Om begrebet λóγος i Gorgias' lovtale over Helena - e-agora

66 Giuseppe Torresin
fædrelandskærlig politisk overbevisning. Med denne sidste
betragtning henvises der ikke til den fordømmelse af demokratiet,
som er velkendt fra alle politiske teorier i oldtiden, men til den
romerske republik, som den var før Augustus, med senatet som
dannede modvægt mod folket, og med et flertal af magistrater, der
holder hinanden i skak, uden en magistrat, som står over dem alle
og over folket og senatet. Denne statsforfatning er altså farlig og
fører til selvdestruktionen af staten. Lykkedes det nu Augustus efter
Svetonius' mening at skabe en forfatning, som kunne undgå den
gamle republiks farer? Ja - succesen (evenlus) er utvivlsom. Men
man ved godt, at succesen afhænger af mange ting, ikke kun af
egen vilje. Det er derfor et åbent problem (dubium evenl u meliore
an vo/untale) om man fortrinsvis skal rose succesen ved Augustus'
statsreform eller hans intentioner, som de kommer til udtryk f.eks. i
et dekret, som Sveton refererer ordret. Eftersom Augustus i det
citerede dekret henviser til forfah1ingens forhåbentlig stabile
fremtid efter hans død og i fjerne fremtidige generationer, er det
rimeligt at vi opfatter evenlus som en succes, som også skal måles
under inddragelse af den historie og de kejsere som fulgte efter
Augustus. Bekræfter denne historie Augustus' intentioner, eller er
der noget i kejsernes kvaliteter og i nogle senere forekomne kriser,
som ikke kommer på højde med hans intentioner? Jeg synes, at man
kun med inddragelse af denne vurdering af kejsertiden efter
Augustus både kan spørge, som Sveton gør, om man fortrinsvis
skal prise intentionerne eller succesen i statsreformerne, og
umiddelbart efter referere Augustus' gode vilje. Sveton har altså
ingen ideologisk nostalgi for republikken og accepterer kejserværdigheden
ikke bare som en nødvendighed, men som en
forbedring i forhold til den tidligere statsforfatning. Hvis Augustus
faktisk havde restaureret republikken, skulle han ikke prises. I det
består den positive karakter af Augustus' biografi, positiv i forhold
til det som var før, og til det som fulgte.
Svetons helt er mærkeligt nok Otho, en menneskeligt set pervers
kejser, der dog føler værdigheden af kejsertitlen, i det øjeblik han
skal vælge døden og ikke vil bevare sin magt gennem en borgerkrig.
Modsat ham ser vi Vitellius, der er så fej, at han vil opgive
kejsertitlen for at bevare sit liv l . Kejserværdighed er altså hævet
over menneskene, der får den.
Sveton må have tænkt på kriser som den i år 69 med de tre kejsere,
når han spørger sig selvom evenlus af Augustus' statsreform. Han
lSvetons far havde kæmpet for Otho. Det kan til dels, men ikke helt
forklare Svetons bedømmelse af Otho og Vitellius.