Jette Lundbo Levy - Forlaget Spring

estandige musik. ( Azorno s. 96)
I billedet af disse hybridmennesker, som man også kan forestille sig som
vokset ud af moderne billedkunstneres verden og de fænomener, som
omgiver os, er også de to rammecitater og deres indbyggede spørgsmål
forbundet i et billede. Det menneskeskabte menneske er menneskeskabt,
fordi det er skabt af lidenskaben, der igen iværksætter fiktive lidenskabers
musik. Azorno er med sin beskrivelse af dette intersubjektive iværksættende
hybridmenneske, som også er en androgyn, en vigtig forudsætning
for Det og den forestilling om frigørelse, kærlighed og skriven, som ligger
gemt i det store skabelsesdigt, der skaber verden forfra gennem sin sammensmeltning
af ord og kød.
En vinteraften i Ufa, der har betegnelsen en komedie i 4 akter, har med
sine produktionsbetingelser nogle faste rammer, som også kan ses som
en art system. Fire kvindelige skuespillere fra gruppen Cisternerne og
instruktøren Line Krogh henvendte sig og bad Inger Christensen om at
skrive et stykke til dem ligesom i Luigi Pirandellos Seks personer søger
en forfatter; og her er det altså fire kvinder. Forestillingen blev til i et tæt
samarbejde mellem skuespillere, instruktør og forfatter og er præget af
improvisation som en del af arbejdsprocessen. Sidsteakten med sin endelige
drejning og tolkning af teksten blev således først afleveret et døgns-tid før
premieren. I det omtalte interview i Politiken fortæller Inger Christensen,
at hun arbejdede med to forlæg til stykket, først Anna Anchers maleri det
brøndumske familiebillede med moderen, den gamle fru Brøndum, i centrum,
og dernæst Anton Tjekhovs drama Tre søstre, hvori der er tre store
kvinderoller Olga, Masja og Irina og en lidt mindre som Natasja, der er
forlovet med søstrenes bror. Tjekhovs stykke udspiller sig over fem år i en
lille garnisonsby i det østlige Rusland. Det handler om søstrenes kærligheds-
og livsforhåbninger om et statisk liv, hvor det at komme til Moskva
som et ledemotiv udtrykker drømmen om et mere intenst og meningsfuldt
liv. Stykket munder ud i desillusion. Søstrenes livssfære er fortidsvendt og
resigneret, de lever i desillusion og en momentan opblussen af utopiske
forventninger og håb, de arbejder for deres efterkommeres lykke.
Det Tjekhovske drama rummer, som Peter Szondi gør opmærksom på,
en lyrisk monologisk-form som en negering af det dialogiske og mellemmenneskelige
spil, som er dramaformens egentlige område. (Szondi s. 39).
I Inger Christensens udgave af det Tjekhovske drama fører hun denne monologiske
form gennem det blandt andet parodiske syrebad, som dramaet
udsættes for, frem til yderste konsekvens med en total fragmentering og
en opløsning af den handlingsgang, som stadig væk findes hos Tjekhov.
59