Om begrebet λóγος i Gorgias' lovtale over Helena - e-agora

Semantiske for skydninger '" 43
opstår ved at intet er som det ser ud til at være, for der hvor
forskellene højt proklameres, er de blot af overfladisk art,
hvorimod de ægte forskelle skal findes hvor man mindst venter det.
Den for paradigmeskiftet væsentligste forskydning er den der
vedrører begrebet "natur / naturlighed", for den medfører en
række andre omfunktioneringer og opstiller nye auspicier for
digtning, videnskab, socialt liv, politik etc. Såvel i den klassicistiske
som i den romantiske poetik er "naturlighed" det højeste krav til
digtningen og den største udmærkelse, men der menes noget
væsensforskelligt med det samme ord.
Forudsætningerne for den poetologiske veksel skal findes i årene
omkring 1700 da der (med Frankrig som arnested) opstår et nyt
stilideal som reaktion mod barokkens svulstige og overbelæssede
stil der med sin maniererede og kunstlede retorik blot søgte at gøre
det størst mulige indtryk på sit publikum. Som forbillede havde
barokdigterne den romerske sølvalderlitteratur - især Seneca og
Tacitus. Men i takt med at det barokke udtryk opfattedes som
"unatur", indførtes den romerske klassik, hvis grundstamme som
bekendt udgøres af Vergil, Horats og Cicero, som ny kanon. Dette
stilideal har "naturlighed" som sit nøgleord hvilket intet har med
realisme eller virkelighed at gøre, men derimod med aptum og
decorum, dvs. "hvad der passer sig". For digteren betyder det at
han skal optræde over for sit publikum på en anden måde. Han skal
være selskabelig og galant; og for poesien betyder det at den
ligeledes skal afstemmes efter sine omstændigheder: genre, emne,
publikum, situation, tid etc.' Vil man sætte etiket på stilarten, kan
"rokoko" være passende. Men på et vist tidspunkt, nærmere
bestemt i schweizerne Bodmer og Breitingers poetikker fra 1740 /
41, udskiftes fundamentet for "hvad der passer sig" (det ydre
aptum) fra at være publikums værdier til at være "virkelig natur".
I den før moderne verdensopfattelse har naturen to
fremtrædelsesformer. Der er for det første den virkelige natur som
eksisterer uafhængigt af mennesket, den uopdyrkede der er
modsætningen til kultur, men som mennesket også har del i. Størst
del i denne oprindelige natur har det nyfødte menneske, og alle
medfødte egenskaber stammer herfra. Disse egenskaber kan være
både en gave for den enkelte, men også en trussel mod samfundet,
for karakteristisk for det medfødte er råheden, udisciplineringen og
det irrationelle. For kulturens beståen er det derfor vigtigt at
1 CL Curtius, E. R.: ElIropiiische Literalur und lateinisches Mitte/alter
(Tiibingen 1993 11 ), kap. 14 "Klassik" og kap. 15 "Manierismus".