Om begrebet λóγος i Gorgias' lovtale over Helena - e-agora

Semantiske forskydninger 49
opdigtede handling som dog ikke må være fri fantasi, men skal
være taget fra en mulig verden. En mulig verden er det der under
andre omstændigheder kunne tænkes at forekomme, dvs. ikke det
sande, men det sand-synlige som følgelig også er det natur-lige
(talende træer er nok utrolige fordi de ikke forekommer i den
faktiske verden, men ikke utroværdige så længe et figentræ taler
som et figentræ etc. (p. 200)). Med den definition legitimeres
samtidig poesiens samfundsmæssige rolle idet den udfylder en
plads mellem filosofi og historieskrivning: Den er behageligere end
den filosofiske morallære hvis tørre fornuftslutninger er
ufordøjelige for den ustuderede mængde, og den er i besiddelse af
den opbyggelighed som den ellers fornøjelige historie mangler (p.
167). Sandsynlighedskravet er uomgængeligt fordi det utroværdige
ikke kan føre til forbedring, men højest vække latter. Denne tanke
udfoldes i kapitel 6, Von der Wahrscheinlichkeit der Poesie. Her
henviser Gottsched til monstret i begyndelsen af Horats' poetik
fordi det er et eksempel på overskridelse af den poetiske frihed;
men hvor denne usandsynlighed for Horats blot er en forseelse mod
hvad der sømmer sig, så får det hos Gottsched en anderledes
filosofisk dimension fordi han definerer sandsynlighed som
poesiens overensstemmelse med naturen (p. 198) - natur i
betydningen den af Gud satte orden, hvilket er de lovmæssigheder
der ligger til grund for et uendeligt antal mulige verdener (cf.
ovenstående citat fra p. 132). Naturefterligning vil altså sige at
digte med udgangspunkt i disse af den absolutte fornuft satte
regler. Dermed eksisterer der en fundamental forskel i sprogbrug
mellem Horats og Gottsched; for hos sidstnævnte er naturen ikke
kun den rå og uslebne der skal rettes til af kunsten, men den er selv
det regulerende princip. Den er blevet garant for kunstværket.
Gottsched kan således siges at operere med to naturbegreber: dels
den vilde og medfødte (rudis) som man også finder tematiseret hos
Horats, som modpolen til kunst, og dels den kosmiske orden (ordo)
som ikke er synonym med kunst, men legitimation for kunstens
regelsæt; og det er noget nyt i forhold til det antikke verdensbillede.
Årsagen til a t oplysningsrnanden tilsyneladende gnidningsløst kan
interpretere sit natur-begreb ind i sin antikke forgængers tekst, er
at hans naturbegreb har overtaget den kultiverende funktion der
før var forbeholdt ars. Den antikke poetik kan legitimeres af
Gottscheds naturopfattelse fordi denne naturopfattelse ikke
opererer med en empirisk verden af sanselige objekter, men
udelukkende med konventionsregler, der fortsat accepterer en
retorik- og toposbaseret poetik. Gottscheds natur har nok en