Om begrebet λóγος i Gorgias' lovtale over Helena - e-agora

Semantiske forskydninger ... 55
"Tænk stort, regler er mindre vigtige!" er et hovedudsagn hos
"Longinos" . Kapitel 33 er berømt for sætningen om at stor prosa og
poesi ikke må forveksles med fejlfrihed. Storhed med mangler er at
foretrække frem for korrekt middelmådighed. Det store vakler
netop på grund af sin storhed (33, 2). De gudelignende mænd (hoi
isotheoi (35, 2)) der efterstræber det store, henvender sig heller ikke
til pedanten, men skriver ud fra en erkendelse af at naturen har
indplantet i menneskets sjæl en uimodståelig længsel mod alt der er
større og mere guddommeligt (daimonioterou (ibd.» end det selv;
og det storslåede, i naturen som i digtningen, besidder den kvalitet
at det hæver mennesket i nærheden af Guds majestæt (36, 1). At
være ude af sig selv er at være nær Gud, og derfor ikke blot
tillader, men anbefaler "Longinos" visse sproglige teknikker der
virker befordrende for den irrationelle og lidenskabelige tilstand.
Gottsched må her tænkes at være uenig i selve præmissen, for
ifølge ham er Gud det største fornuftvæsen, og derfor bringer
netop den rationelle diktion os i Guds nærhed. Kapitlerne 16-32
(dog uden at være præget af nogen særlig systematik) handler om
disse teknikker, om sprog der formidler og påvirker de uregerlige
og uransagelige lidenskaber. Afgørende vigtigt er det dog at patos
er til stede på forhånd, før sproget, fordi den overvældende affekt
skal tilsløre retorikkens kunstgreb (17, 1-2). For det forholder sig
sådan at det vækker mistro hvis man alt for dygtigt viser sine evner
i anvendelsen af disse figurer. De patetiske teknikker virker
derimod stærkere når det ser ud som (phainetai (18, 2» de ikke
udføres af taleren, men opstår af øjeblikket. Betoningen af "at
synes" dækker ikke over en fingeret spontanitet, men over at
følelsen skal have sit passende udtryk, og således over
naturefterligning. Ikke at være, men at synes er naturlighed. Hvad
det vil sige, eksemplificeres med figuren hyperbaton som betegner
en fra den normale følge afvigende komposition af ord eller tanker.
Folk der er i affekt, taber tråden, springer noget over eller laver
meningsløse indskud, og derfor efterligner de bedste forfattere
naturens værker bl.a. ved hjælp af hyperbata som et troværdigt
udtryk for lidenskab og ophidselse. På den måde skal kunsten
simulere natur og skjule at der er tale om kunst (22, 1). Denne
sætning forrykkes imidlertid i den præromantiske poetik hvor den
retoriske skjulen af kunsten bliver utilstrækkelig på grund af det
generelle ubehag ved retorik. I stedet forlanges en egentlig
dissimulering af kunsten hvor forfatteren ikke blot skal overtale sit
publikum, men også sig selvom at det ikke er kunst. Denne