Jette Lundbo Levy - Forlaget Spring

det moderens snestykke, som Tjekhov har hørt af moderen, og som siden
bliver til Tre søstre.
Den centrale replik i dette snestykke, som den yngste søster Irena
citerer er en variant af Jeans replik fra Fröken Julie med drømmen om
den sociale opstigning og erobring, der via computeren uretmæssigt var
trængt ind i En vinteraften i Ufas udgave af Tre søstre. I moderens drøm
forvandles drømmen om den sociale opstigning til en drøm om at trænge
igennem snekrystallens mikroverden for at kunne bevæge sig ud i et stort
kosmisk rum. Drømmen om bevægelse er moderens håb og modbillede
til den atmosfære af melankolsk indelukkethed, som gennemtrænger det
tjekhovske univers:
Jeg drømmer, at jeg sidder i en iskrystal, i ét af dens seks krystalklare
rum. Men jeg vil ind, ind i midten og se mig omkring, ud over det
mørke landskab, hvor solen aldrig skinner. Plyndre fuglereden i
Orions bælte. Der hvor guldæggene ligger og er sorte endnu. Og
jeg vandrer og vandrer, men rummet er så tæt, så brat, og der er så
langt hen til den første væg. Men jeg ved, at hvis bare jeg nåede
den første væg, så kunne jeg gå lige tværs igennem den - som på
en ganske almindelig skovsti. Endnu har jeg ikke nået den, men jeg
skal nok nå den, om det så kun bliver i drømme! (En vinteraften i
Ufa og andre spil s. 60)
Moderens snestykke bliver skrevet og realiseret i fremtiden af fremtidsskuespillerne.
Tjekhov,- moderen,- og fiktionens iværksætter Inger
Christensen samles her i et bevægeligt punkt midt inde i iskrystallen i et
slags kosmisk simultant rum. Og En vinteraften i Ufa kan slutte med at
søstrene gennem en dobbeltbevægelse af erindring og fremtidssyn kan
bevæge sig tilbage mod den begivenhed, der sætter Tjekhovs stykke i
gang – erindringen om faderens død. Inger Christensens spil kan som en
slags cirkelkomposition begynde forfra fra første akt med sneen der fyger
ind alle vegne. Men nu for det fordoblede publikums bevidsthed som en
dobbeltkomposition med sin sammenknytning af fortids - og fremtidssyn
i teatermaskineriets ironisk synliggjorte fiktive rum.
I europæisk romantik var man dybt optaget af fundet af Rosetta-stenen og
af tydningerne af hieroglyffernes billedskrift. De var en menneskehedens
oprindelige skrift, hvor ord og billede var en enhed, hvor betydning ikke
var adskilt fra fænomenernes materialitet og symbolske henvisninger til
en skjult orden.
Med sine prosaeksperimenter leder Inger Christensen også efter – og
61