BETÆNKNING

ers side må ses i lyset af, at disse selskaber
tillige tegner erhvervsansvarsforsikring og
derfor i vid udstrækning gennem indbyrdes
aftaler kun anvender reglen i begrænset omfang.
De førnævnte 3 ulykkesforsikringsorganisationer,
som står bag denne henvendelse,
har ikke denne dobbeltinteresse, idet de i
hovedsagen alene tegner lovpligtig ulykkesforsikring.
Hertil kommer som hovedsynspunkt det
principielt betænkelige, at regresrettens bortfald
vil indebære, at en skadevolder i tilfælde,
hvor der foreligger lovpligtig ulykkesforsikring,
ikke vil blive mødt med de erstatningsretlige
konsekvenser, som alle andre
borgere i landet mødes med, når de har
begået ansvarspådragende forhold.
Regresretten har indtil nu sikret en lighed
for loven i denne henseende.
Erfaringen har vist, at regresrettens udnyttelse
har en ikke ubetydelig præventiv
virkning ved arbejdsulykker, der skyldes fejl
eller forsømmelse fra arbejdsgiverens side.
Ganske vist er arbejdsgiveren normalt dækket
økonomisk ind gennem en erhvervsansvarsforsikring,
men gennemførelse af et regreskrav
eller et erstatningskrav efter de almindelige
erstatningsregler synes i realiteten
at have større »moralsk« virkning end de relativt
små bøder, der idømmes eller vedtages
ved straffesager, rejst på arbejdstilsynets foranledning.
De administrative fordele ved ophævelse
af regresretten synes i nogen grad at være
overvurderede.
Ifølge de oplysninger, vi er i besiddelse
af, er det ikke hensigten at afskære de tilskadekomne
eller de efterladte fra ved de
ordinære domstole at indtale erstatningskrav
efter de almindelige erstatningsregler for tab,
der ikke dækkes af lovforsikringens ydelser,
såsom svie og smerte og differencen mellem
dagpenge og faktisk tabt arbejdsfortjeneste.
Om dobbelt erstatning - også for invaliditets-
og efterladteerstatning - synes der dog
ikke at lægges op til.
I tilknytning hertil skal det bemærkes, at
også hensynet til de tilskadekomne erfaringsmæssigt
taler for regresrettens bevarelse i
relation til deres personlige erstatningskrav.
Ofte står den tilskadekomne - hvad enten
det drejer sig om en arbejdsulykke eller en
færdselsulykke - usikker over for sine muligheder
med hensyn til personlige erstat-
84
ningskrav efter de almindelige erstatningsregler
eller færdselslovens erstatningsregler.
Det er et almindeligt indtryk, at domstolene
undgår at behandle mange erstatningssager
i kraft af forsikringsselskabernes erfaringer
med hensyn til retspraksis og deraf følgende
muligheder for at medvirke til udenretlige
forlig, der tilgodeser alle implicerede parter
på rimelig vis.
Endelig bemærkes, at det overvejende antal
af de førte regressager efter ulykkesforsikringslovens
§ 4 er færdselsskader, hvor
den enkelte arbejdsgiver ikke har haft nogen
indflydelse på ulykkens indtræden, medens
regressager efter arbejdsulykker kun udgør
en mindre del.
I den forbindelse kan eksempelvis nævnes,
at Jernindustriens Ulykkesforsikring
G/S, der som nævnt ikke tegner ansvarsforsikringer,
i årene 1969—1975 incl. har gennemført
124 regressager. Af disse 124 regressager
repræsenterede de 47 arbejdsulykker,
medens 77 var færdselsulykker, der som politisager
i forvejen var indbragt for retten.
Det samlede regresbeløb i disse sager udgjorde
ialt rundt 314 mill. Selskabets gennemsnitlige
præmieindtægt var i perioden
22 mill. kr.
Af de 47 arbejdsulykkessager blev erstatnings-
og regresspørgsmålene kun afgjort
ved dom i 10 sager, medens der for 14 sagers
vedkommende var tale om indenretlige forlig.
Det var altså kun 24 arbejdsulykkes-regressager,
der blev behandlet ved domstolene.
Af disse var der med et par undtagelser tale
om, at erstatnings- og regresspørgsmålene
blev afgjort i tilknytning til en i forvejen
rejst straffesag. Erfaringerne synes iøvrigt at
tyde på, at de lovpligtige ulykkesforsikringsselskaber
i forvejen er ret tilbageholdende
med at udnytte regresretten efter ulykkesforsikringslovens
§ 4, og at det altovervejende
antal regressager bringes ud af verden ved
direkte forhandling mellem de implicerede
parter, ligesom domstolenes arbejde med regressager
normalt sker i tilknytning til en i
forvejen rejst straffesag.
Som nævnt synes det overvejende antal
regressager efter ulykkesforsikringslovens §
4 at dreje sig om færdselsskader, hvor en
person kvæstes i trafikken, medens han er i
tjeneste for en arbejdsgiver. Det synes umiddelbart
stødende, om arbejdsgiveren i sådanne
tilfælde - gennem præmiebetaling til den