konjunkturerne - Hovedorganisationen af Officerer i Danmark

Terapi eller coaching?
32 • nr. 03/2013 Officerens frikvarter
Et nærmere kig på coaching
I sluthalvfjerdsernes USA var det helt normalt, at den bedre
stillede del af befolkningen jævnligt frekventere en psykoterapeut.
Og det var ikke noget, man holdt skjult for omverdenen,
tværtimod. Det morede vi os meget over her i Danmark.
For ligesom jyske mænd ikke diskuterer sygdom og
kun går til lægen, når pulsen nærmer sig nul, var personlige
problemer og udfordringer ikke noget danskerne talte om, og
slet ikke noget man fik professionel hjælp til at løse.
Sådan er det ikke længere. I dag er det helt normalt, at
man konsulterer fagkundskaben og ligeså normalt, at man
stolt fortæller om det til Gud og hvermand. Det er ikke længere
et tegn på svaghed, men derimod på styrke, at man
gør noget aktivt for at overvinde de forhindringer, der står i
vejen for at udleve ens fulde potentiale. Nu er det som regel
ikke psykoterapeuter danskerne opsøger, men coaches.
Og der er nok at vælge mellem, for antallet af coaches
er i de seneste 10 år på det nærmeste eksploderet. Efterspørgslen
på coaching er stigende og et kortvarigt kursus er
i princippet nok til, at man begynder at arbejde som coach.
Det har specielt i de senere år skabt debat om kvaliteten af
den coaching, der bliver udbudt. Der har også været flere
historier fremme i medierne om specielt stressramte, der
Hvad er forskellen på psykoterapi og
coaching? Et klassisk svar – ikke mindst
blandt coaches - er, at psykoterapi er
bagudrettet og coaching er fremadrettet.
Man kan næsten se det for sig.
Den støvede psykoterapeut med „klienten”
der ligger på briksen og fortæller
om barndomstraumerne kontra
den moderne, dynamiske coach, der
giver „fokuspersonen” et helt smertefrit
quickfix. Nogle terapeuter fremhæver
deres lange akademiske uddannelse
som bevis på, at de tilbyder den ægte
vare og ryster på hovedet af de uautoriserede
amatørterapeuter. Sandheden
er nok, at der er forskelle på de traditionelle
behandlingsmetoder og coaching,
men der er også mange ligheder. Og
grænserne mellem de to verdener kan
være svære at tegne skarpt op. Mange
coachingteorier er stærkt inspireret af
generelle psykologiske teorier, behandlingsteorier
og teorier om læring. Hertil
kommer bl.a. antagelser om individets
frie vilje i form af en stor tiltro til, at
man kan, hvad man vil. De fleste coachingteorier
er forholdsvis simple og
illustreres ofte af fasemodeller. Et eksempel
på en fasemodel er den meget
udbredte GROW-model, hvor G står for goal, R
for reality, O for options og W for wrap up.
fik forværret deres tilstand hos en coach, der måske havde
forstand på at skabe læring, men ikke nødvendigvis indsigt
i fokuspersonens specifikke problemstilling. Det betyder
ikke, at man skal afholde sig fra at få coaching. Man skal
bare som med alt andet bruge sin sunde fornuft og sikre sig,
at coaching er det rette valg i forhold til det, man ønsker at
opnå og så selvfølgelig at vælge en coach, der kan sit kram.
Udtrykket „coaching“ har også været benyttet i f.m.
det karriereudviklingsforløb i form af et 2-dages kursus,
som i første omgang omfatter de HJV-officerer,
der skal overføres til HRN samt en gruppe officerer fra
CAOC. Herudover er kurset udviklet til at kunne gennemføres
for officerer i forbindelse med hjemkomst
fra INTOPS i sammenhæng med A & R forløbene.
HOD forventer, at de lokale chefer har en interesse i
at kompetenceudvikle deres medarbejdere. Derfor skal
kompetenceudviklingsmidlerne til betaling for disse
aktiviteter findes lokalt.
På baggrund af coachingteorierne er der udviklet coachingmetoder.
Metoderne lægger den altovervejende vægt på at stille spørgsmål -
herunder udfordrende spørgsmål - som får fokuspersonen til at gøre sig
nogle nye overvejelser. Gode råd og instruktion forekommer sjældent
og som hovedregel er coachingmetoderne karakteriseret ved at være
løsningsfokuserede og meget kontrolfikserede i sammenligning med
mange psykoterapeutiske metoder.
I coachingsamtaler er kunden - eller fokuspersonen - meget aktiv og
bliver for det meste inddraget i forhold til at definere, hvad der er problemet,
og hvad der skal være målet med samtalen. Udgangspunktet
for coachingsamtalen er fokuspersonens egen situation, behov, ressourcer,
forudsætninger, erfaringer, ønsker og forventninger. Coachingen
består hovedsagligt i, at fokuspersonen får støtte til at finde sine egne
svar og løsninger, træffe sine egne valg og føre dem ud i livet. Samtalen
vil ofte fokusere på ens situation her og nu eller på den nærmeste
fremtid. Derfor siger nogle psykoterapeuter, at coaching er overfladisk.
De fleste coaches går faktisk I dybden, bare i forhold til nogle andre
emner, end man normalt gør i psykoterapi. Hele processen er gennemskuelig
og varer som regel ikke mere end en time til halvanden og
i de fleste tilfælde er hele coachingforløbet kortvarigt.