af transcendens (mere om transcendens s. 22), af en selv som middel til en mening. 

Stoltheden er derfor drevet af en umiddelbar katarsis, som omdannes til et sikkert system på 

længere sigt – en tryghed i ens ontologiske sikkerhed. Den anden motivator er Giddens’ begreb 

skam, som er fremherskende i det senmoderne samfund og også kendetegnende for the dejects 

17/60




identitet. Skam adskiller sig fra skyldfølelsen, som handler om ting, som er eller ikke er gjort og skyld 

er et resultat af individets brud på den gældende moral (Giddens 2004 s. 181). Både stolthed og skam 

handler om balance eller ubalance mellem internt og eksternt image. The deject svinger narcissistisk 

imellem skam og stolthed efterhånden som forsøg på at skabe mening forfejles eller lykkes. 

Skam er forbundet med en følelse af personlig utilstrækkelighed og er som fænomen en konsekvens 

af tillidsbrud i barndommen. Det opstår, når der sker brud på det idealbillede, som individet skaber af 

sig selv som omdrejningspunkt for livsfortællingen (Giddens 2004 s. 82ff). Skamfølelse er angsten for, 

at ens livsfortælling ikke er tilstrækkelig. Den hænger sammen med spædbarnets frygt for at blive 

forladt og kan have en negativ virkning på tillid. Giddens kommer med det eksempel, at man mister 

tillid til folk i omgangskredsen, hvis en bekendt indikerer, at han har en anden opfattelse af ens 

livsfortælling end en selv, dvs. der er diskrepans mellem ens facade og ens egen selvforståelse. Heri 

finder man Kristevas abjekt – eller bruddet på systemet – idet en anden opfattelse af ens 

livsfortælling indikerer en manglende kontrol og afslører den manglende stabilitet og 

sammenhængskraft i ens verdensbillede. Skam kan være drivkraft til systembrud igennem 

forpligtelse. Ved at tage ansvar og fortælle sig frem, forpligter man sig til livsstil og handling for at 

opretholde en balance. Hvis man kan forpligte individet, kan man engagere det, fordi det vil undgå 

skamfølelsen ved ikke at leve op til det forpligtede. 

3.3 Systembruddets målgruppe 

The deject vil typisk være drevet af angst og skam, frygten for brud på fortællingen ift. spejlingen i 

omverdenen. Motivationen kan være en stolthed over en genskabt mening. The deject er netop 

kendetegnet ved forsøget på at frastøde og genoptage det forhadte hæslige og meningsløse selv. For 

at vedligeholde engagement i transformationen må en form for kontrakt skrives – metaforisk eller 

konkret. The deject må forpligte sig på projektet og sin identitet. Hvis først individet er forpligtet, vil 

man kunne motivere i form af stolthed i forløbet. 

Tillid fungerer som emotionel vaccination, men des større ontologisk sikkerhed, des sværere bliver 

det også at bryde med den. For at arbejde med brud af rutiner, skal der være en grad af usikkerhed 

og rodløshed. Tillid er også innovativ, fordi den medfører en forpligtelse – et spring ud i det uvisse: 

man er nødt til at have en tillid til, at sikkerheden på den anden side af springet er større end i nu’et 

for at turde bryde systemet ned og opbygge ny mening. Frygten for tab af mening kan på den måde 

genere kraftanstrengelsen til at skabe ny mening igennem et systembrud. 

18/60




Giddens definerer selv kreativitet som evnen til at handle eller tænke innovativt ift. allerede 

etablerede aktivitetsformer (Giddens 2004 s. 55). Evnen til at bryde med systemer er altså i ligeså høj 

grad evnen til at turde handle og forandre, til at konfrontere og transcendere angst. The deject kan 

selv aktivt opsøge fare og risiko, netop fordi der i store brud og konfrontation med det uvisse i 

kontrollerede omstændigheder, som f.eks. ekstremsport a la faldskærmsudspring, ligger en større 

katarsis, en større historie, som giver ens tilværelse stærkere mening. Man mærker livet i mødet med 

døden (Giddens 2004 s. 148ff). Det er ikke svært at se, hvordan dette ekstremiserede individ 

afspejler Giddens senmodernitet. 

Hvis jeg mere konkret skal definere the deject, så vil mit bud være unge, voksne mennesker i 20’erne, 

som søger en identitet og i forvejen befinder sig i en overgangsfase i form af uddannelse. En sådan 

målgruppe vil sandsynligvis være lettere at arbejde med end folk, som har en mere etableret 

tilværelse og derved flere rutiner og vaner. Teenagere er også en mulighed, men de er delvist 

afhængige af omsorgspersoner, indtil de bliver myndige og bærer derfor ikke det komplette ansvar 

for dem selv og deres identitet. På samme måde vil systembruddet også kunne ses som 

organisationsteori. Teorien befinder sig på et abstraktionsniveau, hvor den svinger begge veje 

imellem det individuelle og kollektive – ikke mindst igennem Giddens institutionelle refleksion, som 

præger både institution og individ. 

Vigtigst i forhold til målgruppen er erkendelsen af det senmoderne som en tendens, der eksisterer 

sideløbende med andre tendenser og med mere traditionelle samfunds-, organisations- og 

individformer. Herved vil en målgruppe for et operationaliseret systembrud altid være bundet til the 

deject – aktøren i en transformativ og angst-fremkaldende krisesituation. If it ain’t broke, don’t fix it. 

3.4 Transformation 

Min indledende tanke med systembruddet var, at det kunne give indblik i menneskers forhold til 

forandring ved at anskue forandringen som hæslig og ved at kalde det for æstetik give en ide om, 

hvordan man kunne manipulere med balancen mellem angst og frihed i abjektet. Derfor var det 

oplagt at skære al forandring – stor, lille, drastisk, langsom – over en kam og kalde den abjekt. 

Efterhånden har jeg måttet modificere systembruddet til at kigge på en bestemt forandringstype, 

som indebærer en drastisk identitetsforandring. Forandring bliver her til transformation, der som 

begreb indebærer en større konnotation af forvandling og identitet. 

Forandring som transformation kan anskues som brud på de tillidssystemer, som udgør hverdagens 

trygge rutiner: systemer forstået fra det basale som kroppens grænser og tillid til morgendagens 

19/60




komme til avancerede, teknologiske ekspertsystemer. Alting er i forandring, og tilværelsen er på den 

måde angstfremkaldende, da vi fortrænger forandring for ikke hele tiden at blive mindet om det 

uvisse i vores egen dødelighed. Ved at anvende Kristeva får man blik for det hæslige i den 

transformation, som er nødvendigt for at opretholde identiteten som selvfortælling – dvs. 

tilværelsens dualistiske ambivalente spil ml. angst og frihed. En indtagelse af forandring i ens selv 

kan blive til en transformation af selvet. Transformation er tilstanden mellem to systemer og bliver 

herved det abjekte i bruddet – en hæslig, angstfyldt overgangsfase. Transformation vækker angst, 

fordi den peger på døden og stabilitetens kollaps. Fortælling om selvet i det senmoderne samfund er 

fortællingen om angsten, og hvordan man holder den på afstand. Bag identiteten lurer the deject og 

meningsløsheden. The deject er konsekvens af at ville mening i en transformativ tilværelse. Herved 

erkendes egen meningsløshed – selvet som abjekt. Det er også en innovativ proces, hvor man kun 

ved at holde sig i gang, konstant være på farten, kan konfrontere det uvisse i oplevelsens 

transcendens og på den måde bekræfte sit selv. 

Der er også en frihed i transformationen, en tiltrækningskraft, da man kun i forandring og fortælling 

kan søge at genoptage det abjekte og rekonstruere en ny stabilitet; en bekræftelse af livet (og selvet) 

i mødet med døden. I en tilværelse som flyder uden noget at tro på efter liget, bliver identiteten i sig 

selv en måde at holde døden på afstand. De nye store fortællinger bliver eksistentialistisk 

selvbekræftende identitetsfortællinger. Transformation er mere end bare en forandring. 

Transformation er når selvet forandres, transformationen er systembrudstransformationen, dvs. når 

en forandring er kraftig nok til at rykke ved selv og bryde system ned i kriselignende grad. Abjektet 

bliver ambivalent i transformationen. 

3.4.1 Abjektets ambivalens 

Hidtil har især angsten været i fokus, men Kristeva søger jo netop at undersøge, hvad der tiltrækker 

os ved det hæslige. I det senmoderne findes der en form for dualistisk forhold mellem fare og 

mulighed, angst og katarsis (Giddens 2004 s. 23). Individet tvinges til at handle for at være i en 

meningsløs verden. Man må holde sig i gang med en kropslig og kreativ handlen for ikke at blive 

overmandet af angsten (sig selv som deject). Man må aktivt tage kontrol og vælge sin livsstil, sit selv 

igennem fortællingen, men man må have noget at fortælle om, så handling er påkrævet. Der er en 

ambivalens i fortællingen, fordi handlingen, transformationen altid peger på døden, mens det 

samtidige er den eneste måde man kan realisere sig selv, dvs. leve på. 

Abjektets tiltrækningskraft ligger i, at der heri findes en befrielse, en accept og en identifikation med 

selvet. Ved et eksempel fra Kierkegaard så er angst også frihedens mulighed, friheden til selv at ville 

20/60




sin mening (Giddens 2004 s. 62). Man genoptager det frastødte og udlever sig selv i konfrontationen 

med døden og forandringen, ved Kristevas udtryk jouissance: 

One does not know it, one does not desire it, one joys in it [on en jouit]. Violently and 

painfully. A passion. (Kristeva 1982 s. 9) 

Man kan beskrive denne jouissance, som en slags katarsis, en befrielse eller renselse. Man fascineres 

og væmmes af forandring, fordi det abjekte forårsager angst i bruddet med tilliden og trygheden i 

rutinen. Samtidig tiltrækkes man, fordi bruddet medfører en selvbekræftelse, en begejstret følelse, 

en stolthed over den kontrollerede medleven i skabelsen af selv. Friheden til at skabe noget nyt, som 

ved Giddens, hvor forandring som konstant genopfindelse i form af løbende selvfortællinger, 

medfører skabelsen af identitet og væren. Identiteten bliver et mål og en eksistentiel berettigelse i 

sig selv, som giver tryghed og holder den truende angst for meningssammenbrud på afstand. 

Bruddet på tillidssystemer findes også hos Giddens i en udgave, der peger direkte på Kristevas abjekt. 

Giddens beskriver, hvordan man, hvis man stiller spørgsmål ved de grundlæggende faktorer for ens 

virkelighed, oplever angst. Angst er en eksistentiel følelse og er ikke frygten for noget konkret 

(Giddens 2004 s.62f). Den er som hos Kristeva angsten for uvirkelighed – eller det symbol for døden, 

som det abjekte altid udgør. Som værn mod angsten opbygges et beskyttende hylster af rutiner, som 

nærmest sætter parentes om frygtelige hverdagsbegivenheder. Hvis et individ udsættes for 

dramatiske begivenheder kan dette hylster dog hulles, som f.eks. hvis man selv ubevidst kører mere 

forsigtigt efter lige at have passeret et ulykkessted. Transformation er angstfremkaldende, men uden 

transformation intet selv – således kører ambivalensen mellem angsten og friheden til selv at skabe 

sig selv. Ambivalensen i det hæslige og transformationen vil jeg søge at belyse igennem Bahktins 

analyse af karnevallet, hvilket samtidig åbner op for eventteori og en mulighed for at iscenesætte 

transformationen som identitetsgivende oplevelse. 

3.4.2 Transformationens abjekte katarsis 

Det hæsliges tiltrækningskraft ligger meget tæt op ad Mikhail Bakhtins teori om det groteske og 

karnevalskultur. Her er fokus på den groteske kropslighed (jf. Kristevas hæslige abjekt) og det 

overskridende æstetisk iscenesatte frirum, som kan fungere som grundlag for transformation i form 

af karnevallet. Her forudsættes iscenesættelsen af transcendens og et aktivt handlende og 

medfortællende/indlevende individ. For Bakhtin er karnevallet en transformation, det er katarsis. 

Katarsis kan sanseligt uddybes som et adrenalinkick, en lykkefølelse eller følelsen af frihed til at være 

selv og et med sin krop og sin placering i verden, dvs. at leve eller være kropsligt i verden. 

21/60




Karnevallet er den æstetisk iscenesatte fest, hvor fokus ikke er på før eller efter, men på selve 

forandringen. Karnevallet er lig det groteske, fordi det altid viser mennesket i selve transformationen 

som en ufuldendt metamorfose (Bakhtin 2001 s. 50). Karnevallet bliver herved livsbekræftende, et 

symbol på liv, død, genfødsel og livscyklus: en æstetisk iscenesættelse af livet, så det kan leves og 

transcenderes ind i en evighed (Bakhtin 2001 s. 42). Det er en legeplads, hvor det uvisse konfronteres 

og transcenderes. 

Karnevallet ophæver forskelle, skaber sammenhold og begejstring i en renselse fra hverdagens alvor, 

hvor man i stedet for at abjektere, svælger i det abjekte ”lort”, kroppens forfald og funktioner. 

Enhver højtidelighed overføres i karnevallet til det materielle og kødelige plan (Bakhtin 2001 s. 44). 

Igennem accept af kroppen accepterer man også livet og genskaber i karnevallet en tabt 

sammenhæng mellem krop og sjæl. Det interessante ved karnevallet er, at det er en ritualiseret 

svælgen i det profane og kropslige, i transformationen. Det er en art event (se evt. s. 25) SIDE!!!), der 

meget konkret eksemplificerer abjektet og ambivalensen i en iscenesat situation. 

3.5 Transcendens – strategi og forløsning 

Et af de vigtigste begreber indenfor systembruddet er trancendens. Da læringsteorier som jeg vil 

komme ind på senere taler om overskridende læring (se evt. s. 38), vil jeg allerede her definere 

transcendens som værende separat fra dette udtryk. Transcendens er især baseret på eventteoriens 

sammenligning af nutidens events og tidligere tiders traditionelle og religiøse overgangsritualer. 

Transcendens er ideen om, at man igennem ritual kan bevæge sig fra det profane ind i det sakrale og 

på den måde overskride ind til en evighed (Nielsen 2008). Hvis der ikke længere findes Gud(er) og 

store ideologiske løsningsmodeller, så bliver døden nærværende i altings forandring. Man savner 

muligheden for at overskride ind i en transcendent evighed. Transcendens er når livet og døden 

sættes på spil, som f.eks. i Bahktins karneval og dyrkelsen af ambivalensen katarsis. Den opnås kun i 

bruddet med trygheden og rutinen som lægger i tillidssystemer. 

I rutinerne og den langsomme udvikling finder man ikke transcendens og en begejstret livs- og 

identitetsbekræftende genoptagelse af abjektet og stabilitet. Hver gang noget forandrer sig, bliver 

man gjort opmærksomhed på enten mål eller meningsløshed og dermed eksistentiel angst. Man 

søger noget, der kan gøre en større end man er og stabilisere identitetens fortælling og transcendere 

til en evighed. Kristeva sammenligner selv abjektet med det klassiske begreb det sublime: Det er ikke 

det smukke, men det som er større end alt og skaber ærefrygt (Kristeva 1982 s. 11). 

22/60




Giddens selvfortællinger handler netop om at holde identiteten i gang, for når selvrefleksionen går i 

stå, står man tilbage med en eksistentiel tomhed. Hvis man ikke er noget og vedbliver at være, så 

forfalder man til meningsløshed. I den store forandring, hvor identiteten udfordres, kan den også 

bekræfte. Transcendens handler altså om at transcendere abjektet igennem konfrontation for at 

opnå en katarsis i følelsen af selvbekræftelse, hvilket f.eks. kan ske i et karnevalsk frirum, hvor man 

kan dyrke det abjekte uden at abjektere. I det senmoderne samfund bliver transcendensen et 

spørgsmål om at holde selvfortællingen kørende. Man må forestille sig en større mening og 

muligheden for katarsis på den anden side af enhver krise for at overkomme angsten, løsrive sig fra 

rutinerne i transcendens og styre sikkert igennem. 

I transcendensbegrebet ligger både iscenesættelse/æstetik, strategi/middel og en målbevidsthed. 

Man prøver at skabe et meningsfuld billede af, hvordan fremtiden muligvis udspiller sig, hvilket 

fungerer som sikkerhed - man trækker fremtiden ind i nuet for at kunne handle refleksivt. Det er ikke 

som ved forsikringsselskaber et forsøg på at kontrollere fremtiden, men det er et forsøg på at man i 

nutiden kan tilpasse sig, hvad der end måtte komme ved at justere sine forventninger løbende. 

Forsikringsselskabernes risiko er når fremtiden trækkes ind i nutiden igennem refleksivitet, et forsøg 

på at beregne noget uberegneligt. Det er koblingen mellem angst og risici. Alle samfundets 

muligheder og viden er medvirkende til den øgede angst i det senmoderne samfund. Systembruddet 

kan ved at tænke transcendens ind i beregningen, forsøge at stabilisere og målrette 

transformationsprocessen refleksivt, dvs. man bliver bevidst om, hvor man styrer/styres hen (Jf. 

scenarietænkning s. 43 og bevidsthed s. 50f). 

Transcendens er et abstrakt begreb, som ligesom angst influerer flere niveauer i systembruddet. Det 

er på samme tid en overordnet term, som dækker så forskellige elementer som motivation, mening, 

kontekst, iscenesættelse, katarsis og innovation. Det er systembruddets middel og mål. Det er ikke 

en universalløsning, men et flygtigt begreb, som the deject hele tiden må kæmpe for at opretholde 

igennem oplevelser. Selve transformationen i systembruddet bliver på den måde til del af 

transcendensen. 

4. Event og æstetik 

Systembruddet sker i enhver transformation, hvor den ontologiske sikkerhed brydes i stærk nok grad 

til, at individet igennem en aktiv handling fulgt af selvfortællingers spejling i omverdenen forsøger at 

rekonstruere sin identitet. Min tese er som præsenteret, at mødet med det hæslige og forandringen 

og døden/det uvisse, nu går igen i de senmoderne identitetsfortællinger. Ved at bryde med 

23/60




ontologisk sikkerhed kan man potentielt opnå katarsis igennem drivet for at transformere systemet, 

som brydes til et nyt system. Den situation kan skabes og kontrolleres i form af en iscenesættelse. 

Det hæsliges æstetik bliver oplevelsens æstetik i transformationen. Aktiv handling og selvfortælling 

forudsætter hos det senmoderne individ hinanden. Sker der en ubalance, følges det op af endnu en 

krise og endnu et systembrud pga. angstfremkaldende skamfølelse. Rekonstruktionen af systemet 

skaber en katarsis hos the deject, en begejstring – eller følelse af genskabt mening igennem aktiv 

ansvarstagende handling, som fungerer som motiverende belønningssystem og drivkraft for videre 

forandring. I samme øjeblik katarsis fortager sig, møder the deject igen abjektet og må igen bryde 

systemet i en transformation. Systembruddet kan iscenesættes ved at love denne katarsis i form af et 

stærkere system på den anden side af transformationen, et transcendent pejlemærke, der kan 

skubbe uvisheden i systembruddet på afstand. Angst kan ikke alene fungere som drivkraft, da for 

megen angst resulterer i et handlingslammet individ. Systemet dannes ved the dejects selvfortælling, 

som han enten må handle sig ind i – eller en handling/oplevelse, som der kan fortælles om. Hvilken 

æstetik ligger til grund for oplevelsen og iscenesættelsen? Her kan man anvende eventteori. Eventen 

er den iscenesatte oplevelse. Et transformativt og kontrollerbart rum, som er scene for bruddets 

innovative processer. 

4.1 Oplevelse 

Når the deject søger at skabe sig selv, gøres det igennem oplevelser, som omsættes til fortællinger 

og selv. Jørgen Stigel beskriver kort oplevelsen som en transformation og uddyber: 

Når man løfter sig eller har overskud til at løfte sig op over en mindre begivenhed eller 

hændelse og de umiddelbare konstellationer af motiver og interesser og handlinger, 

der kan gøre sig gældende i den, og se den i et nyt perspektiv og på et andet niveau, så 

kan også ubehagelige overraskelser og hændelser have kvalitet i kraft af selve det 

overraskende eller overrumplende i begivenheden. (Stigel 2007 s. 115) 

Det som gør oplevelsen til en transformation, er bruddet med rutinerne. Oplevelsen bliver 

anekdotisk og til en del af individets selvfortælling, fordi der er noget at fortælle om, som på en eller 

anden måde har brudt med ens system. På den måde skal oplevelsen have en karakter eller en 

styrke, så man kan omforme den til en ikke-triviel beretning. Oplevelser er altså i høj grad bundet op 

på selvfortællinger – man skal have viljen til at gøre en hændelse til noget særligt og omforme det til 

identitet igennem selvfortælling (Stigel 2007 s. 116-117). 

24/60




At gøre noget til en oplevelse er ikke nødvendigvis et senmoderne fænomen, f.eks. er noget så 

simpelt som HCA Andersens: ”At rejse er at leve” et eksempel på oplevelsen som eksistentielt 

fænomen, men det at søge efter oplevelser for aktivt at ville sig selv frem, er typisk for 

senmoderniteten (Stigel 2007 s. 118). På den måde bliver hverdagens kriser til oplevelser, hvis man 

vælger at tage dem på sig og gøre dem til del af sin selvfortælling. Man bliver summen af sine 

oplevelser – ikke nødvendigvis fortalt overfor andre, men sådan som man vælger at kausalisere det i 

sit system. 

Oplevelse adskiller sig fra erfaring (de akkumulerede oplevelser), ved at oplevelse er umiddelbart og 

følelsesbetonet i nu’et. Kroppen reagerer, abjekterer, overfor det brud på rutinen i form af følelse: 

væmmelse, glæde, lyst eller frygt afhængig af om oplevelsen er forbundet med stolthed eller skam. 

Nødvendigt for oplevelsen er at ville kaste sig ud i noget uvist og uberegneligt. En oplevelse er altså 

forbundet med angst i en eller anden form, hvor oplevelsen og udfaldet på den anden side vurderes 

til at være angsten værd, dvs. transcendent. 

Stigel peger ud fra Horkheimer og Adornos ’Oplysningens dialektik’ tilbage på vigtigheden af det 

kropslige i oplevelsen. Igennem menneskets beherskelse af natur og stigende fokus på den 

instrumentelle fornuft, det som Giddens kalder erfaringens afsondring, fjerner man sig fra noget, 

som kan betegnes livet, dvs. følelsen af væren i verden igennem kroppen (Stigel 2007 s. 122). Fokus 

på rationalitet og fornuft gør på den måde mennesket dummere på ny i form af en blindhed overfor 

det intuitive. 

Hvor møder man så naturen, når erfaringen er afsondret? Her inddrager Stigel æstetikken og havner 

herved i samme boldgade som Kristeva. Man kan konfrontere abjektet i den undertrykte natur og 

kroppens pegen mod døden igennem æstetisk iscenesættelse, f.eks. i form af litteratur, medier eller 

lignende abstraktioner. På den måde kan man erfare abjektet uden at abjektere – uden at det bryder 

for stærkt med systemet. Æstetik er en form for legen med livet. Det voksne menneskes reflekterede 

svar på barnets læring igennem leg. Stigel betegner det legens frizone (Stigel 2007 s. 123. Se mere 

om legens frizone specialets s. 28). Det handler om at udfordre og afprøve sig selv under 

kontrollerede rammer og vilkår. 

4.1.1 Skæbnesvangre øjeblikke 

Brud på ontologisk sikkerhed kan i visse tilfælde blive til de af Giddens definerede skæbnesvangre 

øjeblikke. Det er de øjeblikke, hvor et individ må tage beslutninger, som har afgørende betydning for 

dets fremtidige liv. Det indebærer en form for tro på en sammenhæng, en kausalitet i tilværelsen, 

25/60




som tydeligst ses i selvfortællingen. De kan være selvskabte, som hvis man selv beslutter sig for at 

omlægge store dele af sit liv – eller de kan være påtvungne af ydre faktorer, men de indgår som 

vigtige nøglepunkter i et individs selvfortælling (Giddens 2004 s. 131ff). De bryder med systemet, 

fordi de altid repræsenterer en afvigelse fra rutinerne og konfronterer en med uvisheden, som 

uundgåeligt ligger i et stort brud. Måske kan man styre oplevelsen og iscenesætte et skæbnesvangert 

øjeblik, en event, hvor the dejects system kontrolleret brydes, så innovationsprocessen styres i en 

operationel retning? 

4.2 Event 

Eventen er noget alment menneskeligt, et fænomen som har fået sit udløb på forskellige måder 

igennem menneskehedens og kulturens historie, f.eks. tidligere nævnte karneval. Det er en frihed til 

leg, hvor man åbner op for det groteske, det grænseløse, det abjekte som situationel katalysator og 

svælger i det. Men det må kontrolleres af en sparringspartner/iscenesætter, som holder en kontrol 

ift. målsætning, så individet ikke fortaber sig i angst – eller grænseløshed. Oplevelsen kan 

operationaliseres og styres som event igennem æstetik: 

En event er en enkeltstående eller periodisk tilbagevendende begivenhed, der er 

planlagt og gennemført individuelt med henblik på overværelse og/eller deltagelse af 

en målgruppe og med det formål ved hjælp af symbolske udtryk og handlinger og 

under kollektiv brusen at bibringe denne målgruppe en målrettet oplevelse af ny 

indsigt, bekræftelse og transformation. (Nielsen 2008 s. 33) 

En event er den operationaliserede og iscenesatte oplevelse, oplevelsens æstetik. Det handler om 

mimesis, om at fremmane en ufarlig situation, hvor de involverede løsrives fra konsekvensernes 

tyngde i en arbejdsproces, der stadig peger mod det originale formål: 

[Mimesis] har nok så meget at gøre med gengivelsen eller skabelsen af processer og 

forløb, således at sådanne ligheder kan vækkes og skabes i nogen, dvs. bliver til og 

processeres i nogens bevidsthed og dermed således at denne bevidsthed arbejder med 

og oplever, at betydning bliver til og også i den forstand gør sig lig indstillingsmæssigt 

og indforstår og/eller indlever sig med en bestemt position. (Stigel 2007 s. 130) 

Æstetik kan have en kraftigt transformativ ekstradimension, hvis den står i kontrast til eller udfordrer 

systemer: 

26/60




Kunstpsykologien taler om skelsættende æstetiske oplevelser, som kan ændre et 

menneskes liv, og som griber dybt ind i hele den psykologiske og eksistentielle 

grundstruktur, som mennesket i udgangspunktet mødes med. De kan komme uventet 

som fra en klar himmel, men den kollektive brusen kan berede en vej. (Nielsen 2008 s. 

48) 

En event kan på den måde være en Giddensk skæbnesvanger oplevelse, men her skabt af en 

udenforstående part som et æstetisk rum, der kan bryde systemet og transformere den deltagende 

igennem dennes forpligtelse på transformationens transcendens. 

4.2.1 Det hellige 

Eventen erstatter (eller føjer sig til) fortidens religiøse og traditionsbundne ritualer og riter som 

overgangsfaser. Det er et brud med hverdagen, som sætter tiden ud af drift og skaber et rum for 

transformationen. Eventen er en form for generisk interaktionsform, hvor dagligdagen tilsidesættes 

for højtiden. I dag mere i form af en iscenesat oplevelse defineret af den fysiske, sanselige 

tilstedeværelse og medleven. Nielsen definerer ved Durkheim det hellige som en erfaring om de 

stærke kræfter i kollektivet og dets selvopholdelse. Denne erfaring kan sammenlignes med følelsen 

af genskabt mening, selvbekræftelsen og system. Hvor det ifølge Durkheim er kollektivet, samfundets 

konstituering, som på den måde bliver inddraget i det hellige, så er det i det senmoderne individets 

selv, som danner grundlag for meningen – selvom det selvfølgelig stadig kan ske som del af et 

kollektivs selvbekræftelse, hvis individet identificerer sig med kollektivet. Det som Durkheim 

karakteriserer som det hellige er ikke en metafysisk betegnelse, men nærmere en forskelsdragning 

som opstår i kollektive processer – jeg vil dog også mene i individuelle processer (jf. viljen til selv at 

gøre en hændelse til en oplevelse) (Nielsen 2008 s. 36f). 

Nogen riter er positive, f.eks. rockkoncerterne og situationer hvor man samles kollektivt på andre 

lignende måder. Andre riter er negative, og i disse overvinder man afsavn og lidelse og opnår 

herigennem en katarsis. Dette er dog blot to sider af samme sag, to sider af systembruddets 

ambivalens i angsten og tiltrækningen, hvor den ene kan være mere eller mindre dominerende i 

forhold til situationen, men transformationen vil stadig være der som det abjekte. Indenfor nutidige 

events, findes konsekvent negative riter meget sjældent, men det kan dog ske ufrivilligt igennem den 

personlige krise, som f.eks. i form af Giddens eksempel på en påtvungen krise: skilsmissen (Giddens 

2004 s. 21-26). Dette er dog også forbundet med en positivitet, hvis individet er i stand til at fokusere 

på friheden og muligheden i transformationen, dvs. potentialet i et nyt system (transcendensen i 

processen). 

27/60




Også i vore dage er eventen hellig og adskilt fra det profane, det hverdagslige. Adskillelsen kan ses 

indenfor det religiøse hvor præster er adskilt fra kirkegængere før, under og efter gudstjenesten, 

men også til rockkoncerter, fodboldkampe etc. En sådan skelnen bliver til del iscenesættelsen af 

eventen og bidrager til oplevelsen af brud på hverdagen. Det abjekte refereres næsten direkte i 

eventteori i form af tabuer. Konfrontation med tabuer, som er holdt udenfor systemet, bliver abjekt. 

Det findes tydeligt indenfor religiøse riter (ex. muslimer og svinekød), men eventens tabuer går 

meget ud på at respektere eventen som system og de herved afstukne grænser (Nielsen 2008 s. 44). 

Formålet er at sikre eventens praktiske afvikling, og det er samtidig en rollefordeling, en 

iscenesættelse af hvem der er en del af eventen som iscenesættelse, og hvem der er deltagere 

(Nielsen 2008 s. 40). Der findes flere typer af riter eller forskellige vægtninger af riten, hvor ikke 

overraskende den mest relevante i forhold til systemet er overgangsriten, som netop knytter sig til 

transformationen og det at overkomme angst og komme meningsfuldt ud på den anden side (Nielsen 

2008 s. 62). 

4.2.2 Den kollektive brusen 

Systembruddet er i det senmoderne samfund motiveret af the dejects evige vildfarenhed og flugt til 

og fra sig selv. Oplevelsen i den iscenesatte og kodede event søges indtaget som nyt system igennem 

(kollektiv eller individuel) medlevende brusen: 

Den kollektive brusen udleves på den måde i en motiverende følelse, som kan være 

livsenergiernes styrkelse i eksistentiel forstand, men de kan også være et 

handlingsorienteret afsæt for en ønsket adfærd. (Nielsen 2008 s. 58) 

I det hellige findes den kollektiv brusen som fællesskabet og følelsen af en bekræftelse af selv 

igennem spejling i andres lignende emotionelle, engagerede tilstand (Nielsen 2008 s. 47). Man får 

bekræftet sit system igennem spejlingen i andres lignende tilstand og oplever herved en berusende 

følelse af mening og (selv-)sikkerhed. Man har givet lidt væk af sig selv i systembruddet, optaget ny 

læring og viden i systemet og herved transcenderes angsten for at opnå katarsis. 

Events har en høj tiltrækningskraft pga. det senmoderne individs mulighed for at spejle sig selv i det 

og igennem mimesis (efterligning af virkeligheden) afprøve roller og systemer (Nielsen 2008 s. 43). 

The deject kan lege med sit system uden at bryde det, fordi legen bliver et frirum for forpligtelser – 

transformationen bliver ikke abjekt – forpligtet på identiteten, men i stedet til en mimesis af 

virkeligheden. Først bagefter når mimesis bliver selvfortælling risikeres en abjektering, hvis mening 

ikke overskygger angsten. Den (sen)moderne event adskiller sig fra fortidens karneval, idet at 

28/60




transformationen her bliver et vedvarende systembrud igennem muligheden for selv at vælge 

eventen til en del af sit selv. Fortidens karneval var et frirum for selvet, en leg, hvor deltagerne 

vendte tilbage til en traditionsbundet livsstil bagefter. 

En iscenesætter skal skabe en alternativ ontologisk sikkerhed, en frizone, hvor andre regler gælder 

end i hverdagen, et rum for eksperimentation, udfoldelse og leg som leg og leg med identitet. Denne 

æstetik fordrer en medleven fra de involverede, følelsen af selv at være med til at skabe sin mening. 

Det skal strategisk styres udefra. Æstetik er et afsenderperspektiv, mens modtagernes reaktion er 

umiddelbar, de er oplevende. Igennem mimesis kan vi møde den abjekte transformation. Den bliver 

sikker ved at blive en på forhånd godkendt og genkendelig del af ens system, og derved mindre 

angstfremkaldende. 

4.2.3 Legens frizone 

Det transformative frirum og den mimesis man søger at skabe i eventen, er meget lig Johan Huizingas 

beskrivelse af det at lege. Legen er det irrationelle, leg for sjov, leg for legens skyld. Leg er ligesom 

eventen afhængig af en speciel æstetik og iscenesættelse. Sociale regler som definerer øjeblikket 

som leg og ikke alvor. Leg kan være ikke-refleksiv læring, hvor refleksionen følger bagefter. I leg kan 

man ligesom i eventen æstetisere det abjekte i en mimesis og på den måde konfrontere det sikkert, 

f.eks. igennem at lege krig, røvere og soldater etc. At lege og frisætte sig fra normer er ældre end 

samfundet selv, selv dyr er i stand til at lege og instinktivt skelne mellem sjov og alvor, men leg er 

meningsløst og formålsløst. Det bliver en måde at sætte sig ud over det meningsfulde og konfrontere 

det ligegyldige, uvisse og meningsløse som abjekt. Løsrevet fra tilværelsens alvor kan the deject i 

legen svælge sig i en transcendent katarsis. Leg er frihed fra samfundets normer præcis som 

karnevallet. Leg handler ikke om the dejects to want og holden fast, men om at løsrive sig fra disse 

hæmmende kriterier (Huizinga 2004). 

Kan fri og uhæmmet leg kontrolleres og operationaliseres? Måske kan man bevidstgøre sig selv om 

vigtigheden af livet som en frihed. En event indeholder den dobbeltfunktion, at man igennem 

iscenesættelse kan organisere styringen efter et målrationelt perspektiv, f.eks. ideudvikle og løbende 

refleksivt justere rammerne. Man får samtidig igennem oplevelsen og fællesskabet en kollektiv 

brusen. Når Bakhtin peger tilbage på Kristeva igennem anskuelsen af karnevallet som legens frizone, 

en mimetisk transformativ frizone, bliver læringen igennem transformation til mødet og 

konfrontationen med døden og livet i ambivalens. De mimetiske riter kan sammenlignes med 

litteraturen som Kristeva arbejder med, den metonymiske eller metaforiske fremstilling af 

virkeligheden i æstetisk form. 

29/60




En vigtig forskel mellem traditionelle riter, karnevallet og de senmoderne events, er at de sociale 

normer for eventens afvikling ikke er givet på forhånd, men defineres umiddelbart og uden 

traditionens forhåndsgodkendelse. Man må altså kommunikere spilleregler ud, som skal godkendes 

som en del af iscenesættelsen for at sikre processens funktionelle afvikling. Eventen er så at sige et 

større system, man bygger omkring det mindre system, det selv som skal transformeres. Systembrud 

søger at æstetisere hvad der i og for sig er en læringssituation til en oplevelse, en event, som sætter 

den ontologiske sikkerhed til side for at åbne for konstruktion af et nyt system igennem en 

kontrolleret æstetik. 

5. Læring i systembruddet 

Ved at inddrage læringsperspektivet søger jeg at udvide systembruddet for at inddrage den læring, 

som sker i rekonstruktionen, dvs. hvordan man inddrager ny og allerede eksisterende viden til at 

rekonstruere identitet i en innovativ proces. Denne innovative proces er en læringsproces. Man kan 

tegne det op på en grov linje som FORANDRING – KRISE – SYSTEMBRUD - TRANSFORMATION – 

LÆRING – NYT SYSTEM. Det innovative aspekt af systembruddet ligger på læringssiden. Almindelig 

forandring kan lede til en krise i systemet, som nødvendiggør et systembrud, hvor selvet 

transformeres til et nyt system igennem læring. Læring sker for at undgå videre kriser, dvs. for at 

lære at håndtere de udfordringer livets forandring byder på. Hvis systemets krise er stor nok, vil der 

være en aktiv søgen efter at bryde med det for at optage nye viden til et nyt system. Folk motiveres 

af en identitetsmæssig merværdi, og læring giver merværdi som nyt materiale til selvfortælling. 

Læring er i sig selv herved en transcendens for bruddet. Samtidig indebærer læringsteori en tanke 

om situationel iscenesættelse. Operationaliseret læring (undervisning) sker med det formål at forstå 

og systematisere menneskelig udvikling, og som sådan er det en naturlig forlængelse af en praktisk 

anvendelse af systembruddet. 

Systembruddet åbner i mødet med det abjekte op for ny viden, som ligger udenfor den ontologiske 

sikkerhed. Der foregår mange former for læring i systembruddet, som kan anskues som en 

selvstændig læringsteori, som opsummerer på fragmenter fra andre læringsteorier: 

Ekspansiv læring tager højde for innovationen i den transformerede selvfortælling, hvor man 

har åbnet op for ny eller redundant viden. 

Eksistentiel læring fordi systembruddet har som fordring at gøre the deject mere livsdueligt. 

Transformativ læring fordi der er fokus på dybdegående forandringer i identitet og 

kerneværdier. 

30/60




Mit syn på læring ligger altså i krydsfeltet mellem de teorier, som alle har det til fælles at 

systembruddet kan genkendes bagved som et gennemgående fænomen for opfattelsen af 

menneskelig udvikling. Læringen sker i flere af læringsteorierne som en konsekvens af bruddet med 

noget tidligere eksisterende, systemet, med det formål og den motivation at skabe en ny mening, et 

nyt system. Dette er den konstante proces, som det lærende menneske befinder sig i. Herved bliver 

livslang læring og ”at lære at leve” interessant som gennemgående temaer. 

5.1 Ekspansiv Læring 

Til Giddens og Kristevas socialkonstruktivistiske indgangsvinkel til syntesen kan igennem læring 

tilføres handlingen til syntesen – det som fortælles om som ekstra dimension. Det senmoderne 

handler om at handle sig frem igennem nye oplevelser, nye kriser, som man kan fortælle om. 

Virksomhedsteori blev udviklet i 1920’er og 30’erne af Vygotskij og Leontjev, og grundlaget er, at 

udvikling og læring sker i et dialektisk forhold, og læring kan anskues som en virksomhed (en 

målrettet aktivitet) (Illeris 2007 s. 82). Det betyder, at man ligesom i systembruddet lærer, når man 

er i gang med noget eller har noget for (Hermansen 2005 s. 82ff). 

Virksomhedsteoretisk læring stræber mod en ligevægt, en homeostase, som kan sammenlignes med 

systemets balance ml. skam og stolthed. Homeostase er herved den nødvendige balance for at 

bibeholde den ontologiske sikkerhed. Hermed får systemet en virksomhedsteoretisk vinkel, hvor især 

Engeström med sin inddragelse af George Batesons double bind (en systemisk/kybernetisk 

læringsteori, jf. Hermansen 2005 s. 157) er relevant. Især i forhold til forsøget på at kontrollere en 

ubalance til et systembrud, så der tænkes og inddrages såkaldt redundant viden i et nyt systems 

innovation. 

Engeströms interesse ligger indenfor organisationsteori og læring i organisationer og foregår 

dialektisk mellem systemer. Ekspansiv læring kan anvendes til at undersøge, hvordan individet skaber 

sin historie i systembruddet, da the deject netop skaber sig i spejling af sit system med omverdenen 

for at bekræfte meningen i det. På samme måde er Engeströms ekspansive læring en læringsform, 

hvor læringen opstår i kontrasten – i brudfladerne - mellem et eller flere systemer. 

I modellen for virksomhedsteori opstilles en trekant (se figur 1, s. 32 – Illeris 2007 s. 85), som 

demonstrerer, hvordan individet i sin virksomhed er afhængig af det fællesskab og den kultur, det 

indgår i. Hos Engeström betegnes systemet virksomhedssystem, fordi systemet er en handlende 

aktør. Betegnelsen henviser derfor ikke til en virksomhed i betydningen ”organisation” eller ”firma”. 

31/60




Engeström introducerer netværket, dvs. læringen i kollektiv forstand igennem samspillet mellem 

forskellige virksomhedssystemer (se figur 2 – Illeris 2007 s. 86). På den måde peger det indirekte 

tilbage på Giddens senmodernitet og socialkonstruktivisme. Nu skabes identiteten, innovationen og 

den nye viden igennem fortælling ud fra verdensbillede, som spejles i en andens fortælling ud fra 

verdensbillede. 

Virksomhedsteori forklares ud fra 5 principper (Illeris 2007 s. 87), som her kort opsummeres i 3 

punkter: 

1. Virksomhedssystemer realiseres igennem handlinger og operationer (handlingens detaljer). 

2. Virksomhedssystemet er baseret på baggrund, traditioner og forskellige med og 

modstridende impulser. 

3. Modsætninger og kontraster er en kilde til udvikling. 

32/60




Ideen med læring igennem kontraster ligger også i systembruddet. Kontraster kan sammenlignes 

med det abjekte, det som afviger, overrasker i modsætningerne. Når ens system udfordres og brydes 

ned i mødet med det abjekte i form af andres modstridende systemer eller ubalance i eget system, 

tvinges man ud i innovativ nyskabelse af et nyt system. Krise og modsætninger er på den måde 

grundlæggende for at kunne skabe nyt eller udvide det foregående. Forandring i 

systembrudsforstand indebærer, at noget brydes ned, og noget nyt bygges op. I dette nye ligger der 

en kreativitet, som forudsætter en form for læring. Denne læring er innovativ idet, at den indebærer 

en bevidsthed om det abjekte eller iflg. Giddens: den viden, som er sat i parentes og derfor udenfor 

det ontologiske system. Ekspansiv læring går ud på, at åbne systemet for den redundante viden ved 

at arbejde refleksivt og systematisk med de kontraster, som viser sig i dialog mellem systemer. 

5.1.1 Redundans & Innovation 

Redundans er betegnelsen for overskydende information, som umiddelbart sorteres fra, men som 

sikrer informationsflowet. Ved at variere synet på informationer, kan man få øje på den forskel, som 

gør en forskel, dvs. kontrasterende informationer, og herved lærer man af sine erfaringer. Dvs. ved at 

inddrage information udenfor ens verdensbillede, og refleksivt efterbehandle den, åbner det op for 

nye systemer (Hermansen 2005 s. 74). Det er et bud på systembruddet og rekonstruktionen af 

system i funktion. Redundans kan sammenlignes med træning og øvelse, mens variationen er 

refleksionen. Ved at arbejde systematisk med varierende synsvinkler og refleksioner på det abjekte 

redundans materiale, åbnes op for viden (Hermansen 2005 s. 120). 

Innovationen findes i bruddet med systemet og den følgende (potentielle) åbenhed for redundant og 

ny viden. Systembruddets innovation handler om begejstringen ved selv at kunne skabe sit selv. 

Innovation defineres på mange forskellige måder, men den innovation jeg søger at fremkalde er det 

at få øje på en mulighed og handle efter den. Man kan tale om en operationalisering af urealiseret 

empirisk viden. Det handler om evnen til at transcendere angsten for det uvisse, handle, og skabe nyt 

system og ny mening – enten i form af selvfortælling eller i form af ideer. Det innovative er altså 

evnen til at lære og indtage nyt for så at omsætte det til identitet igennem selvfortælling. Innovation 

finder sted i systembruddets kontraster og synteser – igennem mødet med det abjekte og i forsøget 

på at skabe et nyt system (Alvesson 2007 s. 251). 

Ved operationaliseringen ift. dette, så handler det om at fremme the dejects innovative processer. 

Den måde ny viden i form af krise leder til innovation skal gøres bevidst. I første omgang igennem 

refleksivitet, så transcendens. Når the deject først er bevidstgjort, kan Engeström anvendes i 

organisationer med bevidste aktører til organisatorisk udvikling og innovation. 

33/60




5.1.2 Double-bind 

Engeström inddrager Bateson, fordi tanken med læring i kontrast er, at man konfronteres med det 

såkaldte double-bind. Bateson skelner mellem tre læringsniveauer (Hermansen 2005 s. 66-68 og 

Illeris 2007 s. 89-90): 

Læring 1 drejer sig om at tillære betingede svar, dvs. reaktioner eller respons, som er 

passende på den givne situation. Man har flere alternative løsninger og lærer f.eks. igennem 

trial and error. 

Ved Læring 2 tillæres der dybere regler, som f.eks. hvad det indebærer at lære, sociale regler 

osv. På niveau 2 sættes læringen i system – man lærer hvordan man lærer. 

Læring 3 opstår i situationer, hvor man udsættes for modsætningsfyldte krav, hvilket 

resulterer i double-bind (et krav om at imødekomme uforenelige fordringer). Her reflekterer 

man over sin læring og problematiserer den. 

På læring 3-niveau søger man ikke ly i kaninhullerne som på læring 2, men 

holder trods den belastende usikkerhed fast i åbningen på læring 3. 

(Hermansen 2005 s. 66-67) 

Systembruddet søger at skabe Læring 3 ved at bryde med den ontologiske sikkerhed. Vaner og 

rutiner skal forkastes for herved at skabe en ny mening. Dette sker hele tiden for det senmoderne 

deject, men denne opgave søger at bevidstgøre og operationalisere denne proces, hvorved individet 

får en øget mening, et mere stabilt system at leve efter, samt evnen til at holde fortællingen i gang. 

Bateson har også et Læringsniveau 4, som han mener ikke findes hos noget menneske. Hermansen 

sammenligner det med et paradigmeskift indenfor videnskaben, f.eks. Einsteins relativitetsteori, men 

måske handler det nærmere om den stabilitet, det giver at have en mening i tilværelsen. Det handler 

måske om at ryste ved den grundlæggende tro på et eller andet f.eks. religionen – dvs. ideologierne 

bagved ideologierne? Hvis dette er tilfældet, så søger systembruddet måske Læringsniveau 4 ved at 

skabe et abstraheret meningsfundament, som man kan basere al mening på – en ny ontologisk 

sikkerhed eller system for det senmoderne menneske i form af evnen til at stoppe refleksionen og 

handle og således leve livet. 

5.1.3 Iscenesættelsen af double-bind 

Den ekspansive læring er udarbejdet af Engeström ved et projekt indenfor det finske sygehusvæsen i 

Helsinki. Her arbejdede Engeström med et grænseoverskridelseslaboratorium, hvor forskellige 

34/60




virksomhedssystemer mødtes i double-bind. I en form for eventiscenesættelse skabtes double-bind 

situationer, hvor han bl.a. inddrog videofilm af patienter og deres familier i et møde med læger på et 

sygehus. Navnet virksomhedsteori kommer som sagt af læring som en virksomhed, en handling – ens 

virke - man lærer altså noget, når man er i gang med noget eller har noget for. Aktivitet i sig selv er 

dog ikke nok, den må være indskrevet i en kontekst og have at formål, jf. iscenesættelse (Hermansen 

2005 s. 86). Et såkaldt grænseoverskridelseslaboratorium er netop en iscenesat situation, et rum 

hvor regler for samtale og innovation er iscenesat for at skabe de bedst mulige vilkår for et 

systembrud. Sygehuset forsøgte at ændre på interne strukturer. De ansatte blev i mødet tvunget ud i 

et double-bind, fordi lægerne måtte finde en løsning for ikke at ende i en ubalance i selvfortællingen 

(jf. skam). Herved blev der åbnet for den redundante viden, og man kom innovativt frem til 

alternative løsningsformer. Ved at udsætte folk for double-bind lærer man sidelæns – i stedet for at 

prøve at forene uoverkommelige modsætninger, arbejder man sig frem til alternativer (Illeris 2007 s. 

106). 

5.2 Eksistentiel Læring 

Nu er systembruddet dog ikke kun et spørgsmål om innovationen i skabelsen af nyt system, for det 

hviler ligeså meget i en operationaliseret form på en eksistentialistisk indgangsvinkel. Systembruddet 

handler om the dejects muligheder for at acceptere - ikke abjektere - sig selv som abjekt. Eksistentiel 

læring er at påtage sig livet, hvilket modsvarer the dejects risiko for manglende evne til at finde 

fodfæste i livet pga. angsten. Læring eller undervisning skal her anses som en facilitering af viden, og 

forudsætter en faciliteringspartner, som kan initiere læringsprocessen igennem en udfordring af det 

hidtidige stadie (Hermansen 2005 s. 101ff). Dette kan sammenlignes med Engeström, hvor et system 

også skal møde et andet system for at blive opmærksomt på kontraster. Læring er altid bundet op på 

nyt og den menneskelige identitet læres og siden skabes bedst igennem mødet med andre 

mennesker. 

Hermansen præsenterer to teoretikere som proponenter for eksistentiel læring: Carl Rogers og Paul 

Colazzi. Carl Rogers begreb signifikant læring er, hvad der i det konsekvent gennemgribende 

systembrud søges opnået: læring er livs-involverende og ombrydende. Det er hvor læring mødes 

med modstand og griber ind i selve identiteten. Paul Colaizzi er endnu mere radikal i sin vurdering af 

læring som eksistentialistisk. Han skelner mellem basal informationstilegnelse og en omsiggribende 

livslang læring: altså læring som er direkte paradigmevæltende og indebærer forandringer i ens 

identitet. Det handler om at tage ansvar for sig selv og ”tage livet på sig” og ikke bare gøre, hvad 

andre (eller ift. det senmoderne: traditioner) foreskriver: 

35/60




Læring er at ville livet, at ville tilegnelsen, undersøgelsen og endda også momentvis at 

ville slippe sig selv og sit nuværende grundlag, indtil man har tilegnet sig et nyt. 

(Hermansen 2005 s. 104) 

Her finder man viljen til læring. Engagementet som binder en til læringssituationen og Kierkegaards 

klassiske valg og springet ud på de 70.000 favne – når man først er hoppet ud i det uvisse, er der 

ingen vej tilbage. For the deject er der aldrig andet end springet, da der mangler den mening at 

forpligte sig på, som f.eks. Kierkegaards etiker finder i det religiøse (www: Wikipedia: Søren 

Kierkegaard). The deject er fanget i transformationen, for når han rammer målet, bliver det 

meningsløst og han springer videre. Konstant må der træffes valg og retning for identitetens 

fortælling. The deject fortæller verden frem socialkonstruktivistisk, men det han fortæller frem er 

afgjort af den forforståelse, den viden, som han har tilegnet sig igennem sin handling, jf. 

virksomhedsteori. Vi handler verden frem, for kun i handlingen får vi noget at fortælle om, bliver vi. 

Formålet med at bryde systemet er at genskabe en balance, som virksomhedsteorien siger det. Reel 

balance er dog i the dejects tilfælde en illusion, fordi enhver læring vil pege på the dejects egen 

grænser. 

5.3 Transformativ Læring 

Den sidste læringsteori jeg vil introducere som en del af systembruddet, er den transformative 

læring. Teoriens grundteoretiker Jack Mezirow tager udgangspunkt i Habermas kommunikative 

læring og idealet om den herredømmefri kommunikation (Illeris 2007 s. 114). Grundlaget for den 

transformative læring er at forstå, hvad der menes, når man kommunikerer med andre. 

Læringsteori bruger også betegnelsen kognitive skemaer, hvor jeg bruger system om hvordan man 

organiserer viden i sit hoved. Dette svarer egentlig også til min forståelse af, hvad der ligger bag den 

ontologiske sikkerhed: skemaer som udgør systemet. Knud Illeris opridser 4 læringstyper, som her 

opfattes hierarkisk med reference til Batesons 3 læringsniveauer (Illeris 2007 s. 19f). 

Kumulativ læring er en mekanisk læringstype, hvor man lærer noget helt nyt. Det er typisk 

læringsform for børn. Man opretter helt nye skemaer. 

Assimilativ læring er den typiske læringsform, hvor man tilføjer nyt til et eksisterende skema. 

Den typiske læringsform i skoler. 

Akkomodativ læring er hvor det som Hermansen kalder overskridende læring finder sted, 

dvs. hvor skemaer helt eller delvist brydes ned og rekonstrueres. Det er altså her det bliver 

interessant ift. systembrudsteori. 

36/60




Transformativ læring indebærer en ændring i organisationen af skemaer, dvs. hele 

identiteten, tankestrømme osv. rekonstrueres. I og for sig systembruddets ultimative mål 

hvor læringen bliver eksistentialistisk. Det er her man lærer at leve. 

Indenfor transformativ læringsteori bliver systemet fra systembruddet til de indre skemaer vi 

organiserer vores verdensbillede efter, alle de indtryk vi vælger at inkorporere i vores 

virkelighedsopfattelse, mens det vi frasorterer, bliver liggende et sted i hjernen, som ubevidst eller 

ift. ekspansiv læring: redundant viden (jf. Mezirows mentale vaner, Illeris 2007 s. 116). Transformativ 

læring handler om at ændre sine problematiske referencerammer (m.a.o. Giddens’ ontologiske 

sikkerhed i negativ forstand eller jf. eksistentiel læring: ens indre skemaer; altså systemet), så man 

kan gå til verden mere refleksivt åben for forandring (Illeris 2007 s. 115). Det handler om at bryde 

sine mentale vaner, de måder man tænker på for at konstruere sin identitet og sit verdensbillede. 

Processen omfatter kritisk refleksion, empiriske verifikationer, konstruktiv og kritisk argumentation, 

konsekvent handling og viljen til forandring. Mezirow fremhæver selv den kritiske refleksion og den 

villede, aktive deltagelse, som de vigtigste elementer i transformativ læring (Illeris 2007 s. 116). 

5.3.1 Krisens paradigmeskift 

Den transformative læring er drastisk, kriseorienteret og søger et paradigmeskift, jf. Batesons 

læringsniveau 3. Den var tidligere typisk indenfor psykoterapien, men er nu almindelig indenfor 

læringsformer som personlighedsudvikling, omskoling og lignende former for identitetsfleksibilitet, 

som er typisk for det senmoderne samfund. Systembruddet søger at gribe dybt ind i det senmoderne 

menneskes eksistentielle vilkår og ændre det grundlag, det system, hvorpå beslutninger træffes. 

Systembruddet bevæger sig i sin abstraktion over the dejects vilkår i transformationen ind omkring 

kerneværdier. Som beskrevet i afsnittet om transformation, så er ordet netop valgt for at signalere 

noget mere drastisk end blot forandring - eller f.eks. Paul Colaizzis basale informationstilegnelse, som 

kan sammenlignes med Illeris to første læringstyper: kumulativ og assimilativ. Det er ikke blot 

systemets skemaer, som skal brydes ned, men hele grundlaget for hvordan fremtidige skemaer 

optages, sorteres, hvordan ny viden modtages og indlæres. Grundlaget skal transformeres til et nyt 

mere operationelt system. Det er også herfor, at en almindelig samtale eller læringssituation ikke er 

nok, men at eventen må inddrages for at få blik for æstetisk påvirkning. 

Transformationer kan være kumulative forstået som snebolden, der ruller ned ad bakken og vokser 

undervejs. Det som bliver interessant ved Mezirows forståelse af transformativ læring, er at den 

oftest sker intuitiv (Illeris 2007 s. 118). Det er her, at man kan sammenligne med det senmoderne 

individs selvfortælling, for godt nok er den refleksiv i den forstand, at individet vælger mellem 

37/60




forskellige fortællinger og handlinger, som kommer til at udgøre selvet, men oftest sker dette uden 

den refleksive bevidsthed om refleksiviteten. Det sker uden, at individet tænker over, hvorfor det 

sker, og vigtigere: hvordan det sker. Det er denne konstante innovation i selvfortællingen, som man 

igennem en øget refleksivitet bør kunne operationalisere til et kreativt engagement i selvfortællingen 

igennem aktiv villen til at transcendere sit selv ud i evigheden igennem transformation. Det er læring 

igenem oplevelse. Et bud på den aktive senmoderne læringsproces og identitetsdannelse, hvor 

individet engagerer sig brusende og transformeres i et frirum, i oplevelsens eller eventens 

transcendens. 

5.4 Opsummering: Transcendent læring 

De inddragede læringstyper ser alle læring som noget, der foregår i social kontekst. Enten i form af 

organisationer eller vha. facilitatorer. Især faciliteringsbegrebet peger tilbage på events og en 

iscenesætterrolle. I forbindelse med events bliver det læring i et transformativt frirum, hvor man i 

selskab med andre systemer løftes i den kollektive brusen til en transcendent læring. Her forberede 

man sig mimetisk på at kunne bryde sit system til et mere fleksibel og omstillingsparat system, som 

kan håndtere det senmoderne samfunds angstfremkaldende transformative aspekter. En sådan 

læring vil nedtone the dejects angst, og det kan skabe en mere stabil, refleksiv og villet selvfortælling 

i balance med individets handling. 

Eventen bliver et iscenesat frirum for kontrolleret læring. Æstetikken skal bidrage til at udfordre 

systemet ved at være mimetisk abjekt og fundament for konfrontation systemer imellem. Deltagerne 

skal være aktivt medvirkende, engagerede (brusende) og forpligtede på processen. Det 

transcendente mål skal være synligt og klart, så bruddet ikke bliver for angstprovokerende. I 

processen skal viden og systemer refleksivt diskuteres eller eksternaliseres, så de kan åbnes for 

transformation. Innovationen findes ved at åbne op for selve selvfortællingen og forstås som den nye 

identitet eller det nye system som skabes. 

Hermansen bruger begrebet overskridende til at betegne de typer af læring, som rykker grænserne 

for identitet og lignende, dvs. den type læring som ligger op ad systembruddet. (Hermansen 2005) 

Alle de her beskrevne læringstyper har overskridelsen til fælles. Alligevel vil jeg fortsat bruge mit 

udtryk transcendent læring som del af systembruddet, da jeg mener, at læring her ikke blot 

overskrider, men bryder noget ned for at bygge op igen i en transformation – ikke kun som 

transformativ læring, som bliver til en delkomponent i læringen. Det hænger sammen med det 

senmoderne individs fragmenterede identitet, hvor man i mødet med det uvisse hele tiden trues af 

38/60




meningsløshed. Grænserne overskrides ikke bare, de brydes ned og flyttes og brydes ned og flyttes 

konstant efterhånden som individet lærer nyt i bruddene og tilpasser sin identitet. 

Den transcendente læring er på mange måder en form for transformativ læring i et 

virksomhedsteoretisk perspektiv. Systembruddet er en læringsform, en teori der søger at give 

mening tilbage til the deject og afdække, hvordan han må tage ansvar for sin egen videre skæbne. 

Den innovation der sker i systembruddet og i mødet med det hæslige er en form for Engeströms 

ekspansiv læring, hvor man tvinges ud i et double-bind i mødet med det abjekte. Den ontologiske 

sikkerhed udfordres i ambivalensen, the deject kan transformeres og transcendere evigheden eller 

svinde hen i angst for abjektet. I transformationen findes begejstringen i form af den eksistentielle 

ansvar for eget liv, man påtager sig livet jf. eksistentiel læring. 

Når læringen og den følgende innovation i systembruddet bliver individets ansvar, bliver læreren, 

underviseren eller formidlerens rolle anderledes. Det er ikke en klassisk klasserumssituation, der skal 

ledes, men er i stedet en identitetsskabende oplevelse, en event, som skal formidles. Mit formål med 

en operationalisering af systembruddet er at fremtvinge kunstige (evt. kollektive) skæbnesvangre 

øjeblikke, igennem Batesons doublebind, som kan strategisk ledes til at transcendere angst 

(genoptage det abjekte/genskabe stabilt system) og åbne op for redundant viden, som omsættes til 

handling og identitet, dvs. innovation (Giddens 2004 s.234ff). Læring er meningsgivende læring, og 

Hermansens overskridende læring bliver i systembruddet en transcendent læring: eksistentiel og 

ekspansiv, overskridende transformation som middel til et mål igennem en faciliteringsproces. 

Spørgsmålet bliver så, hvordan kan dette konkret iscenesættes og styres? Hvis læringen skal være 

transcendent og transcendensen er middel og mål, så mangles stadig at definere en arbejdsproces – 

en strategisk iscenesættermetode og et nyt system – et mål. Hvordan udnytter man bedst læringen, 

som findes i systembruddet, og hvad er det for et mål man skal arbejde mod? 

6. Operationalisering af systembruddet 

Strategisk konversation er et ledelsesværktøj med det formål at forandre og udvikle sprogligheden 

sprog, så det kan påvirke en situation i en gunstig strategisk retning baseret på den tanke, at der er 

sammenhæng ml. sprog, tanke og handling. Denne kommunikative proces eksternaliserer og 

internaliserer deltagernes viden, dvs. i første omgang skal viden frem i lyset, så det kan behandles, 

hvorefter det så at sige tages til efterretning som ny viden og ny forståelseshorisont for deltagerne. 

En af metoderne er dekonstruktion af forståelsesrammer for at vise, hvordan de er historiske og 

39/60




kulturelle konstruktioner. For at åbne op for scenarieplanlægningen bruger man strategisk 

konversation til at intervenere, dvs. bryde med en organisations sprog, dvs. system. 

Strategisk planlægning handler om at definere en langsigtet strategi på basis af 

analyser, der vurderer organisationens indre situation i relation til en formodet 

udvikling i omverdenen. (Kristiansson 2005 s. 44) 

Individet gør dette på livsstilsplan. Man søger at planlægge sit liv. Det handler om at tage kontrol 

med uvisheden ved at forsøge at tage højde for eventualiteter, og acceptere hvad man kan ændre og 

hvad man ikke kan. Hertil knytter sig refleksion eller ”refleksiv konversation”, som er et mere 

generelt værktøj til gruppediskussion. Det søger at skabe fælles forståelse for nye, ukendte 

fænomener. Man søger at diskutere og reflektere over selve den måde, der diskuteres på. Dvs. i 

stedet for fokus på praksis, flyttes fokus til den måde praksis italesættes. Imens forsøger en ledelse at 

forstyrre kommunikationen ved at stille spørgsmål, hvor faste udtryks betydning sættes til refleksion 

(Gaml & Kristiansson 2006, s. 23f). 

6.1 Strategisk refleksiv konversation 

De artikler om SRK, som jeg benytter, beskæftiger sig med koblingen strategisk refleksiv konversation 

indenfor organisationer og i projektarbejde. Der er dog et spil imellem det individuelle og 

kollektivniveauet, hvor man kan anvende teorien begge veje, ved at kigge på, hvilke mekanismer, der 

gør sig gældende bagved begreberne, hvad jeg vil argumentere nærmere for på de kommende sider. 

I første omgang vil jeg dog undersøge refleksion ift. systembruddet og angst og derigennem 

yderligere uddybe metoden. 

6.1.1 Refleksion og refleksiv metode 

Bogen ’Reflexive Methodology’ gennemgår forskellige klassiske kvalitative analysemetoder og 

forsøger i bogens sidste kapitel (Alvesson 2007, kapitel 7) at samle op på nogle gennemgående træk, 

som kan anvendes i en refleksiv arbejdsproces. Disse træk er baseret på de samme senmoderne 

tendenser, som the deject fungerer under. Det er Giddens institutionelle refleksion, som gør sig 

gældende: al viden skal problematiseres. Fokus skal sættes på fortolkning og refleksion af og over 

empirisk materiale mere end på rå datamængder. Man forsøger at skabe en større awareness - en 

bevidsthed om problemer og forskellige teorier, som giver en større legitimitet og lødighed (Alvesson 

2007 s. 249). Bevidsthed er et interessant begreb brugt her, som jeg kommer ind på senere (se s. 

50f). Refleksion er dog mere end blot selvrefleksion, det forudsætter en forhåndværende viden at 

reflektere over og ud fra: 

40/60




The idea that self-examination helps to get rid of theoretical and other ballasts so that 

empirical material receives maximum justice, is untenable. Without linguistic, cultural 

and theoretical ballast it is not possible for researchers to get their bearings, to make 

interpretations or to write anything that makes sense. (Alvesson 2007 s. 242) 

Indenfor akademisk fremgangsmåde kan overdreven selvundersøgelse ikke nødvendigvis fjerne 

forvrængning og subjektivitet, men i forhold til en træning af the deject som mere livsdueligt, 

handlekraftigt og bevidst individ, er det et ideal, som kan søges efterlevet. Ved at kende sin egen 

baggrund og sine egne motivationer, kan man bedre agere i det senmoderne samfund. Målet for 

refleksionen er en balance mellem for meget viden og for lidt viden. I ”Reflexive methodology” 

forklaret som forskellen mellem en for bred teoretisk baggrund og tabula rasa – at starte helt fra 

scratch. (Alvesson 2007 s. 251) I systembruddet betyder det, at man skal have nok til nogenlunde at 

handle, men ikke så meget, at det bliver for angstfremkaldende at navigere i informationsoverfloden. 

Det er denne bevidsthed omkring selv og selvfortælling, som kan operationaliseres igennem et fokus 

på iscenesættelsen af systembruddet. Refleksiviteten kan gøres refleksivt bevidst. Hvor the deject er 

vildfaren og hjemløs, og må holde sig i gang og let farer vild i angsten, kan en kontrol med denne 

vildfarenhed, en operationalisering af hjemløsheden i form af selvbevidsthed give en form for mål og 

struktur på tilværelsen. Igennem et iscenesat systembrud skabes en bevidsthed omkring alle 

systembruddene, hvorved the deject selv bliver i stand til at iscenesætte disse og skabe sin egen 

mening i tilværelsen. Det er også ift. eksistentiel læring en livsduelighed I form af bevidsthed og 

refleksion over muligheder og problemer. 

6.1.2 Fra refleksion til konversation 

If we take various possible outcomes into account, and attempt to develop the theory 

so as to incorporate various envisaged outcomes, the theory will be enriched. This is 

one example of what Gergen and Gergen call reflexive methodology. Another example 

is to start from conversations with various people and then, together with them, 

construct new ways of understanding some particular phenomenon. This is known as 

the social-dialogic method. (Alvesson 2007 s. 243) 

Strategisk refleksiv konversation bliver herved en realiseret arbejdsform med baggrund i refleksiv 

metode, som inddrager og arbejder med de i det ovenstående citat præsenterede teknikker. 

Teknikken er kombinationen af den strategiske praksis og refleksionens udfordring af praksis. Det har 

altså et pragmatisk fokus og inddrager en transdisciplinær heterogen logik og refleksiv konversation, 

41/60




hvorigennem skabes en ny sproglighed. Den ny sproglighed er et nyt system socialkonstruktivistisk 

set og åbner for en ny viden igennem refleksiv konversation, dvs. at det er en innovativ arbejdsform. 

Den nye viden er dog ikke som sådan ”ny” i kreativ forstand, men den er resultat af et flyttet fokus. 

(Gaml & Kristiansson 2006 s. 27) Her kan man se, hvor SRK er inspireret af såvel den refleksive 

metode som Engeströms ekspansive læringsteori. 

SRK bryder med et system i krise ved at eksternalisere, dvs. italesætte krisens elementer. Strategien 

og motivationen bliver et forsøg på at starte et nyt system. Strategisk konversation er at betragte 

som et radikalt indgreb i en organisation, netop fordi den sætter værdier og begreber til refleksion, 

som kan være del af en stærk kultur. Herved skabes der desto mere angst og deraf relaterede 

reaktioner (modstand, irritation, uvilje) hos de involverede. Ved at stille kritiske spørgsmål, som leder 

til refleksion tvingens man ud af systemets rammer. Iscenesættelsesaspektet er nedtonet og det 

fungerer indenfor genkendelige kursus/projektudviklings rammer. Det er pga. fokus på praksis, at 

man har et konkret mål med SRK, som på den måde er på mindre skala end den omfattende 

identitetsforandring, som ellers er tænkt med systembruddet. Angsten opstår i mødet med det 

transdisciplinære, dvs. man får udfordret sit system, men i den trods alt lidt iscenesatte kontekst af 

kursus, bliver dette mindre angstfremkaldende, da man i bruddet arbejder transcendent mod et nyt 

system. På den anden side af de brudte systemer, finder man ny mening. Angsten vil også være 

nedtonet idet, at det er en professionel og faglig forandring, det er ikke (for de fleste) en del af de 

dybeste kerneværdier, som udfordres, mens det tabuiserede aspekt også er småt i konteksten. 

6.1.3 The dejects informationspolitik 

Man kan selvfølgelig ikke direkte overføre SRK, som er en kollektivt tænkt procesorienteret 

arbejdsmetode til individet, hvis man vil have alle detaljer med. Men hvis konversationen 

sammenholdt med SRKs udgangspunkt i ekspansiv læring betyder, at noget innovativt sker ved at 

man lærer i mødet mellem varierende refleksion over kontraster, så er det meget lig tanken i 

systembruddet og man kunne måske begynde at tale om det strategisk refleksive systembrud. 

Kernen i strategisk konversation er scenarieplanlægning. En del af scenarieplanlægningens 

grundantagelser er bl.a. at anskue organisationen som en levende organisme. (Kristiansson 2005 s. 

46). Det kan man jo vælge at tage meget bogstaveligt, og som jeg gør overføre til individets mentale 

processer: man arbejder refleksivt med sit selv, sin mening for at skabe en motivation og en 

sikkerhed, som trækker ud over nuet, dvs. man trækker fremtiden ind i nuet, defineret således: 

42/60




Scenarieplanlægning kan mere præcist forstås som en organisatorisk 

informationspolitik, en styreform, der har det formål at skulle håndtere kompleks 

viden, information og kompleksitet i relation til organisatoriske beslutninger og 

handlinger. (Kristansson 2005 s. 39) 

Kan et individ have en informationspolitik, som SRK søger at forandre det i organisationer? Efter min 

mening, ja: i systembruddet kan mennesket anskues som den levende virksomhed, som overlever i et 

omskifteligt miljø (jf. Kristiansson 2005 s. 49) Kristiansson trækker selv tråden fra det nationale, 

politiske niveau til organisationsniveau og kaldet disse for henholdsvis makro og mikroniveau, men 

det virkelige mikroniveau er vel at anskue individets indre skemaer og system, som en art 

informationspolitik – i og for sig individets psykologi? Scenarieplanlægning indenfor systembruddet 

hos individet stiler også mod at udfordre en bureaukratisk forvaltning i form at stive vanesystemer og 

sigter mod en fleksibel tilgang til det hastigt skiftende senmoderne samfund (Kristiansson 2005). 

Den infopolitiske agenda bliver individets valgte livsstil, projekterne bliver de handlinger og 

aktiviteter, som individet gør for at vedligeholde livsstilen, styreformen er rutiner og vaner og 

programmer er ambitioner eller forandringsvilje (Kristiansson 2005 s. 41f). Det er selvfølgelig umuligt 

at sammenligne så klart, men det tjener til at illustrere, at det på mange måder er de samme 

mekanismer, der gør sig gældende hos individer og organisationer, blot på forskellige planer og den 

største forskel er at praksis og anvendte metoder i en operationalisering af systembruddet 

selvfølgelig vil være vidt forskellige. 

6.1.4 Scenarieplanlægning: En ny transcendent sikkerhed 

Scenarieplanlægning er den eksistentielle ansvarstagen, hvor man forholder sig systematisk til 

fremtiden som en uvis størrelse. Man er kritisk overfor fremskrivninger, dvs. forsøg på at kontrollere 

det ukontrollerbare, og herved reflekterer man over de mentale modeller (systemer) som måtte ligge 

til grund for ens egne beslutningsprocesser og kommunikation med omverdenen. Målet med 

scenarieplanlægning er at udvikle et omstillingsvenligt system, som er i stand til at håndtere 

komplekse og tvetydige informationer og forholde sig til og agere i konfrontation med et usikkert 

miljø (Kristiansson 2005 s. 46). Det er et forsøg på at skabe et system, som er mere åbent overfor 

transformationen, og som ikke lader sig overmande af angst, men igennem en refleksiv arbejsform 

kan bearbejde og omstille eksisterende skemaer i systemet ift. nye. Fokus flyttes fra målet til 

processen, fra systemet til transformationen som proces, og angsten mindskes, fordi man fremhæver 

et illusorisk mål igennem en kollektiv kontrakt. 

43/60




Udtrykket dialog defineres som en kommunikativ proces, der har karakter af 

læreproces f.eks. initieret i form af spørgsmål som: Hvad nu hvis? (Kristiansson 2005 s. 

48) 

Ved at formulere fremtiden, accepterer man den som del af systemet, så transformation og handling 

lettes. Man iscenesætter en form for transcendent sikkerhed, som gøres til del af systemet, der 

herved bliver mere fleksibelt. SRK er ikke blot ekspansiv læring, men det er ligeså meget en 

transformativ læring, hvor en ny identitet, nye referencerammer skabes. Scenarieplanlægning er et 

forsøg på at strukturere the dejects hverdag, så vedkommende ikke bare farer forvildet rundt. Det 

giver en struktur og et system, som danner rammen om handlen og identitetsprojektet. Eventens 

mimesis bliver til scenarier for, hvad transformationen kan bringe, som refleksivt justeres for at 

bibeholde transformationens innovation i ambivalensen – drevet af angst for krisen, motiveret af 

katarsis ved skabelsen af ny mening. 

6.2 Systematisk løbende refleksion 

Et konkret eksempel på brug af SRK findes i form er refleksionsmodellen Systematisk løbende 

refleksion (Kristiansson m.fl. 2009), som er en slags udløber af strategisk konversation. Her arbejdes 

løbende refleksivt med det ufærdige, hvorved man forbliver i transformationen for løbende at 

tilpasse sig nye input, ny viden genereret i forløbet. Det er altså en refleksion over transformationen - 

en udviklingsproces, som stiler imod at bibeholde refleksionen og transformationen i hele forløbet. 

Modellen er skabt og målrettet til Århus Kommunes Biblioteker som en kollektivt konverserende 

arbejdsform med henblik på biblioteksudvikling. Helt konkret et forsøg på at få flere unge til at bruge 

biblioteket. 

Formålet med arbejdsformen er at bruge teori til at forbedre praksis igennem refleksion. Man skal 

tage ansvar og selv forsøge at påvirke en udvikling aktivt igennem en bevidsthed om forskellige 

potentielle udviklingsmuligheder. Fremtiden anses som tvetydig men påvirkelig, hvilket ansvarliggør 

deltagerne til at tage ansvar for fremtiden. I modellen mødes forskellige kontrasterende systemer i 

arbejdsgruppen i form af Mindkeepere, bibliotekarer og Mindspottere, unge. En udefrakommende 

mødeleder stiller dekonstruerende (system-brydende) spørgsmål for at skabe double-bind 

situationer. De deltagende tvinges til at bryde systemer ned, indtage ny viden (læring) og 

rekonstruere mening. 

44/60




6.2.1 Iscenesættelsen 

Refleksiviteten søger at ryste folks forforståelse, systemet (Kristiansson m.fl. 2009 s. 32). Man 

forsøger at fokusere på, hvad den eksisterende referenceramme ikke formår at fortælle, jf. 

Engeströms ekspansive læring. På den måde holdes deltagerne fast i transformationen og tvinges til 

at forholde sig til det usikre, uforudsigelige og uvisse – det abjekte. Sprogligheden forandres, så der 

åbnes op for ny viden. Det handler i Mindspot om innovativ vidensgenerering, men i en anden 

kontekst kan man f.eks. forsøge at arbejde mere med de fysiske omstændigheder og søge at gøre 

sanserne bekendt med forandring, handling og bevægelse, så man lettere kan forholde sig aktivt til 

verden. På den måde kan transformationen tilnærmelsesvis gøres til rutine og herved del af 

systemet. Et nyt mere fleksibelt system er skabt, som ikke fremkalder nær så meget angst i bruddet. 

Hvis man ikke kan engagere deltagere til brusen (som defineret på side 28) i projektet, bliver selve 

projektet til et rutineret negativt system, et pligtarbejde (Kristiansson m.fl. 2009 s. 38) Man er derfor 

nødt til at forpligte the deject som målgruppe på processen, så angsten for at stoppe (f.eks. i form af 

skam) bliver større end angsten for det uvisse i udfordringen af ens system. At forpligte sig svarer 

nogenlunde til springet fra Kierkegaards æstetiker til etiker, man forpligter sig på sit valg. Her kan 

man igen se, hvordan noget alment kendt gør sig eksistentialistisk gældende i SRK, hvilket peger 

tilbage på ansvarliggørelsen og den eksistentielle læring. 

Efterhånden som forløbet udvikler sig, vil det transcendente, det meningsgivende i iscenesættelsen 

og målet forhåbentlig erstatte angst som motivation. Et eksempel er fra Mindspot-arbejdsprocessen, 

hvor mødelederens spørgsmål, de såkaldte trigger-spørgsmål, til tider havde en for stor 

angstfremkaldende effekt – de skabte for stor uvished i forhold til ønsket om at genskabe mening, så 

de underminerede arbejdsprocessen ved at skabe tvivl om det transcendente i forløbet. Igennem 

arbejdsprocessen ændrede dette sig dog, efterhånden som det nye mere fleksible system blev 

indarbejdet, så deltagerne blev mere livsduelige og bevidste omkring deres refleksivitet og lærte at 

agere i et omskifteligt system (Kristiansson m.fl. 2009 s. 38). 

Iscenesættelsen i Mindspot projektet findes også i form af ”stop-op” dage, som kan ses som løbende 

events, hvor man mødes og evaluerer og reflekterer over processen. Her gælder specielle regler og 

riter i form af mødelederens spørgsmål og evalueringspapirer. Refleksionspapirer er bindende og 

signalerer en forpligtelse og giver en målestok for udviklingen. Nogle af de konkrete teknikker som 

anvendes i SRK er en transdisciplinaritet, der åbner for belysningen af nye vinkler igennem mødet 

med kontraster eller overraskende synteser mellem forskellige systemer. Samtidig kan man arbejde 

med post-its for at eksternalisere sine begreber – sætte dem op mod modbegrebet og diskutere 

45/60




betydningen af ens sproglighed i en udfordring af praksis. Formidleren eller researcheren stiller 

spørgsmål, som ikke kan besvares uden at bryde med vante sproglige mønstre. I bedste terapeutisk 

stil, forestiller jeg mig, at et individ kan føre en dagbog, for på den måde at eksternalisere sit selv og 

sin fortællende proces på en kontrollerbar og refleksiv måde. På den måde indgår individet i en 

refleksiv dialog med sig selv. 

6.3 Strategisk refleksiv konversation anvendt til systembrud 

Strategisk refleksiv konversation er en kommunikationsproces, som søger at implementere 

scenarieplanlægning. Det kan anvendes hvor der er en ubalance imellem system og omverden, jf. 

Giddens krise (Kristiansson 2005). Samtidig skal det håndteres med forsigtighed for ikke at kaste 

processen ud i en kaotisk uvished. Der skal være en klart formidlet og ledet transcendens. SRK er 

ligesom the deject et evigt uafsluttet projekt, da man aldrig kender fremtiden – den udvikler sig jo 

løbende. Man søger at tale om det ukendte, vedkende sig det og tage højde for det uden at træffe et 

valg, at forsøge at indtage det, da det altid vil være uindtageligt. Det er bevidstheden om det abjekte 

(Kristiansson 2005 s. 48). Man forholder sig til transformationen som abjekt og skaber en parathed, 

som giver en følelse af ansvar, mening og kontrol, en slags katarsis ved, at man tør gøre det umulige 

og lykkes. Det senmoderne samfunds omskiftelighed operationaliseres ved at genkendeliggøre det 

uforløste og uvisse. Refleksionsprocessen sker løbende i individets selvudvikling, hvis denne kan 

bevidstgøres og operationaliseres i højere grad, kan man overvinde angst for transformation. Vi er 

herved ude i en art terapeutisk proces, jf. et infopolitisk reformprogram, hvor først eksternaliseres 

det hidtidige kriseramte system og the dejects vildfarenhed, hvorefter internaliseres 

scenarieplanlægning (Kristiansson 2005 s. 51). 

6.3.1 Iscenesætter, gruppe og kontrast 

Iscenesætteren (alternativt: researcheren, formidleren) af SRK deltager aktivt og er nærmest selv en 

del af det empiriske researchmateriale i form af sin rolle som gruppeleder. At være gruppeleder 

indebærer at stille spørgsmål, der ikke leder til svar, men til refleksion og diskussion med henblik på 

at afdække det vi ikke ved, at vi ved: de tanker vi sætter parentes om i hverdagen, det redundante, 

fordi det ikke passer ind i de skemaer, vi bruger til at kategorisere og organisere vores system med. 

Gruppelederen eller aktionsforskerens rolle er afgørende for hvorvidt SRK er en succes, og en 

videreudvikling af metoden til systembruddet bør indebære, at en mere refleksiv opmærksomhed 

rettes mod dennes baggrund og faglighed. Eksempelvis i Mindspot projektets dilemma: det er en 

fordel at aktionsforskeren kan sætte sig ind i de samme tankerækker og forstå bevæggrundene i en 

biblioteksgruppe, men på den anden side må man gå ud fra, at vedkommende derved befinder sig og 

46/60




bevæger sig indenfor de samme tankemønstre. Muligvis kan det indebære, at der gås på kompromis 

med nytænkningen og de mere radikale forestillinger. Kontrasten og bruddet bliver ikke stort nok, 

når systemerne er for ens – på den anden side giver det også en tryghed og en tillid til gruppelederen 

i form af genkendelighed. 

Hvor SRK teoretisk set åbner for synergisk kreativitet igennem transdisciplinære arbejdsgrupper og 

neutralt kritisk ekstern gruppeleder, så er det sværere i praksis, hvor en balance mellem 

indlevelsesevne/relevant viden og neutralitet/kritisk distance skal findes hos gruppelederen, mens 

arbejdsgruppen sandsynligvis oftest vil være mere homogen end ideelt ønskeligt. Skal man arbejde 

sammen indenfor samme felt, hvor kendskab til interne problemstillinger, forhindringer og 

muligheder er stort? Eller er udenforstående viden og andre vinkler mere relevante, hvis man nu er i 

stand til at åbne op for alternative tænkemåder i en gruppe med forhåndsviden indenfor 

arbejdsområdet? Der er en vis risiko for overdreven uvished og det giver et dilemma mht. tillid, især i 

deltagernes billede af forløbet, hvis der ikke fra enten gruppelederens side eller fra anden autoritær 

side stringent trækkes tråde til det overordnede strategiske formål eventuelt igennem 

delkonklusioner undervejs. Herved kan en transcendens bevares forløbet igennem. 

Et gennemgående problem er, at når researcheren, der fungerer som dekonstruerende 

sparringspartner forlader den tidsmæssigt afgrænsede arbejdsproces, hvem skal så stille spørgsmål? 

En systembrudsproces må i endnu højere grad fungere som læringsproces for de involverede, så det 

nye system internaliseres. Deltagere i systembruddet må være motiverede og engagerede, 

forpligtede på transformationen. De skal selv blive bevidste og forholde sig kritisk og refleksivt til 

egne og andres systemer, så de kan agere konstruktivt i uvisheden. Det er et nyt system som skal 

indlæres, et mere bæredygtigt system ift. det senmoderne samfund, hvor the deject skal gøres 

livsdueligt og lære at håndtere meningsløshed og refleksivt navigere i stedet for at være vildfaren. 

Metoden kræver et vist engagement og engagement kræver et vist overskud, hvilket ikke 

nødvendigvis er til stede i en krisesituation, hvor man føler sig presset på identitet og livsstil. Så hvor 

scenarieplanlægning som del af action research/aktionsforskning på positiv vis kan åbne op for et 

mentalt billede af fremtiden, som noget der kan tages højde for og formes, så kan uoverskueligheden 

i flere valgmuligheder samt almindelig manglende forandringsvillighed i en presset situation være 

ødelæggende for arbejdsprocessen. Hvilket for øvrigt demonstrerer vigtigheden af at få 

kommunikeret en passende æstetisk ramme ud som basis for afviklingen af strategisk refleksiv 

konversation, så hele situationen fungerer som en iscenesat selvbevidst helhed. 

47/60




Derudover er SRK også baseret i den tanke, at man skal tænke nyt, man skal søge ny viden, og denne 

stædige søgen efter nyt, efter at bryde med vaner og systemer, kan medføre blindhed overfor, hvad 

der egentlig fungerer godt i forvejen. Dette er i og for sig et kritikpunkt ved hele systembrudsteorien, 

hvor min teori dog tager højde for, at den kun er relevant, hvis individet er i krise som the deject og 

ønsker forandring. Man kan dog også sige, at er der truffet en beslutning om at gennemføre et 

projekt med strategisk refleksiv konversation som arbejdsmetode, gøres det selvfølgelig ud fra den 

grundtanke, at noget er galt og ændringer er påkrævet. Brud starter nytænkning og i forsøget på at 

afdække det man ikke ved, at man ved inspireret af den ekspansive læring, vil man måske være mere 

tilbøjelig til at vælge nytænkte, kreativt prominente løsninger end at præsentere mere konservative 

men også funktionelle idéer. 

6.3.2 Strategisk refleksiv konversation på Danmarks Biblioteksskole 

I Michael Kristianssons frimodul på Danmarks Biblioteksskole var min erfaring, at strategisk refleksiv 

konversation muligvis i sin nuværende form var for domineret af det refleksive og konversationen og 

for lidt af det strategisk målbevidste i al fald, hvis man skal bruge undervisningssituationen som 

eksempel. Kristiansson både underviste i og benyttede SRK, og undervejs var det til tider svært at 

overskue, hvordan faget egentlig hang sammen, og hvor det bar hen, hvis man ikke decideret sad 

med fagets formålsbeskrivelse i hånden. SRK er en funktionel arbejdsform, men det bliver meget let 

diffust undervejs pga. den løse konverserende struktur. I en krisesituation er det ikke sikkert, at en 

afdækning af kompleksiteten i en proces vil bidrage til andet end forvirring, når man måske mest af 

alt kan have brug for hurtige, konkrete løsningsforslag. Der mangler en bevidsthed omkring 

refleksivitetens angstfremkaldende perspektiver. Det er her at systembruddet som teori kan indgå i 

en syntese med SRK: med en bevidsthed om vigtigheden af transcendens af handling, fordi metoden i 

sig selv stirrer sig blind på refleksion som løsning. Her ville et individ som the deject måske blive 

tiltrukket af det abjekte i strukturen, bruddet og oplevelsesperspektivet i formen, som lover en 

transcendent erkendelse igennem selvfortælling og identitet knyttet til et så højt abstraktionsniveau. 

Et engagement bundet på en frihed og en stolthed i beherskelsen af formen. 

6.4 Opsummering: Funktionel men ikke fuldgyldig metode 

Systembruddet har til formål at implementere et nyt mere stabilt system og en mulig metode er SRK, 

der i implementering af scenarieplanlægning kommer ind på den samme transformation til et nyt 

system, som måske kan være en bevidstgørelse af the deject. Strategisk refleksiv konversation kan 

betragtes som systembruddets operationelle transcendente middel, mens scenarieplanlægningen 

eller den implementerede systematisk løbende refleksion på individniveau er et bud på målet. SRK 

48/60




benytter sig netop af Engeströms ide om et grænse-overskridelses-laboratorium i form af den 

eksterne facilitator (jf. eksistentiel læring), som stiller dekonstruerende spørgsmål. Samtidig er selve 

arbejdsprocessen en transformativ proces, som tjener til at eksternalisere og reflektere over det 

gamle system, hvorved man kan begynde at internalisere et nyt. Der mangler dog noget i 

transcendensen, en uddybelse af det nye system, som kan operationalisere the dejects selvfortælling 

og som samtidig i sig selv er en perspektivering til et løft ud over det senmoderne samfunds 

konstruktion af individet og ind i en anden type af bevidsthed, som når yderligere end refleksionen. 

Hvis ordet transcendens som jeg har defineret det, indeholder såvel strategi og den refleksive proces 

i sig selv som mål, kan man potentielt omskrive strategisk refleksiv konversation til at være et 

transcendent systembrud. Transcendens dækker her både den refleksive metode som middel og mål 

(i form af en bevidsthed), men også den strategiske og systematiske arbejdsform igennem 

iscenesættelse. 

Som en af mine store inspirationskilder til systembruddet i det hele taget, er SRK vurderet som en 

ikke fuldgyldig men funktionel indgangsvinkel til at iscenesætte systembruddet. Det er en akademisk, 

reflekteret arbejdsform, som måske er lettere at argumentere for som metode end en selvhjælpsbog 

af f.eks. Carl-Mar Møller (selvom en sådan sikkert også ville have flere anvendelige pointer og 

teknikker). Desuden er svaghederne noget, som især vil kunne håndteres igennem fokus på 

æstetikken og engagementet i frirummet, hvis SRK iscenesættes som en event og inddrager kroppen 

og sanserne i endnu højere grad. Ved at inddrage SRK har jeg demonstreret, hvordan man muligvis 

kan operationalisere systembruddet. Processen kan fungere som mimesis og stabilisere the dejects 

identitet ved at formidle den transcendente læring, som åbner op for ny måder at fortælle sin 

identitet på ved at inddrage viden, som udfordrer og transformerer ens system. SRK er en 

undervisnings eller ledelsesvinkel på iscenesættelsen af en transcendent læringssituation. Ved at 

anskue SRK som event inddrages mimesis i forbindelse med scenarieplanlægningen, hvis 

internalisering som system bliver et æstetisk projekt. Hvis en kollektiv brusen skal bruges som 

værktøj til en innovativ proces, skal iscenesættelsen være tydelig i sin frigørelse fra systemet og 

engagere til at dyrke det abjekte konsekvensløst. 

Hvis SRK reelt kan overføres til en bevidstgørelse af individets refleksive processer, bliver den 

individuelle livsstil eller bevidsthed, som man søger at fremme i scenarieplanlægning til et fænomen, 

som minder ganske meget om de værdier som buddhisme søger at fremme som livsstil. Buddhismen 

repræsenterer en accept af transformationen som abjekt, og er på den måde en løsrivelse af the 

deject fra sin jagt efter uopnåelig mening og substans. 

49/60




7. Buddhisme: Nyt system? 

En operationalisering indebærer en skabelse af bevidsthed hos the deject, hvor 

scenarieplanlægningens mimesis, bliver til en valgt livsstil. Refleksivitet kan være angstfremkaldende 

og lede til et pacificeret, handlingslammet individ. Kernen bliver herved, hvordan man stopper 

refleksiviteten og handler. Buddhismen er som systematisk løbende refleksion en ramme omkring 

systembruddet. En transcendent mening som giver en sikkerhed i transformationsprocessen 

igennem næsten samme metoder som SRKs scenarieplanlægning. Så hvor SRK kan ses som 

transcendensens metode, er buddhismen en videreudvikling af transcendens mål. Her sendes også 

en tanke til ’Reflexive Methodology’, hvor der i en sidebemærkning stilles spørgsmålstegn ved 

postmodernismens vestlige etnocentrisme og den heraf følgende mangel på inddragelse af asiatisk 

filosofi (Alvesson 2007 s. 178). Det her er et bud på en kobling fra det senmoderne/postmoderne til 

buddhismen 

7.1 En senmoderne bevidsthed 

Den amerikanske buddhist og zen-præst Steve Hagen tager udgangspunkt i det senmoderne samfund 

som vilkår for menneskets eksistens. Han præsenterer en relativt verdslig og meget amerikansk, 

populistisk tilgang til buddhismen, hvis operationalisering af the deject ligger meget tæt på 

Kristianssons i systematisk løbende refleksion. Jeg vil her præsentere nogle hovedpointer. 

Menneskets vilkår er som hos Kristevas deject: 

They sense that real security is impossible to attain. For they know that even if we 

could manage to accumulate all desire, it will be inevitably taken from us by death. Our 

mortality looms above us, as terrifying as it is certain. We seem utterly stumped. How 

can we possibly find peace under these conditions? (Hagen 1997 s. 1) 

Det er igen menneskets want, vores ønske om mening og mere, som i buddhismen anses som en 

overflade, et blålys, som lokker os væk fra, hvad der i virkeligheden er meningen: selve livet, som det 

eksisterer som en helhed med mennesket som en del af det: 

We long for something. We feel pain and loss. We suffer. Everything we need to 

alleviate this dissatisfaction is right here before us. Yet we don’t realize it. (Hagen 1997 

s. 16) 

Det skal dog ikke forstås, som at man kan løse alle problemer og befri sig selv helt for angst og 

smerte: 

50/60




Rather, it [buddha-dharma – the teaching of the awakened] urges us to examine the 

nature of our problems, what they are and where they come from […] It’s about 

getting down to basics and acting on them. (Hagen 1997 s. 16) 

Ligesom SRK er et middel til at kontrollere systembruddet og i sidste ende indføre arbejdsprocessen, 

refleksion og scenarieplanlægningen som metode, så er buddhismen også en procesorienteret 

metode, hvorigennem man indfører bevidsthed – og som en del af bevidstheden handlekraft. Det 

handler om nirvana, eller mere verdsligt freedom of mind, en løsrivelse fra forsøget på at manipulere 

virkeligheden ved at ændre det vi ikke kan ændre: 

We try to arrange and manipulate the world so that dogs will never bite, accidents will 

never happen, and the people we care about will never die. (Hagen 1997 s. 18) 

Dette er jo håbløst og det afspejler forsøget på at kontrollere risici i det senmoderne samfund. Man 

forsøger at arbejde stædigt og urefleksivt mod et håbløst mål i stedet for at justere sine 

forventninger i forholdt til realiteterne. The deject må løbe for at genoptage sig selv som abjekt, hvad 

ikke kan lade sig gøre, fordi når det sker, opleves meningsløshed og den onde cirkel fortsættes. 

7.1.1 Fra brud til helhed 

Iflg. Hagen er buddhismen vejen til at transcendere det uvisse i samfundets transformation og 

meningsløshed. Han forsøger at forklare buddhismen som en art livsstilsvalg, og opsummerer selv sin 

bog og buddhismen som handlende om awareness – bevidsthed (Hagen 1997 s. 3). Buddhismen 

forholder sig kritisk til al viden også til buddhismen selv. Det handler om at se. Man skal løsrive sig fra 

den tryghed og de vaner, som har båret en til, hvor man er i dag for at komme videre. 

Sammenligningen er en tømmerflåde, man bruger til at krydse en flod, men må efterlade ved den 

anden kant, selvom man har gjort en indsats for at bygge den. Den har tjent sit formål og man må 

videre. Buddhismen selv er på samme måde: den kan hjælpe en til at se ved at påpege, hvor man skal 

kigge hen, men i sidste ende er det op til en selv at teste verden, at være i livet (Hagen 1997 s. 10). 

Bevidsthed handler om, hvornår man kan vælge og hvornår man ikke kan. I stedet taler Hagen for at 

være til stede i nuet, opmærksom og fleksibel og omstillingsparat. At acceptere transformationen 

som et livsvilkår og acceptere hvor og hvornår, man ikke kan kontrollere sin situation for på den 

måde ikke at lade sig rive med af refleksion over uendelig risici og problemer. Den slags refleksion er 

igen want – forsøg på at indtage fremtiden og kontrollere den. 

51/60




Man må acceptere, at livet er flydende. Alting er fanget i transformation som peger mod det uvisse i 

form af døden. Livet er transformation, men mennesker forsøger altid at holde fast i det trygge, at 

stoppe forandringen mod det uvisse: 

As we shall see, this desire to hold, to somehow stop change in its tracks, is the 

greatest source of woe and horror and trouble in our lives. (Hagen 1997 s. 21) 

Man kan ikke kontrollere det ukontrollerbare, om det så er praktiske ting som fysisk og mental 

smerte, sorg og andre følelser eller den eksistentielle angst for det uvisse. Ansvaret for at løsrive sig 

ved at være bevidst påhviler helt og holdent individet selv. Hvis man nægter at tage ansvar, har man 

truffet det, som sit valg, og bærer således ansvaret for det (Hagen 1997 s. 22). 

På den måde kan man verdsligt forstå buddhismens skelnen mellem et liv i ”duhkha” – utilfredshed 

og lidelse og det at opnår, erkendelse og bevidsthed, satori (vejen til nirvana – friheden fra det 

verdslige). Bevidstheden går ud på at erkende, at man i selve transformationen, i selve livet og i sin 

væren er komplet. Alt omkring en er ikke nødvendigt for at klare sig, da man kun selv kan leve sit liv 

så at sige. Abjektet kan ikke være abjekt, fordi det aldrig er blevet afstødt fra kroppen; det er en del 

af en selv og omverdenen i en konstant transformativ udveksling og helhed. Nu fortolker jeg groft på 

Bateson indenfor denne kontekst, men hans mystiske læringsniveau 4 kan måske sammenlignes med 

det buddhistiske nirvana, den uendelige refleksion og erkendelse. 

Transformationen som ligger i buddhismens søgen efter nirvana, sker ligesom læringstyperne, 

eventen og SRK ikke på egen hånd. Ligesom SRK har en mødeleder, som forstyrrer konversationen og 

systemet ved at stille dekonstruerende spørgsmål, således har buddhismen åndelige overhoveder, 

som søger at udfordre deltagernes verdensbilleder igennem spørgsmål, som f.eks. klicheen: ”Kan 

man klappe med en hånd?” Derfra er der ikke noget stort spring til mere verdslige udgaver af 

”Hvorfor tænker du, hvad du tænker?” spørgsmål. 

7.1.2 Tilværelsens double-bind 

Bevidsthed kan bl.a. forstås med udgangspunkt i følgende buddhistiske anekdote: 

The situation we always live in is like that of the wise Chinese farmer whose horse ran 

off. When his neighbor came to console him the farmer said, “Who knows what’s good 

or bad?” When his horse returned the next day with a herd of horses following her, the 

foolish neighbor came to congratulate him on his good fortune. “Who knows what’s 

good or bad?” said the farmer. Then, when the farmer’s son broke his leg trying to ride 

52/60




one of the new horses, the foolish neighbor came to console him again. “Who knows 

what’s good or bad?” said the farmer. When the army passed through, conscripting 

men for war, they passed over the farmer’s son because of his broken leg. When the 

foolish man came to congratulate the farmer that his son would be spared, again the 

farmer said, “Who knows what’s good or bad?” (Hagen 1997 s. 42) 

Farmerens attitude skal ikke forstås som passivitet, det er blot at være bevidst om, hvornår man kan 

og ikke kan handle og hvordan man kan handle. Det er en refleksivitet over sin egen plads i helheden. 

Der er ikke noget, som er godt eller skidt, fordi det er relativt ift. beskueren, som aldrig kan se ud 

over nu’et. I stedet må man forholde sig kritisk til tilværelsen og reflektere over, hvilke skemaer vi 

opfatter verden igennem, jf. læringsteori. Tilværelsen er i sig selv et double-bind, fordi man aldrig 

kan blive bevidst om konsekvenserne af ens handlinger på langt sigt. Ved sådan en erkendelse kan 

man åbne sig for transformationen og lære, udvikle sig. Det er en eksistentiel og transformativ 

læringsform, som finder sted i det buddhistiske tankesæt. The dejects situation i det senmoderne 

samfund som doublebind holder ham fast i en lukket cirkel af at ville have det uopnåelige: det han vil 

have er meningsløst, og når man indtager det, vil man have endnu mere. Fordi meningsløsheden 

bliver til del af ham selv, bliver han abjekt, the deject, og må abjektere sig selv og fortsætte cirkelen. 

Scenarieplanlægningen i den buddhistiske udvidelse, ekspanderer på det ved at bryde systemet 

igennem en eksistentiel, transformativ event, hvor ny viden skabes og inddrages i et nyt system. Man 

kan potentielt bevidstgøre the deject om den senmoderne tilværelse som doublebind. Buddhistisk 

filosofi er en måde at åbne for en forståelse af et mere holistisk system, og en accept af the dejects 

grænseløshed som tegn på en balance og en væren i verden. En ny bevidsthed. Buddhismen er 

derfor et bud på en alternativ løsning på det senmoderne double-bind. En art udvidet organisatorisk 

scenarieplanlægning anskuet som en løsning udenfor systemet. I stedet for at løbe og handle sig 

frem til fortælling, er man nok i sig selv og oplever verden på dens egne præmisser. Angsten er 

irrelevant, for der er intet uvist, og transformationen er ikke abjekt. 

8. Opsummering 

Jeg har søgt at definere en målgruppe, som er kendetegnet ved at være stærkt præget af det 

senmoderne samfund som tendens og har arbejdet med the deject som eksempel på denne type 

individ. The deject har forskellige træk, som peger i retning af hvad jeg kalder transcendent læring 

som vejen til at indlære et nyt system på. 

53/60




Ved at uddybe den indledende syntese med events og læring har specialet præsenteret mimesis som 

æstetisk kerne for en iscenesat læringskontekst – læringen af oplevelser til selv. I systembruddet 

betragtes læringsteorierne som en transcendent læring, fordi de ud over læring som alment 

fænomen indebærer, hvad der skal læres: bevidstheden om hvornår refleksion stopper og handling 

begynder. 

I refleksionen gemmer sig en angst for transformationen, som kan overvindes igennem mimesis: en 

eventlignende transformativ proces, som indlæres som del af selvfortællingen. Refleksion over 

refleksionen er derfor ikke målet som i SRK, men middel til en metarefleksion – som i sidste ende 

bliver en refleksion over, hvornår man holder op med at reflektere. Herved findes den eksistentielle 

levedygtighed, fordi individet bliver bevidst om vigtigheden af at handle, da angsten nedtones. 

Bevidstheden er ikke to want – at ville sit mål, ikke resultatet af ens handling. Det er ikke nær så 

vigtigt, som selve det at handle. 

Fra et iscensætterperspektiv skal anvendes en konverserende arbejdsmetode baseret på brud, 

mimesis og æstetiske overvejelser. Strategisk refleksiv konversation er et godt men ikke fuldbyrdet 

bud på en arbejdsmetode, som allerede afspejler systembruddet – ikke mindst i forsøget på refleksivt 

at evaluere arbejdsprocessen og indføre scenarieplanlægning som ny tilgang. Scenarieplanlægning 

kan i dette speciales eksistentielle kontekst sammenlignes med en buddhistisk bevidsthed. SRK 

bygger nemlig en bro fra en form for dekonstruerende måde at anvende Engeströms læringsteori 

som del af systembruddets transcendente læring til en form for løsning på the dejects eksistentielle 

doublebind. 

Et brud på det senmoderne double-bind åbenbarer buddhistisk filosofi, som en mulig forståelse af 

hvordan man kan bevidst- og ansvarliggøre the deject. Filosofien repræsenterer en helt anden måde 

at betragte verden på end den senmoderne fragmentariske tilgang. Buddhismen tænker alting som 

en helhed, nirvana, som man erkender igennem bevidsthed, satori. Herved fokuserer man som i 

scenarieplanlægning på processen og en løbende evaluering i stedet for på et uhåndgribeligt mål. 

The deject bliver til subjekt og accepterer sig selv som en transformativ proces. 

Det senmodernes fordring om at opleve og erfare for at være, operationaliseres igennem en accept 

af systembruddets præmisser, som demonstreret i dette projekt: at man allerede er, at man ikke kan 

kontrollere alt, fordi alting er i en evig transformation, som man succesfuldt kan navigere i, men 

aldrig stoppe eller ændre retning på. Livet peger altid mod døden og al forandring, al handling er et 

spring ud i det uvisse. 

54/60




9. Konklusion 

Min hypotese var, at en undersøgelse af forandring som systembrud potentielt kunne 

operationalisere systembruddet som metode og med det in mente bevidst- og ansvarliggøre, hvad 

jeg i løbet af specialet har beskrevet som the deject. 

Jeg har uddybet og undersøgt nogle af omstændighederne omkring forandring i systembruddet, så 

det mere specifikt blev til transformation, hvor der foregår en form for læring, som jeg har forsøgt at 

definere som transcendental læring. Mit bud på en metode til at operationalisere systembruddet var 

event-orienteret iscenesættelse i form af strategisk refleksiv konversation, der med forbehold har 

vist sig at være anvendelig, men måske mest som inspiration til en ny metode, når der netop skal 

tages så mange forbehold. 

Ja, jeg mener at have lagt op til en indledende og spændende sammenhæng i systembruddets 

processer mellem transformation, transcendent læring, scenarieplanlægning og buddhisme, som 

måske på sigt vil kunne formidle en ny selvbevidsthed hos the deject. Der er dog stadig lang vej 

endnu til at påvise noget, og det er stadig uklart, hvorvidt en situation overhovedet kan iscenesættes 

og kontrolleres til at skabe et systembrud af overbevisende transformativ karakter. 

I løbet af min undersøgelse er jeg nået til et punkt, hvor jeg må erkende, at projektet er for ambitiøst 

og systembruddet er alt for komplekst til, at jeg har kunnet sætte mig ind i alle processens aspekter. 

Det vil kræve et meget mere omfattende arbejde at undersøge og koordinere så mange teorier til en 

helhed. I stedet tegner mit speciale de store linjer op og præsenterer systembruddets overordnede 

sammenhænge i udvalgte teorier. 

10. Perspektivering 

Den mest oplagte perspektivering af dette speciale er selvfølgelig at undersøge de her præsenterede 

teorier mere i dybden: senmoderniteten/samfundet, læring- og undervisningsteori, oplevelse og leg, 

buddhismen i sig selv og i forhold til senmoderniteten, og måske dekonstruere SRK for, at se om der 

gemmer sig noget i teoriens inspirationer, som man kan gå videre med. Jeg vil dog hovedsagligt skyde 

endnu bredere med præsentation af emner til videre undersøgelse inspireret mestendels af 

videnskab.dk. Artiklerne er ikke så meget medtaget for at understøtte den akademiske 

argumentation i specialet, som fordi de er interessante både i sig selv og i forhold til at få en ide om 

den større sammenhæng, som et transdisciplinarisk arbejde med systembruddet lægger op til. De er 

eksempler på den anelse af større sammenhæng, som er med til at fastholde min egen interesse i 

55/60




synteserne, og som en videre undersøgelse kunne gå i dybden med, hvis man da ikke har fået nok i 

de i forvejen mange præsenterede teorier. 

Empirien? 

Jeg har tegnet et teoretisk overblik over systembruddet, men mangler som konkluderet mere viden, 

men også konkrete og empiriske undersøgelser. Et sted at starte sin videre undersøgelse kunne være 

et fokus på konkret iscenesættelse af events, f.eks. retorik og undersøgelse af de fysiske rammers 

relevans igennem afvikling af forsøg. Mit speciale har været meget teoretisk i sit udgangspunkt – 

også i betragtning af fokus på en operationalisering. I det videre forsøg kunne man teste SRK og 

justere i forhold til systembruddet, for at se om de reelt kan bruges til at ændre folks system. Her 

kunne man undersøge iscenesættelsen grundigere og mere praktisk: hvor kan man tage folk hen, 

hvad bryder med forventninger, hvad skal man sige og hvorfor? På den måde kan man 

eksperimentere med både det fysiske læringsrum som med den retoriske italesættelse af en 

transformativ diskurs kunne evalueres er et projekt i sig selv. 

Kommunikationen? 

Som Stigel siger, så er en vigtig del af iscenesættelsen netop retorikken (Stigel 2007 s. 130), og en ny 

sproglighed bliver også en ny diskurs – en ny italesættelse, så diskursanalyse kan også inddrages. 

Med det fokus på en formidler som systembruddet indebærer, bliver det i høj grad en 

kommunikationsopgave at gennemføre systembruddet. Når først undersøgelsen af individet er 

gennemført, kunne man teste om en gruppe, som har arbejdet med en mere fleksibel tilgang til det 

uvisse, en såkaldt bevidst gruppe, håndterede forandrings- og innovationsprojekter i forhold til andre 

grupper. Hvordan dette helt præcist skulle kunne evalueres er også et projekt i sig selv. Jeg har også 

kort nævnt iscenesætterens baggrund (se s. 45-46). Han må have nødvendigvis have personlige, 

empatiske, kommunikative og ikke mindst teoretiske kompetencer, og man kan undersøge den rolle i 

endnu højere grad. 

Rummet? 

Iscenesættelse er desuden et spørgsmål om rum, og man kan meget konkret gå videre med at 

undersøge det kreative rum, som ud fra systembrudsteorien må være et sted, der bryder med 

systemet. Et sted som bliver et frirum til at lege en ny virkelighed frem (www: Johansen 2010). Nu er 

specialet her i biblioteksskole regi, og f.eks. et koncept som det tredje sted som ofte anvendes om 

biblioteker trækker på nogle af de samme tanker mht. frihed fra hverdagens system. Stedet er 

kendetegnet ved at være iscenesat som uforpligtende og neutralt mødested, som fokuserer på 

samtale (Dahlkild 2009 s. 14), og har på den måde en stærk karakter af mimesis-rum med mulighed 

56/60




for uforpligtende læring. På den anden side så er det også et ikke-udfordrende sted, så en mulig 

perspektivering af rummet kunne være en diskussion af ligheder og forskelle mellem det tredje sted 

og systembruddets rum. Jeg kunne forestille mig, at en sådan diskussion kunne afspejle 

biblioteksudviklingens diskussion om biblioteket som oplevelsescenter eller biblioteket som frirum. 

Organisationen? 

Specialet i sit fokus på the deject balanceret mellem det og de kollektive lærings- og 

arbejdsprocesser. Som jeg har koblet SRK til systembruddet kan man også gå ad samme rute tilbage 

igen. Specialets syntese om systembruddets æstetik og den transcendente læring kan måske uddybe 

SRK som biblioteksudvikling. Derudover går der en direkte rute fra systembruddet til organisations- 

og forandringsledelse – en vinkel som min i indledningen kort omtalte tidligere opgave søgte at 

undersøge. En bog jeg her især benyttede var ’Organisationsændringer og forandringsledelse’ 

(Jacobsen 2005), som blandt andet inddrog det tidslige perspektiv i forandring, samt gik mere i 

dybden med graden af forandring, dvs. hvor indgribende og dramatisk forandringen var i en 

organisations værdier. 

Lykken? 

Derudover åbner teorien op for flere farverige undersøgelsesretninger: Katarsis som genskabelsen af 

mening kan ses som en art lykke, og man kunne gå videre og diskutere om det som egentlig kunne 

være formålet med det operationaliserede systembrud ikke reelt er et forsøg på at gøre lykkelig i 

oplevelsen? Jeg kunne forestille mig, at der findes et filosofisk (måske endda naturvidenskabeligt) 

materiale herom, som kunne bidrage til en større forståelse af oplevelsen af katarsis. Et eksempel er, 

at folk der kommer hjem fra en festival, hvor de har ageret og levet i et kontrolleret frirum, gerne 

svarer, at de føler sig mere lykkelige bagefter (www: Viuf 2009a 2009b). 

Kreativiteten? 

Apropos tabuer så forbindes alkohol ofte med positive riter (Nielsen 2008 s. 54). Alkohol dulmer 

angsten og gør det lettere at konfrontere det uvisse i andre menneskers modstridende systemer. 

Herved bliver det lettere at kaste sig ud i transformationen og lade sig rive med (www: Karkov 2010). 

Lidt mere suspekt i forhold til dansk lovgivning, så er det gammel viden, at mange kunstnere bruger 

bevidsthedsudvidende stoffer til at fremme deres kreativitet (www: Sørensen 2007). Er der en 

sammenhæng mellem risikovillighed, dvs. transcendering af angsten og den kreativitet, som skabes 

herved? Så har man måske hvis det undersøges sagligt givet et godt argument for legalisering af 

hash, som Christiania sikkert ville tage imod med kyshånd. Kan man forestille sig en virksomheds 

kreative afdeling sidde og lade en joint gå på omgang, mens de diskuterer nye strategier og 

57/60




produkter? Kreativitet er i det hele taget interessant i forhold til lykke og risiko. Det at tænke udenfor 

ens system bør ikke som i SRK bare være en teoretisk-praktisk metode (www: Karkov 2009 og 

Ramsøy 2010). Med den naturvidenskabelige forskning som foregår indenfor kreativitet, virker det 

som et oplagt sted at lade sig inspirere (www: Farbrot 2010). Ikke mindst er forskellen på innovation 

og kreativitet interessant at undersøge i forbindelse med systembruddet: gør det f.eks. en forskel om 

man arbejder med kreative personer eller ej? 

Meningen? 

Hvis jeg her til slut må tænke systembruddet og transcendensen (endnu) større, så kan jeg med lidt 

god vilje og noget udenfor akademisk regi slutte specialet med meningen med livet: 

Individet søger at skabe en mening i tilværelsen, at leve efter en transcendens, som i systembruddet 

er selve det at opleve at leve. Kun det giver en katarsis. I det senmoderne er individet i første omgang 

selv i fokus som eneansvarlig for at skabe mening i tilværelsen og selv en bevidsthed, som måske 

dæmmer op for det uvisse, peger aldrig ud over det største meningssammenbrud: døden selv. Hvad 

har mennesket, som kan skabe transcendens ud over døden? Kærlighed! – eller mindre romantisk 

sagt: reproduktion. Ved at udvide sit system igennem dyrkelsen af oplevelser (igennem systembrud 

på systembrud), får man et stærkere selv, som i mødet med et andet system kan skabe noget 

innovativt, som transcenderer den enkelte ud over døden. Måske er den eneste mening i en 

meningsløs senmoderne verden at gøre sig selv så populær hos det modsatte køn, at man sammen 

kan skabe nyt liv. Ved at videregive en del af sig selv, som peger ud over ens egen død, transcenderer 

man ind i det hellige - et verdsligt skridt ind i en symbolsk evighed. Hvis man tror på den slags… 

58/60




11. Referencer 

Alvesson (2007), Mats & Sköldberg Kaj: Reflexive Methodology – New vistas for Qualitative Research. 

SAGE Publications 

Bakhtin (2001), Michael: Karneval og latterkultur. Det lille forlag. s. 19–92. 

Dahlkild (2009), Nan: Forskningsbiblioteket som det 3. sted. I: DF Revy nr. 6 

Gaml (2006), Mads & Kristiansson, Michael René: Strategisk refleksiv konversation. I: Danmarks 

Biblioteksforskning. Årg. 2, nr. 2 

Giddens (2004), Anthony: Modernitet og selvidentitet. Hans Reitzels Forlag 

Hagen (1997), Steven: Buddhism – Plan & Simple. Broadway Books 

Hermansen (2005), Mads: Læringens univers. Forlaget Klim 

Huizinga (2004), Johan: The Nature and Significance of Play as a Cultural Phenomenon. I: The 

Performance Studies Reader. Ed. Henry Bial. Routledge, London and New York. s.117-120 

Illeris (2007), Knud: Læringsteorier – 7 aktuelle forståelser. Roskilde Universitetsforlag 

Jacobsen (2005), Dag Ingvar: Organisationsændringer og forandringsledelse. Samfundslitteratur og 

forfatteren 

Kristeva (1982), Julia: Powers of horror – An Essay on Abjection. Columbia University Press 

Kristiansson m.fl. (2009), Michael René.: Systematisk løbende refleksion. I: Danmarks 

Biblioteksforskning. Årg. 5, nr. 1, 2009 

Kristiansson (2005), Michael René: Strategisk konversation. I: Danmarks Biblioteksforskning. Årg. 1, 

nr. 1 

Nielsen (2008), Jens: Eventen som elementær rituel form. I: Events i den danske oplevelsesøkonomi – 

den kollektive brusen. Imagine og Samfundslitteratur, s. 33-64 

Poder Pedersen (2008), Poul: En Postmoderne nutid. I: Klassisk og moderne samfundsteori. (red.) 

Andersen, Heine og Kaspersen, Lars Bo. Hans Reitzels Forlag, 4. rev. Udgave, s. 458-478 

Stigel (2007), Jørgen: Oplevelse og æstetik. I: Oplevelsesøkonomi: vinkler på forbrug.(red.) Christian 

Jantzen, Tove Arendt Rasmussen. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag, s. 115-134 

59/60




11.1 www 

Farbrot (2010), Audun: Opskrift på mere kreativitet. På videnskab.dk 

http://www.videnskab.dk/content/dk/samfund/opskrift_pa_mere_kreativitet 

Johansen (2010), Stine Liv: Rummets stemning til leg. På videnskab.dk 

http://www.videnskab.dk/content/dk/blogs/leg_og_robotter/rummets_stemning_til_leg 

Karkov (2009), Rasmus: Fordrukne teenagere tager flere chancer. På videnskab.dk 

http://www.videnskab.dk/content/dk/krop_sundhed/fordrukne_teenagere_tager_flere_cha 

ncer 

Karkov (2010), Rasmus Derfor tænker kreative ud af boksen. På videnskab.dk 

http://www.videnskab.dk/content/dk/samfund/derfor_tanker_kreative_ud_af_boksen 

Ramsøy (2010), Thomas Z.: Kreative menneskers hjerner er anderledes. På videnskab.dk 

http://www.videnskab.dk/content/dk/blogs/hjernebloggen/kreative_menneskers_hjerner_e 

r_anderledes 

Sørensen (2007), Rasmus Bo: Den Skæve Muse. På information.dk 

http://www.information.dk/151745 

Viuf (2009a), Berit: Bliver man lykkeligere af at være på festival? På videnskab.dk 

http://www.videnskab.dk/content/dk/kultur/bliver_man_lykkelig_af_at_vare_pa_festival 

Viuf (2009b), Berit: Lykke er frihed og positivitet. På videnskab.dk 

http://www.videnskab.dk/content/dk/kultur/lykke_er_frihed_og_positivitet 

Wikipedia: Søren Kierkegaard 

http://da.wikipedia.org/wiki/S%C3%B8ren_Kierkegaard 

60/60

Systembruddet som metode.pdf - Forskning

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?