Jette Lundbo Levy - Forlaget Spring

Og så er der også her billeder bag. I den indledende sekvens, der sætter
romanens sceneri er der, en samtale mellem den mand og kvinde der
mødes den første søndag i maj i Tivoli;
Og jeg så at der ikke mere stod nogen under de store træer, deres
skygger gled roligt hen over os, forbi, mens Azorno fortalte mig
om bestemte maleres billedverden om vand og åkander, parasoller
og hvide skyer og stoffer, en mængde af den slags lysende konkrete
ting, der skulle formidle det uhåndgribelige, og som nu pludselig
havde samlet sig på et bestemt sted i verden, hvor det hvilede som en
klokke omkring mig, sagde Azorno, en lydløshed. (Azorno s. 8)
Citatet henviser med sine åkander til Monets billedverden, men endnu mere
til Magrittes, med sin pastelfarvede og lysende transparens, der står i kontrast
til et voksende mørke gennem hele romanen. Ligesom der også med
billedets standsning i den klokke, der samler alle situationens genstande
i en ladet lydløshed, der hvælver sig om hovedpersonen, kunne være en
henvisning til den standsning og dramatiske lydløshed og ubevægelighed,
der findes i protosurrealisten, den italienske maler Girgio de Chiricos billedsprog.
Sådan som tingene udvikler sig i romanen og opfører sig som tegn
og emblemer, der smelter sammen, muterer og pludseligt bliver aggressivt
og organisk levende, er der et surrealistisk billedsprog på spil. Som når
f.eks. en kvindes brystvorte bliver til en radioknap, som man skrue op ned
for lyden på i en af romanens forførelsesscener.
Når jeg kaldte Azorno for en uroman, så hænger det sammen med, at i
Azorno fremvises, nedbrydes og spilles med en romans elementer. Der er
en fortæller, en jegfortæller, men dette jeg, en kvinde, der møder en mand
er ustabilt og bliver til en hel masse personer. Der er en forfatter til en
fiktion, men han er samtidig en person, der optræder i sin egen roman, og
som skiftevis er Azorno eller Sampel. Der er en tid som romanen foregår
på, men den bevæger sig ikke, den fortalte tid bevæger sig ikke sammen
med fortælletiden. Hvor romaner ellers som den tyske litteraturteoretiker
Georg Lukacs siger i sin Romanens teori (s. 107), handler om tiden som
går, så sendes vi i denne roman hele tiden tilbage til den første søndag i
maj. Der er rum og steder i København, nær Zürich, Rom og Paris. Men
beskrivelsen af disse steder er ikke præget af en distinkt forskellighed,
rummene og de fænomener og handlinger, som foregår på de forskellige
steder ligner hinanden. F.eks. findes en solstue med sine fantastiske
lysvirkninger både i Zürich, Rom og København. Ligesom det hypnotisk
pludrende springvand, som med sin mangfoldighed af arabeskagtige former
og sin førsproglige lydlighed, er et stadigt genkommende element,
55