Det lysåbne landskab - DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi

52
eventuelt grøftning og dræning af naturlige kærsamfund. Der skelnes
mellem beskyttede ferske enge og kulturgræsmarker, således at enge,
som ikke bliver omlagt eller som er i ekstensiv drift, er beskyttede,
mens kulturgræsmarker, som er omlagt hyppigere end hvert 7.-10. år,
eller hvor der er høstet en mellemafgrøde hyppigere end hvert 7.-10.
år, ikke er omfattet af Naturbeskyttelseslovens §3.
Flere af plantesamfundene i mose og eng er omfattet af EF-Habitatdirektivetet,
og en del af disse er prioriterede naturtyper (Tab. 16). Af
prioriterede naturtyper kan nævnes højmoser, kalkrige moser med
hvas avneknippe, væld med kalkholdigt vand, skovbevoksede tørvemoser
og typer af sumpskove.
Økologi
Aktiv højmose er en af de mest stabile lysåbne naturtyper. Tidligere
var aktive højmoser almindeligt forekommende, men de er i dag
sjældne (Vinther 1985). Flere højmoser har en historie, der rækker flere
tusinde år tilbage. Udbredelse og habitatkvalitet af dette unikke
økosystem med lang kontinuitet er imidlertid blevet kraftigt indskrænket
gennem de sidste 200 år som følge af dræning, tørvegravning
og opdyrkning. Derudover er den ekstremt næringsfattige højmose
truet af den øgede kvælstofdeposition. Effekten af henholdsvis
dræning og kvælstof er svær at adskille, idet begge processer fører til
tilgroning og indvandring af arter, som er fremmede for højmoser
(Pihl et al. 2000).
Både de naturligt dannede kær og moser og de kulturpåvirkede enge
er dynamiske plantesamfund, som ved tilgroning eller forsumpning
udvikler sig til andre plantesamfund (Fig. 26). Engenes opretholdelse
er fuldstændig afhængig af en regelmæssig afgræsning, høslæt eller en
kombination deraf. En ophørende eller aftagende udnyttelse betyder
en stærk ændring af konkurrenceforholdene i plantesamfundet. De
højtvoksende urter samt andre græsnings- og slåningsfølsomme arter,
som ofte har været til stede som spredte, lavtvoksende individer, får
pludselig mulighed for at vokse op og brede sig, ligesom buske og
træer kan etablere sig. Denne tilgroning er spontan og kan på under ti
år omdanne en artsrig blomstereng til et højstaudesamfund bestående
af bestandsdannende, flerårige urter, som fx stor nælde, lådden dueurt,
tagrør og almindelig mjødurt med indslag af spredte buske. Til sidst i
udviklingen vil der dannes en sumpskov (Vinther 1993).