Om begrebet λóγος i Gorgias' lovtale over Helena - e-agora

Semantiske forskydninger ... 45
betydningsbærere i et nyt paradigme. Overgangen fra barok til
klassicisme kan betegnes som et stilskifte, en accentforskydning på
det retoriske plan eller en horisontal forskydning, hvorimod
overgangen fra klassicismen til det der kan kaldes
"Empfindsarnkeit" eller "præromantik", snarere består i en vertikal
forskydning af den selv samme klassicistiske retorik der med
fokusering på "naturlighed" har vist sig føjelig til en sådan
fundamental reinterpretation.
Forholdet mellem natur og kunst skal være omdrejningspunktet i
analysen da det er rygraden i enhver poetik, og de forskydninger
der kan aflæses inden for dette parameter, kan sige noget om den
basale poetologi. Desuden vil jeg opholde mig ved det retoriske
virkemiddel "deskription" der har været kendt og anvendt siden
Homer, men som i det 18. århundrede - i takt med den stigende
opmærksomhed over for den sanseligt virkende natur - får en
afgørende rolle for periodens naturdigtning, hvor det faktisk
selvstændig-gøres som genren "malende poesi" (cf. titlen på
Bodrners poetik).
Slagordet "malende poesi" hidrører netop fra Horats, nemlig fra
den velkendte, frugtbare mislæsning af sætningen
,ti pictura poesis: erit quae si propius stes / te capiat magis, et
quaedam si longius abstes.
(Ars poetica, VY . 361 f. (ed. Garrod, H. W., Oxford 1901».
En mislæsning er det, for som det fremgår, hvis man vælger at
citere de tre første ord i deres sammenhæng og ikke isoleret, så er
sammenligningen mellem maler- og digtekunst ikke generel (det
forbliver dog uklart hvad sammenligningen egentlig vil sige) -
hverken her eller andre steder hos Horats selvom han flere gange
sammenligner de to kunstarter, f.eks. i de ti første vers af sin poetik
hvor det disproportionerede, monstrøse væsen, der er sammensat
af en mangfoldighed af lemmer fra forskellige dyr, fremstilles som
lige upassende i maleri og poesi. (Fejl-)tolkningen får imidlertid
også næring fra et andet sted hvor Horats betoner synet som en
mere pålidelig sans end øret til at bevæge sindet:
segnius irritant animos demissa per aurem, / quam quae sunt
oculis subiecta fidelibus
(vv. 180 f.).
Sætningen synes at have været en common place i antik retorik',
men det gamle trick om sanselig anskuelig-gøre Ise omfunktioneres
l Cf. Cicero: De or. 2, 357; Part. ar. 6, 19 og Quintilian: lils t. ar. 8, 3, 61 ff.