Det lysåbne landskab - DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi

Hedernes økologi
I hedens økologi er flere faktorer centrale, bl.a. hedelyngens livscyklus
og den særlige evne til at optage organiske kvælstofforbindelser hos
dværgbuskene i lyngfamilien. Hedelyng er en pionérplante, som
etablerer sig effektivt på jord, der har været forstyrret og udpint. Ved
gentagne udpininger, som var den traditionelle anvendelse af heden,
havde hedelyng mulighed for at opnå en meget stor dækningsgrad
(Buttenschøn 1993). Til gengæld skal hedelyng forynges med jævne
mellemrum, da den kun bliver omkring 25 år gammel. Netop foryngelsen
er den kritiske fase for hedelyng, da arten ikke spirer i det løse
lag af visne blade og grene, der skabes, når buskene dør. Den kræver
en fast jordbund, som fx. den faste overflade af hedetørv eller en blottet
mineraljord. Samtidig kræver den lys for at spire. Hvis græsser
eller revling når at vokse op, har hedelyng ikke store chancer. Revling
kræver ganske vist de samme spiringsbetingelser, men den bliver
meget gammel og spreder sig vegetativt med lange rodslående skud.
Græsser, som bølget bunke og blåtop er flerårige og spirer derimod villigt
også på løsere bund.
På næringsfattig jordbund er hedelyng og andre dværgbuske af lyngfamilien
konkurrencemæssigt stærke i forhold til græsser. Det skyldes,
at de via symbiose med en speciel svampetype kan optage organiske
kvælstofforbindelser, der bl.a. findes i store mængder i morlaget (Kristensen
1998). Ved øget næringsmængde formindskes denne konkurrencemæssige
fordel, og dermed bliver de langsomt voksende dværgbuske
mindre konkurrencedygtige i forhold til græsser som bølget
bunke og blåtop.
Successionen forløber typisk langsommere i klithede end på indlandsheden.
Klitheden anses af nogle for at være et klimakssamfund, mens
andre mener, at den nuværende klithede er resultatet af tidligere tiders
græsning og slåning (Feilberg & Jensen 1993; Pihl et al. 2000). Netop
forstyrrelserne er centrale for forståelsen af hedernes dynamik.
Forstyrrelser kan være naturlige, som erosion og sandpålejringer, eller
menneskeskabte, som fx afgræsning eller opdyrkning. Indtil for ca. 50
år siden var klithederne mere dynamiske med mange åbne partier,
som var skabt ved brug af klitheden som fælles græsningsområde.
Græsningsophør, kystsikring og sanddæmpende foranstaltninger har
reduceret dynamikken i klitterne og klitheden, og dermed de åbne
partier, der er så vigtige for regeneration af hedelyng (Buttenschøn
1993; Nygaard et al. 2000).
Likénheden, som er karakteriseret ved dominans af laver, kan udvikles
i klithedens tidlige successionstrin. Likénheder findes også som
successionstrin efter hedelyng, som dør på grund af alder og i områder,
hvor særligt tørre forhold medfører, at hedelyng dør samtidig med, at
indvandring af revling hindres (Riis-Nielsen et al. 1991).
Trusler mod heden
Tilgroning
Tilgroning er en af de største trusler mod hederne (Riis-Nielsen et al.
1991). I vejledningen til registrering af heder understreges det, at
egentlige buske (ikke dværg-buske) og træer udgør et væsentlig element
på mange hedearealer. Ud fra de arealmæssige angivelser er det
69