Om begrebet λóγος i Gorgias' lovtale over Helena - e-agora

54 Gerl Skriver
tydeligt af kapitel 8 hvor der opregnes fem kilder til den høje stil.
De to første og vigtigste er evnen til at udkaste store tanker (to peri
las noeseis hadrepebolon) og en heftig og begejstret patos
(sphodron kai enlhousiaslikon pathos), og disse to egenskaber er
just medfødte (authigeneis). De øvrige tre er tekniske hjælpemidler:
dannelse af figurer, ordvalg og komposition (8,1). Forfatteren
understreger at patos og høj stil ikke er identiske (8,2), men siger
dernæst at intet er så virkningsfuldt som ægte patos på rette sted,
så den ligesom under raseri og begejstring udånder og inspirerer
ordene {hypo manias tinos kai pneumatos enthousiastikos ekpneon
kai hoionei phoibazon tous logous (8,4)). Den store natur
(megalophyes) er den vigtigste forudsætning; for høj stilføring er
ekkoet af en stor sjæl, men sjælen skal opdrages til storhed og
gøres svanger med ædle tanker (9, 1-2).
Efter denne heftige plaidoyer for ingenium' et går han over til at
vise hvordan sindet afficeres, hhv. hvordan værket forlenes med
storhed, og han angiver forskellige veje. Den ene, som jeg allerede
har nævnt for Bodmers vedkommende, er selektion. Af de
elementer der fra naturens side knytter sig til en ting, er det vigtigt
at udvælge de i hvert tilfælde mest passende og at forbinde dem til
en sammenhængende helhed (10, l). En anden er imitation af og
kappestrid med store forfattere; men det foregår ikke gennem
Kunstgriffe abzulauschen (Curtius: p. 402), derimod ved at lade sig
inspirere af deres ånd {allotrioi theophorountai pneumati (13, 2)) -
et ikke særlig konkret imitationsprincip der består i at lade sig
beruse af det imiterede værks spiritus. Man kan næppe tale om en·
egentlig regel til efterfølgelse, og det er klart at "Longinos'" råd
ikke henvender sig til ferske rationalister, men til gengæld kan
forventes at få en desto inderligere modtagelse af fortalerne for en
geniæstetik. En tredje vej er den der fører direkte til "malende
poesi", nemlig visualisering {phantasia (15, 1)). Det vil sige
billedskabelse hvormed digteren eller taleren vil have sit publikum
til i begejstring og lidenskab at se det sagte, idet han ligesom sætter
det for øjnene af dem {hyp' opsin titheis (ibd.)) . Visualisering
hvorigennem tilhøreren / læseren gøres til øjenvidne, er et
nøgleord for den deskriptive genre, men hvor "Longinos" regner
den malende skildring for et effektivt middel til at fremkalde
affekten, så skifter deskriptionen status l Bodmers
følsomhedspoetik hvor retorikken snarere er vehikel for affekten;
eller affekten, den menneskelige natur kan siges at være flyttet ind i
sproget som sprogets immanens.