Jette Lundbo Levy - Forlaget Spring

Forholdet mellem fiktion og virkelighed er også forbundet med,
at jeg godt kan lide at forholde mig til og bruge malerier. Jeg har
skrevet digte, hvor man bevæger sig mellem flere lag, der tilsyneladende
er virkelige, men som når man så bevæger sig ind viser sig
at være et sted, der findes på et maleri. (NLÅ 1992 s. 34)
I mange interviews udtrykker Inger Christensen så samtidig en slags
sørgmodighed over, at hun ikke kan skabe personer og fiktioner så at sige
forfra f.eks. i forbindelse med dramaet En vinteraften i UFA, der bl.a. har
Tjekhovs drama Tre søstre som forlæg. I den forbindelse siger hun i et
interview:
Jeg drømmer om at skrive et stykke helt fra nyt, og jeg kunne det
måske, hvis verden var lidt ny, men jeg føler ikke jeg kan det her
... i Københavns gamle verden. (Politiken, 3. april 1986)
Umiddelbart viser der sig ikke personer og sammenhængende verdner for
Inger Christensen. Hun er bundet til at arbejde med spaltningen i fiktion og
virkelighed i en fiktionsform, der på én gang rummer en dekonstruktion og
en konstruktion eller en iværksættelse, som samtidig bliver en kommentar
til og refleksion over disse processer.
Når det så i øvrigt ud over dette at et temanummer om Inger Christensen
gerne skulle rumme så mange aspekter af forfatterskabet som muligt, er
værd at beskæftige sig med hendes prosa i roman og dramatik og også i
hendes børnebøger – udover Det malede værelse, som jeg ikke bliver træt
af at genlæse – så skyldes det bl.a. at der i prosafiktionerne sammen med de
eksistentielle og formmæssige spørgsmål er noget legende og humorfyldt,
som man er godt på vej til at glemme i den digtermyte Inger Christensen
er blevet til, efter at hun udgav sin sublime Sommerfugledalen.
Af Det malede værelse fremgår det, at kunsten er udtryk for en bevidst
bearbejdning, et eksperiment med at sætte virkeligheden og dens fremtrædelsesformer
under tryk ved at forvride virkeligheden og omflytte
elementer, så der opstår noget nyt. I førstedelen af fortællingen kommer
en maler på besøg ved fyrstehoffet i Mantua, som for en stor del består af
videnskabsmænd, filosoffer og kunstnere. Mens de sidder ved måltidet,
diskuterer de, om noget både kan eksistere og være ikke eksisterende. En
maler forklarer, hvordan han kan få adgang til ikke-eksistensen. Han laver
en tegning af rummet, som de sidder i, sådan at de tilstedeværende personer
ikke sidder på deres stole, de er blevet til billeder på væggen, der betragter
51