Om begrebet λóγος i Gorgias' lovtale over Helena - e-agora

36
Anne Mette Barcher Hanse!1
forherliges med byen som antitese I Det er blevet diskuteret om
Dafnis & Chloe og Euboikos arbejder inden for en fælles prosapastorale
tradition. Det er der imidlertid ingen grund til at tro,
eftersom den roman- eller novelleagtige sekvens om hyrder på
Euboia hos Dia Chrysostomos i Oratio VII er præ ludium til en
større moralfilosofisk diskussion om, hvordan bylivets kvaliteter
kan forbedres. Der er derfor stor forskel på Dio Chrysostomos og
Longus' anvendelse af pastoralen, der for førstnævnte ser ud til at
have et filosofisk sigte, for sidstnævnte et litterært. Desuden kan
det endnu engang siges, at det ikke ser ud til, at Longus har til
formål at fremhæve landet fremfor byen. Værkets hovedvægt
ligger ikke på beskrivelsen af landet men på beskrivelsen af Dafnis
og Chloe og deres forhold. Temaet for Longus er pastoral
uskyldighed og erotisk uvidenhed. Når han gør sine hovedpersoner
til hyrder for at give dem pastoral uskyldighed og erotisk
uvidenhed, henter han hyrdeverdenen i kendt pastorale men bruger
den til sit eget formål. Dafnis og Chloe er kun hyrder med reference
til andre hyrder. Derfor hedder Dafnis Dafnis, og derfor er der så
mange allusioner til pastoralen. Når Chloe's leg med at flette
græshoppefælder beskrives som "karakteristisk for hyrder", opnår
hun sin eksistens som hyrde ved sammenligningen med bl.a. hyrder
hos Theokrit.
Ved at kalde Dafnis for Dafnis gives der ligeledes en hel
mytetradition som referenceramme. Når Dafnis i den vinter, der
adskiller ham fra Chloe, er bange for at smelte væk, så tænkes der
på den Dafnis hos Theokrit, der rent faktisk smelter væk Gf. Idd .
1.66 ·og 7.76); men Longus' Dafnis minder i sin søgen efter
kærligheden overhovedet ikke om den kærlighedsfornægtende
Hippolytos-lignende Dafnis hos Theokrit. På den måde ser det ud
til, at Longus leger med traditionen. Til en vis grad lader sin
fortælling ligne det, læseren kender, for dernæst at lade den vende
på en tallerken. Når Dafnis f.eks. i myte traditionen sværger en
nymfe troskab, bryder eden og straffes, hvad skal læseren så tro i
DaJnis & Chloe, når Dafnis sværger Chloe troskab, bryder eden,
og værket formodentligt befinder sig i samme tradition som
kærlighedsroman en, hvor konventionen antageligvis er happy
ending.
1 Rohde i 3. udg. fra 1914 5.542 stiller Longus' idylliske kW1stighed overfor
Dio Chrysostomos, der mods;:etningsvis har skrevet "einer echten
Idyllischen Novelle".